ÆLDRE. Reglerne for, hvornår en ældre borger i Fredericia kan få hjælp til at støvsuge, skal laves om. Senior- og Sundhedsudvalget besluttede på sit møde onsdag at sende et nyt og mere individuelt serviceniveau i høring, efter at de hidtidige regler er blevet oplevet som for kategoriske.
Siden 2024 har Fredericia betragtet robotstøvsugere som almindeligt indbo på linje med en vaskemaskine. I praksis har det betydet, at borgeren selv har haft ansvaret for at støvsuge, og at man selv måtte finde en løsning, hvis en robotstøvsuger ikke var en mulighed. Den formulering bliver ifølge sagen oplevet som for firkantet og afspejler ikke den praksis, kommunen ønsker.
I det nye udkast bliver udgangspunktet en konkret og individuel vurdering af den enkelte borger. Robotstøvsugeren betragtes fortsat som almindeligt indbo, men kommunen vil nu vurdere, om borgeren reelt kan betjene og få gavn af en robot, før den henvises til at klare støvsugningen selv. Hvis det vurderes, at borgeren ikke kan betjene en robotstøvsuger, bevilges der hjælp til manuel støvsugning, og så skal borgeren ikke selv anskaffe en robot.
Vurderingen sker blandt andet gennem en fysisk afprøvning i borgerens eget hjem, hvor man ser på, om vedkommende kan betjene robotten, tømme den, vedligeholde filter og ruller, høre og se den, og reagere, hvis den kører fast. Der lægges også vægt på, hvor vant borgeren i forvejen er til at bruge teknologi som for eksempel en mobiltelefon. Borgere kan desuden få rådgivning i Visitation og Rådgivning, blandt andet om modeller, der kan komme over dørtrin på to til tre centimeter.
Forvaltningen peger på, at borgere, der er kommet i gang med en robotstøvsuger, generelt er tilfredse, fordi den giver frihed til at få støvsuget, når hjemmet trænger, og understøtter, at man kan klare sig selv. Det er samtidig vurderingen, at borgeren selv bør købe robotstøvsugeren, så den passer til det konkrete behov. Den nye model ventes at kunne håndteres inden for det eksisterende budget.
Forslaget skal nu i høring sammen med det øvrige materiale om serviceniveau for praktisk hjælp og personlig pleje, blandt andet i Seniorrådet, Handicaprådet og Udsatterådet, før det skal endeligt vedtages.



















