I budget 2023 blev der afsat 22,4 millioner kroner til opførslen af en ny streetsportshal ved Ungdommens Hus. Torsdag aften var der borgermøde i forhold til lokalplanen, der er i høring.

Rammerne for mødet var i salen i Ungdommens Hus. Klokken 19:00 bød børne- og skoleudvalgsformand, Ole Steen Hansen (S) velkommen. Han overlod derefter styringen til Seva Grigoraki, der er byplanlægger i Fredericia Kommune.

Hun præsenterede et slideshow og forklarede løbende, hvad hvert enkelt slide betød så det var til at forstå for ikke-fagpersoner. Eksempelvis sagde Seva, at lokalplanen, som den er nu, muliggøre en højde på 10,6 meter. Til det kommenterede en af de fremmødte på det, da der blev åbnet op for spørgsmål.

– Jeg kunne godt tænke mig, at bufferen i højde øges til 12,5 meter, da det vil muliggøre en klatrevæg. Som det er nu, er der kun én klatrevæg her i området, og det er i Kolding. Hvis vi laver en her, vil vi kunne trække flere målgrupper til, sagde den fremmødte, der er beboer i området omkring Ungdommens Hus.

Der blev lyttet fra de fremmødte unge. Foto: AVISEN

En fremmødt kvinde spurgte, om der var tænkt bæredygtighed ind i projektet.

– Man må godt få eksempelvis solceller på taget, men om det sker ved jeg ikke. Lokalplanen forhindrer det dog ikke, sagde Seva Grigoraki og blev suppleret af flere fra forvaltningen, der slog fast, at man generelt i Fredericia Kommune tænker alt det bæredygtighed ind i projekter som man kan ved eksempelvis at genbruge materialer.

Flere af de fremmødte gik op i, at de 22,4 millioner kroner ikke skulle bruges på at bygge et palæ, men derimod en funktionelt streetsportshal.

– Der er tradition for, at det skal være fancy og smart, og selvfølgelig skal det ikke være et øjebæ, men det skal heller ikke være et operahus. Det indvendige er vigtigst, lød budskabet fra en fremmødt.

I lokalplanen lægges der op til, at facaden bliver i glas, og det er der en særlig grund til.

– Det er tryghedsskabene, at det er glas. På den måde kan vi vise, hvad der sker i bygningen, sagde Ole Steen Hansen.

Cecilie Roed Schultz. Foto: AVISEN

Enhedslistens Cecilie Roed Schultz tog også ordet, da snakken gik på glasfacaden.

– Bygningen skal invitere, og jeg medgiver, at en glasfacade ikke giver mulighed for udsmykning. Placeringen af streetsportshallen giver en synergieffekt til Ungdommens Hus, og det betyder, at de voksne kan flytte sig alt efter, hvor man er. Det er nemmere for dem, end hvis der var 1-2 kilometer imellem de to steder, sagde Schultz.

På mødet blev det slået fast, at lokalplanen er i høring frem til den 28. februar og frem til der, kan man komme med høringssvar, hvis man har ønsker eller kommentarer med på vejen til lokalplanen. Det blev blandt andet sagt på mødet, at personalet på Ungdommens Hus har skrevet et høringssvar, hvor de ønsker et materialeskur, og at de ikke kunne komme efter høringsfristen og så ønske det.