https://www.ibc.dk/fredericia-middelfart/uddannelser/hf-og-vuc/

En ny håndboldarena i Fredericia er aktuel, hvis FHK skal indfri deres ambitioner. Det Konservative Folkeparti erkender, at der er andre projekter, der skal prioriteres, men understreges, at de ikke smækker med døren i forhold til en ny arena.

Med en kapacitet på 2.400 tilskuerpladser opfylder thansen Arena ikke kravene til at spille Champions League, som FHK’s ambitioner taler ind i. Klubben vil nemlig vinde det danske mesterskab senest i 2029, og derfor skal klubben, som det er nu, ud af kommunen for at spille i det fine selskab.

Tommy Rachlitz Nielsen, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti, påpeger, at der i øjeblikket ikke er et konkret projekt for en ny arena på tegnebrættet. Han understreger de økonomiske begrænsninger, kommunen står overfor, og erkender de udfordringer, der er forbundet med at finde de nødvendige midler. Alligevel er han åben for at undersøge de muligheder, der måtte opstå:

– Der ligger ikke et projekt endnu. Vi har et anlægsbudget, der er stramt i forvejen. Vi kan godt se, det er svært at finde flere penge, men vi skal have kigget på mulighederne, siger Rachlitz.

Den Konservative gruppeformand udtrykker sin bekymring over udsigten til at skulle flytte FHK’s kampe ud af kommunen. Han erkender de logistiske udfordringer ved at bygge en ny arena på kort sigt og påpeger, at selv med de nødvendige midler, ville det ikke være muligt at have en ny arena klar til den kommende sæson:

– Det er ærgerligt, hvis vi skal flytte kampe ud af kommunen. Selvom vi beslutter og kunne finde penge, så vil vi ikke være klar med en ny arena til den her sæson alligevel, så det vil se svært ud i sig selv, understreger han.

Byrådet bakker op om håndbold

Rachlitz understreger den brede støtte til FHK i byrådet og påpeger, at de fleste politikere ønsker det bedste for håndboldklubben. Han fremhæver dog også, at kommunen står overfor betydelige økonomiske udfordringer inden for andre områder, såsom skoler og ældrepleje. Derfor foreslår han at undersøge alternative løsninger, såsom offentlige-private partnerskaber:

– Der er ingen tvivl om, vi er mange i byrådet, der bakker op om håndboldholdet, og det tror jeg, de fleste vil, og vi vil dem det bedste, men det vil vi også for skoler og ældre, hvor der også mangler penge. Der findes andre løsninger. Offentlige private samarbejder, så det kunne være, at der var andre, forklarer Tommy Rachlitz Nielsen.

Tommy Rachlitz Nielsen erkender, at hvis FHK skal forblive konkurrencedygtige på det nuværende høje niveau, kan det blive nødvendigt med en ny arena. Han understreger vigtigheden af at finde en løsning, der fungerer, og viser sin vilje til at undersøge forskellige muligheder uden at afvise noget på forhånd:

– Skal vi holde os på det niveau, så kan det være, det bliver nødvendigt, og så må vi kigge på, hvordan vi kan sætte det sammen. Jeg smækker ikke med døren, men jeg har stået, slutter Tommy Rachlitz Nielsen.