Det har længe været en kendsgerning, at der er langt mellem en aktiv oppositionspolitik i Fredericia og kommunalvalgene. Ofte sidder de fleste borgerlige politikere på bænken, mens de i offentligheden udviser bred opbakning til den politiske ledelse i Fredericia, de er valgt til at være mod.

For første gang siden Thomas Banke blev valgt som borgmester for Venstre, for efterhånden lang tid siden, er der tegn på politisk fornyelse i Fredericia. Liberal Alliance fik ved forrige Folketingsvalg en formidabel genrejsning under nyt lederskab. Succesen fortsætter endnu, selvom centrale politikere som eksempelvis Claus Hjort Frederiksen intelligent har forsøgt at lave en “Pape” på Alex Vanopslagh ved at udråbe ham til statsministerkandidat. Mange så, hvad det gjorde ved Pape, da han officielt tog mod til sig og sagde, at han gik efter statsministerposten. Det kostede; gammelmedierne med Ekstra Bladet i spidsen kastede sig over den konservative leder, der ellers havde haft medvind i meningsmålingerne, præcis som en anden central politisk figur; Villy Søvndal havde i sin tid.

Venstre er blevet splittet op i tre dele, med to nye partier med henholdsvis Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg, der konkurrerer mod deres gamle parti. Det skaber manglende sammenhængskraft for et potentielt alternativ til Socialdemokratiet, der befinder sig glimrende med et borgerligt Danmark i kaos. Og den landspolitiske effekt slår også igennem på lokalt plan.

I Fredericia er de borgerlige partier forlængede arme af den socialdemokratiske ledelse, hvor der siden Kenny Bruun Olsen (V) forlod borgmesterposten, er blevet praktiseret “del og hersk” med Søren Larsen (A) i centrum af tilbudsaviserne, der skal overtale de folkevalgte til at forlade oppositionskursen “for Fredericias skyld”. Mottoet er, at vi ikke skal bruge en opposition. Den slags skaber kun uro, mener man. Tænk sig, hvis man skulle høre på kritiske spørgsmål og kritik i byrådssalen. Og tænk på de stakkels topchefer og medarbejdere, der arbejder så hårdt; hvis de skulle blive kede af det, fordi “tonen” blev kritisk overfor noget som helst, de måtte have stået bag. Nej, indtrykket af byrådsmøder i Fredericia er, at det er medarbejdernes og politikernes kommune, ikke borgernes.

En trofast ballademager har dog været Poul Rand fra Liberal Alliance. Man har dog kunnet enes om, at det står for hans egen regning. Når den planmæssige gennemgang af dagsordenen, på bedste vis og med forbilledlig lighed med, hvad man ser i etpartistater, er blevet gennemgået med behørig klapsalver og ros til forvaltningen, så har Rand beklaget sig. Frustrationen lyser ofte ud af Venstre og Socialdemokratiets ledelse, der ikke tåler at blive talt imod, og helst ikke deltager i nogen form for debat med substans. Værst har det været, når Karsten Byrgesen også har valgt at kritisere rækken af forvaltningsbestemte beslutninger, der skal køres igennem med det nedslidte politiske gummistempel, hvor mange politikere i byen knap nok har læst de to første linjer af det, de skal stemme om, eller ikke forstår senere på året, hvor deres budgetter ikke er “retvisende”

Forvaltningen ledes udelukkende af folk, der bor i andre byer. Det er alt for meget for et lokalstyre, hvis man har en ledelse, der faktisk bor i den by, hvor de leder befolkningen. Den er det moderne DJØF enevælde, hvor lokaldemokrati kun er til pynt. Man foretrækker ledere hvis samlevere måske sidder i konkurrerende byers ledelse, og via et vidt forgrenet og temmelig lukket netværk, kan forvalte danske byer ud fra nødvendighedens politik, godt hjulpet af teknokratiske partier, der skyer befolkningen og vælgerne som pesten. Måske en af grundene til at Liberal Alliance har succes hos vælgerne, der i stigende omfang er trætte af den store stat.

På TikTok ynder Liberal Alliance at smide masser af humoristiske videoer ud, hvor de gør tykt nar af den moderne (og temmelig dyre) fornøjelse af at danskerne lever i et teknokratisk styret land. At der er kommet en næsten fordobling af antallet af administratorer de sidste 10 år. Også i Fredericia Kommune har ledelsen forgyldt sig selv, hvor en svag politisk ledelse har ladet alting sejle derudad i ualmindelige lange tider. Budgetterne holder stort set aldrig, og det er man fuldt ud tilfredse med, for mottoet er jo, at “vi skal takke forvaltningen”. “De har gjort det godt”. Ja, byrådet er meget begejstrede for forvaltningens indsats.

Det er her, at Liberal Alliance kan få skabt ny fremdrift, hvis ikke Christian Jørgensen sovses ind i en tonerosesøvn, som det desværre ofte sker for dygtige oppositionspolitikere i Fredericia.

For i Fredericia ulmer utilfredsheden med den manglende indsats for lokaldemokratiet. Med valget af en ny spidskandidat, Christen Jørgensen, har partiet ikke blot valgt en tidligere Venstremand, men også en person der kender og tror på politiske værdier. Jørgensen kan tale i timevis om kerneliberale værdier, fordi han ved noget om dem. Dette inkluderer også ideer som respekt for private initiativer, kontrol med en overdådig og alt for stor centraladministration, men frem for alt kontrol med budgetterne. Som bankmand ved Christian Jørgensen, at kassen skal stemme, når dagen er omme.

Det er der også brug for. Sagen er den, at politikerne i byrådet i Fredericia, intet overblik har over økonomien. År efter år kommer de ud som “helt overraskede”, når der mangler penge. Spørgsmålet er, om vælgerne bliver ved med at hoppe på, hvor overraskede de mon er. Samt om det efterhånden ikke er tydeligt for enhver, at forvaltningen og politikerne er en og samme ting, med hverken opposition eller kritik til følge. For også de folkevalgte ønsker reelt blot at få borgerne administreret, så de kan stikke deres honorarer i lommerne uden alt for meget bøvl.

Der er brug for en ny fremdrift. Liberal Alliance kan skabe denne ved at være en reel trussel mod de mest dovne lokalpolitikere, hvis genvalg kan blive mere problematisk, end de lige nu forestiller sig.