Analyseinstituttet Voxmeter’s lokalmåling i Fredericia, viser at rød stue holder føringen til kommunalvalget, de to største partier ved tidligere kommunalvalg i Fredericia, ser ud til at miste en del af deres vælgergruppe, hvis valget kom i morgen. Det gør det så ikke.

Det positive for blå stue er, der er noget at arbejde med og på.

I Liberal Alliance er vi er både ydmyge og taknemmelige for den positive fremgang borgerne i Fredericia giver os, et tillidsvotum fra vælgernes side vi vil gøre alt for at leve op til. 

Øvrige blå partier får direkte smæk, en mistillidserklæring fra vælgerne? Karsten Byrgesen gør nok som han plejer og skifter parti, til Danmarks Demokraterne (DD) bag den lokale organisations ryg. Det flytter nok nogle Nye Borgerlige stemmer til DD og giver ham et mandat. Passer analysen er blå blok bagud med ca. 6% og får 9 eller 10 mandater i alt.

Spørgsmålet er også om blå blok er så fragmenteret at et fornufts samarbejde kan etableres. 

Liberal Alliance undtaget, har de blå partier tidligere hver for sig proklameret deres borgmesterkandidater. Faktum er, at kun valgnattens tal vil vise hvem der kan få kæden uanset partinavn, det er absolut unødvendigt at gøre dette emne til en personkamp på forhånd.

Falder Socialdemokratiet valg af spidskandidat ud som forventet af undertegnede og holder de nuværende tal, bliver det et rødt flertal med et forvaltningsstyre og mere af de samme, et visionsfattigt Fredericia i stilstand, et byråd uden portefølge baseret på Thorvald Staunings ideologier ledet af en vellønnet forvaltning. 

I liberal Alliance er vi klar til at ændre på tallene og vinde de 6% til blå blok. Et stort ubesluttet vælgersegment viser mulighederne, vi skal gøre os fortjent til deres tillid og stemmer. I april kommer Liberal Alliance med det første hold kandidater, der er klar til at vise hvad vi vil og kan. 

Liberal Alliance’s motto ”Du kan godt” udvides med ”Vi kan godt”, mød vores hold på gader og stræder, for vi tror på ”I kan godt”. 

Der er meget at arbejde med og for, i Liberal Alliance er vi ikke bange for arbejde. 

Poul Rand, Lokalformand Liberal Alliance Fredericia.