På treårsdagen for Ruslands grusomme overfald på Ukraine mødtes ukrainske flygtninge, herboende ukrainere og en række fredericianere i går eftermiddag på Rådhuspladsen i Fredericia. Her blev der afholdt en mindehøjtidelighed med taler under overskriften ‘Stop Ondskaben’. Blandt deltagerne var borgmester Christian Bro og Maria Radoor, folketingskandidat for Socialdemokratiet i Fredericia. Mindehøjtideligheden afsluttede på Fredericia Bibliotek, hvor deltagerne så en udstilling af tegninger lavet af ukrainske flygtningebørn fra nærområdet.

Medarrangør af ‘Stop Ondskaben’ er 54-årige Jurij Gabedov, som er født i Odessa og kom til Danmark for godt 33 år siden. Jurij arbejder som salgs- og udviklingsdirektør hos Danfoss. For fem år siden flyttede han og hans danske hustru fra Vejle til Fredericia. Han sagde i forbindelse med ‘Stop Ondskaben’:

– For tre år siden, 24. februar 2022 kl. 04:40, ændrede livet sig for altid for hver eneste ukrainer og europæer. Mange er nu chokerede over, hvad Trump siger, og det er uvist, om der kommer hjælp fra USA. Men efter min mening er dette ikke et chok. Det her er politik. I går spurgte jeg min barndomsven, som kæmper: ’Hvad skal jeg fortælle ukrainerne, der bor i vores by?’ Han rådede mig til at sige til dem, ’I skal lære dansk’. Hvorfor? ’Fordi hvis man kan sproget, vil man være i stand til at få et godt job, tjene penge og støtte Ukraines væbnede styrker.

Stiftede Civil Defense Ukraine

For tre år siden stiftede Jurij Gabedov, sammen med datteren Anna, nødhjælpsorganisationen Civil Defense Ukraine. Det skete som direkte reaktion på den russiske invasion. Massevis af tøj, sko og lignende fra danskere, der ønskede at hjælpe, blev indsamlet. Snart ændrede indsamlingen dog karakter. Civil Defense Ukraine har også indsamlet skudsikre veste, natkikkerter, hjelme og lignende udstyr til de ukrainske soldater i frontlinjen, som kæmper for Ukraines frihed og selvstændighed.

Borgmesteropbakning

Fredericias borgmester Christian Bro (S) mindede om, at krigen ikke startede for tre år siden, men allerede ved Ruslands invasion af Krimhalvøen i 2014:

– Jeg er ikke gammel nok til at have oplevet 2. Verdenskrig, men det er mine forældre. Det er ironisk, at samme år, vi fejrer 80-året for befrielsen fra nazisternes besættelse af Danmark og afslutningen af krigen i Europa, er Ukrainekrigen for alvor blevet truende. Jeres kamp er også vores kamp. Husk historien. Styrk vores forsvar. Gud bevare Ukraine.

Folketingskandidat lovede fortsat støtte

Maria Radoor, folketingskandidat for Socialdemokratiet i Fredericia, understregede:

– Vores statsminister Mette Frederiksen er taget til Ukraine sammen med flere andre nordiske og europæiske statsledere, for at vise vores fortsatte støtte til det ukrainske folk. Danmark donerer i dag ca. to milliarder kroner yderligere til Ukraine. Ukraine kæmper for hele Europa. I kæmper for vores frihed, vores sikkerhed og vores demokratiske værdier.

– Vi står lige pt. i en skæbnestund, hvor vores verdensorden er truet. Når tætte allierede som USA pludselig så markant skifter position og ligefrem sår tvivl om, hvor deres loyalitet ligger, er vi om noget på usikker grund. Det er afgørende, at vi holder fast. Og vigtigst af alt, at vi står sammen! Vi skal i Europa kunne stå mere i egen ret og sikre vores egen fred og frihed. Vi skal øge vores forsvarsinvesteringer, også i Ukraine. Vi skal vinde fred gennem styrke, visdom og sammenhold. Slava Ukraini!, sluttede folketingskandidaten.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer