Kolding IF tabte fredag for første gang i kalenderåret 2024 en gældende kamp. Det skete på hjemmebane mod SønderjyskE, som er snublende tæt på oprykning til 3F Superligaen.

Kolding IF har haft et sprudlende 2024. De har taget point fra AaB, som de var meget tæt på at besejre, da de var foran både 2-0 og 3-2 mod dem i udekampen i forrige spillerunde, men nordjyderne fik kæmpet sig tilbage og hevet 3-3 hjem. Fredag ventede endnu et tophold i form af SønderjyskE, som endte med at vinde 3-0 over Kolding.

Det stod i noget af en kontrast til, at Kolding tidligere på foråret sendte FC Fredericia hjem med et nederlag på 4-0 fra Autocentralen Park, men i stedet kom Kolding ned på jorden efter et 2024, hvor de ellers har haft meget medvind og nu er i tæt kamp om tredjepladsen i landets næstbedste fodboldrække.

Set på afstand mener Koldings cheftræner, Kristoffer Wichmann, at nederlaget var fortjent, idet hans mandskab ikke ramte deres topniveau.

– Vi manglede en del over 90 minutter. Hvis du skal vinde, så skal du profitere af den stærke første halvleg. De havde to skud mod mål, et der havnede nede på bane 2 bag stadion og et hvor vi lige havde ramt stolpen på en kontra, og de så scorede. Så det var generelt en stærk første halvleg. Anden halvleg kan ikke retfærdiggøre, at vi fik point fra kampen. De sad på det, og det blev tydeligt, at der i sådan en kamp er noget at gå på for mine drenge, siger Wichmann.

Wichmann hentyder til, at Kolding gik til pause bagud 1-0 på et mål af Mads Agger lige inden pausefløjtet lød efter en første halvleg, hvor Kolding noterede sig for fire skud på mål mod SønderjyskEs tre. Billedet vendte i anden halvleg, hvor koldingenserne igen havde fire skud på mål, men gæsterne til gengæld nåede op på otte. Det kunne også aflæses på måltavlen, da SønderjyskE fik scoret til 3-0.

Nu kan Kristoffer Wichmann i stedet se frem til en kamp på fredag, hvor Vendsyssel er modstanderen, og hvor nederlaget mod SønderjyskE kan vaskes væk.

– Jeg tænker ikke på Vendsyssel. Med de længere briller er det en vigtig dato for vores hold. SønderjyskE rykkede næsten op, og vi mærkede, hvad SønderjyskE kan gøre i mange kampe. Det var ikke det flotteste spil, de leverede, men det var meget effektivt, og de fik kæmpet marginalerne på deres side, efter vi var bedst i første halvleg, forklarer Kristoffer Wichmann.

Kolding har på sigt store ambitioner. Et stort stadionprojekt er i gang, og det vidner om store ambitioner for klubben, der er tilbage i NordicBet Ligaen efter at have været nede i 2. division. Nu er situationen en helt anden, hvor Kolding spiller med i subtoppen af NordicBet Ligaen, og i den henseende skal holdet lære af en kamp som den mod SønderjyskE.

– Hvis vi skal gribe efter stjernerne, skal vi kunne være stærke i modgang. Der er masser at gå på. Vi kan tage sindssygt meget med os, men især meget til fremtiden, slutter Kristoffer Wichmann.

Med nederlaget er Kolding på femtepladsen i NordicBet Ligaen, hvor de med fem kampe tilbage har fem point op til FC Fredericia, som indtager tredjepladsen i tabellen. Løbet er kørt i forhold til første- og andenpladsen, som SønderjyskE og AaB sidder på. Matematisk kan Kolding ikke hente dem, og det er kun FC Fredericia, som kan nå dem rent matematisk, men det virker utopisk, da de er 12 point efter AaB og 15 point efter SønderjyskE.