OPDATERET 06:02: Vandet er tilbage, men kan være brunt eller hvidt. Brudstedet er blevet lokaliseret omkring Pjedsted Spang.

På sin hjemmeside og på det sociale medie, X, melder forsyningsselskabet TREFOR, at store dele af Fredericia er uden vand. De skriver blandt andet:

– Som følge af driftsforstyrrelser på vandforsyningen, så kan der i øjeblikket opleves manglende vand eller nedsat vandtryk i dele af Fredericia Vi forventer normale driftsforhold snarest. Vi opdaterer løbende driftsinfo.

Det vides endnu ikke, hvad der er årsagen til problemet.

Opdateret 06:02

Brudstedet er blevet lokaliseret omkring Pjedsted Spang, hvor transmissionsledningen ind mod Fredericia ligger.

– Vi er ved at indkredse brudstedet omkring Pjedsted Spang, hvor transmissionsledningen ind mod Fredericia ligger. Det betyder, at der så småt er begyndt at komme vand i hanerne en del steder, men det er med nedsat vandtryk indtil videre, skriver TREFOR.

Selskabet tilføjer, at de har fået styr på situationen og bruddet er blevet lukket: Vandforsyningen er på normalt tryk igen.

Borgerne i området skal dog være opmærksomme på nogle eftervirkninger. TREFOR forklarer:

– Der må i morgen og formiddagstimerne forventes misfarvet vand, hvidt vand på grund af ændring på flowretninger i en del af ledningsnettet. Det kan kræve, at filtre skal renses i vandhanerne.

Desuden kan beboerne i Middelfart og omkringliggende områder opleve mindre tryk på vandet søndag formiddag.

– Der kan i morgen og formiddagstimerne søndag opleves mindre tryk på vandet specielt på strækningen mod og i Middelfart på grund af bruddet på hovedledningen, skriver TREFOR.