KRIMI. Sydøstjyllands Politi standsede natten til fredag en bilist i Fredericia, som viste sig at være påvirket af alkohol. Kontrollen fandt sted klokken 02.32 i Prinsessegade.
Ifølge politiet blev manden standset og kontrolleret for spirituskørsel, og testen viste en promille over det tilladte. Den 40-årige mand, som er fra lokalområdet, blev derfor sigtet for spirituskørsel og kørt til sygehuset for at tage en blodprøve.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport fredag d. 26.12 kl. 10.00 af vagtchef Halfdan Kramer.
Folkeskolen i Fredericia mangler penge, tid og ro. Det mener Per Breckling, formand for Fredericia Lærerkreds, som i et langt interview peger på konsekvenserne af årtiers reformer, store klasser og voksende opgaver uden tilsvarende ressourcer. Hvis politikerne vil have bedre resultater og højere trivsel, kræver det investeringer – og tillid til dem, der arbejder i skolen hver dag.
Folkeskolen i Fredericia står et sted, hvor ordene om kvalitet, trivsel og udvikling er blevet sagt så mange gange, at de næsten har mistet deres vægt. Det er ikke fordi, ambitionerne er forsvundet. Tværtimod. Men fordi skolen, som Per Breckling beskriver den, i årevis har bevæget sig i en retning, hvor forventningerne er vokset, mens tiden og pengene ikke har fulgt med.
»Vi står et sted, hvor vi har kørt i lang tid i en udvikling,« siger han og lader en pause hænge et øjeblik, før han tilføjer: »Nogle af elementerne er faktisk måske lidt en afvikling.«
Han har fulgt skolen indefra gennem et årti med ny skolestruktur og reformer. Han har set, hvordan lærere, pædagoger og ledelser igen og igen har skullet omstille sig til nye politiske logikker, nye styringsmodeller og nye krav. Og han har set, hvordan den samme skole i dag bliver målt hårdere, end den bliver hjulpet.
Den nye nationale kvalitetsaftale ser han som en positiv bevægelse i forhold til 2013-reformen. Men han hæfter sig også ved, hvad den ikke indeholder.
»Skolereformen har man nu vendt om i en såkaldt kvalitetsaftale. Det ser jeg som en positiv ting,« siger han. »Men man har ikke hældt den eneste krone i. Og så vil man have os lærere til at lave nogle nye ting ud fra nogle politiske overbevisninger.«
Det er her, hans hovedpointe træder frem, uden omsvøb og uden ornamentik. Folkeskolen i Fredericia er, som han ser det, grundlæggende underfinansieret.
»Det største problem er, at vi har en folkeskole i Fredericia, som ikke er finansieret. Altså simpelthen underfinansieret,« siger han. Han forklarer det med kommunens socioøkonomiske vilkår. Fredericia er ikke en kommune, hvor man kan forvente, at opgaven kan løses med gennemsnittet. Behovene er større. Men udgifterne ligger lavere.
»Vi har en socioøkonomi i Fredericia, der gjorde, at man skulle bruge flere penge end gennemsnittet i landet. Vi bruger væsentligt færre end gennemsnittet i landet på vores folkeskole.«
Når han siger det, er det ikke en anklage, der står alene. Han ved godt, at økonomien også presses andre steder. Han nævner familieafdelingen, hvor udgifterne er store. Han stiller ikke spørgsmålstegn ved behovene dér. Han konstaterer blot, hvad det betyder for skolen.
»Vi skal bruge mange penge på familieafdelingen. Det stiller jeg ikke spørgsmålstegn ved. Jeg konstaterer bare, at vi mangler dem på folkeskoleområdet.«
Hvis man vil forstå hans kritik, skal man ifølge ham begynde i det helt enkle: Skolen er et tilbud til børn. Ikke en politisk idé, ikke en reformmotor, ikke en social foranstaltning forklædt som undervisning. Men et sted, hvor børn skal lære noget, udvikle sig og blive dannet.
Spørgsmålet er, hvilket skoletilbud Fredericia vil have.
Da han får lov at drømme, er svaret ikke spektakulært. Det er konkret og lavpraktisk. Flere nye skoler over tid, så de fysiske rammer bliver bedre. Og mindre klasser, så lærerne kan nå det, skolen siger, den vil.
»Hvis jeg skulle drømme om folkeskolen, så kunne jeg drømme, at vi ikke bare lavede én ny skole, men vi lavede flere nye skoler, så de fysiske rammer over tid blev optimeret og blev væsentligt bedre end det, vi har nu.«
Han roser en af de få beslutninger, han mener, byrådet faktisk har taget rigtigt, nemlig klasseloftet på 24 elever i 0. klasse. Men han undrer sig over, at det stopper dér.
»Klasse loft på dem, der går i 0. klasse nu på 24 elever. Det ville være rigtig godt at gøre hele vejen op,« siger han. Mindre klasser handler for ham ikke om komfort eller lærerens bekvemmelighed, men om det, der sker, når man står med mange børn og en voksende opgaveportefølje.
Han tager afstand fra ideen om, at man bare kan skruge op for klassestørrelsen af økonomiske grunde. Han kalder det en regnearkstænkning, hvor målet er at fylde klasserne mest muligt for at få systemet til at se effektivt ud på papiret.
»Hvis du starter, når alle elever kommer ind i 0. klasse, så kan du lægge dem i 28, 28, 28 og så er der en med 20 tilbage. Det er jo det mest optimale økonomisk,« siger han. Men det, der er optimalt i et regneark, er ikke nødvendigvis optimalt i et klasselokale.
For ham handler det om, at alle elever bliver set og hørt, og at læreren har tid til at være lærer. Ikke kun den, der gennemfører undervisning, men den, der bygger relationer, fanger de små signaler og gør undervisningen levende.
Samtidig insisterer han på, at støtten i folkeskolen ikke kun skal forstås som støtte til de svageste. Han siger det tydeligt, fordi det ofte bliver glemt.
»Jeg tænker ikke kun på de svageste elever. De har virkelig behov for det. Men der er også nogle i midtergruppen, nogle i toppen rent fagligt, som kunne have brug for støtte og udvikle sig.«
Det er en sætning, der siger noget om hans blik på skoledebatten. Han oplever, at samtalen ofte bliver polariseret: enten handler den om de dygtigste, der skal presses, eller om de mest sårbare, der skal reddes. Imellem dem ligger flertallet. Og det er her, hans bekymring for det stille flertal dukker op.
I de senere år er trivselsdagsordenen vokset. Underretninger, møder, dokumentation, handleplaner, samtaler. Han siger ikke, at det er uvigtigt. Han siger, at det koster. Og at prisen i stigende grad bliver betalt i undervisningstid.
»Vi har et samfund, hvor vi har flere og flere børn, der mistrives i forhold til den måde, vi siger, de skal være i skole på,« siger han. Og han beskriver, hvordan forældre reagerer ved at søge forklaringer, ofte i form af diagnoser. Det kan han godt forstå. Men presset ender i klassen.
»Du har en klasse med 26 elever. Og du har måske otte af dem, der skal undervises med nogle specielle hensyn hele tiden. Og så har du de der 16 tilbage. Du skaber en virkelighed, der bliver meget mere kompleks.«
Når han bliver spurgt direkte, om der er en risiko for, at det stille flertal taber, svarer han uden at tøve.
»Der er en risiko,« siger han. Han kalder det ikke farligt at spørge. Han kalder det nødvendigt. For hvis man ikke taler om det, bliver det læreren, der står alene med dilemmaet i praksis: at fordele opmærksomhed, tid og støtte i et rum, hvor behovene er større, end ressourcerne er.
Løsningen er, som han ser det, ikke at opgive fællesskabet og lave en skole, der indretter sig efter hvert enkelt barn i en grad, som systemet ikke kan bære. Han vender tilbage til en idé, der i hans øjne er blevet svagere i skoledebatten: at børn også skal lære at være en del af et fællesskab, selvom de har særlige behov.
»I stedet for at skolen skal indrette sig efter hver enkelt elev, så skulle eleverne i højere grad være en del af et fællesskab og finde ud af at arbejde med at være en del af det fællesskab,« siger han. »Man skal blive sig selv, men man skal også blive sig selv i et fællesskab.«
Det betyder ikke, at han vil afskaffe specialtilbud. Han peger tværtimod på, at Fredericia allerede har gjort noget rigtigt med mellemformer og specialskoler, men at det kan udvikles mere. Hans modstand handler især om at tage børn helt ud af folkeskolens ramme.
»Jeg er lidt modstander af, at vi tager nogle børn helt ud af folkeskolen,« siger han. »Så har de mistet rigtig mange muligheder videre i deres liv.«
Midt i alt det strukturelle vender interviewet også tilbage til noget, der for ham er helt afgørende: relationen mellem lærer og elev. Den relation, der gør, at et barn kan komme tilbage i rummet, når det har været på kanten. Den relation, der gør, at undervisning ikke bare er indhold, men også tryghed.
Men relationen kræver tid. Og tid er den ressource, han mener, skolen især er blevet frataget siden 2013, da lærerne i hele landet kom til at undervise mere.
»I forbindelse med reformen i 2013 kom alle lærere til at undervise to lektioner mere om ugen,« siger han. »Det betyder, at forberedelsen skal tages et andet sted fra.«
Samtidig er dokumentationskravene steget, møderne er blevet flere, og særligt arbejdet omkring børn med diagnoser og særlige behov fylder. Han kalder møderne relevante. Men han siger også, hvad de gør ved lærernes mulighed for at forberede undervisning og gribe elever relationelt.
»Den tid går fra forberedelsen. Og det er den samme tid, vi bruger til at tage fat i en elev og lave et særligt tilbud til ham eller hende.«
Det er i den sammenhæng, han nævner co-teaching som et konkret værktøj. To lærere i klassen i nogle timer. Mere faglig støtte. Hurtigere hjælp. Og mulighed for, at én kan have specialpædagogiske kompetencer.
»Hvis jeg har brug for hjælp, så skal jeg ikke sidde og vente i 20 minutter. Så kan der være en anden lærer, der kan hjælpe mig,« siger han. »Det kræver en investering i folkeskolen, og det skal man være villig til at ville.«
Hans blik på reformer er præget af træthed, men ikke af modvilje mod forandring. Han understreger flere gange, at skolen skal udvikle sig, og at han ikke ønsker sig tilbage til den skole, han selv gik i. Men han insisterer på, at reformer skal bygge på fagligheden i praksis.
»Man oplever, at reformer kommer uden at man lytter til dem, der arbejder på det til daglig,« siger han. »Man laver store spring, som giver tumult, usikkerhed og negativitet.«
Det gælder ikke kun folkeskolen. Han nævner ungdomsuddannelserne og kalder afskaffelsen af 10. klasse et eksempel på noget, han mener er fejlvendt. Uanset hvor man står i debatten, er hans pointe, at udvikling ikke kan ske som en øvelse i centralt design, hvor hverdagen skal presses til at passe ind i en politisk model.
Skolestrukturen i Fredericia er et særligt kapitel. Distriktsskoler med basisskole og udskoling på forskellige matrikler har ændret børns skoleforløb og skabt en ekstra overgang efter 6. klasse. Breckling er igen nuanceret: Der er positive elementer, fordi en matrikel kan have et skarpt fokus. Men han mener, at man taber noget vigtigt.
»Man taber nogle af de lange linjer,« siger han. »Og man får en ekstra overgang. Man skal skifte skole efter 6. klasse, i nye klasser, nye lærere. Det er en udfordring at få til at lykkes.«
Han peger også på en mere stille konsekvens: den lokale identitet. Den følelse af »vores skole«, som tidligere kunne skabe engagement og opbakning.
»Det er svært at få folk til skolebestyrelsen,« siger han. »De har ikke den samme følelse af, at det her er vores nærområdes skole.«
Samtidig har forældrerollen ændret sig. Ikke kun på grund af reformer, men også på grund af digitaliseringen og platforme som Aula. Kommunikation er blevet lettere, men også mere konfliktfyldt, mener han, fordi skrift misforstås hurtigt og kan eskalere.
»Den bedste samtale er den, man har, hvor man sidder over for hinanden,« siger han. »Det bliver hurtigt misforstået, konfliktoptrappende. Det er ikke konstruktivt.«
Til sidst vender han tilbage til ønskelisten. Den er lang, siger han. Men det første punkt er også det mest grundlæggende: Skolerne har underskud, nogle værre end andre, og det er et signal til politikerne.
»Vi mangler nogle penge. Det er derfor, jeg kalder det underfinansieret,« siger han. Han nævner mellemformer, klasseloft på 24 hele vejen op, og co-teaching som konkrete steder at begynde. Og han insisterer på, at man skal tænke med lange tidshorisonter.
»Hvis man starter noget i 0. klasse nu, så er der lange tidshorisonter. Man må investere over tid. Og det har vi desværre ikke gjort over tid i Fredericia.«
Kommunen har en vision om at være børnefamiliernes første valg. For Breckling er det ikke et slogan, der kan bæres af kampagner og fortællinger alene. Det står og falder med folkeskolen.
»Det så jeg gerne, at folkeskolen blev i Fredericia,« siger han og gør det klart, at hans håb ikke er væk. Han kan høre politikere fra flere partier tale om behovet. Han håber, de kan finde sammen, når valgene er ovre, og hverdagen igen melder sig.
Men han sætter også en bund under håbet. Hvis Fredericia vil have bedre resultater, højere trivsel og en skole, hvor det ikke er tilfældigt, hvem der bliver set, så skal skolen have det, han kalder det mest banale og det mest afgørende på samme tid: penge, tid og tillid.
»Vi skal have en folkeskole, der er finansieret,« siger han. »Og så på så god en måde som muligt. Både af hensyn til mine medlemmer, men så sandelig også af hensyn til eleverne og forældrene.«
Vejdirektoratet advarer fredag morgen om pletvis sne- og isglatte veje flere steder i Syddanmark. Især udsatte strækninger kan være glatte, og bilister opfordres til at køre med ekstra forsigtighed.
Der er fredag morgen udsendt advarsler om sne- og isglatte veje flere steder i Syddanmark. Det er Vejdirektoratet, der melder om risiko for pludseligt glatte vejbaner, særligt på udsatte strækninger.
Ifølge Vejdirektoratets aktuelle meldinger er der i Kolding Kommune pletvis isglatte veje. På statsvejene er der overordnet set normalt føre efter årstiden, mens der på de kommunale veje advares om glatte forhold flere steder. For vejklasse 2 er der foretaget saltning tidligt på morgenen, men der kan fortsat forekomme glatte partier.
Også på Fyn er der meldinger om glatte vejforhold. I Faaborg-Midtfyn Kommune advarer Vejdirektoratet om pletvis isglatte veje, særligt på udsatte strækninger. Her er der ligeledes forskel på forholdene afhængigt af vejtype, hvor statsvejene generelt meldes med normalt føre, mens de kommunale veje kan være glatte enkelte steder.
KRIMI. Et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Fredericia skabte torsdag formiddag trafikale problemer, da tre personbiler blev involveret i et sammenstød i sydgående retning. Uheldet skete kort efter klokken 10.30.
Ifølge Sydøstjyllands Politi opstod uheldet, da en bilist kørte på en måde, som politiet betegner som uhensigtsmæssig kørsel. Det medførte, at en anden bilist måtte foretage en undvigemanøvre, som resulterede i sammenstød med en tredje bil.
I forbindelse med manøvren endte den ene bil i grøften, hvor den lagde sig på siden. Den bil, der blev ramt, standsede efterfølgende omkring 200 meter længere fremme i nødsporet.
Den bilist, der ifølge politiet udviste uhensigtsmæssig kørsel, standsede ikke efter uheldet, men fortsatte fra stedet. Politiet arbejder nu på at klarlægge hændelsesforløbet nærmere og forsøger blandt andet at identificere føreren via vidneforklaringer og eventuelle optagelser fra køretøjerne.
Der er ikke meldinger om alvorlige personskader. Føreren af bilen, der endte på siden i grøften, blev dog kørt til observation på sygehuset, men meldes ikke kommet til skade. »Der er ikke nogen tilskadekomster i forbindelse med uheldet,« oplyser vagtchef Mathias Møller ved dagens pressebriefing.
Uheldet blev anmeldt klokken 10.38.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport torsdag den 25. december klokken 17.00.
Middelfart Boldklub og Christian Boyum er blevet enige om at ophæve kontrakten, og dermed forlader den norske spiller klubben efter halvandet års ophold. Aftalen er indgået i gensidig forståelse, oplyser klubben i et opslag på sociale medier.
Christian Boyum kom til Middelfart Boldklub som en rutineret profil og har i sin tid i klubben bidraget både på og uden for banen. Klubben takker ham for indsatsen og ønsker ham held og lykke i det videre forløb – både sportsligt og personligt.
Christian Jørgensen er nyvalgt byrådsmedlem for Liberal Alliance i Fredericia – men ambitionerne stopper ikke ved kommunegrænsen. Efter mere end fire årtier i finanssektoren har han valgt politik på fuld tid og sigter nu mod Folketinget, samtidig med at han vil være en tydelig liberal stemme i byrådet. I dette interview fortæller han om Liberal Alliances gennembrud lokalt, bruddet med Venstre, ønsket om et borgerligt alternativ og hvorfor Fredericia fortjener en stemme på Christiansborg.
Christian Jørgensen har siddet i Fredericia Byråd før. Dengang for Venstre. Nu er han tilbage – valgt ind for Liberal Alliance – og denne gang med en ambition, der rækker længere end byrådssalen. Efter 43 år i den finansielle sektor har han sagt sit job op, kastet sig fuldt ind i politik og sat sig et klart mål: både at være en markant liberal stemme i Fredericia Byråd og at blive valgt til Folketinget ved næste valg.
2025 blev året, hvor det hele kulminerede.
»Det var et meget intenst år. Efter jeg blev valgt som spidskandidat for Liberal Alliance i Fredericia, traf jeg et valg om at stoppe mit job i sparekassen og gå fuld tid ind i valgkampen. Fra midten af august og frem til valgdagen var det politik og valgkamp hele tiden. Det var selvfølgelig en enorm forløsning, at det så lykkedes at blive valgt. På den måde var 2025 et rigtig godt år.«
Beslutningen var ikke lille. Christian Jørgensen havde arbejdet i den finansielle sektor siden begyndelsen af 1980’erne. Banker, børsmæglerselskaber, finanskriser, konjunkturudsving og lange relationer til kunder havde fyldt et helt arbejdsliv.
»Jeg har arbejdet uafbrudt 43 år i finanssektoren. Jeg har haft glæden af at bo i Fredericia, men har arbejdet mange steder – også uden for kommunegrænsen. Det har været udfordrende, lærerigt og spændende. Dynamikken, energien, kriserne, kollegerne, kunderne. Relationer, der følger én gennem mange år. Det er da underligt ikke at være en del af det længere. Men alting har sin tid, og for mig blev det tidspunkt nu.«
Et gennembrud for Liberal Alliance lokalt
Christian Jørgensen vender tilbage til byrådet i en periode, hvor Liberal Alliance for første gang for alvor er blevet et kommunal- og regionsparti. Partiet gik ved kommunalvalget fra at være sporadisk repræsenteret lokalt til at få over 100 byrådsmedlemmer på landsplan og otte regionsrådsmedlemmer.
»Der er ingen tvivl om, at de nationale målinger har haft betydning. Ved kommunalvalget for fire år siden lå Liberal Alliance omkring fem procent i landsmålingerne. Op til det her valg har vi i lang tid ligget mellem 11 og 13 procent. Den effekt slår igennem. Men det er også vigtigt at være realistisk. Ved kommunalvalget fik vi samlet set omkring 5,5 procent på landsplan – altså cirka det halve af, hvad vi ligger til nationalt.«
Han peger på vælgerdemografien som en forklaring.
»Liberal Alliance er landets største parti blandt unge mellem 18 og 34 år. Det er ikke nødvendigvis den gruppe, der synes, kommunalpolitik er det mest tillokkende. Derfor havde vi heller ikke nogen forventning om at komme op på niveau med landsmålingerne lokalt. Men for mig er det afgørende, at partiet også står solidt i kommuner og regioner. Et parti skal stå på flere ben.«
Han kalder det et strategisk gennembrud.
»Det går begge veje. Vi har lokalt haft glæde af de gode landsmålinger. Men til næste folketingsvalg kan effekten gå den anden vej: Nu er Liberal Alliance kendt lokalt i stort set alle kommuner og regioner. Det giver troværdighed. Det giver organisation. Det giver et fundament.«
Én liberal stemme i et bredt byråd
I Fredericia Byråd er Liberal Alliance repræsenteret med ét mandat. Det gør Christian Jørgensen meget bevidst om sin rolle.
»De cirka seks procent, der har stemt på Liberal Alliance i Fredericia, har en forventning. De forventer, at de liberale værdier bliver tydelige. At der er nogen, der trækker i den blå ende af tovtrækket.«
Han understreger samtidig forskellen på lokal- og landspolitik.
»Lokalpolitik er noget andet. Her handler det om daglig drift, skoler, ældrepleje, familieområdet, kultur og idræt. Der er ikke nogen politikere, der ikke vil det bedste for de områder. Uenigheden handler om vejen derhen.«
Men forskellene skal kunne mærkes, mener han.
»Vi har en bred konstituering i Fredericia med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. I den ene ende trækker SF og Enhedslisten. Der kommer jeg til at trække i den anden ende – frivillighed, valgfrihed, fleksibilitet, personlig frihed. Ikke som et opgør med samarbejde, men som et tydeligt liberalt korrektiv.«
Ambitionen om Christiansborg
Christian Jørgensen lægger ikke skjul på, at byrådsarbejdet også er en platform for noget større.
»Mit mål er at blive valgt til Folketinget og samtidig bibeholde min plads i Fredericia Byråd og i økonomiudvalget. Den synergi er vigtig. At kunne tage lokale erfaringer og behov med ind på Christiansborg – og omvendt.«
Han ser en klar værdi i lokal forankring.
»Hvis vi kan få en lokal mand i Folketinget, som har boet her, arbejdet her, været foreningsmand her, har netværk her og sidder i bestyrelser her, så kan det give Fredericia noget. Ikke kun symbolsk, men konkret. En stemme. En lobbyist for Fredericia, Trekantområdet og Syd- og Sønderjylland.«
Han håber, det også kan række ud over partiskel.
»Der kan være fredericianere, som normalt ikke ville stemme Liberal Alliance, men som tænker: Det giver mening at få en lokal repræsentant ind. Det håber jeg.«
Hverdagsøkonomi og værdipolitik
Når Christian Jørgensen ser frem mod næste folketingsvalg, forventer han både klassiske værdipolitiske temaer og mere jordnære spørgsmål.
»Ukraine, udenrigspolitik og indvandring kommer til at fylde. Det gør de altid. Men jeg tror også, at hverdagsøkonomien kommer til at fylde mere og mere. Fødevarepriser, serviceniveau, velfærd. Det var tydeligt ved kommunalvalget, og det forsvinder ikke.«
Hans liberale grundsyn er klart.
»Mit politiske ståsted er, at en blå regering giver et rigere Danmark – og et rigere Danmark giver bedre velfærd. Det er let nok at stå og love mere. Det svære er at forklare, hvor pengene skal komme fra. Vi tror på, at man kan skabe en større samfundskage, så der også bliver mere at dele.«
Et håb om et borgerligt alternativ
Christian Jørgensen håber, at næste folketingsvalg åbner for et klart borgerligt alternativ.
»Regeringen hen over midten var en Lars Løkke-klassiker. Den appellerede til mange med fortællingen om sund fornuft og stabilitet. Men der er også en bagside. Valgløfter, der blev løbet fra. Stor bededag. Mink. Og regeringen er ikke populær.«
Han tror på et tæt løb.
»Jeg tror, rød og blå blok kommer meget tæt på hinanden. Så bliver spørgsmålet, om der kan samles en regering, der er funktionel og samarbejdsdygtig. Jeg håber på et blåt alternativ – og jeg håber, at Venstre finder hjem.«
Kommunerne som fundament
Trods ambitionerne om Christiansborg vender Christian Jørgensen igen og igen tilbage til kommunerne.
»Det er i kommunerne, politik mærkes. Det er her, hverdagen formes. Skolerne. Plejehjemmene. De lokale fællesskaber. Landspolitik og lokalpolitik hænger sammen, men de er ikke det samme.«
For ham er det netop kombinationen, der giver mening.
»Jeg ser ikke byrådet som et springbræt væk fra Fredericia. Jeg ser det som et fundament. Hvis jeg får mulighed for også at repræsentere Fredericia på Christiansborg, så er det en forlængelse af det arbejde – ikke en afsked med det.«
POLITIK. Elregningen bliver mærkbart lavere for danske familier de kommende år. Folketinget har vedtaget at sænke den almindelige elafgift i 2026 og 2027 til EU’s minimum, hvilket i praksis betyder, at afgiften næsten forsvinder. Beslutningen skal give luft i privatøkonomien for danskerne i en tid med høje priser på dagligvarer og faste udgifter.
Sænkelsen af elafgiften rammer bredt, men har størst betydning for husholdninger med lave indkomster. Selvom familier med høje indkomster ofte bruger mest strøm i kroner og øre, fylder elregningen relativt mere hos dem, der har færrest penge at gøre godt med. Derfor er lettelsen blandt de mest lighedsskabende afgiftsændringer.
Ifølge skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen vil mange kunne mærke forskellen direkte i hverdagen. »Jeg vil gerne sige til danskerne, at vi har set og hørt jer. Og jeg er meget optaget af, at vi her og nu sikrer, at danskerne vil opleve at få flere penge mellem hænderne. Det mener jeg, at vi gør med det her forslag. Lempelsen af elafgiften kommer relativt set de danskere, der har mindst til gode, fordi lempelsen fylder mere i deres samlede økonomi. Det vil betyde, at en almindelig arbejderfamilie med to voksne og to børn i hus får ca. 4.000 kr. om året mere til sig selv, mens et pensionistpar i hus får ca. 2.700 kr. ekstra«, siger skatteministeren.
Afgiftsnedsættelsen er en del af finanslovsaftalen mellem regeringen og Det Konservative Folkeparti. Elafgiften sænkes til EU’s minimumssats på 0,8 øre pr. kWh i både 2026 og 2027, og det skal give et tydeligt løft i husholdningsbudgetterne over hele landet.
Skatteministeren peger på, at initiativet er et første skridt i arbejdet med at afbøde de økonomiske udfordringer for mange familier. »Det er blevet dyrt for rigtig mange danskere at få enderne til at nå hinanden, når de er nede og handle. Så når vi nu banker elafgiften i bund, tager vi et markant og mærkbart første skridt for at hjælpe de mange danskere, der er trængt af de stigende priser. Vi er slet ikke færdige, og derfor kigger vi også løbende ind i, hvordan vi kan sikre, at danskerne får mere luft i økonomien«, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Samlet set indebærer finanslovsaftalen skattelettelser og afgiftsnedsættelser for knap 15 milliarder kroner. Regeringen vurderer samtidig, at de samlede økonomiske tiltag og generelle lønstigninger betyder, at en arbejderfamilie med børn i 2026 vil have mere end 30.000 kroner mere til rådighed sammenlignet med 2024, mens en enlig pensionist vil have omkring 12.000 kroner ekstra.
Der er noget grundlæggende skævt ved et land, hvor civile konsulenter får mere taletid end officerer med mudder på støvlerne. De besparelser, der “ikke skulle koste noget”, har tidligere efterladt et forsvar uden reservedele, personale og robusthed. McKinsey leverer det, de bliver bedt om af politikerne og forsvarchefen. Forsvar handler om maksimal parathed, vore dygtige soldater og officere er uddannet til at varetage forsvarets interesser på alle niveauer, også sammen med pNår militær dømmekraft udliciteres arter fra Nato og andre organisationer.
Danmark står midt i en sikkerhedspolitisk virkelighed, hvor ord som “beredskab”, “afskrækkelse” og “parathed” igen er blevet alvor. Set udefra rejser det et ret simpelt spørgsmål: Burde Forsvaret ikke selv kunne vurdere, hvad der mangler – og hvad der virker? Forsvaret er ikke en tilfældig styrelse. Det er en af statens mest komplekse og specialiserede organisationer, fyldt med mennesker, der bogstaveligt talt lever af at planlægge under usikkerhed.
Hvorfor hyrer vi nogen udefra til at fortælle de fagfolk, der står i det hver dag, hvad problemet er? Som lægmand finder jeg dette mærkeligt. Den politiske ledelse skal klart definerer, hvad Forsvaret konkret skal kunne, hvem vi skal kunne forsvare os imod, og på hvilket ambitionsniveau.
I starten af 10’erne blev McKinsey sat i Forsvarets geledder med en helt klar ordre: Der skulle spares. I dag er dommen ret enkel: Den vurdering var forkert. Forsvarsakademiets Peter Viggo Jakobsen siger det ligeud: Vi har fjernet territorialforsvaret, nu skal vi starte fra nul med en nedslidt organisation, der mangler materiel og personale.
Officerernes fagforening HOD er ikke begejstret. Formanden Niels Tønning tvivler på McKinseys militærfaglige kompetence og peger på, at officerer er trætte af, at der lyttes mere til andre end dem, når det kræver militærfaglighed. Her rammer de noget vigtigt: Forsvaret er ikke en fragtvirksomhed. Du kan ikke styre det efter “udnyttelsesgrad” alene.
McKinsey gør det, de bliver bestilt til. De er et værktøj. Men ansvaret ligger hos dem, der bestiller værktøjet, de skal forklare opgaver rigtigt.
Det kræver:
1. Klar politisk retning og prioritering
2. Respekt for militærfagligheden
3. Robust logistik, reservedele og vedligehold
4. Planer, der kan holde i virkeligheden – ikke kun i regnearket
For kampkraft opstår, når mål, midler og ansvar hænger sammen – fra Christiansborg til kasernegården. Forsvarsmidler bruges rigtigt, når politikerne sætter klare mål, lytter til militærfagligheden først og kun bruger konsulenter som støtte – ikke som styring.
En ny analyse af sportsøkonom Steen Houman dokumenterer, at 60–70 procent af den sportslige succes i dansk herrehåndbold kan forklares med økonomi. Fredericia Håndboldklubs sidste sæson passer præcist ind i billedet – med en topplacering i grundspillet. Fredericia er en samtidig en blandt få klubber, der leverer et økonomisk overskud.
En ny analyse af klubbernes regnskaber i Herreligaen viser, hvor tæt sammenhængen er mellem penge og placering i dansk herrehåndbold. Analysen er udarbejdet af sportsøkonom Steen Houman og bygger på klubbernes seneste offentlige regnskaber.
Ifølge analysen kan mellem 60 og 70 procent af en klubs sportslige resultater over tid forklares af økonomien – først og fremmest personaleomkostningerne. Kender man lønbudgettet, kender man i grove træk også klubbens sportslige niveau.
Aalborg Håndbold er det klare yderpunkt. Klubben har mere end dobbelt så stor omsætning som de nærmeste konkurrenter og ligger i en klasse for sig, både økonomisk og sportsligt. Det er derfor heller ingen overraskelse, at Aalborg igen satte sig tungt på toppen.
Bag Aalborg er billedet langt mere nuanceret. Her viser Steen Houmans analyse et felt på omkring seks klubber, der økonomisk ligger relativt tæt og derfor også bør kunne forvente at kæmpe om slutspilspladserne – uden nødvendigvis at være realistiske guldkandidater.
Her placerer Fredericia Håndboldklub sig.
Sidste sæson sluttede Fredericia som nummer tre i grundspillet, men ramte senere en mur i slutspillet med en lang periode uden sejre. Set i lyset af analysen er det ikke et brud med økonomiens logik – men heller ikke et resultat, der slavisk følger regnearket.
Hvis økonomien alene havde været afgørende, skulle Fredericia have spillet med om guldet. Det gjorde klubben ikke. Og netop dét understreger et centralt punkt i Steen Houmans analyse: Sammenhængen mellem økonomi og sportslige resultater er stærk over tid, men aldrig absolut i den enkelte sæson.
Grundspillet viste, at Fredericia kunne præstere helt op mod toppen, mens slutspillet blotlagde forskellene i bredde, belastning og robusthed, som økonomien i sidste ende er med til at definere. Ikke som en undskyldning – men som en forklaring på, hvor loftet ligger.
Analysen viser samtidig, at kun fem klubber i ligaen senest leverede overskud, heriblandt Fredericia. Det placerer klubben i et økonomisk mindretal i en liga, der samlet set tabte omkring 22 millioner kroner. For Fredericia betyder det, at fundamentet er solidt – men også, at konkurrencen i toppen foregår på vilkår, hvor Aalborg stadig er et stykke foran resten.
Konklusionen i Steen Houmans analyse er klar: Økonomi afgør ikke hver kamp. Men over tid afgør den, hvem der har råd til at blive i toppen. Og her viser Fredericias seneste sæson præcist, hvordan sportslige muligheder og økonomiske rammer mødes – og til sidst sætter deres naturlige grænse.
Fredericia Håndboldklubs seneste regnskab viser en bruttofortjeneste på 17,2 millioner kroner og et overskud på 337.000 kroner. Egenkapitalen udgør 837.000 kroner, mens balancesummen ligger på 4,8 millioner kroner. Tallene placerer FHK blandt de få klubber i Herreligaen, der formår at drive elitesport med sorte tal.
I Steen Houmans analyse af ligaens økonomi fremgår det samtidig, at Fredericia har en anslået omsætning på cirka 29,9 millioner kroner. Det placerer klubben som nummer to i ligaen – kun overgået af Aalborg Håndbold, der med en omsætning på omkring 62,7 millioner kroner befinder sig i en helt anden økonomisk liga.
Samtidig viser analysen, at Fredericia er blandt de klubber, der leverer overskud, mens størstedelen af ligaen taber penge. Flere klubber har underskud på mellem én og fire millioner kroner, og enkelte – som KIF Kolding – med markant større minusser. Set i det lys fremstår FHK som en klub med økonomisk kontrol og balance, men uden de ressourcer, der gør det realistisk at matche Aalborg over en hel sæson.
En ny CEPOS-analyse peger på, at Fredericia i princippet kunne have brugt 361 millioner kroner mindre i 2024, hvis kommunen havde været lige så udgiftseffektiv som Vejle. Det tal giver stof til eftertanke, siger Liberal Alliances Christian Jørgensen, men han advarer mod at tro, at pengene bare ligger klar til hævning. Rapporten skal bruges som inspiration, ikke som facit.
En analyse fra CEPOS har endnu en gang sat gang i den lokale diskussion om, hvor effektivt Fredericia Kommune forvalter skatteborgernes penge. Ifølge beregningerne kunne kommunen i 2024 i princippet have brugt 361 millioner kroner mindre, hvis driften havde været tilrettelagt med samme udgiftseffektivitet som Vejle Kommune, der igen topper listen.
Tallet er stort nok til at sætte fantasien i gang. For 361 millioner kroner er ikke småpenge i en kommune, hvor debatten om økonomi ofte kredser om skoler, ældre og velfærd, og hvor det politiske sprog jævnligt er præget af knappe budgetter og prioriteringer, der gør ondt.
Men netop derfor bør rapporten også læses med omtanke, mener Christian Jørgensen fra Liberal Alliance i Fredericia.
Han kalder analysen en anledning til refleksion – ikke bare for politikerne, men også for forvaltningen.
»Det man overordnet kan sige, det er, at rapporten giver anledning til refleksion. Det bør den gøre generelt, både på politikere og på forvaltning,« siger han.
361 millioner lyder vildt, men 9 procent gør det mere jordnært
En del af forklaringen på, at tallet virker så voldsomt, ligger ifølge Christian Jørgensen i størrelsen på kommunens samlede økonomi.
Fredericia arbejder med et budget på godt fire milliarder kroner, og set i den målestok svarer kommunepotentialet ifølge CEPOS til omkring ni procent.
»Når man hører tallet 361 millioner, så lyder det jo umiddelbart som et meget højt tal. Men hvis man kigger på, at det er med udgangspunkt i et budget på godt fire milliarder kroner, så svarer det til et potentiale på cirka ni procent. Så lyder det måske ikke helt så meget på månen,« siger han.
Han peger samtidig på, at det netop er sådan nogle procenter, der kan blive til meget store beløb, fordi kommunens økonomi er så omfattende.
Skepsis, benchmark og et regneark med blinde vinkler
Selvom han mener, rapporten er relevant, understreger han, at man skal være varsom med at behandle den som sandhed med stort S.
»Man skal altid tage den slags undersøgelser eller rapporter med en naturlig skepsis og lade være med at tage dem som den evige sandhed. Man skal tage dem som inspiration,« siger han.
Han fremhæver, at benchmark-øvelser kan give skæve resultater, hvis man ikke tager højde for forskelle, som regnearket ikke fanger. Som eksempel nævner han en tidligere beregning om potentielle besparelser på vejdrift, hvor den mest effektive kommune ifølge ham var Frederiksberg.
»Der var et stort potentiale for rigtig mange kommuner, men det opstår også, når man benchmarker på den måde, hvor den bedste kommune er Frederiksberg, hvor der ikke er ret meget vej, og hvor der bor mange mennesker,« siger han og tilføjer:
»Det er bare for at sige, at tingene ikke er helt enkle og ikke sort-hvide.«
Vil kigge mod Vejle – og ud over kommunegrænsen
I Liberal Alliance vil man ifølge Christian Jørgensen bruge CEPOS-rapporten aktivt i budgetarbejdet i byrådet. Ikke som en spareplan, men som et redskab til at stille spørgsmål og hente inspiration.
»Når vi skal sidde og snakke budgetter og prioriteter, vil vi inddrage rapporter som dem fra CEPOS i dialogen om mulighederne. Man skal ikke tage skyklapper på og tro, at den måde, man gør tingene på i Fredericia, er den eneste rigtige,« siger han.
Og han peger på, at Fredericia har et oplagt sammenligningspunkt tæt på.
»Vi har landets mest udgiftseffektive kommune lige ved siden af os i Vejle, hvor der sidder en Venstre-borgmester. Og vi har en Venstre-borgmester i Fredericia fra 1. januar, som har arbejdet i Vejle Kommune i mange år. Det er da nærliggende, at de taler sammen,« siger han.
Han nævner også andre kommuner, der ifølge analysen ligger højt, og understreger, at det ikke kun handler om borgerligt ledede kommuner.
»Ikast-Brande ligger også rigtig fint, og Holbæk gør det samme, hvor der sidder en socialdemokratisk borgmester. Pointen er, at vi skal kigge ud over kommunegrænsen, tale med kommuner, der benchmarker godt, og læse analyserne for det, de er,« siger han.
Skat, respekt for pengene – og realisme
I CEPOS-analysen bliver tallet også omsat til privatøkonomi. Her lyder regnestykket, at en almindelig arbejderfamilie i Fredericia betaler omkring 17.900 kroner mere i skat om året, end hvis kommunen var lige så udgiftseffektiv som Vejle.
Det perspektiv rammer direkte ned i Liberal Alliances politiske grundsyn, siger Christian Jørgensen.
»Som liberal mener jeg, at man skal behandle andre menneskers penge med respekt,« siger han.
Han åbner for, at effektivisering i sidste ende kan give mulighed for skattelettelser, men gør det samtidig klart, at det ikke er et nært forestående lokalt projekt.
»Jeg tror ikke, at skattelettelser er på agendaen i Fredericia på den korte bane. Der er udfordringer, der er mere presserende,« siger han og peger på, at der i det nye byrådsgrundlag ikke er lagt op til hverken skatteforhøjelser eller skattenedsættelser her og nu.
Forvirringen er forståelig, men pengene kan ikke hives ud af en automat
Når der bliver talt om manglende penge til velfærden, kan et tal som 361 millioner hurtigt fremstå som en nøgle, der kunne løse mange problemer på én gang.
Den forvirring forstår Christian Jørgensen godt.
»Ja, det kan jeg sagtens forstå,« siger han og peger på, at regnestykket i princippet gælder alle kommuner, der ikke ligger nummer ét.
»Der skal jo være én mest effektive kommune, og det betyder samtidig, at alle andre er mindre effektive og derfor har et potentiale af varierende størrelse,« siger han.
Og derfor advarer han mod den nemme konklusion, at Fredericia blot kan skære beløbet ud uden konsekvenser.
»At tro, at man én til én bare kan spare 350 millioner kroner, uden at nogen kan mærke det, så simpel er verden ikke,« siger han.
For ham er pointen snarere, at analysen bør udløse en seriøs gennemgang og en politisk diskussion om, hvor Fredericia eventuelt kan drive tingene anderledes – og hvor grænsen går.
»Det kalder på en grundig analyse, en grundig snak og en grundig læsning af rapporten med henblik på at finde ud af, hvad man kan lade sig inspirere af i det videre arbejde i Fredericia Kommune,« siger han.
