Den 10. februar 2026 blev der holdt mindehøjtidelighed ved mindesmærket på Christianskirkens Kirkegård i Fredericia for besætningen på bombeflyet Stirling LK-279. Præcis 81 år tidligere styrtede flyet ned i Lillebælt syd for Fænø under en hemmelig mission for den danske modstandsbevægelse. Alle syv ombord omkom.
Flyet, en britisk Short Stirling Mk IV fra Royal Air Force, var udsendt fra den hemmelige base i Tempsford i England. Missionen var en del af de livsfarlige nedkastningsoperationer, hvor våben, ammunition og udstyr blev leveret til modstandsfolk i det besatte Danmark. Det var flyvninger uden eskorte, ofte i dårligt vejr og med minimale navigationshjælpemidler.
Netop vejret spillede formentlig en afgørende rolle. Snebyger, lav sigtbarhed og desorientering førte til, at LK-279 aldrig nåede sin nedkastningszone. I stedet endte missionen brat i det iskolde Lillebælt. Styrtet skete i krigens sidste måneder – få uger før befrielsen – men med konsekvenser, der stadig mærkes lokalt.
Under besættelsen blev hændelsen aldrig officielt omtalt. Tysk censur og krigens vilkår lagde låg på informationerne. Men lokalt vidste man, at noget var sket. Fiskere fandt vragdele, og rygterne spredte sig – i stilhed.
Efter krigen fik de faldne flyvere både navn og hvilested. Den 28. oktober 1949 blev tre allierede soldater fra denne og en anden flybesætning genbegravet ved mindesmærket på Christianskirkens Kirkegård. Et diskret, men stærkt vidnesbyrd om den pris, der blev betalt for Danmarks frihed.
Det er netop denne historie, som Forsvarsbrødrene for Fredericia og Omegn år efter år holder levende.
Ved årets mindehøjtidelighed blev der holdt tale, lagt kranse og blomster – og til sidst blev der stille. Den særlige stilhed, som kun opstår, når mange mennesker deler den samme eftertanke. Højtideligheden blev afsluttet med Last Post, spillet smukt og værdigt, så tonerne hang et øjeblik i vinterluften, før stilheden igen tog over.
Det var et øjeblik uden store ord. Netop derfor virkede det.
Syv unge mænd – engelske og australske – fløj den nat ikke for medaljer eller heltestatus. De døde ikke for et land i snæver forstand, men for en idé – frihed, selvbestemmelse og retten til at sige nej til tyranni.
81 år senere samledes mennesker igen på en kirkegård en februareftermiddag. Ikke af vane. Men fordi nogle historier ikke må glide ud i glemslen, og fordi Last Post stadig minder os om, at frihed engang havr en pris – og at nogen betalte den fuldt ud.
Hvis nogen spørger, om det stadig giver mening at mødes i kulde og blæst for at mindes noget, der skete for 81 år siden, så er svaret enkelt: Det er netop derfor, vi skal gøre det. Historien lever kun, hvis vi står stille et øjeblik – og lytter, når trompeten spiller.
Log ind
Kommentar