FC Fredericia kom bagud 1-0, men slog siden retur og vandt 3-1 mod Vendsyssel. De to sidste mål blev scoret af indskiftere, som satte bolden i kassen på en af deres første aktioner.
FC Fredericia skulle tirsdag forsøge at komme sig over pokalnederlaget på 6-1 til Silkeborg. Det var på forhånd sikkert, at det var uden Emilio Simonsen og Jesper Juelsgård, da de begge sad ude med karantæne. Dermed manglede to centrale spillere i forhold til normalt, men det var ikke til at se.
Michael Hansens mandskab spillede noget af det bedste, de har gjort længe, mod et Vendsyssel-hold, som samtidig ikke havde meget at byde ind med, og samtidig ikke kunne lukke af defensivt. Alligevel var det dog gæsterne, som kom i front efter en FC Fredericia-dominans i kampens indledning.
Målet faldt ti minutter inde i kampen, da FC Fredericia blev fanget i en omstilling. Holdet kom uorganiseret retur, og det gjorde, at et indlæg fra højre uhindret kunne stryge ind til Carl Lange, som sikkert satte bolden i kassen til 1-0.
Efter målet intensiverede FC Fredericia presset. Christian Gammelgaard havde et nærgående forsøg fra kanten af feltet, og Patrick Egelund burde have scoret, men Egelund holdt ikke hovedet koldt, da han fik en returbold, som han blot skulle sende i tomt mål. I stedet røg forsøget flere meter over mål.
18 minutter inde i opgøret kom den fortjente udligning. Frederik Carstensen fik en aflevering i dybden og fik afsluttet på Oscar Linnér, som ikke kunne holde forsøget. Efterfølgende fik Gammelgaard fat i kuglen, som han sikkert sparkede op i nettaget til 1-1.
Det lykkedes ikke FC Fredericia at få bolden i kassen mere i første halvleg, men på den anden side kom Vendsyssel heller ikke frem til noget, hvorfor pausestillingen var uafgjort.
Fra anden halvlegs start kom Eskild Dall på banen, og straks kom han i fokus. Fem minutter inde i anden halvleg fik han en friløber, da han blev spillet helt blank mod Vendsyssels mål. Kynisk sendte Dall bolden ind bag Linnér, som fik hånden på bolden, men det kunne ikke forhindre bolden i at ryge i mål til 2-1.
Efterfølgende fortsatte FC Fredericia dominansen, og målet til 3-1 faldt efter, at Mikkel Juhl og Nicolaj Ritter blev sendt på banen efter 67 minutter. Mikkel Juhl fik bolden i feltet med 20 minutter igen, og sikkert sparkede indskifteren bolden i kassen.
Dominansen fra FC Fredericia fortsatte efter målet til 3-1. Der var flere muligheder for at score i kampen, hvor også Ronnie Schwartz fik debut, men også Vendsyssel fik en mulighed. Havde det ikke været for en stor redning af Mattias Lamhauge i slutminutterne på et hovedstød fra Ayo Simon Okosun.
Der kom ikke flere mål i kampen, som derfor endte 3-1 og sender FC Fredericia op på tredjepladsen med to point ned til netop Vendsyssel. Næste gang FC Fredericia skal i kamp, er på lørdag på udebane mod Kolding.