BUSINESS. Da de otte elevgrupper på IBC Fredericia Middelfart havde præsenteret deres bud på en kampagnefilm om Fredericia, begyndte arbejdet for alvor for de to mænd, der skal gøre idéen til virkelighed. Anders Christiansen, indehaver af det lokale videobureau Nordisk Media, og Allan Sørensen fra brandingbureauet Superego sad begge i dommerpanelet sammen med Melvin Kakooza – og det er dem, der nu skal tage vindergruppens koncept fra elevpitch til færdig produktion.
»Sammen med vindergruppen skal jeg producere filmen. Vi skal tage deres optagelser og som professionelle strikke det hele sammen,« fortæller Anders Christiansen. »Det glæder jeg mig meget til.«
For Allan Sørensen handler det om noget større end en enkelt film. Superego arbejder i forvejen på en samlet brandingfortælling om Fredericia på tværs af flere indsatsområder, og kampagnefilmen skal indgå i det samlede materiale. »Jeg er med for at se, hvad der rører sig hos de unge mennesker. Hvad synes de er fedt, og hvad vil de fremhæve ved byen,« siger han. »Samtidig skal den fortælling, de har lavet, spille sammen med den, vi er i gang med at udvikle.«
En præsentation der var svær at sige nej til
Vindergruppen – Ashmita Budathoki og Cecilie M. Nielsen fra 3.a – overbeviste dommerpanelet med en humoristisk og selvironisk tilgang til Fredericias image. For Allan Sørensen var det især ægtheden i præsentationen, der gjorde indtryk.
»Det var meget ærligt og ægte. En god måde at præsentere tingene på fra en personlig vinkel, uden at det blev en indefra-fortælling,« siger han. »Man kunne godt se det udefra, selvom det var meget fredericiansk. Og idéen var enormt nem at forstå.«
Anders Christiansen peger på et andet afgørende element, at Melvin Kakooza kunne genkende sig selv i det, eleverne havde skabt. »At Melvin kunne se sig selv i den rolle, de præsenterede, det tror jeg var vigtigt,« siger han og tilføjer, at valget langt fra var enkelt. »Det var ikke nemt at vælge, for der var flere grupper, hvor vi tænkte, at det kunne godt blive rigtig fedt.«
Fra inspiration til storyboard
For Anders Christiansen har dagen på IBC været mere end en dommertjans. Han beskriver den som genuint inspirerende. »Det har været enormt inspirerende at se, hvordan man kan brande byen på forskellige måder, og meget innovativt,« siger han.
Men nu venter det konkrete arbejde. Vindergruppens idé skal finpudses og tilføres de lag, der gør den klar til produktion. »Det er en god idé, men den skal finpudses. Der skal lægges nogle ekstra lag på, så den får det rigtige udtryk,« forklarer Anders Christiansen. »Nu skal jeg sidde sammen med vindergruppen og have storyboardet helt på plads. Og så skal vi have lagt en optagedag i kalenderen med Melvin.«
Hvornår kameraet begynder at rulle, er endnu ikke endeligt fastlagt, men begge peger på foråret som det naturlige tidspunkt. »Vi skal i hvert fald have sneen væk og lidt længere hen, hvor byen præsenterer sig lidt bedre,« siger Anders Christiansen med et smil. Allan Sørensen nikker: »Vi er heller ikke helt færdige med det arbejde, der ligger forud, så det bliver nok en forårsting.«
Unge øjne på byen
For Anders Christiansen rummer samarbejdet med IBC-eleverne en værdi, der rækker ud over den konkrete film. At det netop er unge mennesker, der har formet grundidéen, giver projektet et perspektiv, som et rent professionelt bureau ikke nødvendigvis ville have fundet frem til. »Jeg tror, der er en kæmpe gevinst i, at det er unge mennesker, der har fået lov til at pitche på det her,« siger han. »De har et andet blik på det end nogen på halvtreds. Det er sundt. Og det er fedt, at Business Fredericia har valgt at gå den vej.«
For små 2 år siden skrev jeg et læserbrev der startede sådan her
”Når jeg læser forligspartiernes budget for Fredericia Kommune, så tænker jeg at en af 2 ting er fremtiden 1 hvornår kassen tom og vi sat under administration af Indenrigsministeriet? Eller 2 hvornår kommer der massive besparelser for at lukke hullet?”
Det vil sige når jeg som almindelig dødelig borger i byen kan forudse det her vil gå galt, så må dem i forligspartierne også have kunne se det! Og alligevel valgte de at lave et budget der tømte kasse og smadre alle muligheder de næste par år som minimum.
Så kan jo overveje hvorfor de så gjorde det, tror de fleste godt kan regne ud hvorfor, nemlig personlig gevinst ved det valg vi lige har haft. Mange vil sige men det jo bare politik, og de vil nok have ret til et vidst punkt, Men helt ærligt vi burde kunne forvente bedre? end at nogen kommunalpolitikere leger med vores kommunale økonomi, som skal betale for vores børnehave, skolerne som de går, den hjælp som vores ældre måske for brug for snart og andre har brug for lige nu. Det synes Jeg!
Derfor vil jeg også mene Peder Tind og de andre der var med til at lave dette budget, der nu giver os så store problemer og som Peder Tind fødte og ledte skylder borgerne i Fredericia en Undskyldning, for at tænke på deres eget valg, frem for hvad der var bedst for byen borgere på den lange bane, det og skal gøres bedre i fremtiden!
Fredericia drømmer om DM-guld, men står uden cheftræner og med en transferstrategi, der ligner midterfeltet.
Der var en logik i fyringen.
Da Fredericia Håndboldklub i efteråret 2025 sagde farvel til Gudmundur Gudmundsson, var det ikke et impulsivt opgør med kontinuitet. Det var kulminationen på en proces. Truppen var kørt træt. Energien var sivet ud. Forholdet mellem spillestil, krav og dagligdag havde nået et mætningspunkt.
Den slags sker i professionel sport. Selv dygtige trænere brænder ud i et miljø. Derfor gav det mening at trykke på knappen.
Jesper Houmark blev indsat som midlertidig løsning. En intern mand. En stabil figur. En, der kunne samle op og skabe ro i sæsonen. Det var en brandslukning. Problemet er, at der stadig lugter af røg.
Vi skriver snart marts 2026. Der er fortsat ingen udmelding om, hvem der skal være cheftræner fra næste sæson. I en klub med ambition om at vinde DM senest i 2029 er det ikke en detalje. Det er fundamentet.
Cheftræneren er arkitekten. Spillestil, træningskultur, rekruttering, lederskab – det hele forankres dér. Når navnet ikke er på plads offentligt, skaber det tvivl om retningen.
Enten har man ikke fundet den rigtige kandidat endnu. Det er bekymrende. Eller også har man fundet ham – og vælger at holde det hemmeligt. Det er uforståeligt. I begge scenarier signalerer man ikke styrke.
Ambitioner forpligter. Ikke kun i formuleringer, men i timing. De største klubber i Herreligaen har deres trænerkabaler på plads i god tid. Det sender et signal til markedet: Vi ved, hvor vi skal hen.
Fredericia sender lige nu det modsatte signal.
Det bliver bemærket. Det bliver talt om i krogene – ikke bare lokalt, men i hele håndbold-Danmark.
Og når man samtidig ser på spillerrekrutteringen, forstærkes billedet.
Malthe Bull fra Mors-Thy. Morten Jørgensen fra Ribe-Esbjerg. To fløjspillere, der ikke har været profiler i deres nuværende klubber. Det er ikke transfers, der får konkurrenterne til at rykke i stolen.
Det er bredde.
Henrik Jakobsen er undtagelsen. Her er der dokumenteret kvalitet og en reel opgradering i forhold til Evgeni Pevnov, som skifter til TMS Ringsted. Den type tilgang matcher en top-4-ambition.
Men når målsætningen hedder DM-guld inden 2029, kræver det mere end enkelte fornuftige handler. Det kræver systematisk oprustning. Der går vedvarende rygter om, at FHK kigger mod 1. division for at hente Magnis Siim fra TM Tønder. Han er en af rækkens bedste. Det er der ingen tvivl om. Men der er forskel på at dominere 1. division og at stå i semifinaler i Herreligaen. Den type signing er et udviklingsprojekt. Ikke et medaljeprojekt.
Kontrasten er tydelig, når man ser på aftalen med Niclas Kirkeløkke fra sommeren 2027. Det er et statement. En landsholdsprofil. International erfaring. Den slags sender signaler om ambitioner.
Men ét signal er ikke nok.
Hvis Fredericia vil være en reel guldkandidat inden for tre år, skal ambitionen kunne aflæses i hver eneste strategiske beslutning: træner, transfers, timing, kommunikation.
Lige nu er der for mange ubesvarede spørgsmål. Og i elitesport er stilhed sjældent et styrketegn.
En 27-årig mand fra Vejle er sigtet for at køre uden førerret og for besiddelse af euforiserende stoffer.
Politiet standsede manden i en personbil på Korskærvej i Fredericia torsdag klokken 16.46. I forbindelse med en visitation blev han fundet i besiddelse af ti pregabalinpiller, som er opført på listen over euforiserende stoffer.
Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi fredag den 20. februar.
Det er vinter udenfor, og kulden hænger stadig i frakkerne, når døren går op, men indenfor er temperaturen en anden; her er varme i luften, bevægelse i hænderne og den særlige summen, der opstår, når føntørrere, sakse og samtaler arbejder side om side. Dorthe Lyngsaa Andersen har været frisør, siden hun var 16 år, og i dag står hun i spidsen for Park by Pili med ni ansatte og to elever, en salon der er vokset over årene, båret af faste kunder, mod og vedholdenhed, og af et fag hun stadig taler om med både kærlighed og alvor, for samtidig med at hun driver en forretning i fuld fart, følger hun også med i en branche, hvor færre tager ansvar for elever, og hvor flere vælger at leje en stol og lukke, når kalenderen tillader det.
Der er noget særligt ved en frisørsalon på en vinterdag, og det mærkes allerede i overgangen fra gaden til rummet, hvor kindernes kulde afløses af spejlenes lys, og hvor stemmerne flettes ind og ud af hinanden i et mønster, der ikke er kaotisk, men levende. Et grin fra stolen ved vinduet, en hurtig bemærkning fra vasken, hår der falder mod gulvet, og sakse der arbejder med den rolige præcision, man kun får gennem mange års gentagelse.
Midt i det hele står Dorthe med en energi, der ikke virker tillært eller fremkaldt, men som en naturlig del af hendes tempo, hendes måde at bevæge sig på og hendes måde at fortælle på, hvad enten det handler om det, der lykkedes, eller det, der gjorde ondt. »Jeg har aldrig syntes, det var særligt fedt at gå i skole,« indleder hun, og ordene falder uden dramatik, uden behov for at blive understreget, som en del af begyndelsen før resten kan tage form. »Jeg har faktisk haft lidt svært ved at gå i skole. Jeg tror, at hvis man i dag testede mig, så var jeg nok ordblind. Så derfor har skolen egentlig altid været lidt svær for mig.«
Hun lader det stå et øjeblik, ikke som noget der skal pakkes ind eller forklares væk, men som et stykke baggrund, der hører med, før hun bevæger sig videre mod det, der trak hende i en anden retning. »Så jeg fandt hurtigt ud af, at det jeg kunne, det var at bruge mine hænder.« Sætningen står enkelt, næsten nøgtern, og netop derfor mærkes skiftet i den; fra klasselokalet til det konkrete, fra det boglige til det håndværk, hvor man kan se resultatet tage form foran sig, og hvor kroppen arbejder sammen med blikket. Det var dér, retningen begyndte at samle sig, som en fornemmelse af, at her gav det mening at blive.
Inspirationen stod heller ikke langt væk. Hun taler om sin onkel, der havde frisørsalon i Fredericia i 80’erne, og som hun ind imellem besøgte, hvor hun stod i baggrunden og kiggede, mærkede stemningen og lod sig opsluge af det liv, der udspillede sig mellem spejle og stole. »Han gik desværre bort på grund af AIDS. En af grundene til, at jeg selv blev frisør, var nok de mange gange, jeg kom nede i hans salon og syntes, det var spændende.« Tempoet sænker sig en anelse, når hun taler om ham, som om billederne stadig ligger tæt på, og så kommer den sidste sætning, sagt med en ro, der ikke kræver flere ord. »Han har da helt sikkert inspireret, uden han ved det.«
At retningen tidligt havde samlet sig, var heller ikke noget, der først kom senere. Dorthe var stadig barn, da hun begyndte at sige det højt. »Hvis man har spurgt henne i skolen, da jeg gik i fjerde, så tror jeg faktisk allerede der, at jeg ville sige, at jeg skulle være frisør.« Der var ikke noget vaklende i det. Ikke noget forbehold. Det var bare sådan, det var.
Som 16-årig begyndte hun i lære hos Alice på Prangervej i Fredericia, og når hun i dag fortæller om stedet, gør hun det med den slags præcision, man kun har, når man har gået de samme skridt igen og igen gennem flere år. »Lige overfor bageren og lige ved siden af Købmandsgården,« siger hun, som om hun stadig kan se det for sig, og måske også kan mærke den første tid, hvor man står længe, lytter mere end man taler og langsomt finder sin plads.
Det blev mange år på Prangervej, først som elev og siden som udlært, og på et tidspunkt prøvede hun også kræfter med undervisning på en frisørskole, en afstikker der hurtigt fandt sin afslutning. »Det fandt jeg hurtigt ud af, at det var ikke noget for mig.« Det var ikke dér, hun skulle stå. Hun havde længe haft en anden tanke i baghovedet, en forestilling der fulgte med hende gennem årene. »Jeg har nok altid vidst, at jeg godt ville have mit eget sted.«
Beslutningen kom ikke med trommer og faner, men som de ofte gør, midt i noget helt almindeligt. Et måltid. Børn ved bordet. Jensens Bøfhus lå dengang på hjørnet af Vendersgade ud til Danmarksgade, og lige ved siden af stod et lille lokale tomt. »For 18 år siden lokkede jeg min første kompagnon, Rie. Min mand og jeg var på Jensens Bøfhus med vores børn, og så var der et lille lokale ledigt ved siden af. Der tænkte jeg, at derinde skal vi da have en frisørsalon sammen.«
Hun fortæller det med et smil, for tanken kom hurtigt, men overtalelsen tog lidt længere tid. Da Rie først sagde ja, begyndte det lille sted at tage form, og selv om det var et sats, fandt Dorthe sin egen måde at gøre springet håndgribeligt på, ikke ved at lukke øjnene for risikoen, men ved at sætte den i en størrelse, man kunne forstå. »Jeg sagde til hende, at man ikke kommer til at skylde mere, end man skylder på en bil. Så hvis nu det går galt, så var det bare den bil, som var et fejlkøb,« siger hun med et lille grin.
Starten viste sig at være rigtig. Salonen på Prangervej stod over for at lukke, og mange af de faste kunder manglede et sted at gå hen, noget Dorthe havde haft i tankerne, da hun tog beslutningen. »Så på den måde tænkte jeg, at det kun kan blive en god start, og det blev det. Der var både kunder til Rie og jeg.« Sådan begyndte det, i et lille lokale ved siden af en restaurant, med en håndfuld stole og en fornemmelse af, at retningen, hun havde mærket siden fjerde klasse, nu havde fundet sin form.
I begyndelsen var det bare Rie og Dorthe, to stole, faste kunder og en hverdag, der hurtigt fandt sin rytme, og det fungerede, uden de store armbevægelser. Men når noget virker, bevæger det sig også videre, for livet står ikke stille, selv om kalenderen er fyldt, og pludselig opstår der nye behov. »Nicole, som mange her i byen nok kender, manglede en læreplads, så hende tog Rie og jeg faktisk i lære.«
Det var en naturlig forlængelse af det, de allerede var i gang med, for salonen var ikke bare et sted, hvor man klippede, men et sted, hvor man byggede videre, og med en elev kom der endnu et lag til hverdagen. Senere fulgte barsel og små børn, og i takt med at livet udenfor salonen fyldte mere, voksede tanken om at få en tredje ind, én man kendte, og som kunne være med til at løfte både arbejdet og ansvaret. Det blev Line, og i mange år var de tre, et parløb der blev til et trekløver, hvor rollerne fordelte sig uden de store erklæringer. »Det var vi faktisk i 12 år.«
Pladsen begyndte efterhånden at knibe, for det lille sted kunne ikke rumme mere, og da tøjbutikken ved siden af måtte lukke, opstod der en mulighed for at udvide, en af de chancer man genkender, når man har prøvet det før, og som man griber, fordi man kan se, at tiden er rigtig.
Så kom det, man ikke planlægger for.
»Så skete der desværre det, at Rie fik stress, og det satte sig kronisk, så hun er ikke frisør den dag i dag.«
Dorthe siger det roligt, og ordene står, som de er. Et tolv år langt samarbejde forsvinder ikke uden at kunne mærkes. Hun finder selv en formulering, der rummer både alvor og den tørre humor, hun ofte griber til, når noget er svært. »Jeg føler lidt, at jeg er blevet skilt to gange, og begge gange har været for kvinder, selvom jeg er til mænd og altså har en god mand.« Hun griner, og latteren letter øjeblikket, men under den ligger erfaringen af at miste et fællesskab, ikke fordi nogen valgte at gå, men fordi livet tog en drejning, ingen havde ønsket. »Det er da monster ærgerligt, når folks drømme brister.«
Efter årene med tre om ansvaret og udvidelsen ved siden af det lille lokale kom endnu en beslutning, der ikke føltes mindre end den første. Salonen skulle flyttes. De nye rammer havde stået tomme i fire år, fortæller Dorthe, og både hun og Line havde flere gange kigget på dem med den der blanding af lyst og tilbageholdenhed, som opstår, når man kan se mulighederne, men også regner på huslejen. Den føltes høj. Samtidig ejede Dorthe selv de to lokaler ved siden af den gamle salon, og tanken om at flytte ud af noget, man selv ejer, og overlade det til markedet, er ikke uden konsekvenser. Kunne de lejes ud. Ville det hænge sammen. Hvor meget tør man rykke.
Beslutningen blev taget, som de tidligere var blevet det, i en bevægelse, der langsomt samlede sig, og næsten samtidig ændrede konstellationen sig igen, for Line, der nu boede i Horsens med sin mand og to børn, ønskede ikke længere at pendle frem og tilbage, og dermed stod Dorthe pludselig alene med både flytningen og det nye kapitel. »Så jeg fik en helt ny start ved både at flytte salonen og åbne det herinde,« fortæller hun. Det blev begyndelsen på hendes tid som soloselvstændig, en rolle hun ikke havde søgt, men som hun trådte ind i, fordi situationen krævede det. »Det er jeg glad for indimellem, men det har egentlig aldrig været mit valg, at jeg skulle være det.«
Hvis Rie og Line stadig havde været der, siger hun, ville hun uden tøven have fortsat sammen med dem, for det fungerede, og det var trygt at dele både beslutninger og ansvar, men sådan faldt kortene ikke, og i dag er det hende, der står forrest, både når noget lykkes, og når noget skal bæres alene. »Nogle dage er det ensomt, og det forstår man nok kun, hvis man selv har været selvstændig, for som chef får man ikke alt at vide, før det brænder på, og samtidig kan jeg heller ikke dele alt, fordi jeg både er Dorthe og deres leder,« forklarer hun uden bitterhed, men som en konstatering af den dobbelthed, der følger med, når man leder mennesker, man også står side om side med hver dag, og selv om rollen kan føles ensom, er rummet omkring hende det modsatte, påpeger hun så. Salonen er nemlig fyldt med stemmer, bevægelse og rytme, og hun står ikke alene i arbejdet. »Vi er ni med to elever.«
At være ni med to elever er ikke en tilfældighed i hendes fortælling, og det er heller ikke en parentes; det er en del af det, hun vender tilbage til, når samtalen bevæger sig væk fra salonens og hendes egen historie og ud i det større billede, for frisørfaget er stadig et fag, mange unge drømmer om at træde ind i, men strukturen omkring det har ændret sig, og den forandring mærker hun tydeligt. »Der er desværre sket en kedelig udvikling. Mange lejer stole, og flere har kun åbent efter aftale, så de kan gå hjem, når der ikke er kunder.«
Hun siger det uden at løfte pegefingeren, for hun forstår godt tankegangen, bemærker hun; at man er der, når kunderne er der, og lukker ned, når kalenderen er tom, kan give mening i en hverdag, hvor man selv styrer sin tid, men i det øjeblik man tager en elev ind, ændrer præmissen sig. »Når du har en elev, skal de have deres timer, og så er man nødt til at have faste arbejdstider og faste åbningstider.«
Det er her, kombinationen bliver vanskelig, ikke fordi de unge mangler lyst, men fordi rammen omkring dem bliver smallere, når færre saloner har mulighed eller vilje til at binde sig til den forpligtelse, det er at uddanne nogen over flere år. »Hvis der ikke er nogen, der tager elever, risikerer faget at dø ud, og der er allerede alt for få, der gør det.«
Hun mærker det i hverdagen, for ansøgningerne mangler ikke, tværtimod, og det er en særlig opgave at skulle sortere i dem, når man ved, at ikke alle får en plads. Praktikanter kommer der jævnligt, især fra hovedforløbet på frisørskolen, hvor de allerede har prøvet kræfter med faget, men indimellem giver hun også plads til folkeskoleelever, der står på tærsklen og overvejer, om det her kunne være deres vej. Det hænger sammen med hendes egen begyndelse, for hun husker, hvad det betød at komme ud og mærke et fag i virkeligheden, og den erfaring vil hun gerne give videre, så de unge får mulighed for at stille de spørgsmål, man kun kan få svar på ved at være der. »Hvad kræver det af mig? Kan jeg holde til arbejdstiderne? Det følger med, at vi skal være her, også når andre mennesker har fri.«
Sådan har det altid været i faget, og selv om meget har ændret sig, arbejder man stadig, når andre har fri, blot under mere fleksible vilkår end tidligere. »Da jeg var ung, var det umuligt at få lov at gå hjem klokken tre. Jeg har piger her, som tre dage om ugen går hjem klokken tre, fordi de har børn og skal have familielivet til at fungere, og det er helt i orden. Det kunne man slet ikke dengang.«
Forandringen mærkes også i selve håndværket. Produkterne er blevet mildere, farverne mindre skrappe, selv om det stadig er kemi, og forskellen kan mærkes, når man har stået i det længe nok. »Jeg kan stadig lugte det, og jeg kan mærke det på huden. Jeg er fra den generation, hvor man kun brugte handsker for ikke at få sorte hænder, mens pigerne her bruger handsker hele tiden, og det skal de også.« Hun smiler, og årene ved stolen har sat sig i erfaringen mere end i kroppen. »Jeg har ikke ondt i skuldrene, og jeg har ikke ondt nogen steder, så jeg må være stærk.« Springgymnastik og heste fra ungdommen nævner hun som noget, der har givet kroppen en grundstyrke, og et langt arbejdsliv ved stolen kræver mere end lyst – det kræver, at kroppen holder.
Når Dorthe vender tilbage til eleverne, er det ikke som en romantisk forestilling om at give noget videre, men som en del af det arbejde, hun allerede står i hver dag, for det handler om timer, åbningstider og ansvar, men også om at holde en kultur levende, som hun selv trådte ind i som ung. »Jeg synes også, det er vores pligt. Man bliver ved med at forny sig selv ved at have unge mennesker, fordi man hele tiden skal lære fra sig, og så går man ikke i stå.«
Der er en energi i den tanke, og den passer til den måde, hun selv har bevæget sig gennem årene, for hun taler ikke om elever som en byrde, men som en bevægelse, der holder faget i gang, og som samtidig bringer noget ind i rummet, der ikke kan planlægges. »De laver så mange skøre ting, de unge mennesker. Det er faktisk fedt, når man er blevet ældre og har stiftet familie, at man mandag morgen får lov at høre, hvad de har haft gang i i weekenden, og det er aldrig små ting.« Hun griner, og det er den samme latter, der tidligere brød alvoren, men her ligger den som en påmindelse om, at en salon ikke kun er en arbejdsplads, men også et sted, hvor generationer mødes. Stoltheden kommer frem, når hun taler om svendeprøverne. »Det er fedt, når man står der, og de skal have deres eksamensbevis. Man kan ikke lade være med at blive en lille smule stolt, for så sender man jo en ny på vej.«
Hun kunne ønske, at flere i branchen tog del i den opgave, men hun ved også, at det ikke er alle, der har mulighed for det, og at regler i sig selv ikke skaber gode lærepladser. At tage en elev kræver tid, økonomi og faste rammer, og det er ikke alle saloner, der kan binde sig til det. Det, hun vender tilbage til, er derfor ikke krav, men ansvar, og ønsket om, at flere unge får chancen. »Der er jo hoveder nok at klippe,« siger hun så og trækker på smilebåndet igen.
Der mangler ikke arbejde. Ventelisterne er lange, og kalenderen kan fyldes uge for uge, hvis det er det, man vil. Spørgsmålet er, hvordan man vælger at gøre det.
For selv om der kunne sættes flere stole ind og åbnes for flere tider, holder hun fast i, at salonen ikke skal vokse sig større, end at man stadig kan mærke hinanden, både i baglokalet og ude ved spejlene. »Der sker noget, jo flere man bliver, for så forsvinder noget af intimiteten mellem kollegaerne.«
Hun har sagt det højt til dem. De skal ikke være flere. Ikke fordi der ikke er kunder nok, men fordi hun vil bevare det, der opstod i det lille lokale for 18 år siden. Et sted, hvor man kender hinandens stemmer, ved hvem der tager shampooen uden at blive bedt om det, og hvor man også kan mærke hinandens tempo på de travle dage, hvor hår ligger i stolene, og føntørrerne kører i ét.
Da samtalen nærmer sig sin afslutning, drejer hun den selv i en lettere retning. Hun siger med et skævt smil, at når hun en dag selv er færdig, skal hun jo nok blive klippet alligevel, om så hun må tage saksen i egen hånd, men tanken om bare at lade det hele glide videre uden at have gjort sit ligger ikke til hende. Og så griner hun. »Jeg bliver fed at komme på plejehjem med. Jeg er bare hende der saksedamen, der løber rundt og klipper de andre som plejehjemmets private frisør.«
Der bliver grinet igen, og latteren falder naturligt ind i rummet, som den har gjort gennem hele samtalen. Til sidst siger hun det næsten i forbifarten. »Så man skal huske at leve i nu’et.«
Valentinsdag. En lørdag aften i februar. Røde roser, vin og en bøf, der sidder lige i skabet. Vi tog på Restaurant Oven Vande ved Volden – og fandt en by, der har mere at byde på, end de fleste aner.
Roser på bordet. Vin i glassene. Valentinsdag. Og bag de høje vinduespartier i den gamle sølvvarefabrik på Norgesgade en summen af stemmer, der fortæller om en by, der har fundet sig til rette ved bordet.
Restaurant Oven Vande ved Volden er en af de fortællinger, der bedst illustrerer, hvad der er sket med Fredericias gastronomiske liv i løbet af de seneste to årtier. Fra dengang byen var et sted, man kørte igennem på vej til noget andet, til i dag, hvor man kører hertil for at spise.
Restauranten blev grundlagt i 2001 af Henrik Lyager, der drømte om at skabe et moderne forsamlingshus – et sted, hvor maden var i centrum, men hvor fællesskabet var lige så vigtigt. Henrik nåede at se drømmen realiseret, men gik bort for tidligt. Hans livspartner, Lise Lotte Gaarde, førte restauranten videre med den samme dedikation til kvalitet og atmosfære, der havde været der fra begyndelsen.
Oven Vande har selv en historie, der afspejler en vis rastløshed og vilje til at finde det rette sted. Restauranten begyndte nede ved lystbådehavnen på Strandvejen, flyttede derfra til havneområdet på Søndervoldgade og landede til sidst på Norgesgade 4, i den gamle sølvvarefabrik fra 1905, tegnet af arkitekt Jesper Jespersen. Det var her, det hele faldt på plads. De enorme vinduespartier, de høje lofter, de rå murstensvægge, der stadig bærer spor af fabrikstiden – og så beliggenheden lige op ad Fredericias historiske voldanlæg, hvor man både indenfor og udenfor mærker historiens vingesus. Det er svært at forestille sig et bedre sted for en restaurant, der vil være mere end et spisested.
I dag deler Lotte ledelsen med Tua Grøn, der har haft sin plads i Oven Vandes køkken siden 2013 og i 2024 trådte ind som medindehaver. Tua har en klar ambition om at gøre restauranten til mere end et aftenspise-sted. Han vil skabe det, han selv kalder et moderne forsamlingshus, hvor der er plads til alle – fra dem, der kommer for kaviaren, til dem, der bare vil have en god wienerschnitzel.
Den ambition kunne mærkes, da vi en lørdag aften den 14. februar satte os til rette i lokalerne. Tua var selv rundt mellem bordene, opmærksom og til stede, som en vært der ved, at en god aften handler om mere end det, der står på tallerkenen.
Menukortet er en balanceakt mellem det klassiske og det modige. Vi begyndte med forretterne. Den koldrøgede laks fra Thorsminde kom med trøffelhonning, ørredrogn, plukkede salater og en mayonnaise, der bandt det hele sammen uden at overdøve fiskens fine røgsmag. Det er en ret, der hviler i sig selv – enkel, velkomponeret og med råvarer, der taler deres eget sprog.
Overfor blev jomfruhummerbisquen serveret, tilsmagt med cognac og ledsaget af en soufflé af laks og jomfruhummer. En velduftende, varm omfavnelse af en ret, der minder om, hvorfor klassisk fransk køkkenteknik stadig har sin berettigelse, når den udføres med omhu.
Til hovedretten valgte vi begge bøf med bearnaise. Oven Vande er i sin kerne et steakhouse, og det mærkes. Min hustrus kom rød, som den skulle, min egen medium – og begge dele var præcis som bestilt. Kødet mørt og velhængt, serveret med syltede rødløg, aspargesbroccoli og sprøde fritter. Og så bearnaisen – hjemmelavet, håndlun, med den rette balance mellem estragon og smør, der løfter en god bøf fra det velkendte til det mindeværdige.
Desserten bragte os ned igen i den bedste forstand. En københavnerstang på husets egen måde – et kornet af hjemmelavet vaniljeparfait fyldt med ananassorbet på en bund af ananascarpaccio med knas og chokoladesauce. Og en islagkage med vaniljeis og hindbæris, hvor portvinmarinerede makroner tilføjede en dybde, der fik en klassisk afslutning til at føles ny. Men også en islagkager, der for denne skribent vækker minder til tidligere tiders nydelse af den hjemmelavede islagkage.
Det, der gør en aften på Oven Vande til mere end et restaurantbesøg, er sammenhængen. Maden, servicen, rammerne og den stemning, der opstår, når et sted drives af mennesker, der holder af det, de laver. Tjenerne var venlige og servicemindede uden at være påtrængende – den slags opmærksomhed, der får en gæst til at føle sig velkommen uden at føle sig overvåget.
Fredericia har gennemgået en stille forvandling. For tyve år siden var byens restaurantliv begrænset. I dag kan man gå fra volden ned ad Danmarksgade og møde et gastronomilandskab, der ville have været utænkeligt i nullerne. Oven Vande er ikke alene om at løfte byens madkultur. Byens restauranter og caféer byder år for år på mere og bedre, og det mærker man, når man taler med fredericianerne selv. Der er en stolthed over det, byen kan i dag, som ikke var der for ti år siden.
Og ja, de landsdækkende anmeldere har kaldt os en pommes frites-by med magiske gryder. Måske skulle vi omfavne det i stedet for at tage anstød. For historien om fritterne er i virkeligheden Fredericias egen. Det var de franske huguenotter, der i det 17. århundrede kom til byen i religionsfrihedens navn og blandt meget andet bragte kartoflen med sig. Fredericia var en af de første byer i Danmark, hvor kartoflen blev dyrket. Så når vi serverer fritter til en bøf med bearnaise i en gammel sølvvarefabrik ved volden, er det ikke provinsielt. Det er historie. Og den smager ganske fortræffeligt.
Vi skal være glade for, hvad Fredericia har at byde på. Det er altid en fornøjelse at besøge byens restaurationer, og i 2026 er der efterhånden så mange gode muligheder, at det svære ikke er at finde et godt sted, men at vælge mellem dem.
Restaurant Oven Vande ved Volden, Norgesgade 4, 7000 Fredericia. Åbent tirsdag til lørdag. Bestil bord på ovenvandevedvolden.dk eller tlf. 76 20 02 26.
Unge i Fredericia får nu endnu bedre mulighed for at kigge forbi headspace. Fra næste uge udvider tilbuddet åbningstiden og holder fremover åbent helt til kl. 21 hver onsdag.
Udvidelsen er mulig takket være en donation fra TrygFonden, som har givet headspace mulighed for at holde ekstra åbent om onsdagen de næste to år.
Den længere åbningstid skal gøre det nemmere for unge at få støtte, også efter skole, studie eller arbejde.
Centerchef i headspace Fredericia, Susanne Mathiesen, siger
»Vi ved, at mange unge først har tid og overskud senere på dagen. Derfor er vi rigtig glade for, at vi nu kan holde åbent helt til kl. 21 om onsdagen. Det giver endnu flere unge mulighed for at komme forbi og få en samtale eller bare være i et trygt fællesskab.«
De udvidede onsdage byder ikke kun på samtaler.
I lige uger kan unge kigge forbi uden aftale for bare at være. Her er der mulighed for at spille spil, drikke en kop kaffe og være sammen med andre unge i uformelle rammer.
I ulige uger afholder headspace sin nyopstartede madgruppe, som er blevet mulig med den udvidede åbningstid. Her laver og spiser deltagerne mad sammen. Madgruppen kræver tilmelding.
headspace tilbyder gratis og anonym rådgivning til unge mellem 12 og 25 år om det, der fylder i hverdagen. Med de nye åbningstider er håbet at nå endnu flere unge og styrke både samtaletilbuddet og de fællesskabsbaserede aktiviteter.
Et færdselsuheld nord for Vejlefjordbroen i Østjyske Motorvejs nordgående spor skaber torsdag eftermiddag kødannelse for bilister, der skal nordpå.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 15.11. Politi og skiltevogn er fortsat til stede. Politiet forventer snarest at kunne åbne flere vognbaner.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en myndighedsmeddelelse torsdag eftermiddag.
Færdselsuheld med fire biler på Østjyske Motorvej: Én person kørt til kontrol Opdateret klokken 16.33. Politiet er nu færdige på Østjyske Motorvej nord for Vejlefjordbroen efter et færdselsuheld med fire involverede biler. Én person er kørt med ambulance til kontrol på sygehuset. Alle vognbaner er igen farbare, og politiet forventer, at køen syd for Vejle opløses snarest. Politiet modtog anmeldelsen klokken 15.11. Uheldet skete i det nordgående spor og medførte kødannelse for bilister, der skulle nordpå.
Et nyt demonstrationsanlæg til produktion af grøn brint er nu en del af undervisningen på Fredericia Maskinmesterskole. Anlægget, der er specialdesignet af virksomheden Nordic Hydrogen, giver de studerende mulighed for at arbejde hands-on med elektrolyse og forstå den teknologi, der skal drive fremtidens energisystemer.
Anlægget er udviklet som en del af innovationsprojektet Konkurrencedygtig PtX, der med støtte fra Fonden for Retfærdig Omstilling arbejder for at gøre grøn brint og andre Power-to-X-brændsler billigere og mere effektive end fossile alternativer. Et af projektets centrale mål er at sikre kvalificeret arbejdskraft til drift og vedligehold af de anlæg, der i de kommende år skal opføres i Danmark.
Elektrolyseanlægget udarbejdet af Nordic Hydrogen
Det er netop her, Fredericia Maskinmesterskole kommer ind i billedet. Maskinmestre er blandt de faggrupper, der forventes at spille en nøglerolle i den grønne omstilling, og skolen ønsker at ruste sine studerende til den virkelighed, der venter dem.
»Vi har valgt et anlæg, som kan illustrere en række praktiske problematikker ved elektrolyse. Eksempelvis har vi lagt vægt på, at de studerende får mulighed for visuelt at se, hvad der sker, når driftsparametrene ændres,« siger lektor Stig Libori.
Konkret betyder det, at de studerende kan justere parametre på anlægget og udtage data, som de efterfølgende analyserer og fortolker. Det giver en dybere systemforståelse end den, man kan opnå gennem teorien alene.
Sikkerheden har været et centralt hensyn i udviklingen. Anlægget er designet, så de studerende kan arbejde med teknologien uden at komme i direkte kontakt med kemikalier eller materialer, der kræver specialiseret oplæring.
Elektrolyseanlægget udarbejdet af Nordic Hydrogen
»Nordic Hydrogen har formået at tænke læring og sikkerhed ind i anlægget, samtidig med at anlægget kan bringes ind i vores laboratorium, så vores studerende har nem adgang til det i undervisningen,« siger uddannelseskonsulent Robin Fuglsig Schjødt.
Nordic Hydrogen, der har udviklet anlægget, arbejder med nye metoder til produktion af grøn brint og har i processen haft blik for de didaktiske behov, skolen ønsker opfyldt.
Fredericia Maskinmesterskole uddanner maskinmestre på en professionsbacheloruddannelse, der typisk tager mellem tre og fire et halvt år. Skolen betragter det nye anlæg som et skridt mod at styrke sin position inden for uddannelse og kompetenceudvikling til den grønne omstilling.
Der er under to uger til, at tilmeldingen lukker. Den 1. marts er fristen for at søge ind på Grundforløb 1 på EUC Lillebælt i Erritsø, og for de unge i Fredericia og omegn, der drømmer om en praktisk uddannelse med hænderne, er det nu, beslutningen skal tages.
Hvert år starter et nyt hold unge mennesker på Teknikervej 2 i Erritsø, hvor de i løbet af seks måneder finder ud af, hvilken vej deres arbejdsliv skal tage. Og vejene er mange.
Fra klasseværelset til værkstedet
Grundforløb 1 er for elever, der kommer direkte fra 9. eller 10. klasse, eller som blev færdige sidste år. Det er det første halve år af en erhvervsuddannelse, og det er designet til at lade de unge prøve tingene af i praksis, inden de vælger fagretning.
På EUC Lillebælt foregår det ikke bag en skolebænk. Her arbejder eleverne med svejseapparater, elinstallationer, savværk og gaffeltrucks fra første dag. De mærker, hvordan det føles at bygge noget op med deres egne hænder. Og de opdager ofte evner og interesser, de ikke vidste, de havde.
Fem fagretninger – og man kan skifte undervejs
Skolen tilbyder fem fagretninger, der tilsammen dækker et bredt felt af de mest efterspurgte håndværks- og teknikuddannelser i Danmark.
Auto og Metal fører mod uddannelser som personvognsmekaniker og smed. Det er for dem, der fascineres af motorer, stål og mekanik, og som gerne vil forstå den teknik, der får maskiner og køretøjer til at fungere.
Automatik, El og Proces retter sig mod elektrikere, automatikteknikere og procesoperatører. Her lærer eleverne om robotter, energioptimering og den teknologi, der driver landets produktionsvirksomheder.
Byggeri er til dem, der vil rejse vægge og tage. Med fokus på bæredygtige materialer og moderne byggemetoder er det en fagretning, der peger direkte ind i en branche med massiv efterspørgsel på faglærte tømrere.
Lager og Transport åbner en verden af logistik og forsyningskæder. Eleverne lærer om lagerstyring, ruteplanlægning og transportteknologi og kan gå videre mod uddannelser som lufthavnsoperatør og togklargører.
EUX-fagretningen er til dem, der ikke vil vælge mellem hoved og hænder. Her kombineres en håndværksuddannelse med en gymnasial eksamen, så eleven står med både et fag og adgang til videregående uddannelse.
Og så er der én ting, der adskiller Grundforløb 1 fra de fleste andre uddannelsesvalg: man er ikke låst fast. Undervejs bliver alle elever præsenteret for samtlige fagområder. Opdager man, at ens første valg ikke var det rigtige, kan man skifte retning. Det er hele pointen. Grundforløbet er stedet, hvor man undersøger, prøver og mærker efter.
Virksomhederne venter
Trekantområdet er et af Danmarks stærkeste erhvervsområder, og efterspørgslen på faglærte er enorm. Elektrikere, smede, tømrere, mekanikere og lagerfolk er blandt de profiler, virksomhederne har sværest ved at rekruttere. En erhvervsuddannelse fra EUC Lillebælt er ikke bare en uddannelse. Det er en direkte vej til et arbejdsliv, der begynder den dag, man er færdig.
For mange unge er det netop det, der trækker. Muligheden for at komme i gang, tjene sine egne penge og bygge en karriere op fra bunden med et fag, man kan mærke i hænderne.
Grundforløb 1 starter i august 2026. Tilmeldingsfristen er den 1. marts. Læs mere og tilmeld dig på eucl.dk.
