Fredericia stod stille for veteranerne: 52 flag og et minuts stilhed på Rådhuspladsen

0

POLITIK. Flagene stod tæt på Rådhuspladsen i Fredericia lørdag formiddag klokken 11.00. Ét for hver af de 52 danske soldater, der mistede livet under krigene i Afghanistan og Irak. Omkring dem stod godt 80 mennesker – byrådsmedlemmer, veteraner og borgere – samlet i stilhed.

Fredericia markerede lørdag sin opbakning til danske veteraner som led i Landsforeningen Danmarks Veteraners landsdækkende initiativ. Samme dag gennemførte foreningen en stille manifestationsmarch i København fra Kastellet til den amerikanske ambassade. I Fredericia valgte byrådet at markere dagen lokalt – midt i byen.

Markeringen begyndte klokken 11.00 med en tale fra borgmester Peder Tind, hvorefter 52 flag blev sat i jorden på pladsen. Derefter fulgte et minuts stilhed.

»Som garnisonsby støtter vi altid op om vores veteraner. De mennesker, der har været udsendt i krig, og dem, der har betalt den højeste pris, fortjener vores respekt. De kæmpede ikke for sig selv, men for os,« sagde borgmester Peder Tind i sin tale.

Rørt over synet af flagene

Viceborgmester Susanne Eilersen var blandt initiativtagerne til markeringen i Fredericia. For hende var det især synet af flagene, der gjorde indtryk.

»Det var rørende. Meget rørende. Når man ser de 52 flag stå der samlet, bliver det meget konkret. Hvert flag repræsenterer et menneske, et liv, en familie. Det gør noget ved én,« siger Susanne Eilersen. Hun hæfter sig ved, at markeringen ikke var stor eller larmende, men netop stille og værdig.

»Der var ikke brug for mange ord. Stilheden sagde det hele.«

Blandt de fremmødte var også veteraner, som selv har været udsendt. Flere gav efterfølgende udtryk for, at det betød noget, at byen markerede opbakning – også uden for de nationale arrangementer.

»Man bliver bevæget, når man ved, at hvert flag symboliserer et menneske, der ikke kom hjem. Det gør indtryk,« sagde Eilersen.

Ifølge Susanne Eilersen blev arrangementet mødt med taknemmelighed fra flere sider.

»Folk kom hen bagefter og sagde tak for, at der blev lavet den her markering. Det betyder noget at blive set og anerkendt.«

For viceborgmesteren handler dagen ikke kun om fortiden, men også om nutiden – og om dem, der i dag arbejder i Danmarks uniformer.

»Det betyder utrolig meget for mig. Alle vores værn i Danmark – forsvar, beredskab, politi og de mange andre – de mennesker yder en stor indsats for vores skyld. Det har jeg enorm respekt for,« siger hun. Samtidig peger hun på, at anerkendelsen ikke altid har været tilstrækkelig.

»Vi har ikke altid været gode nok til at værdsætte det arbejde, de gør hver dag. Og vi har slet ikke altid været gode nok til at tage hånd om dem, der kommer hjem med ar på sjælen.«

Fredericia markerer også den nationale flagdag for veteraner i september. Men ifølge Susanne Eilersen er det vigtigt, at opbakningen ikke kun samles på én dag om året.

»Flagdagen er vigtig. Men vi skal også tænke mere over, hvordan vi som samfund tager ansvar for dem, der vender hjem – nogle gange forandrede for altid. Det er ikke nok at sige tak. Det skal også kunne mærkes i handling,« siger hun.

Netop derfor gav den lokale markering mening, understreger hun.

»De store demonstrationer foregår i København. Men i dag viste vi her i Fredericia, at støtten også findes lokalt. Og det er vigtigt – især i en garnisonsby som vores.«

Et minuts stilhed – og eftertanke

Efter borgmesterens tale og flagopsætningen blev der holdt ét minuts stilhed på Rådhuspladsen. Trafikken omkring pladsen fortsatte, men på selve pladsen stod tiden stille.

»Det var en stille eftertanke. Et øjeblik, hvor man mærkede alvoren,« siger Susanne Eilersen. Det var en stille afslutning og en tak for fremmødet. For de fremmødte blev markeringen en påmindelse om, at bag tal og historiske begivenheder står mennesker – og at deres indsats og ofre ikke må glemmes.

Læs erklæring om politisk annoncering her.

Danmark er i finalen igen: Det er en kæmpe ære

0

Danmark er klar til EM-finalen efter en intens og fysisk sejr på 31-28 over Island i Jyske Bank Boxen. I en kamp, hvor marginalerne konstant var i bevægelse, og hvor Island igen og igen udfordrede i duellerne, blev det et kollektivt svar, der bar Danmark frem. Da Emil Nielsen ikke ramte dagen i målet, fik Kevin Møller en større rolle end vanligt – og greb den i en semifinale, hvor intet blev givet gratis.

For Kevin Møller var det først og fremmest helheden i præstationen, der fyldte efter kampen, og ikke de enkelte aktioner eller minutter på banen. »Det kan man kun tænke godt om. Det er jo fantastisk, hvilken holdsejr og hvilken præstation.«

Selv det at spille en markant rolle i en EM-semifinale er ikke noget, han forholder sig aktivt til, mens kampen kører. For ham handler det i øjeblikket udelukkende om at være klar, hvis der bliver brug for ham.

»Man tænker ikke så meget over det, mens kampen kører. Man vil bare gerne ind og hjælpe holdet så godt som muligt, og det er min rolle.« Først efterfølgende trænger kampens betydning for alvor ind. »Det er først bagefter, når man lige stopper op, at man tænker over, at det er en EM-semifinale.«

Kulissen var med til at understrege alvoren og størrelsen i opgaven. Foran 15.000 tilskuere i Jyske Bank Boxen blev rammen endnu en gang noget, Møller sætter stor pris på. »Med den kulisse og det publikum, der var i dag, var det helt fantastisk. Det er en kæmpe ære hver eneste gang, man får lov til at løbe rundt inde i boksen.«

Han vender flere gange tilbage til det kollektive som forklaring på, at Danmark stod distancen i en kamp, hvor Island konstant pressede med fysik, tempo og nærkontakt. »Det siger rigtig meget om os som hold. Jeg synes virkelig, det er karakter og mandshjerte.«

Midt i det kollektive peger Kevin Møller dog på én figur, der ifølge ham satte et helt særligt defensivt aftryk på kampen. »Jeg må bare tage hatten af for Magnus Saugstrup. Hold nu fast, han styrer det forsvar godt og leder det virkelig stærkt.« Det er ikke tom ros, men en anerkendelse af det arbejde, der blev lagt i midten.

»Han viser sig som en af verdens bedste forsvarsspillere og leder på vores hold.« For målmanden bag forsvaret føltes det til tider, som om Saugstrup dækkede mere end sin egen zone. »Til tider virker det næsten, som om han dækker op for to mand inde i forsvaret.«

Finalepladsen sender Danmark videre til et nyt møde med Tyskland søndag, et opgør Kevin Møller ser frem til med både respekt og nysgerrighed. »Det er altid sjovt at møde Tyskland. De er et godt hold, de rider på en bølge.«

Han forventer også, at de kommer med nye taktiske greb. »Det er altid spændende at se, hvad de kommer med af nye ting siden sidst.«

Finalen bliver kulminationen på et forløb, der for alvor tog en drejning efter nederlaget til Portugal tidligere i turneringen. »Det er det, vi har kæmpet for i en hel måned.« Portugal-kampen står stadig klart i bevidstheden. »Efter Portugal-kampen fik vi lidt en kold spand vand i hovedet.« Netop derfor føles det ekstra stærkt at stå her nu – og på den måde, Danmark har gjort det.

»Det er en kæmpe forløsning at stå her nu.« For Kevin Møller handler det grundlæggende ikke om, hvem der spiller, men om hvordan holdet reagerer, når det bliver sat under pres. »Vi beviser over for os selv, at det næsten er ligegyldigt, hvem der spiller.« Det er ansvar og tillid, der bærer.

»Alle tager ansvar, hjælper hinanden og viser det store hjerte, vi havde i dag.«

Udvisningerne fyldte også meget i kampens sidste fase, og for Kevin Møller var det umuligt ikke at mærke spændingen i de situationer, hvor marginalerne kunne tippe afgørende, alt efter hvordan kendelserne faldt. »Selvfølgelig sidder man med hjertet oppe i halsen i de situationer.«

Han peger på, at det særligt er usikkerheden omkring vurderingerne, der gør den slags øjeblikke vanskelige at navigere i, fordi en kendelse i slowmotion kan få et helt andet udtryk end den opleves i kampens tempo. »Man ved aldrig, hvordan dommerne tolker og vurderer den slags, især når de ser det i slowmotion.«

For Danmark blev nervøsiteten ikke mindre af, at alternativerne centralt i forsvaret var begrænsede, og at hver udvisning derfor havde direkte betydning for kampens balance. »Vi var lidt spændte, for vi havde ikke mange muligheder tilbage centralt i forsvaret.«

At kampen endte med hele 19 udvisninger, var voldsomt, men for Møller hænger det tæt sammen med de to holds måde at spille på og den fysiske intensitet, der prægede opgøret fra første minut.

Politisk annonce – læs mere her

»Det er måske mange udvisninger, men jeg synes også, det afspejler, hvordan de to hold spiller.« Han understreger samtidig, at Island netop er kendt for deres kompromisløse tilgang til duellerne, hvor nærkontakt og fysisk pres er en integreret del af spillet.

»Island er måske nogle af de bedste i verden til netop det spil, hvor de ligger tæt og arbejder hårdt i duellerne.« Derfor kom antallet af kendelser heller ikke som et chok, selv om omfanget var markant. »Det var måske lidt overraskende, men jeg havde forventet, at der ville komme mange.«

Med sejren står Danmark nu foran EM-finalen mod Tyskland søndag, ikke som et hold, der har haft én ubrudt opadgående kurve, men som et mandskab, der har reageret på modgang, justeret undervejs og fundet styrke i bredden, da det for alvor blev nødvendigt.

Læs mere her

Thorsen Group opfører nyt domicil i Erritsø

0

Thorsen Group tager nu næste skridt i virksomhedens udvikling og har besluttet at opføre et nyt, samlet domicil i Prins Christians Kvarter i Erritsø syd for Fredericia. Det kommende byggeri får et samlet areal på cirka 2.668 kvadratmeter og skal rumme både administration og værkstedsfaciliteter.

Domicilet placeres på en knap 10.000 kvadratmeter stor grund med udsigt over både Den Gamle og Den Nye Lillebæltsbro og bliver samtidig synligt fra Taulov-motorvejen. Ambitionen er at samle Thorsen Groups aktiviteter i moderne og fremtidssikrede rammer og samtidig markere virksomhedens langsigtede tilstedeværelse i Fredericia.

»Det her er en milepæl for Thorsen Group. Vi investerer både i vores egen fremtid og i Fredericia – en by og et område, vi er stolte af at være en del af. Fredericia er centralt placeret og har et stærkt erhvervsliv, og det ønsker vi at forankre os endnu stærkere i,« siger direktør i Thorsen Group, Lars Frøvang Thomsen.

Samler administration og værksted

Det nye domicil opføres som to sammenkoblede bygningsdele: en administrationsbygning og en værkstedsbygning. De to bygninger forbindes af en fælles kerne, hvor blandt andet reception, fælles opholdsarealer og elevatorer placeres.

Administrationsbygningen får fire etager med kontorer, fleksible arbejdspladser, mødelokaler og fællesarealer. Et centralt arkitektonisk greb bliver et åbent atrium over tre etager, der skal sikre dagslys og visuel sammenhæng i bygningen.

I stueetagen etableres et showroom, som ifølge projektbeskrivelsen skal fungere som et åbent rum til udstillinger, konferencer og netværksarrangementer. Øverst i bygningen indrettes fælles kantine, mødefaciliteter og en tagterrasse med udsigt over Lillebælt.

Værkstedsbygningen får et samlet areal på omkring 900 kvadratmeter og indrettes til tekniske funktioner og depot.

Placeringen i Erritsø giver byggeriet en særlig synlighed. Grunden ligger i et område, hvor natur og infrastruktur mødes – med både skov, vand, motorvej og jernbane i umiddelbar nærhed. Ifølge Thorsen Group er det et bevidst valg.

Domicilet er tegnet til at fremstå som et markant, men afdæmpet pejlemærke, der både forholder sig til landskabet og den trafikale eksponering mod motorvejen. Arkitekturen skal signalere åbenhed, funktionalitet og langsigtethed – værdier, som virksomheden ønsker at forbinde med sit navn.

Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Thorsen Group, Fredericia Kommune og Business Fredericia samt en række rådgivere og entreprenører.

Totalentreprisen varetages af Jensen & Nielsen, mens GPP Arkitekter står for den arkitektoniske udformning. Ingeniørrådgivningen leveres af Fjord & UBBE.

Ifølge Thorsen Group har dialogen med kommunen og de lokale erhvervsaktører været afgørende for projektets fremdrift.

»Det har været en konstruktiv proces hele vejen rundt. Samarbejdet med både Fredericia Kommune og Business Fredericia har fungeret rigtig godt, og det har været vigtigt for os at sikre et projekt, der passer ind i området og samtidig giver plads til vores fremtidige udvikling,« siger Lars Frøvang Thomsen.

Langsigtet investering i Fredericia

Med det nye domicil samler Thorsen Group sine aktiviteter ét sted og skaber rammer for videre vækst. Virksomheden betegner selv byggeriet som en langsigtet investering – ikke blot i egne faciliteter, men også i lokalområdet.

Projektet understreger ifølge virksomheden ønsket om at forblive forankret i Fredericia og bidrage til udviklingen af erhvervsområdet i Erritsø.

FAKTA: Thorsen Groups nye domicil

• Placering: Prins Christians Kvarter, Erritsø, Fredericia

• Samlet bygningsareal: ca. 2.668 m²

• Administrationsbygning: ca. 1.800 m² fordelt på fire etager

• Værksteds- og depotareal: ca. 900 m²

• Grundareal: ca. 9.584 m²

• Bygherre: Thorsen Group

• Totalentreprenør: Jensen & Nielsen

• Arkitekt: GPP Arkitekter

• Ingeniørrådgiver: Fjord & UBBE

Kloakmessen i Fredericia slår rekord med over 5.000 besøgende

0

BUSINESS. Der var tilfredse miner, da Kloakmessen 2026 fredag eftermiddag lukkede dørene i MESSE C Fredericia efter to travle dage. Den store fagmesse for kloakbranchen satte nemlig ny besøgsrekord med mere end 5.000 gæster.

I alt 5.210 fagfolk lagde vejen forbi messen, hvilket er en fremgang på godt 20 procent i forhold til den seneste rekord fra 2024. Det vækker stor begejstring hos arrangørerne.

»Jeg går og kniber mig selv lidt i armen, for det er helt vildt det her,« siger Verner H. Kristiansen, formand for Danske Kloakmestre, som står bag messen i samarbejde med MESSE C.

Formanden havde forud for messen lovet at krydse Mariager Fjord i en motoriseret septiktank, hvis besøgstallet rundede 5.000, og det løfte agter han at holde.

»Jeg har allerede “fartøjet” klar – nu skal det bare blive lunere i vejret,« fortæller han med et smil.

Også blandt udstillerne var der stor tilfredshed med årets udgave. Flere meldte om både gode kontakter og markant bedre salg end forventet.

»Det er første gang, vi deltager, og det har været over al forventning. Faktisk har vi solgt for omkring det dobbelte af, hvad vi ventede, så det er virkelig godt. Det har også været dejligt at opleve den optimisme, der er i branchen,« siger René Bergman, indehaver af Hurtigskift.dk.

Messen tiltrak besøgende fra hele landet, og mange havde valgt at gøre besøget til en fælles tur. Blandt dem var en større delegation fra Nordjylland.

»Vi er 18 personer afsted med bus fra Aalborg, og vi er her for at tjekke, hvad der er af nyheder, kigge på maskiner, eldrevet materiel med videre. Når man kører to en halv time hver vej, så skal der også være noget at komme efter, og det synes vi absolut, der er på Kloakmessen,« siger afdelingschef Jord- og Kloak Jan Bækgaard sammen med entrepriseleder Maja Randrup.

Også besøgende fra Skanderborg var blandt de mange gæster. Nicole Lejgaard og Thomas Kjær Jensen brugte blandt andet tiden på at se nærmere på klimasikringsløsninger, maskiner og netværk.

»Vi faldt lige i snak,« forklarede de med et smil og tilføjede »Men det er også tydeligt, at der er kommet større bredde og større udvalg på messen end for få år siden – det er rigtig godt.«

Som traditionen byder, dannede Kloakmessen også ramme om DM i kloakarbejde, der blev afholdt midt i messeområdet. Her blev Jens Mouritsen fra Tscherning A/S vinder i kategorien for uddannede rørlæggere og anlægsstruktører, mens Noah Langgaard fra MJ Eriksson vandt blandt lærlingene.

I kategorien for makkerpar, hvor mindst én er i lære, løb Anton Alstrup fra Lindå Balle Maskinstation og Benjamin Ludwig Ruhwald fra Arkil med sejren.

De danske krigere er i EM-finalen

0

Danmark spillede sig i EM-finalen med en sejr på 31–28 over Island i en semifinale, der bølgede frem og tilbage, sled på nerverne og til sidst blev afgjort af dansk kynisme, disciplin og kolde hoveder i de afgørende minutter. Søndag venter finalen mod Tyskland.

Kampen åbnede i et tempo, der varslede kaos. Island slog først, Danmark svarede straks igen, og allerede fra de første minutter var der både mål, udvisninger og kendelser, der satte sindene i kog. Emil Jakobsen udlignede på straffekast, men islandsk fysik og hurtige afslutninger gav tidligt modstanderne overtaget. Ómar Ingi Magnússon fik for meget plads, Janus Smárason viste sin rutine, og efter seks minutter var Danmark bagud 6–3 i en fase, hvor dommerkendelserne skabte tydelig frustration på den danske bænk.

Langsomt fandt Danmark fodfæste. Simon Hald kom på tavlen, Rasmus Lauge scorede fra en vanskelig position, og Mathias Gidsel begyndte at tage ansvar. Midt i halvlegen kom et afgørende øjeblik, da Gidsel blev ramt i hovedet i en duel, der krævede video, udvisning og satte Boxen i kog. Kort efter pillede Emil Nielsen et islandsk straffekast, og Pytlick udlignede til 8–8 efter et kvarter.

Herfra ændrede kampen karakter. Danmark justerede defensivt, stod ikke længere fladt på seks meter og fik bremset islandske gennembrud. Saugstrup trak straffe og scorede, Johan Hansen var iskold fra pletten, og Gidsel fortsatte sit storspil. Ved pausen stod der 14–13 til Danmark efter en halvleg, hvor forskellen var minimal på tavlen, men hvor Danmark havde fået bedre greb om kampen.

Anden halvleg begyndte katastrofalt for Danmark. En misset chance og en hurtig udvisning gav Island momentum, og Smárason scorede et mål, som Emil Nielsen gerne havde taget. Island kom foran igen, og ved 32 minutter stod der 15–14 til modstanderne. Men her trådte Thomas Arnoldsen for alvor ind i kampen. Han scorede, trak frispark og var konstant i bevægelse, mens Gidsel fortsatte sin perfekte afslutningsprocent.

Kampen tippede for alvor midt i anden halvleg. Kevin Møller kom ind og pillede et straffekast, Johan Hansen udlignede igen, og kort efter bragte Magnus Landin Danmark foran 21–19 på kontra. Boxen gyngede, og energien skiftede tydeligt side. Island holdt sig inde i kampen via endnu et straffekast, men Danmark svarede igen hver gang.

De sidste ti minutter blev spillet med både hoved og hjerte. Simon Pytlick scorede i undertal, Landin ramte igen fra fløjen, og Emil Nielsen kom ind fra bænken og leverede en afgørende strafferedning med fem minutter igen til stillingen 28–24. Island satsede offensivt, men Danmark havde styr på det taktiske billede. En udvisning til Island efter video gav luft, Hoxer vred sig igennem til 31–27, og da islændingene brændte deres sidste chance, var det afgjort.

31–28 blev slutresultatet i en semifinale, hvor Danmark ikke var fejlfri, men hvor de stod fast, da presset var størst. Mathias Gidsel sluttede med syv mål på syv forsøg, Johan Hansen var iskold fra stregen, Arnoldsen gav energi fra bænken, og selv om målmandsprocenterne ikke var prangende, kom redningerne på de rigtige tidspunkter.

Danmark er i EM-finalen. Søndag venter Tyskland – og fortet står stadig.

Læs mere her
Politisk annoncering – læs mere her
.midspar-wrap { position:relative; width:100%; padding-top:56.25%; cursor:pointer; } @media (max-width:600px) { .midspar-wrap { padding-top:100%; } }

Live: Danmark i nordisk semifinalebrag

0

Klokken 20.30 går det løs. Danmark brager sammen med Island i en nordisk duel om at komme i EM-finalen. AVISEN er live fra Jyske Bank Boxen, hvor du kan følge kampen live i tekst.

Læs mere her
Politisk annonce – læs mere her

EM-form understreger Fredericia-kup: Kirkeløkke klar fra 2027

0
Foto: Marc M. Andersen

Der er handler, der ændrer perspektivet for en klub. Og så er der dem, der ændrer selvforståelsen. Offentliggørelsen af, at Niclas Kirkeløkke bliver ny spiller i Fredericia fra sommeren 2027, hører til i den sidste kategori.

Det er svært at komme i tanke om en mere profileret spiller, Fredericia nogensinde har sikret sig. Ikke bare på grund af navnet, men på grund af timingen. Kirkeløkke kommer ikke som et nostalgisk ekko af noget, der var. Han kommer som en spiller midt i sin karriere, på et tidspunkt hvor han præsterer på højeste internationale niveau. Det er sjældent, at en klub som Fredericia får adgang til netop den version af en landsholdsspiller.

Dette års EM-slutrunde understreger hvorfor. Kirkeløkke har været blandt Danmarks mest pålidelige våben, og det har han været fra en position, der egentlig ikke er hans. Omskolingen til højre fløj er sket af praktiske årsager. Aflastning af Mathias Gidsel. Et ønske om at bevare balance i både angreb og forsvar. Og en erkendelse af, at Kirkeløkke er en af holdets stærkeste forsvarsspillere.

Men det, der begyndte som en løsning, har udviklet sig til et våben.

Tallene taler deres eget, næsten absurde sprog. Med en scoringsprocent på 92,9 er Kirkeløkke den mest effektive fløjspiller ved EM blandt de spillere, der har taget mere end ti afslutninger. Det er ikke bare flot. Det er ekstremt. Og det er bemærkelsesværdigt, fordi det sker på en position, der ikke engang er hans naturlige.

Det siger noget om spillerens kvalitet, men også om hans forståelse for spillet. Kirkeløkke er ikke afhængig af én rolle. Han læser situationer, vælger sine afslutninger med omhu og leverer, når presset er størst. Den type egenskaber er guld værd på landsholdsniveau. Og de er mindst lige så værdifulde for en klub, der vil tage næste skridt.

For Fredericia betyder det, at man har sikret sig mere end en målscorer. Man har fået en international reference. En spiller, der ved, hvad det kræver at spille semifinaler, finaler og slutrunder, hvor hver bold tæller. Det er den slags erfaring, der smitter, både i omklædningsrummet og på banen.

I aften står Kirkeløkke igen i rampelyset, når Danmark spiller EM-semifinale mod Island. Det er kampe som denne, der definerer karrierer. Og det er netop disse kampe, Fredericia i 2027 får en spiller hjem fra.

For når Kirkeløkke en dag trækker den røde Fredericia-trøje over hovedet, bliver det ikke med løftet om potentiale. Det bliver med dokumentation. Med en spiller, der har bevist, at han kan levere på sportens største scene. Og det gør aftalen til noget ganske særligt i klubbens historie.

Ved Kanalen inviterer til åbningsdag med smagsprøver og introduktionspriser

0

GASTRONOMI. Lørdag den 31. januar markerer restaurant Ved Kanalen sin åbning med en åbent hus-dag, hvor alle er velkomne til at kigge forbi og få et indblik i stedets koncept og udvalg.

Mellem klokken 11.30 og 16.00 holder restauranten dørene åbne for gæster, der har lyst til at opleve stedet uformelt. I løbet af dagen byder Ved Kanalen på gratis smagsprøver fra udvalget, så besøgende kan få en fornemmelse af køkkenets stil og ambitioner.

Samtidig tilbydes øl og vin til en introduktionspris på 25 kroner pr. glas i tidsrummet, som en del af åbningsdagen.

Der kræves ingen bordreservation i løbet af arrangementet, og gæster kan komme og gå, som det passer dem. Restauranten opfordrer både naboer, familier, venner og nysgerrige forbipasserende til at kigge indenfor og hilse på.

Efter klokken 16.00 overgår Ved Kanalen til almindelig aftenservice. Her anbefales det at reservere bord på forhånd, hvis man ønsker at blive og spise.

Fra Fredericia til EM-semifinale – Einar Ólafssons aften mod Danmark

0

Der findes kampe, der er større end stillingen i programmet. Kampe, hvor linjerne trækker bagud i tiden og ind i menneskene på banen. EM-semifinalen mellem Danmark og Island i aften klokken 20.30 er sådan en kamp. Ikke mindst for én mand i den islandske defensiv.

For danske håndboldfans er Island et velkendt bekendtskab. Et hold, der altid spiller med kant, stolthed og en næsten stædig tro på, at de kan måle sig med de største. Men midt i de blå trøjer står en spiller, hvis vej til denne aften også går gennem Lillebælt.

Einar Ólafsson tilbragte tre sæsoner i Fredericia. År, hvor karrieren blev formet væk fra de store overskrifter, men tæt på det daglige håndværk. Træningerne. Kampene. Gentagelserne. Forsvaret som fag. I Fredericia blev han ikke stjernen. Han blev specialisten. Den, der gjorde det hårde arbejde, når spillet skulle lukkes ned, og marginalerne presses frem i eget favør.

At vejen siden har ført ham til HSV Handball og Bundesligaen, er ikke tilfældigt. Det er konsekvensen af en type spiller, der sjældent fylder mest i highlights, men ofte mest i trænernes tillid. Og netop tillid er det, Ólafsson gradvist har vundet på det islandske landshold.

Ved VM sidste år var han med til en slutrunde for første gang. Nu er han tilbage, mere integreret, mere brugt. 55 minutter samlet spilletid i turneringen fortæller historien meget præcist. Han er ikke fast mand. Han er ikke bærende. Men han er nødvendig. Forsvarsspecialisten, der kommer ind, når strukturen skal holdes, og tempoet bremses. Den type spiller, der sjældent bliver citeret, men ofte bliver savnet, hvis han mangler.

Og så er der det andet lag i fortællingen. Det, som ikke kan måles i minutter eller statistikker. For når Einar Ólafsson i aften træder ind på banen mod Danmark, går han samtidig i fodsporene på sin far, Ólafur Stefánsson. En af islandsk håndbolds største skikkelser. En spiller, der har stået i et hav af store kampe, båret forventninger og skrevet sig ind i sportens historie.

Sønnen er et andet sted i hierarkiet. En anden type spiller. Men måske netop derfor er denne kamp så stor. Ikke som arv, men som øjeblik. En EM-semifinale mod Danmark er ikke noget, man forventer. Det er noget, man griber, når chancen opstår.

For Fredericia er der også en stille genklang i aften. Byen, klubben, hverdagen, hvor Ólafsson tog de skridt, der nu har bragt ham hertil. Der er noget næsten poetisk i, at forbindelserne i håndbold ofte først bliver synlige, når man ser sig tilbage. Når en tidligere Fredericia-spiller står i en EM-semifinale mod Danmark og repræsenterer sit land på sportens største scene.

Kampen fløjtes i gang klokken 20.30. Danmark mod Island. Favorit mod udfordrer. Men for Einar Ólafsson er det mere end en kamp. Det er summen af valg, arbejde og tålmodighed. Og måske beviset på, at vejen til de største øjeblikke ikke altid starter i rampelyset, men i det stille forsvarsarbejde, langt fra finaledrømme og medaljetal.

Fredericiansk entreprenør i opløbet om at modernisere Odense Stadion

0

En fredericiansk virksomhed er blandt de udvalgte i kampen om et af de største anlægsprojekter på Fyn i de kommende år. CJ Anlæg A/S er blevet prækvalificeret som hovedentreprenør til moderniseringen af Odense Stadion – et projekt til omkring 210 millioner kroner, som skal bringe stadion op til internationale krav inden sommeren 2028.

Odense Kommune har netop afsluttet prækvalifikationen i udbuddet, hvor i alt 11 virksomheder havde ansøgt om at komme i betragtning. Seks virksomheder er nu udvalgt og inviteret videre i processen, herunder CJ Anlæg A/S fra Fredericia.

Moderniseringen af Odense Stadion er et omfattende projekt, der blandt andet indebærer lukkede hjørner, overdækning af samtlige tribuner, markant flere toiletter og boder samt forbedrede publikums- og VIP-faciliteter. Projektet skal gennemføres, mens stadion fortsat er i brug, og arbejdet forventes at gå i gang i anden halvdel af 2026.

Fremskreden dialogfase

Med prækvalifikationen indledes nu en dialogfase mellem Odense Kommune og de udvalgte virksomheder. I denne fase skal der afholdes dialogmøder, hvor projektets rammer, løsninger og økonomi drøftes, inden kommunen i begyndelsen af maj udpeger de endelige vindere af opgaverne som totalrådgiver og hovedentreprenør.

CJ Anlæg A/S er én af fire hovedentreprenører, der er udvalgt til dialogfasen. De øvrige prækvalificerede hovedentreprenører er Guldfeldt Nielsen A/S samt Pihl Konsortiet, der består af LM Byg A/S og Pihl & Søn A/S.

På rådgiversiden er tre totalrådgiverteams prækvalificeret, herunder AFRY ApS, CCO-TBL Konsortiet og Rambøll Danmark A/S.

Et projekt med faste krav og fleksible muligheder

Moderniseringen skal sikre, at Odense Stadion lever op til FIFA’s og Divisionsforeningens krav fra sommeren 2028. Det betyder blandt andet overdækning af alle siddepladser, forbedret publikumsflow, flere servicefaciliteter og bedre adgangsforhold.

Samtidig har Odense Kommune valgt en udbudsmodel, hvor der er udarbejdet en tilkøbsliste med mulige ekstra forbedringer, som kan realiseres, hvis budget og tidsplan tillader det. Dermed får de bydende virksomheder mulighed for at præsentere løsninger, der både lever op til minimumskravene og giver merværdi, hvis der er økonomisk råderum.

VIP-faciliteterne er ikke en del af kommunens udbud, men håndteres særskilt af Odense Sport & Event.

Lokalt perspektiv for Fredericia

For Fredericia er CJ Anlægs deltagelse i prækvalifikationen bemærkelsesværdig. Virksomheden er den eneste fredericianske entreprenør i feltet af hovedentreprenører og repræsenterer dermed lokal erhvervskompetence i et større fynsk anlægsprojekt.

At CJ Anlæg er udvalgt blandt 11 ansøgere betyder, at virksomheden vurderes egnet til at indgå i dialog om både økonomi, udførelse og projektstyring på et komplekst anlægsprojekt med stramme tidskrav og stor offentlig bevågenhed.

Uanset om CJ Anlæg ender med at vinde hovedentreprisen, placerer prækvalifikationen virksomheden i et eksklusivt felt, hvor konkurrencen nu er indsnævret til få aktører.

Politisk forventning om stærkt samarbejde

Hos Odense Kommune understreges det, at projektet stiller høje krav til samarbejde og koordinering.

»Vi er glade for at tage endnu et skridt på vejen mod et moderniseret Odense Stadion. Det er et stærkt felt af virksomheder, der nu er prækvalificeret til at forme fremtidens stadion i Odense. Det her projekt kræver høj ekspertise, tæt koordinering og et stærkt samarbejde – og derfor er det også vigtigt at udvælge de virksomheder, der bedst kan løfte opgaven,« siger Martin Petersen, afdelingschef for Kultur & Fritid i Odense Kommunes By- og Kulturforvaltning.

Afgørelse i maj

Dialogfasen løber hen over de kommende måneder, og i begyndelsen af maj forventer Odense Kommune at træffe beslutning om, hvilke virksomheder der tildeles opgaverne som totalrådgiver og hovedentreprenør.

Herefter kan den detaljerede projektering gå i gang, inden selve moderniseringen forventes påbegyndt i anden halvdel af 2026. Målet er, at Odense Stadion står færdigmoderniseret i god tid før sommeren 2028.

For CJ Anlæg A/S betyder de kommende måneder derfor en afgørende fase, hvor dialog, løsningsforslag og projektforståelse bliver centrale elementer i kampen om en plads på et af de mest markante stadionprojekter i Danmark de kommende år.

Young efter nedtur: Kendetegner sæsonen

0
Kasper Young lagde ikke skjul på skuffelsen efter Fredericia Håndboldklubs nederlag på 27-29 til GOG. FHK havde ellers arbejdet sig tilbage i kampen efter pausen....