Rørdam-udvalget har i dag præsenteret en række tiltag, som kan være med til at nedbringe sagsbehandlingstiderne ved domstolene. Tiltagene skal fungere som et oplæg til de politiske drøftelser om en ny flerårsaftale for domstolene. Rørdam-udvalget har blandt andet undersøgt, om grænsen for nævningesager skal hæves, om det skal være muligt at idømme op til 1 års fængsel uden tiltaltes tilstedeværelse, og om visse sagstyper skal samles ved Tinglysningsretten i Hobro.

De seneste tal fra domstolene viser, at sagsbehandlingstiderne ved domstolene er steget markant de seneste år, og i de alvorligste straffesager er sagsbehandlingstiderne næsten fordoblet siden 2018. Derfor har justitsministeren indkaldt Folketingets partier til drøftelser om en ny flerårsaftale for domstolene, der har haft deres andet møde i dag. På mødet gennemgik formand for Rørdam-udvalget, Thomas Rørdam, udvalgets første delafrapportering, som rummer en række tiltag, der kan være med til at nedbringe sagsbehandlingstiderne hos retterne. Tiltagene vil indgå i justitsministerens drøftelser med Folketingets øvrige partier om en ny flerårsaftale for domstolene.

Udvalget har behandlet forskellige forslag og peger bl.a. på, at man kan hæve grænsen for, hvornår en straffesag skal behandles som en nævningesag. I dag behandles sager, hvor anklagemyndigheden påstår fængselsstraf på fire år eller længere, som udgangspunkt som nævningesager. Hvis grænsen hæves til f.eks. seks år, vil det betyde, at færre dommere skal behandle sager, hvor anklagemyndigheden nedlægger påstand om fængsel i 4-6 år, så der frigøres dommertid og ressourcer til at behandle andre sager.

Derudover peger udvalget på, at grænsen for udeblivelsesdomme kan hæves, så man kan idømme op til 1 års fængsel uden tiltaltes tilstedeværelse, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig. På den måde vil retterne skulle udsætte færre sager, hvis tiltalte udebliver ulovligt. Udvalget peger også på, at visse særlige sagstyper om f.eks. bortkomne dokumenter skal samles ved Tinglysningsretten i Hobro med henblik på at aflaste de øvrige retter.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

– De meget lange sagsbehandlingstider ved domstolene er et alvorligt problem. Hvis vi skal komme domstolenes problemer til livs, kræver det en indsats, der går på to ben. Vi skal både se på de ressourcer, domstolene har til rådighed, og på, hvordan vi mere strukturelt kan lette presset på domstolene. Rørdam-udvalget har fremlagt nogle interessante forslag, som vi nu med Folketingets øvrige partier skal drøfte videre. Udvalget har set på mange forskellige forslag og har f.eks. peget på at hæve grænsen for nævningesager. Det er godt, for der er ingen tvivl om, at vi er nødt til at komme hele vejen rundt, hvis udfordringerne skal løses – for retssikkerhed handler også om at få en sag behandlet inden for rimelig tid.

Baggrund

Rørdam-udvalget som tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam er formand for, er kommet med den første delafrapportering ud af forventeligt tre.

Den første afrapportering indeholder en række konkrete forslag, som kan bidrage til at lette presset på domstolene. Forslagene indeholder bl.a. ændringer af grænserne for domsmands- og nævningesager, udeblivelsessager og en række andre tiltag.