Valgresultatet fra den 18. november 2025 kan tolkes som en klar tilkendegivelse af, at fredericianerne har ønsket forandring. Om lidt sidder der 21 nyvalgte byrådsmedlemmer, hvoraf mange har lovet netop denne forandring.
Om lidt skal man med andre ord til at levere varen. Og som altid vil der være et stort fokus på, om man holder det, man lovede dengang, man var ude hos vælgerne. Selvom en del løfter har været meget lidt konkrete, har det dog været konkret, at man lovede en kommune, der ikke er styret af forvaltningen. Ligesom man har lovet en kulturforandring, hvor tingene skal køre efter bogen og ikke efter eventuelle mønstre med vennetjenester og syltekrukker.
Det nye byråd har alle muligheder for at gribe chancen for at skabe fornyelse. Nu kan den borgerlige blok ikke længere skyde efter socialdemokraterne, der roligt kan læne sig tilbage, mens den nye borgmester står foran målet.
Det betyder også, at ansvaret i den sidste ende vil lande hos det nye borgmesterparti, Venstre. Man skal nu til at vise, hvad det konkret er, man gerne vil gøre anderledes.
Det vil blive spændende at følge med i.
Rundt omkring i Fredericia Kommune sidder der mange borgere, der har taget turen ned til stemmeboksen for at få ændret på det politiske landskab. De vil med rette kunne forvente noget nyt. Det handler ikke bare om, hvad man meddeler. Der er også brug for substans. En passende start kunne være, at der kommer reel politisk debat på byrådsmøderne, hvor man kan høre forskellige synspunkter. Ligesom det vil være en markant fornyelse, hvis der ikke kun er én mulighed at tage stilling til i samtlige sager – som regel svarende til det, forvaltningen selv ønsker sig.
Den nye politiske ledelse ved udmærket, hvad der tales om her.
Men det gør befolkningen i Fredericia også. Derfor må vi alle håbe på, at man griber mulighederne og udvikler Fredericia som en by, hvor der kan tales om beslutningerne i det offentlige rum, og hvor lukkede punkter på dagsordenen er sjældne og ikke hyppige.
For hvad er demokratiet værd, hvis et valg af en ny kurs ikke ændrer på noget?









