»Jeg nåede at blive lidt nervøs« – så stod Frederik og Alexander foran Melvin Kakooza

0

BUSINESS. Der er stille i auditoriet på IBC Fredericia Middelfart, da den sidste gruppe gør sig klar. Alexander Nordstrand fra 3.h og Frederik Eich fra 3.a har ventet længe – programmet er forsinket, og nerverne har fået tid til at sætte sig. Men da de endelig står foran dommerpanelet med Melvin Kakooza, repræsentanter fra Business Fredericia, Anders Christiansen fra Nordisk Media og Allan Sørensen fra Superego, falder roen over dem.

»Der var meget spænding op til. Vi var den sidste gruppe,« fortæller Alexander Nordstrand. »Men da man kom derind og stod der, var det helt fint.«

De to elever har brugt de seneste måneder på at udvikle deres bud på en kampagnefilm, der skal sætte Fredericia på landkortet. Opgaven var en del af et samarbejde mellem IBC og Business Fredericia, hvor otte elevgrupper hver især skulle præsentere en idé til en film med Melvin Kakooza som omdrejningspunkt – en idé, der potentielt kunne blive til en reel produktion.

En by med modstand og skønhed

Hvor nogle grupper gik den klassiske vej med byens vartegn og seværdigheder, valgte Alexander og Frederik en anden tilgang. De ville lave en mockumentary, en film i dokumentarisk stil med et tydeligt komisk lag. »Vi ville reflektere Fredericia på en dokumentaristisk måde, men med et tvist af komedie,« forklarer Frederik Eich. »Vi viser byen med flotte billeder, men i videoen bliver man mødt af negativitet og modstand fra indbyggerne. Og så er hovedpersonen i filmen helt optimistisk og forsøger at opretholde det gode humør hele vejen igennem.«

Idéen rummer en dobbelthed, der er bevidst. I stedet for udelukkende at fremhæve Fredericias kvaliteter valgte de at lade modstanden være en del af fortællingen, og netop derigennem gøre byen tiltrækkende. »Vi prøver at gøre det lidt underbevidst,« siger Alexander Nordstrand. »Man får to sider af byen, men man får alligevel lyst til den. Det er det underbevidste, vi går efter.«

For Frederik Eich handler det i bund og grund om at løse den opgave, Business Fredericia har stillet. »Vi skal sælge Fredericia. Få både turister og muligvis tilflyttere på sigt. Simpelthen sælge byen på den bedst mulige måde.«

»Helt nede på jorden«

At stå foran et panel med en af landets mest kendte komikere kunne have været overvældende. Men for de to elever føltes det overraskende afslappet. »Det var helt nede på jorden. Meget én til én,« siger Frederik Eich. »Der var noget specielt over det, men det føltes ikke, som om der var for meget på spil. Det var stille og roligt. Hyggeligt.«

Dommerpanelet tog da også godt imod deres pitch. Ifølge Alexander Nordstrand var tilbagemeldingerne konstruktive og konkrete. »De var glade og syntes, produktionen var rigtig god,« fortæller han. »Og så kom de med løsningsforslag til, hvad vi kunne have gjort anderledes. Ting vi ikke fik med i filmen, som sådan en slags sidste akt. Det var rigtig gode idéer til, hvad man kan bygge videre på.«

En idé der lever videre

Selvom det blev en anden gruppe, der løb med sejren på dagen, har Alexander og Frederik skabt et koncept, som dommerne kvitterede for. Mockumentary-formatet, med sin blanding af skønhed og selvironi, modstand og optimisme, viste en tilgang til Fredericia, der hverken ignorerer byens fordomme eller lader sig begrænse af dem.

Og spørger man de to elever, om de er klar til at arbejde videre med idéen, er svaret enkelt. »Hvis de beder os om det,« siger Alexander Nordstrand med et grin.

Tøjhusets unge bringer Rigmor til Fredericia — Cecilie vil hjem og tager musikken med

0

KULTUR. Cecilie Laursen bor i Vejle. Det er det første, hun fortæller, og det lyder næsten som en undskyldning. For Cecilie er fredericianer, som hun selv siger, helt ind i hjertet, og hun arbejder på at lokke sin kæreste med tilbage til den by ved bæltet, hvor familien bor, hvor vandet glitrer, og hvor Tøjhuset ligger.

Tøjhuset — det gamle militære klædelager, der i dag rummer en af Fredericias vigtigste kulturscener — kalder hun sin anden familie. Det er et stort ord, men Cecilie siger det uden tøven. Hun har været frivillig i fire år og kender huset fra den side, publikum sjældent ser: kabellæggeri, lydprøver, de stille timer før dørene åbner. Det er det fællesskab, de oplevelser og de mennesker, der holder hende fast.

Nu er hun en del af noget nyt.

En gruppe af unge med idéer og indflydelse

I sensommeren 2025 startede Tøjhuset en Ungegruppe, som et forsøg på at give unge i Fredericia og omegn en reel stemme i huset. Ikke bare som publikum, men som medskabere. Gruppen, der tæller et sted mellem 15 og 20 medlemmer, har fået indsigt i alt det, der foregår bag scenen: hvordan man booker kunstnere, hvordan man laver sociale medier for et spillested, hvordan teknikken fungerer, og hvordan man fra bunden planlægger en koncertaften. »Vi har alle sammen haft mulighed for at sige noget,« fortæller Cecilie. »Det er ikke sådan, at nogen har siddet tilbage uden at kunne komme med deres mening.«

Cecilie Laursen, 22 år, har været frivillig i Tøjhuset i fire år og har stået for bookingen af Rigmor til koncertaftenen Besat af Musik. Foto: Fredericia AVISEN

Det demokratiske princip er ikke bare en floskel. Da gruppen skulle finde hovednavn til deres allerførste arrangement, gik de systematisk til værks. Alle smed navne i puljen, der blev lyttet til musik i fællesskab, og listen blev kogt ned, indtil der var konsensus. For en gruppe på næsten tyve mennesker med vidt forskellig musiksmag er det i sig selv en bedrift.

Resultatet blev Rigmor.

Besat af Musik

Indierockbandet Rigmor, der har gjort sig bemærket på den danske musikscene med deres melodiske og energiske lyd, er hovednavnet til Ungegruppens første selvstændige koncertaften. Den hedder ‘Besat af Musik’, et navn, gruppen selv har fundet på, og finder sted fredag den 17. april 2026 i Tøjhuset.

Men aftenen rummer mere end det ene navn. Inden Rigmor lukker og slukker, spiller tre-fire lokale bands fra byen — unge musikere hentet fra blandt andet ungdomshuset og gymnasiet i Fredericia. Det er et bevidst valg. Ungegruppen vil vise, at der er talent i byen, og at Tøjhuset kan være det sted, hvor det talent får en scene. »Det bliver en mega fed aften med en masse forskellig musik og en masse ung energi. Noget som vi også bare trænger til,« bemærker Cecilie.

Cecilie Laursen glæder sig til den 17. april, hvor Ungegruppen for første gang selv står bag en hel koncertaften i Tøjhuset. Foto: Fredericia AVISEN

Forberedelserne har strakt sig over måneder. Gruppen har mødtes omkring to gange om måneden, og rollerne er fordelt, hvor nogle står for sociale medier, andre for teknik, Cecilie har selv stået for bookingen af hovednavnet. Kontrakten med Rigmor er underskrevet, to af de lokale bands er på plads, og SoMe-gruppen er i gang med at brande aftenen.

Mere end en koncert

Når Cecilie taler om Besat af Musik, taler hun ikke kun om bands og setningstider. Hun taler om noget større, og om en følelse af at høre til et sted, af at mødes om noget fælles. »Bare mærke det her fællesskab,« siger hun, da hun skal sætte ord på, hvad publikum skal opleve ud over musikken. »Unge der er sammen om musik, og som mødes på grund af noget fælles.«

Fredericia har hele pakken, som Cecilie siger det: familien, vandet, stranden — og Tøjhuset. Kæresten i Vejle er stadig ved at blive overbevist. Men den 17. april spiller Rigmor i Fredericia, og Cecilie har tænkt sig at være der.

Tag en tur med 110 år gammel skonnert fra Fredericia

0

Lørdag den 2. maj får besøgende i Fredericia mulighed for at komme på vandet med et stykke levende danmarkshistorie. Den tremastede skonnert Fulton af Marstal lægger fra ved Fredericia Gammel Havn og tilbyder sejlture af en times varighed.

Fulton fejrede sidste år sit 110-års jubilæum. Skibet blev oprindeligt bygget til at fragte klipfisk fra Newfoundland til Middelhavet og sejlede frem til 1969 med forskellige former for gods.

I 1970 blev skonnerten doneret til Nationalmuseet og fik nyt liv som ungdoms- og museumsskib. I dag sejler Fulton blandt andet med lejrskoleklasser og andre ungdomsgrupper, hvor de unge deltager i det praktiske arbejde ombord. Det kan være alt fra sejlsætning og ankeroptagning til madlavning og rengøring.

Sideløbende er en gruppe unge i sårbare positioner tilknyttet skibet under navnet Esbjerg Matroser. Her arbejder de side om side med besætningen i dagligdagen ombord.

Når Fulton gæster Fredericia den 2. maj, bliver der sejlet fem ture i løbet af dagen. Hver tur varer en time, og der er et begrænset antal billetter til hver afgang. Skibet kommer til byen i forbindelse med Boat Show Denmark.

Undervejs får deltagerne mulighed for at opleve det traditionelle sømandskab på nært hold og nyde udsigten over farvandet ud for Fredericia.

Dansk Blindesamfund søger foderværter i Fredericia

0

Dansk Blindesamfund inviterer lørdag den 7. marts klokken 10 til 12 til informationsmøde på Fuglsangcentret i Fredericia. Her kan interesserede høre mere om, hvordan det er at være fodervært for en kommende førerhund.

Mødet henvender sig til familier og enkeltpersoner i Fredericia og omegn, som overvejer at få en førerhundehvalp boende i en periode. Formålet er at imødekomme behovet for flere førerhunde og samtidig give potentielle foderværter et indblik i, hvad opgaven indebærer.

Som fodervært får man ansvaret for hvalpens første tid. Her skal den have en tryg og kærlig start på livet og lære de grundlæggende færdigheder, som senere gør den i stand til at gennemføre uddannelsen som førerhund. Det er en opgave, der kræver både tid, engagement og fleksibilitet.

På informationsmødet kan deltagerne møde nuværende foderværtsfamilier og deres hvalpe. Der vil også være mulighed for at tale med førerhundeinstruktører og høre en førerhundebruger fortælle om livet med en færdiguddannet førerhund. Derudover vil der være mindre demonstrationer af træningsøvelser, som forbereder hvalpen på rollen som hjælper i trafikken og i hverdagen.

Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding. Tilmelding sker ved at sende en mail til hunde@blind.dk med oplysning om, at man ønsker at deltage i informationsmødet i Fredericia.

61 virksomheder i landdistrikter har fået vækstlån for 144 millioner

0

En milliard kroner blev med Iværksætteraftalen øremærket til vækstlån i landdistrikterne. Nu viser de første tal, at ordningen er kommet i gang.

Siden vækstlånsordningen trådte i kraft i februar 2025, har 61 virksomheder i landkommuner fået lån for samlet 144 millioner kroner. Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Lånene er givet til virksomheder over hele landet. Fra Nordjylland og Vestjylland over Fyn og øerne til det sydlige Sjælland og Bornholm. Modtagerne tæller både fødevareproducenter, lokale håndværkere, grønne teknologivirksomheder og digitale iværksættere.

Erhvervsminister Morten Bødskov peger på, at ordningen skal sikre udvikling uden for de største byer.

»Danmark skal udvikle sig, uanset om det er Gedser eller Thyborøn. Derfor er det helt afgørende, at virksomheder i hele landet har adgang til risikovillig kapital, så de kan vokse, ansætte flere medarbejdere og udvikle nye løsninger. Jeg er meget tilfreds med, at vækstlånsordningen nu giver markante resultater i landdistrikterne. Den brede geografiske spredning og variationen i sektorerne viser, at potentialet er stort, og jeg forventer, at endnu flere virksomheder vil få glæde af ordningen de kommende år«, siger han.

Ifølge ministeriet fordeler de 61 låntagere sig på en lang række postnumre og kommuner, hvilket skal understrege ordningens betydning for lokale arbejdspladser i både større og mindre lokalsamfund.

Lånene går blandt andet til virksomheder inden for fødevarer, industri, handel, transport, grøn teknologi og service. Ordningen dækker kommuner fra Skjern i vest til Bornholm i øst.

Åbner for borgernes stemme i senior- og sundhedspolitikken

0

Borgere i Kolding Kommune får fremover mulighed for at blande sig direkte i politiske beslutninger på senior- og sundhedsområdet. Senior- og Sundhedsudvalget har på et møde i januar besluttet, at udvalgte sager skal sendes i offentlig høring via kommunens høringsportal.

Det betyder, at borgere, foreninger og interesseorganisationer kan indsende høringssvar, som herefter indgår i den politiske behandling. Ordningen bliver et supplement til den nuværende praksis, hvor Ældrerådet – og i relevante sager også Handicaprådet – fortsat er faste høringsparter.

Ifølge udvalgsformand Søren Rasmussen skal den nye mulighed styrke dialogen mellem borgere og politikere.

»Nu bliver det lettere for alle borgere at blive hørt. Samtidig kan vi som udvalg få direkte indblik i borgernes synspunkter og perspektiver, så vi kan træffe beslutninger, som afspejler de behov og ønsker, der virkelig betyder noget i hverdagen,« siger han.

Fremover vil alle sager, der sendes i høring i Ældrerådet, også blive lagt ud i offentlig høring. Høringssvar kan afgives via Kolding Kommunes høringsportal.

Der er endnu ikke aktuelle sager i høring på udvalgets område. Borgere har dog allerede nu mulighed for at tilmelde sig portalen og få besked, når nye sager bliver åbnet for høring.

Med den nye ordning får borgerne mulighed for at bidrage med perspektiver på konkrete sager, som efterfølgende indgår i den politiske beslutningsproces.

Millionpulje skal give flere kvindestatuer i bybilledet

0

Der er markant flere statuer af mænd end af kvinder i det danske byrum. I dag findes der 43 statuer af kvinder med historisk betydning i Danmark, mens tallet for mænd er 484. Den skævhed vil regeringen nu tage de første skridt til at rette op på.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt melder ud, at der skal afsættes de første midler i en pulje under Statens Kunstfond, som kan søges til lokale projekter og initiativer med fokus på at opføre statuer af kvinder.

Samtidig har Aalborg Universitet netop offentliggjort en liste og en database over fremtrædende kvinder i danmarkshistorien. Listen rummer 100 kvinder med historisk betydning, mens databasen indeholder omkring 3000 navne. Her kan borgere søge efter kvinder med tilknytning til bestemte fagområder eller geografiske områder.

Ifølge kulturministeren skal materialet bruges som inspiration lokalt.

»Nu har vi fået udvalgets uafhængige bud på betydningsfulde kvinder i danmarkshistorien, og jeg vil opfordre kommuner, erhvervsliv, fonde og andre gode kræfter til at søge inspiration i listen og databasen, hvis man lokalt ønsker at opføre statuer. Jeg synes næste generation fortjener at vokse op i et land, hvor der ikke er flere fabeldyr og heste, end betydningsfulde kvinder når man vandrer rundt i bybilledet. Men kunsten skal naturligvis udspringe af de lokale initiativer, og i den forbindelse tror jeg, de cirka 3.000 navne i databasen vil være et glimrende redskab for samtale og lokal stolthed. Jeg håber, mange her vil slippe fantasien og kreativiteten løs – men samtidig overlader vi det naturligvis til Statens Kunstfond at afgøre, hvilke projekter der i første omgang skal have støtte. Jeg håber, pengene vil give anledning til fantastisk kunst, lokal stolthed og ikke mindst oprejsning til de fantastiske kvinder, som har formet vores lands rige historie«, siger Jakob Engel-Schmidt.

Databasen fra Aalborg Universitet indeholder også borgerbidrag samt input fra Dansk Erhverv med fokus på kvinder fra erhvervslivet. Ifølge Kulturministeriet kommer listen og databasen få uger efter, at MAPS offentliggjorde den første kortlægning af Danmarks statuelandskab.

Kulturministeriet vil snarest sende et aktstykke til Folketingets Finansudvalg med en indstilling om at afsætte 10 millioner kroner fra de kulturelle udlodningsmidler til formålet. Indstillingen skal godkendes af Finansudvalget.

Puljen kan søges bredt, men der stilles krav om 50 procent medfinansiering. Midlerne skal bruges til at opføre statuer af konkrete historiske eller nulevende navngivne kvinder. Det er også muligt at søge støtte til statuer af kvinder, som ikke fremgår af Aalborg Universitets liste eller database.

Tre partier og kryptobørs går sammen om krav om nye skatteregler for krypto

0

Liberal Alliance, Moderaterne og Alternativet går nu sammen med den nordiske kryptobørs Firi i en fælles alliance, der vil have regeringen til at ændre reglerne for beskatning af kryptoaktiver.

Ifølge alliancen investerer mere end 400.000 danskere i dag i krypto. Alligevel beskattes investeringerne fortsat efter regler, der stammer fra 1922. Det betyder, at private investorer kan risikere store og uforudsigelige skatteregninger.

Alliancen opfordrer derfor regeringen og skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen til at fremlægge et konkret lovforslag, der moderniserer reglerne og skaber en mere tidssvarende og forudsigelig beskatning.

Karina Rothoff Brix, dansk landechef i Firi Danmark, peger på, at reglerne ikke afspejler den digitale udvikling.

»I dag beskattes helt almindelige danskere efter regler, der blev udtænkt længe før digitale valutaer og blockchain overhovedet fandtes. Det betyder, at gevinster kan beskattes hårdt, mens tab kun i begrænset omfang kan fradrages, og det efterlader mange med en skatteregning, de slet ikke havde forudset. Når både borgere og banker i stigende grad tager krypto ind som en del af den finansielle infrastruktur, er det på tide, at skattereglerne følger med og bliver både fair og tidssvarende,« siger hun.

I dag behandles krypto som udgangspunkt som spekulation skattemæssigt. Gevinster kan beskattes med op til 57 procent, mens tab som hovedregel kun kan fradrages med en lavere sats. Samtidig har investorer, der investerer gennem selskaber, ofte mere stabile vilkår end private småsparere.

Der har de seneste år været flere sager om store skattesmæk til private investorer. Blandt andet har en folkeskolelærer fået en skattegæld på 2,8 millioner kroner som følge af kryptohandler.

Liberal Alliances skatteordfører Steffen Frølund mener, at løsningen allerede ligger klar.

»Det er på høje tid, at der indtræffer ordentlige og fair skatteregler for krypto. Alt for længe har regeringen syltet at løse noget, der i virkeligheden er relativt ligetil, når anbefalingerne allerede ligger klar i Skatteministeriet.«

Siden 2021 har skiftende skatteministre meldt ud, at reglerne skal moderniseres. Skatteministeriets arbejdsgruppe har peget på konkrete modeller, men der er endnu ikke fremlagt et lovforslag.

Alternativets skatteordfører Christina Olumeko peger på tilliden til skattesystemet.

»Det er helt afgørende for Alternativet, at borgerne kan have tillid til vores skattesystem, og derfor skal borgerne selvfølgelig have et klart sæt regler – også når det gælder kryptoaktiver. Når 100 år gamle regler risikerer at give uforudsigelige skattesmæk til helt almindelige lønmodtagere, er det vores ansvar at få dem opdateret.«

Moderaternes politiske ordfører Mohammad Rona opfordrer også til handling.

»Vi har hos Moderaterne længe presset på for en ny, retfærdig og tidssvarende beskatning af kryptovalutaer. Vi håber, at skatteministeren snart fremlægger et lovforslag. Det bedste tidspunkt var i går. Det næstbedste er i dag.«

To playmakere indkaldt før landskampe mod Ungarn

0
FOTO: Kolektiff
FOTO: Kolektiff

Landstræner Helle Thomsen har udtaget to ekstra spillere til næste uges kampe mod Ungarn i EHF EURO Cup. Playmakerne Stine Nørklit Lønborg og Sarah Paulsen støder til truppen, efter at Michala Møller har meldt afbud med en fodskade.

Sarah Paulsen fra Sønderjyske har tidligere spillet en række landskampe og var med ved VM i december. For Stine Nørklit Lønborg, der til daglig spiller i franske Dijon, venter der derimod en mulig debut i rødt og hvidt.

Landstræneren har fulgt Lønborg gennem flere år.

»Jeg har fulgt hende i mange år og mødt hende, da jeg selv var klubtræner i Frankrig. Stine har haft en suveræn sæson og virkelig vist sit niveau. Hun er en dygtig fintespiller og stærk i duellerne, og så kan hun bidrage både i forsvar og angreb. Hun laver mange mål og er en spiller, vi glæder til se. Hun passer rigtig godt ind i vores koncept med at spille hurtigt håndbold,« siger Helle Thomsen.

Afbuddet fra Michala Møller kommer fra Team Esbjerg-spilleren, som fortsat døjer med en skadet fod.

Danmark møder Ungarn på udebane den 5. marts og igen den 8. marts klokken 16.00 i Svendborg. Begge kampe kan ses på TV 2’s kanaler og platforme.

Truppen til kampene mod Ungarn består af målvogterne Anna Kristensen, Althea Reinhardt og Amalie Milling. På fløjene er Emma Friis, Elma Halilcevic, Trine Østergaard og Cecilie Brandt udtaget. Blandt bagspillerne er Mette Tranborg, Clara Bang, Kristina Jørgensen, Stine Nørklit Lønborg, Sarah Paulsen, Anne Mette Hansen, Julie Scaglione, Laura Borg, Line Haugsted og Mie Højlund med. På stregen er Sofie Bardrum, Ida-Marie Dahl og Nanna Hinnerfeldt en del af truppen.

14,9 milliarder kroner skal beskytte Danmark mod fremtidens stormfloder

0

Regeringen vil afsætte 14,9 milliarder kroner til en national plan for kystbeskyttelse. Med Klimatilpasningsplan II lægges der op til et nyt paradigme, hvor staten tager et markant større ansvar for at sikre landets kyster mod stigende vandstand og hyppigere stormfloder.

Ifølge regeringen vil stormfloder, der i dag forventes at forekomme én gang hvert 100. år, i år 2100 kunne ramme hvert tredje år. Samtidig bor omkring en million danskere under en kilometer fra kysten, og op mod 100.000 husstande og virksomheder med 175.000 arbejdspladser risikerer oversvømmelser fra havet, hvis der ikke investeres massivt i kystsikring.

Med den nye plan skal staten medfinansiere 85 procent af anlægsinvesteringerne i de projekter, der indgår i den kommende investeringsplan. Kommunerne har fortsat ansvaret for gennemførelsen, men staten vil fjerne barrierer og sikre fremdrift.

Sammen med en accelerationspakke for kystbeskyttelse, Finansloven 2026 og kommunale bidrag på 15 procent kan der samlet investeres op mod 20 milliarder kroner frem mod 2040.

Regeringen har samtidig nedsat en ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til, hvordan et eventuelt finansieringsbidrag fra lodsejere kan fordeles. Der skal også ses på, hvordan det bliver lettere at få tilladelse til klimatilpasningsprojekter, blandt andet ved at udvide dispensationsmulighederne i forhold til naturhensyn.

Miljøminister Magnus Heunicke vil indkalde Folketingets partier til drøftelser om en politisk aftale.

»Danmark skal rustes til den nye klimavirkelighed. Vi skal foran udviklingen og sikre de danske kystbyer mod fremtidens vildere og voldsommere stormfloder. Med Klimatilpasningsplan II afsætter vi 14,9 mia. kroner til at lave den nødvendige kystsikring og bygge diger, højvandmure og sluser, som kan beskytte vores boliger og samfundsværdier. Det skal ikke længere være den enkelte kommune, husejere eller borgergruppe, der alene skal kæmpe for at få beskyttet deres by eller hjem. Det bliver nu et fælles ansvar at beskytte Danmark mod stormfloderne,« siger han.

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard peger på de økonomiske konsekvenser af klimaforandringerne.

»Klimaforandringerne kommer med en regning. Vi får højere vandstand og et vildere vejr. Hvis man synes, at det med klima er noget diffust noget, så skal man bare tænke på nogle af de store oversvømmelser og ødelagte hjem, vi har set de senere år. Jeg er glad for, at regeringen nu tager et stort medansvar for at kystsikre Danmark. Vi giver en solid håndsrækning til de områder, som er mest udsatte, og vi gør det nemmere at blive enige lokalt. Og det er vigtigt, for det haster med holdbare løsninger, for at regningen ikke bliver endnu større,« siger han.

Også minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin understreger behovet for fælles handling.

»At sikre Danmark bedre mod oversvømmelser kræver, at alle danskerne og myndigheder i fællesskab løfter ansvaret. Det kræver store milliardinvesteringer mod fremtidens stormfloder, og samtidig skal der ikke være regler og lovgivning, som står i vejen for, at vi kan beskytte vores værdier, boliger og kyster. Med den her plan tager vi et vigtigt skridt i det arbejde, der skal skabe mere tryghed,« siger han.

Skibet er lastet med fremtid

0
Det starter med en filbænk. Det er det første, Jens Færgemand vil vise frem, når han tager en besøgende med rundt på Fredericia Maskinmesterskole. Ikke...