Fredag aften spiller Danmark den første af to EM-kvalifikationskampe i denne omgang. Modstanderen er Slovenien i Parken, og det er nøglekampen, da en sejr endegyldigt vil sikre dansk EM-deltagelse, og tilmed vil en sejr med stor sandsynlighed betyde, at danskerne ender på førstepladsen i kvalifikationspuljen.

Danmark har vaklet, og Kasper Hjulmand har, med rette, fået kritik. Han har holdt fast i de sædvanlige soldater, og i oktober var det ved at gå galt mod upåagtede San Marino på udebane. Danmark førte planmæssigt 1-0, men så fik San Marino udlignet, men med hiv og sving fik danskerne sikret sig en sejr på 2-1 mod verdens dårligste fodboldlandshold, der inden for det seneste års tid har spillet uafgjort mod Seychellerne og tabt til Saint Lucia. Det sætter i perspektiv, at Danmarks præstation var alt andet end prangende.

Efter kampen blev sejren nærmest ikke fejret, og i medierne kom landsholdet i vælten. For at rette op på de negative vibes kræver det nu, at Danmark går ud og vasker pletten af med en sejr mod Slovenien, men optakten til kampen har ikke været optimal. Skaderne er væltet ned over det danske landshold, og op til kampen er der kommet afbud fra blandt andet Christian Eriksen og Rasmus Højlund som de mest markante.

Højlund har etableret sig som Danmarks bedste angriber, og har vist sig som en målscorer, som man kan regne med. I alt har han lavet syv mål i otte EM-kvalifikationskampe. Det er nu op til Jonas Wind og de øvrige offensive kort at vise, at de kan slå til uden Manchester United-spilleren, der på kort tid har fået stjernestatus på det danske landshold.

En, der ikke har behov for at slå navnet fast, og som længe har haft stjernestatus, er Christian Eriksen. Også Eriksen er ude med en skade, og efter hans tilbagekomst til landsholdet efter uheldet i EM-åbningskampen mod Finland, har den danske troldmand haft stor betydning for Danmark. Han har fundet sig selv på ny, og gang på gang været et offensivt omdrejningspunkt. For Manchester United har han ved flere lejligheder i den her sæson vist sig som spilleren, der på et svagt spillende hold, kan lirke modstanderens forsvar op og lave kampafgørende afleveringer. Det samme kan Eriksen for det danske landshold, og savnet af ham vil derfor være stort.

Nu er det op til Kasper Hjulmand at blande kortene, som han er blevet kritiseret for at gøre. Matt O’Riley fra Celtic har gang i en blændende sæson, og er en af dem, der kan gå ind og tage Eriksens rolle, men O’Riley har end ikke fået landsholdsdebut endnu. Derfor er det lidt et sats at kaste ham for løverne i en afgørende kvalifikationskamp, men det kan vise sig at være en nødvendighed. O’Riley kan lave finurlighederne, der iscenesætter holdkammeraterne, og det kan være med til at gøre forskellen mod et slovensk hold, som formentlig vil pakke sig.

På midtbanen har Hjulmand sikre kort i Pierre-Emil Højbjerg, Christian Nørgaard og Thomas Delaney alt efter, hvem han vil starte med på banen, men det er ikke spillere, som skaber chancerne og scorer målene. Det er driftsikre spillere, der gør deres arbejde og sikrer, at Danmark er i balance. Det samme gør forsvaret, der denne gang er uden skadede Simon Kjær. Det baner vejen for, at forsvaret vil komme til at stå af Joachim Andersen og Andreas Christensen i midten, og på den ene back er Joakim Mæhle selvskrevet.

Offensivt bliver det spændende, hvordan kortene blandes på særligt kanten. Andreas Skov Olsen, der i den seneste tid har været fast starter, er ikke med, og Jonas Wind, der har haft en kant, når Højlund har været med, vil formentlig blive foretrukket centralt. Det betyder, at de to kantpositioner er åbne. En mulighed kunne i den henseende være at spille med Kasper Dolberg som spidsangriberen, og Jonas Wind på den ene kant. Den anden kamp vil Jesper Lindstrøm og Mohamed Daramy formentlig kæmpe om.

Hvordan det kommer til at gå Danmark uden Christian Eriksen og Rasmus Højlund afgøres i aften, hvor der er kampstart klokken 20:45 mellem Danmark og Slovenien.