Livet som cafeejer, set gennem øjnene på Jacob Sandberg, der sammen med sin hustru, ejer Stina’s i hjertet af Middelfart. De overtog caféen for to måneder siden og har ingen erfaring. Allerede nu kan de mærke, at det er en hård branche at være i.
Belysningen er dæmpet på Stina’s, her er stearinlys og en duft af kaffe og hjemmebag. Der er roligt denne mandag formiddag i Middelfart, men alligevel er der liv i caféen. Jacob står i hjørnet og kigger ud af vinduet, han vender sig om og smiler, da vi kommer ind.
Han er stadig ikke helt sikker på, hvad det var, der gjorde det, men omkring efterårsferien sidste år skrev de under på overtagelsen af caféen.
– Vi må sige, at gode ideer og tanker hjemme i sofaen, var der masser af, og derfra og så til at komme ud i virkeligheden og arbejde med det sted her. Det er ikke bare er en lille kaffebar, det er en stor café et eller andet sted. Det kan lyder forkert at sige, men det er kommet bag på os, for det kunne vi godt se, men derfra og til, hvor meget det kræver. Hvor meget vareflow, der hele tiden er, som vi bliver ved med at sige, alt er hjemmegjort. Det kræver bare varer på hylderne, og varer til at pigerne hele tiden kan holdes i gang. Vi har ingen erfaring med den branche her, fortæller Sandberg.
Selvom det kan være svært at få det til at hænge sammen med andre jobs ved siden af, så er Jacob og hans partner i gang med at få skabt en rytme i deres hverdag.
– Det er ligesom om, at december måned var sådan en ‘det skal bare køre – vi skal bare overleve’-måned, med en masse brandslukning. Nu er vi inde i januar, som et eller andet sted heldigvis er lidt mere rolig. Vi kan få sat nogle flueben, og begynde at få den her rytme i vores hverdag, privatliv, almindelige jobs og caféen, det synes jeg begynder at fungere, siger han.
Medarbejdere i caféen er guld værd, og er altid villige til at trække deres del af læsset.
– Pigerne trækker et kæmpe læs, det er dem der står her. Nu kan man sige, at jeg er lige landet, ellers så er det dem, der holder butikken i gang, siger Jacob, med et let træk på skuldrene.
Jacob ved godt, at selvom han ikke behøver at være i forretningen hele tiden, er det alligevel vigtigt for ham at være tæt på forretningen.
– Min tanke var, at det her kan man godt klare fra sidelinjen, men det kan man ikke, fordi uden at skulle forklejne dem, så er det unge mennesker, vi har ansat. De er fantatiske, når de har rammer at arbejde i, og jeg har sørget for, at der er varer på hylderne, til at de kan producere, og de kender deres opgave, så de er super gode. Når vi så kommer udover det, så skal vi være der, og så kan de ikke køre det selv, naturligvis, fortæller den nylige cafeejer.
Når det kommer til det nye år, så er Jacob og hans hustru spændte på, hvad der vil ske for deres café.
– Vi var meget spændte på 2023, og som jeg hele tiden har sagt, så var december nem nok, for der går folk ude i gaden, og de skal nok komme herind. Det er nu, at vi skal vise, vi har en berettigelse, så vi er noget spændt på det, men jeg synes, når jeg ser omsætningstallene fra sidste år, at så er vi med, selvom vi er nystartede. Også selvom vi taler den ene krise efter den anden og alt muligt andet ukonkret, så synes jeg, at hverdagen er god, og jeg tror vi kan bevare det, siger han.
Og så kan man spørge, hvad der så skal ske – nu hvor I har lagt godt fra land?
– Vi havde store tanker om vinbar i weekenderne, og det har folk læst og hørt, og det er ugentlig, at den dukker op: “Hvornår?”. Det skal nok komme, men vi må også sande, at vi lige skal lande i det, inden vi sparker en ny bold op, fortæller Jacob med et smil.
Det en spændende og lærerig oplevelse for de to indehavere. Det viser, at det ikke er umuligt at drive en café, selvom man er nystartede i branchen, uden erfaring, og på trods af kriser og udfordringer undervejs.
På vej ud af døren fanger Jacob os igen.
– Jeg vil gerne lige sige tak til vores kunder, vi er blevet taget virkelig godt imod. Der kommer rigtig mange stamkunder her, som var spændte, og som synes det var deres sted, de var nervøse for, hvad der nu skulle ske med. De har virkelig taget godt imod os, det er så dejligt.
Livet som caféejer går videre for Jacob Sandberg og hustruen. De stod på bar bund, da købsaftalen blev indgået, og her et par måneder efter overtagelsen, kan de mærke, at det er et hårdt liv, hvor de skal vænne sig til en ny tilværelse.
