Julen nærmer sig, og mange hjælpeorganisationer melder om pres på behovet for julehjælp. De voldsramte kvinder og deres børn på krisecenter er her en gruppe, der ikke må glemmes, når vi snakker om støtte til jul.
Kvinderne har søgt i sikkerhed – ofte i al hast – på grund af fysisk eller psykisk vold i hjemmet. De kommer derfor med meget få ting og i flere tilfælde uden penge overhovedet. De er ikke hjemløse, men de er i en akut situation, hvor de på grund af deres egen sikkerhed ikke har adgang til deres hjem og deres private ejendele.
Kvinderne står kort sagt i en yderst vanskelig situation, hvor der er meget lidt overskud til at fejre jul. Når økonomien dårligt rækker til at dække dagligdagens helt basale behov, er det svært at tænke på, hvordan man her op til jul kan glæde sine børn med gaver eller særlig hygge.
Fredericia Krisecenters Støtteforening, som er oprettet i 2009, har som formål at yde økonomisk støtte til den enkelte kvinde i særligt akutte situationer.
I lighed med tidligere år ønsker foreningen at yde et ekstraordinært bidrag her i december, så kvinder og børn, der bor på Fredericia Krisecenter, ligesom alle andre har mulighed for at fejre jul med gaver og lidt ekstra god mad.
En rigtig god måde at støtte foreningens arbejde på er ved at tegne et medlemskab. Det koster 150 kr. pr. år at være medlem. For firmaer koster det 500 kr. pr. år.
Medlemskontingent til Støtteforeningen kan indbetales til Danske Bank på konto-nr.: 1551-10457033 eller via Mobile Pay 56139.