Striden om helårsbeboelse i kolonihaverne i området under Grundejerforeningen af 1956 ser ud til at fortsætte, selvom der muligvis er tegn på en dialog med Fredericia Kommune. Formand for Grundejerforeningen, Brian Dahl, fortæller, at sagen har været en lang og opslidende proces, som nu har fundet vej til både landsretten og Ombudsmanden.

Brian Dahl beskriver, hvordan kampen for helårsbeboelse har været præget af modstand og usikkerhed:

– Den sag, som vi har modtaget ved landsretten, har været en lang proces. Vi har gang på gang oplevet modstand fra kommunens advokat. Det er en frustrerende situation, og vi er kommet til det punkt, vi er nu. Vi håber på, at domstolene vil tage stilling til vores argumenter og bekræfte det, vi mener er korrekt, det som embedsmændene selv siger, ikke kan ændres. Nu har vi taget sagen til Ombudsmanden.

Ifølge Brian Dahl er en central del af foreningens argumentation baseret på en deklaration fra 1941, som han mener tydeligt beskriver, hvordan området oprindeligt var tiltænkt:

– Vi har sendt flere materialer, som vi mener er relevante, som vi gerne vil fremføre for domstolene. Det drejer sig om en deklaration fra 1941, som beskriver forholdene, og som vi mener er central for afgørelsen. Men hvorfor står vi så i den her situation, hvor vi skal kæmpe med dette, når det i virkeligheden står klart i dokumentationen fra 1941?

Håb om dialog med kommunen

Trods den juridiske kamp ser Brian Dahl en mulig åbning i form af dialog med formandsskabet i Teknisk Udvalg, John Nyborg og Karsten Byrgesen:

– Vi håber, at John Nyborg og Karsten Byrgesen vil åbne op for en løsning. Vi har haft nogle samtaler, men det er stadig uklart, hvad der skal til for, at det kan lade sig gøre.

Brian Dahl fortæller, at han har haft en samtale med Karsten Byrgesen, der har givet udtryk for, at der arbejdes på at planlægge et møde mellem foreningen og kommunen:

– Jeg har haft en telefonisk dialog med Karsten Byrgesen, og han har informeret mig om, at John Nyborg vil tage kontakt til bestyrelsen og bede om et møde. Men der er ikke sket noget konkret endnu. Karsten sagde, at de ville finde en tid for mødet, men indtil videre er der ikke kommet noget konkret fra kommunen.

Sagen om helårsbeboelse i kolonihaverne har været en kilde til både politisk og juridisk debat gennem flere år, og selvom der nu ser ud til at være en spirende dialog, er der stadig lang vej til en løsning, der tilfredsstiller begge parter. Grundejerforeningen håber, at mødet med kommunen kan føre til en afklaring og måske en løsning, der kan afslutte striden én gang for alle.

Læs også

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her