Nyt ambitiøst musikprojekt skal skabe mere liv og flere kulturelle oplevelser i Trekantområdets småbyer. Gennem 15 koncerter, vil der blive lagt op til en musikalsk jazzbuffet i fem forskellige byer i 2023 og 2024. Byerne er allerede udvalgt, og første koncert foregår i april måned i Sønder Bjert.
 
Skal du som beboer i Trekantområdet fodres med større kulturelle musikalske oplevelser, er det oftest Fredericia, Vejle og Kolding, som har de største menukort. Mange af de små byer i Trekantområdet har dog et ønske om selv at kunne danne rammer for fremtidige kulturelle tilbud, og ikke mindst tiltrække flere besøgende til de små byer. Det bliver der nu mulighed for gennem projektet “Tiny City Jazz”.  Med projektet går institutionen Jazz I Trekanten i samarbejde med fem kommuner, som hver skal afholde tre koncerter. Projektet skal både være med til at danne et kulturelt fundament for de fem udvalgte byer og udbrede jazzen som genre.

Jazzkoncerter i mundrette bidder 

Med støtte fra Kulturpuljen i Region Syddanmark, er fem byer blevet udpeget til at være med i projektet “Tiny City Jazz”. Alle har de til fælles at have under 3000 indbyggere. De udvalgte byer er Ejby i Middelfart Kommune, Egtved i Vejle Kommune, Skærbæk i Fredericia Kommune, Sønder Bjert i Kolding Kommune samt Øster Lindet i Vejen Kommune. Hver by er repræsenteret af fem ildsjæle fra forskellige foreninger, hvor hver person er blevet tovholder på at finde de rette mennesker i lokallivet, som kan drive projektet i deres by. 
En kærkommen kulturel håndsrækning

Da Sidsel Kofoed fra Ejby lokaludvalg blev kontaktet af Jazz I Trekanten, tog hun positivt imod muligheden for at Ejby skulle være med i Tiny City Jazz projektet: 
 
– Som lille lokalsamfund er vi vant til at tingene foregår i storbyerne, og det er fedt, at der nu også bliver tænkt på de små byer. Borgerne vil gerne kulturen, og der er et ønske om i fremtiden at have et kulturhus i Ejby – men kulturen skal skabes først.
 
Sidsel fortæller om nogle af de eksisterende faciliteter, som allerede kan skabe rammer for nogle fantastiske koncertoplevelser, heraf byparken og samlingssalen på den lokale skole. Ifølge Sidsel mangler der nu blot flere lokale hænder til at løfte projektet: 
 
– Vi har mange samlingspunkter i Ejby, og nu får vi også rammerne til selv at arrangere koncerter. Nu skal vi bare have flere lokale beboere med i projektet (Tiny City Jazz red.).
 
 

Byernes beboere skal selv arrangere og afholde koncerterne
Jazz I Trekanten faciliterer med udstyr, erfaring og workshops, så de enkelte småbyer selv får muligheden for at tage koncerterne og arrangementerne i den retning som de ønsker. Jazzen vil være hovedfokus, men rammesætningen gør at konceptet i fremtiden vil kunne anvendes til alle musikgenrer. Derfor får de fem udvalgte byer, med hjælp fra Jazz I Trekanten, selv mulighed for at få indflydelse på hvilke artister der skal optræde. Sekretariatschef hos Jazz i Trekanten, Karsten Bech uddyber: 
 
– Vi hjælper med at skabe rammerne for de fem byer. Selvom vi i projektet fokuserer på jazzmusikken, vil konceptet kunne plante frø som kan skabe oplevelser på tværs af alle genrer.
 
Hver by har fået tilskud til at arrangere tre koncerter hvor jazzen er omdrejningspunktet, og koncerterne skal både henvende sig til unge, børn og voksne. Jazz I Trekanten har et stort netværk af musikere, som byerne vil kunne trække på og booke til koncerterne. 
 
Koncerterne skal bygge bro mellem byerne
Jazzmusik antages fejlagtigt ofte for at være en elitær musikgenre, som kun er tilegnet de få. Det skal der blandt andet gøres op med i det nye projekt, ved at udbrede genren til de små byer. Ligesom i de små byer, er der tætte bånd mellem musikudøvere, og genren beror i særdeleshed på fællesskaber og venskaber. Noget som Karsten Bech håber på at kunne vise i de små lokale samfund.
 
– Vi har set at vores frivillige og vores aktører gennem årene, har skabt stærke netværk – de bruger hinanden aktivt, sparrer med hinanden, booker hinanden, og har dannet venskaber på kryds og tværs – Det er også det ønske vi har for Tiny City Jazz, fortsætter Karsten Bech. 
 
Ligesom det gode samarbejde som er opstået i Trekantens Festuge, kommer de fem byer til at have et tæt samarbejde med hinanden, og bruge hinanden som sparringspartnere når der skal arrangeres koncerter. Samarbejdet skal derfor også bygge en bro mellem de fem byer, hvor der bliver dannet netværk og delt erfaringer med hinanden.  

Sønder Bjert lægger by til første koncert
Sønder Bjert er et godt eksempel på hvordan lokale ildsjæle kan løfte nye ideer til exceptionelle højder, og trække både de lokale beboere og besøgende til sig. I 2016 blev Den Gamle Brugs i Bjert omdannet til en lokal markedsplads, med lokale varer og delikatesser, hvor der også blev etableret en vin-og ølbar med en koncertscene. Scenen kan huse omkring 100 publikummer. ”Vinduet vin- og ølbar”, som det hedder i dag, er blevet en fast etableret scene og et kulturhus i det lille bysamfund.  
 
Sønder Bjert bliver den første af de fem byer som kommer til at afholde en Tiny City Jazz koncert. Koncerten afholdes i samarbejde med foreningen Blue Bridge d. 20. april, hvor Naja Rosa – kendt fra blandt andet Savage Rose, skal spille en intimkoncert. Billetter til koncerten kan købes online på Jazz I Trekantens hjemmeside.

Et startskud på nye kulturelle spirer i fremtiden
Med de i alt 15 koncerter er der sat gode rammer for at byerne fremadrettet selv kan arrangere koncerter i fremtiden, og skabe musikalske oplevelser for byens beboere og nysgerrige musikentusiaster. Håbet er at det nye projekt kan tænde gnister i endnu flere ildsjæle, så de små byer i fremtiden kan markere sig kulturelt, udbrede jazzen og tiltrække nysgerrige besøgende. 
 
Om projektet og Jazz I Trekanten
Projektet er etableret af Jazz I Trekanten med støtte fra Kulturpuljen i Region Syddanmark. Projektet løber i 2023 og 2024.  Jazz I Trekanten er et Netværks- og genrespillested, udnævnt af Statens Kunstfond og Kolding Kommune. Institutionen afholder årligt 120 koncerter og har ingen scene, og er derfor kendt for at skabe utraditionelle koncertoplevelser i hele Trekantområdet.