Søndag aften var der et færdselsuheld ved Kongens Kvarter i Fredericia ved krydset Vejle Landevej. Begge parters køretøjer blev totalskadet.

Uheldet skete klokken 20:30, da en personbil kom kørende nordvest på Vejle Landevej over for rødt lys og påkørte en lastbil, der kom fra øst ved Kongens Kvarter. Lastbilen kørte over for grønt, og det endte derfor med en kollision.

Lysmasten i reguleringen blev skadet, og begge køretøjer blev totalskadet, oplyser Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi. I forbindelse med uheldet blev den 45-årige mand, der kørte personbilen, kørt til tjek på Kolding Sygehus. Det samme er tilfældet med den 30-årige mand, der kørte lastbilen. Ingen af parterne er kommet alvorligt til skade, siger Ross.