Ventetiden i psykiatrien for børn og unge i Region Syddanmark er steget markant det seneste år. Nye tal viser, at der i 2024 i gennemsnit gik 141 dage fra henvisning til udredning med diagnose. I 2025 er ventetiden frem til midt i maj steget til 202 dage.
Samtidig blev kun 20 procent af børn og unge i regionen udredt inden for de 30 dage, de har ret til.
De lange ventetider får nu folketingskandidat Karina Lorentzen til at rette fokus mod tilbud, der kan hjælpe unge, mens de venter på behandling. Torsdag den 5. marts besøger hun derfor Headspace i Fredericia.
Ifølge Karina Lorentzen spiller tilbuddet en vigtig rolle i en tid, hvor psykiatrien er under pres.
»Når ventetiden i psykiatrien vokser, må vi sikre, at unge ikke står alene imens. Headspace Fredericia viser, at det kan lade sig gøre at give unge hurtig, gratis og anonym adgang til nogen at tale med, og samtidig skabe fællesskaber, der styrker trivslen. Den slags tilbud er afgørende, hvis vi vil tage børn og unges mentale sundhed alvorligt,« siger Karina Lorentzen.
Headspace Fredericia tilbyder samtaler til unge uden krav om henvisning og uden ventetid. Centret har samtidig indført nye initiativer, blandt andet længere åbningstid hver onsdag, særlige gruppeforløb og et åbent cafétilbud.
Tiltagene er ifølge Karina Lorentzen med til at skabe et sted, hvor unge kan få støtte, før problemerne vokser sig større.
»De nye tiltag er afgørende på et tidspunkt, hvor vores psykiatri er under pres. Headspace formår at skabe et trygt sted, hvor unge kan mødes på lige fod og få støtte, før problemerne vokser sig større,« siger hun.
Besøget finder sted torsdag den 5. marts klokken 14.00 til 15.00 i Fredericia, hvor Karina Lorentzen blandt andet møder nogle af de unge i Headspace. Pressen er velkommen.




















Log ind
Kommentar