»Jeg er sådan en, der ikke kan tage en uddannelse«: Maria Jensen møder den sætning igen og igen og har sat sig for at modbevise den

UDDANNELSE. På onsdag tager Maria Jensen hele sit hold med ud på stranden. Der skal ikke ske noget særligt derude. Der skal undervises, ligesom der ville blive undervist i klasselokalet på skolen i Vejle, bare med sand under fødderne og himmel over hovedet. Hun ved af erfaring, at nogle af eleverne bliver nogle andre, når de kommer derud.

»Så er der sikkert nogen, der er enormt dygtige i det, og så får de lov at shine der,« som hun formulerer det.

Maria Jensen er uddannet pædagog fra Aarhus og har de sidste to år været underviser på Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens. Hun kom uden erfaring med at stå foran et hold, men med en klar fornemmelse af, at rollen ville passe hende, og dem, der ansatte hende, havde den samme idé. Siden har hun undervist både de helt unge på grundforløbet i Fredericia og de voksne på EUV1-holdet i Vejle, hvor erfarne pædagogmedhjælpere på ét år tager den pædagogiske assistentuddannelse med merit for det, de allerede kan. Fagene er psykologi, pædagogik, digital kultur og kommunikation samt valgfag som det pædagogiske måltid. »Jeg underviser i de fag, der kan bruges direkte ude i en pædagogisk praksis,« forklarer hun.

Det er også ude i praksis, i mødet med eleverne, at hun har fundet det, hun helst vil tale om. Fra dårlige skoleerfaringer til selvtillid og faglig stolthed, kalder hun det selv, og bag de ord ligger to års erfaring med mennesker, der har fået meget forskelligt med sig hjemmefra. »Jeg har på relativt kort tid mødt mange elever, både de unge, der kommer fra 9. klasse, og de voksne, der er op til 60 år gamle, som kommer med et rigtig ærgerligt selvbillede af, hvordan de er i en skolesammenhæng. De har fået at vide i folkeskolen, at de måske var dumme og bare skulle bruges til praktiske opgaver, eller de har mødt så meget modstand, at de har fået et narrativ om sig selv, hvor de er sådan nogle, der ikke kan tage en uddannelse. Sådan nogle, der ikke kan gennemføre noget, fordi de alligevel ikke er kloge nok,« fortæller Maria Jensen.

Den fortælling kan man ikke tale et menneske ud af, mener hun. Man kan til gengæld give dem oplevelser, der modsiger den. »Jeg kan rigtig godt lide at få lov til at være med til at skabe nogle rammer, hvor de her elever kan forandre det narrativ. Give dem nogle succesoplevelser løbende og vise, hvor meget de rummer, og hvor meget godt de kan byde ind med i et fællesskab. Det synes jeg er enormt værdifuldt.«

For hende begynder det med at turde lade undervisningen være andet end en lærer, der taler, og et hold, der lytter. Eleverne skal lære at koble teori på praksis, og den kobling opstår sjældent af sig selv over en tekst. »Jeg oplever, at mange af mine elever får oplevelsen af at kunne mestre en masse ting, når de selv får tingene i hænderne. Hvis undervisningen kun bestod af at læse en masse tekster og af, at jeg stod og snakkede og fortalte dem sådan og sådan, så tror jeg ikke, koblingen kom så naturligt. Så vi tager det med ud i naturen, for eksempel, og der ser jeg nogle elever, der blomstrer på en anden måde,« lyder det fra Maria Jensen.

Deraf stranden. Deraf også det, hun kalder at turde undervisningsdifferentiere, så der findes et sted i forløbet, hvor hver enkelt elev får sit øjeblik.

Men de gode oplevelser gør det ikke alene. Der er også noget, der skal siges højt. Ifølge Maria Jensen fylder eksamen enormt for mange af eleverne, netop fordi de bærer på dårlige erfaringer med prøver, og hun har lært, at det ikke hjælper at lade emnet ligge. »Jeg kan godt lide, at vi tør tale om det og sige, ja, det er der mange, der synes er enormt svært. Hvordan kan vi gøre det til en bedre oplevelse? At vi peger på elefanten i rummet og siger, jeg ved godt, at det, der fylder for jer lige nu, er, at I om 40 uger skal op til en afsluttende prøve. Så langt ude kan det være. Men at man støtter dem i at turde give sig hen til processen i stedet for kun at være fokuseret på det der endemål,« uddyber hun.

Det stiller krav til hende som underviser. Vejen frem mod prøven skal have plads til, at man kan gå galt i byen. »Det er en stor opgave for mig at lave nogle rammer, hvor der er mulighed for at fejle og mulighed for at prøve nogle ting af, se skør ud og komme til at gøre noget, der ikke lykkes. Det synes jeg er det fede ved, at vi har øvelsesrummet her.«

Hvor stoltheden så sidder, har hun ikke svært ved at svare på. Den sidder i relationen til eleverne, og den viser sig som regel i det små. En ung elev fortalte hende engang, hvor mange sygedage hun havde haft i sit sidste år i folkeskolen. Siden hun begyndte på skolen, havde hun ikke haft en eneste. »Det er meget de der små tilkendegivelser fra mine elever. Det kan også være noget helt nonverbalt, at jeg kan se på dem, at de lige pludselig tør holde et oplæg for de andre i klassen og kommer i mål med det. Jeg får lov at følge deres udvikling her, og det er enormt meningsfuldt for mig at få lov til,« fortæller Maria Jensen.

Uanset om det er de unge fra 9. klasse eller de voksne, der er vendt tilbage til skolebænken efter mange år i faget, er der én ting, der går igen for hende. »Det giver mig sådan en stolthed over mit fag, faktisk. At jeg kan være med til at formidle al den teori, der ligger bag.«