Socialdemokratiet går til valg på omtanke og ordentlighed. To ord, som i sig selv burde være smukke. De dufter af ro, anstændighed og gensidig respekt. Men i Fredericia er de for længst blevet noget andet. De er blevet et værn mod kritik. Et sprog, man bruger, når man ikke længere har noget reelt at sige.
For bag ordene gemmer sig en virkelighed, hvor “ordentlighed” er blevet en undskyldning for magt.
En etikette, der dækker over dårligt lederskab, magtarrogance og manglende selvransagelse.
Det var netop ordentlighed, der blev brugt som moralsk markør under den interne afdækning efter borgmesterskandalen. Men i stedet for at rydde op, valgte man at hænge lokale erhvervsfolk ud – mennesker, der i årevis har løftet Fredericia og gjort en kæmpe indsats for byen. Den såkaldte “afdækning” blev ikke en renselse, men en udstilling.
Og med det forsvandt det sidste, der lignede tillid.
Er det ordentlighed?
Er det ordentlighed, når man bevidst udleverer sagsakter for at skade politiske modstandere?
Er det ordentlighed, når man tilbageholder dokumenter, der skader én selv?
Er det ordentlighed, når man beskytter medarbejdere, der har haft hovedansvaret for fejlslagne juridiske rådgivninger og trecifrede milliontab?
Er det ordentlighed, når byrådspolitikere sidder og griner på byrådsmøder, mens borgere forsøger at forklare, hvordan beslutninger ødelægger deres hverdag?
Fredericia har ikke fået mere omtanke. Den har fået mere dårlig ledelse.
Den har ikke fået flere resultater. Den har fået flere skandaler.
Er det ordentlighed at ringe journalister med den hensigt at få skabt et karaktermord? Er det ordentlighed stadig at blande sig i valget, når man ikke længere bor i Fredericia?
Ordentlighed kræver handling – ikke slogans
Moralen er enkel: Ordentlighed er ikke noget, man siger. Det er noget, man gør.
Og det begynder med at stå ved sine egne fejl.
Men i Fredericia er ordentligheden blevet et markedsføringsgreb. Et nyt ord for det gamle magtsprog. En måde at sige “vi er bedre” uden at forandre noget som helst.
Internt i Socialdemokratiet blev der efter Jacob Bjerregaards afgang lagt en dyne over partiet, der nærmest lod sig hypnotiseret til at forstå, at nu skulle man gå efter ordentlighed med Steen Wrist i spidsen.
I dag er det skiftet til Christian Bro. Når andre partier mener noget, der gør ondt. Når andre partier siger noget i en debat, hvor de går imod Socialdemokratiet, så skal der ikke meget til i debatsporet eller på mødet, før den reele debat ender med at handle om “ordentlighed” og valgkampsretorik. Det er Socialdemokratiets ledelses hovedforsvar – selv ved debatten om offentlige og private veje, hvor man måtte forstå, at simple spørgsmål til sagen, var spørgsmål i et valgår, og derfor uordentlighed og retorisk et angreb mod de dygtige medarbejdere. Vås.
For når man ikke kan håndtere kritik, men i stedet håner dem, der stiller spørgsmål, så er det ikke omtanke.
Når man ikke tør udfordre forvaltningen, men hellere roser den, uanset hvor galt noget går, så er det ikke ordentlighed.
Når man gemmer besparelser til efter valget, så man kan få en rolig valgkamp, så er det ikke omtanke – det er manipulation.
Og når man trækker kommunens embedsfolk foran kameraet for at skabe belæg for sine egne beslutninger, så er det ikke ledelse – det er iscenesættelse.
Fredericia har fået sin egen Voldemort
Fredericia har fået sin helt egen Voldemort.
Som i Harry Potter er der et navn, man ikke må nævne: Jacob Bjerregaard.
På trods af at han i årevis var en synlig og aktiv borgmester, ønsker ingen socialdemokrat i dag at stå ved deres tidligere partifælle. Hans navn er slettet fra fortællingen, hans betydning udvisket, hans virke omskrevet.
Det er, som om partiet kollektivt har besluttet, at Bjerregaard aldrig har eksisteret.
Men sandheden er en anden: Den politik, der blev ført under Jacob Bjerregaard, blev ført sammen med de mennesker, der i dag står i spidsen for partiet.
Arkiverne er fyldt med billeder, artikler og beslutninger, hvor Christian Bro, Steen Wrist, Søren Larsen, John Nyborg og Ole Steen Hansen sad side om side med Jacob og stemte for præcis de dagsordener, de nu tager afstand fra. To af dem har dog forladt politik, men var også med i de gode Bjerregaard år og nød godt af hans popularitet.
I dag fremstilles det som ordentlighed at vende ryggen til fortiden.
Men intet er mere uordentligt end at fornægte, at man selv har været en del af det, man nu udskammer.
Man kan ikke bygge moral på hukommelsestab.
At begå fejl er menneskeligt. At indrømme dem er ordentligt.
Men at slette dem fra historien – det er magtens form for løgn.
Den virkelige prøve
Fredericia har prøvet det før: store ord, små handlinger.
Men borgerne har fået nok af pynt og proces. De vil have politikere, der tør lede – ikke bare administrere.
Ordentlighed er ikke at smile i valgkampen og tie resten af året.
Det er at tage de svære samtaler, at åbne de lukkede døre og erkende, at man også selv har været en del af det, der gik galt.
Det skal skrives i alt dette, at de nye kandidater for Socialdemokratiet naturligvis ikke kan stå på mål for den ordentlighed, man indførte under Steen Wrists og Christian Bros ledelse.
Fredericia har brug for et nyt sprog.
Et sprog, hvor ærlighed ikke er svaghed, og hvor ansvar ikke kan outsources til forvaltningen.
Et sprog, hvor man siger, hvad man vil – ikke kun, hvad man vil undgå.
For når alt kommer til alt, er spørgsmålet enkelt:
Er det ordentlighed, når man bruger ordet som skjold for magt og glemsel?
Eller er det bare endnu et valgplakatord i en kommune, der stadig venter på forandring?
