Den 15. juni er Valdemarsdag, dagen hvor vi hædrer Dannebrog, verdens ældste nationalflag og de værdier, det repræsenterer: frihed, fællesskab og ansvar. I regi af Forsvarsbrødrene i Fredericia, fastholdes traditioner ikke af nostalgi, men af nødvendighed. For frihed er aldrig en selvfølge. Den skal plejes, forsvares og forstås også i fredstid.
Forsvarsbrødrene lægger i samarbejde med dele af forsvaret,Hærens Krans ved det store mindesmærke for 1864-krigen på Sct. Michaelis Kirkegård. Monumentet er rejst over 40 danske soldater, der døde af sår og sygdom efter ophold på lazaret i Fredericia.
Mindesmærket udført af stenhugger H.A. Kleving består af to mørke kampesten med indskrift på østsiden. Det blev afsløret den 6. juli 1866 og er et beskedent, men værdigt monument over soldaternes offer. Kong Christian IX besøgte graven i december 1864 og gav personligt tilsagn om støtte til opførelsen.
Monumentet blev opført for omkring 500 rigsdaler, en betragtelig sum dengang og er i dag en vigtig del af byens kollektive erindring.
En legende fra himlen og en fortælling, der lever
Valdemarsdag markerer den mytiske dag i 1219, hvor Dannebrog ifølge sagnet dalede ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse i dag Tallinn, Estland. Kong Valdemar Sejr og hans hær stod for at tabe, da det røde flag med det hvide kors viste sig. Det gav soldaterne ny kampgejst, og sejren blev vundet.
Legende eller ej, flaget blev et nationalt symbol og en del af den danske identitet. Et tegn på styrke, håb og fællesskab. Dannebrog er ikke blot stof og farve. Det er symbolet på det Danmark, vi kæmper for: med ord, med vilje og når nødvendigt, med handling.
I dag er det Forsvarsbrødrene i Fredericia, der bærer fanen videre. Foreningen samler tidligere soldater, værnepligtige og alle med respekt for forsvarets værdier. Det er et fællesskab baseret på frivillighed, kammeratskab og kærlighed til Danmark.
Forsvarsbrødrene markere Valdemarsdag med en ceremoni, hvor flaget hejses, faner føres ind, og byens borgere inviteres til at deltage. Der holdes taler og skabes rum for refleksion og sammenhold.
Hvorfor er det stadig vigtigt?
I en tid præget af polarisering, usikkerhed og værdikamp, har vi brug for symboler, der samler. Dannebrog samler som et fællesskabsflag. Det minder os om, at vi ikke kun skal nyde friheden, vi skal også beskytte den.
Derfor holder Forsvarsbrødrene i Fredericia fast i denne og andretraditioner. De ved, at hvis vi glemmer vores historie, svigter vi også fremtiden.
Så når Dannebrog blafrer over Fredericia den 15. juni, så stop op et øjeblik. Tænk på dem, der gik forrest. Og på hvordan vi hver især kan bære fanen videre, med respekt, med mod og med kærlighed til vores fælles Danmark.
Lad os standse op og træffe de valg, der skaber mere liv og mindre overlevelse.
Der er noget ved tiden, vi sjældent taler om. Den forsvinder, først i små bidder, så i store blokke. En dag opdager man, at ugerne ligner hinanden. At hverdagens hamsterhjul ikke længere snurrer af sig selv, men af pligt. Mails. Deadlines. Møder. Mere snak. Mindre mening.
Det gælder ikke kun i vores private liv. Det gælder i høj grad også i kommunalpolitik. Systemerne er sat op for at køre i ring. Forvaltninger, som først og fremmest passer på sig selv. Byrådsarbejde, hvor processer ofte er vigtigere end resultater. Et voksende bureaukrati, der suger tiden ud af både borgerne og medarbejderne.
Man bytter tid for penge og ender med at miste begge dele.
Som liberal bliver jeg trist, når jeg ser, hvordan kommunen bruger ressourcer på at holde hjulene i gang, men glemmer, hvorfor de snurrer. Vi taler meget om velfærd, men alt for lidt om værdighed, valgfrihed og ansvar. Vi taler om omsorg, men organiserer den som industri. Vi hylder effektivitet, men drukner i kontrolskemaer og møder, der ikke forandrer noget.
Bliver jeg valgt til byrådet, vil jeg tage fat i selve maskinrummet. Ikke for at smøre det gamle system, men for at bygge noget bedre. Jeg vil:
• Skære unødigt bureaukrati væk og give medarbejdere i ældrepleje, skoler og daginstitutioner mere tid til mennesker og mindre tid til skemaer.
• Styrke borgernes frie valg for det er ikke kommunen, men borgeren, der ved bedst, hvad et godt liv er.
• Sikre gennemsigtighed i, hvordan vores skattekroner bruges, Jeg vil prioritere det, der virker, frem for det, der “altid har været sådan”.
• Stoppe politisk sniksnak og handle på det, vi godt ved, ikke fungerer fra ældrepleje til byudvikling.
Politik må ikke være et sted, man parkerer problemer, det skal være et sted, man løser dem. Vi kan ikke blive ved med at leve, som om alting bare skal løbe hurtigere. Vi skal leve bedre og politisk tage ansvar for, at det bliver muligt. I det arbejde tager Jeg roret og agere stifinder, for Fredericias fremtid. Et samfund uden visioner er som et hamsterhjul: Rundt og rundt, men uden retning.
Det er tid til, at vi tager vores frihed alvorligt igen.
SPORT. Det var ikke en helt almindelig torsdag formiddag hos Middelfart Sparekasse i Prinsessegade. Udefra lignede alt måske nok sig selv, men for 14-årige Sofie Lykke Poulsen var denne formiddag alt andet end hverdagsagtig.
Sofie kom trillende på en cykel, der skilte sig ud blandt de øvrige cykler i stativet ved sparekassen. Større hjul, tre af slagsen faktisk, og et sæde specielt konstrueret til hende. Mens de andre cykler stod tæt og anonymt på række, lyste Sofies cykel op med sit særprægede udseende og sin tydelige funktionalitet. Sofie er nemlig frame runner, en særlig disciplin inden for paraidræt, hvor man løber med støtte fra den specialbygget trehjulet cykel.
Men cyklen fortæller kun halvdelen af historien. For selvom Sofie i dag ubesværet ruller frem mod sit næste mål, begyndte hendes vej et helt andet sted. For nogle år siden mente lægerne, at hun måske aldrig ville komme til at gå. Hun kunne dengang ikke tilbagelægge mere end 500 meter, før kræfterne slap op. I dag drømmer hun om Para-OL, og det hele begyndte med en enkelt mile under Royal Run, og en vilje, der nægtede at rette sig efter prognoserne.
Smilet hos Sofie var bredt i dagens anledning, og det blev endnu bredere efter den lille ceremoni i mødelokalet, da hun skulle ned ad trappen igen. Bag hende gik hendes mor Majbrit, klar til at hjælpe, som hun sikkert har gjort mange gange før. Men inden moderen nåede at reagere, havde Sofie allerede diskret, men bestemt afvist assistance med et blik, der tydeligt sagde, at hun sagtens kunne klare det selv. Det var et kort øjeblik, men det fortalte en hel historie om, hvem Sofie er, og hvad hun står for.
Det er sådan, man hurtigt lærer Sofie at kende. Selvstændig, viljestærk og med en klar idé om, hvad hun vil. Og akkurat den vilje er årsagen til, at hun denne torsdag blev hyldet af Fredericia Idrætsfond og modtog en donation på 10.000 kroner til sin videre udvikling inden for sporten.
Stemningen i mødelokalet var afslappet, men betydningsfuld, da repræsentanter fra både Middelfart Sparekasse, Fredericia Eliteidræt og Fredericia Idrætsfond stillede sig op for at sige et par ord. Christian Jørgensen, næstformand i fonden og erhvervsrådgiver i sparekassen, bød først velkommen og lagde derefter op til fondens formand, Søren Andersen.
Søren Andersen forklarede, hvorfor netop Sofie havde fået støtte, og understregede, at det handlede om mere end kun hendes sportslige niveau.
»Vi har etableret Fredericia Idrætsfond for at hjælpe unge atleter med at nå deres drømme. Det handler om at hjælpe de individuelle idrætsgrene, de unge talenter, som har potentialet til at nå langt. Sofie er netop sådan et talent,« fortalte Søren Andersen med et anerkendende blik mod Sofie, der kvitterede med det smil, hun havde haft med sig hele dagen, klar til at omsætte støtten til endnu mere træning og endnu større mål.
Sofie Poulsen modtager en check på 10.000 kroner – en støtte, der skal bringe hende tættere på hendes sportsdrømme.
Det var idrætschef Keld Vestergaard fra Fredericia Eliteidræt, der fik æren af at stille spørgsmålene til Sofie. Allerede da hun begyndte at forklare, hvad pengene skulle bruges til, virkede det klart, at hun havde sine planer godt gennemarbejdede og klar til at præsentere. Ligesom hun senere på dagen insisterede på selv at klare trapperne uden sin mors hjælp, fortalte hun nu uden vaklen, hvad hun ville bruge de modtagne midler til.
»De skal bruges til en træningslejr, som er en camp, og til Nordisk Mesterskab i Finland,« sagde Sofie med en ro, man ellers ofte kun ser hos dem, der før har stillet sig til start på paralympisk grund.
At hun allerede som 14-årig stiller op mod voksne konkurrenter, kunne måske synes opsigtsvækkende for udenforstående. Men for Sofie virkede det ikke til at være andet end hverdag.
»Jeg kan godt følge med de voksne,« fastslog hun.
Og hendes potentiale er da heller ikke småt. Da spørgsmålet faldt på hendes allerstørste ambition inden for sporten, tøvede hun ikke ét sekund.
»Mit største mål er at komme til Para-OL,« lød det uden antydning af tvivl.
Med frame runnings officielle optagelse på programmet til de Paralympiske Lege i Los Angeles i 2028, er drømmen rykket endnu tættere på virkeligheden. Derfor er støtten, Sofie modtog i dag, ikke bare en check med et tal på. Det er et vigtigt skridt på vejen mod målet, som nu synes mere realistisk end nogensinde.
»Det betyder, at jeg kan komme lidt tættere på mine drømme,« fortalte hun senere, stadig med den samme overbevisning i stemmen.
Men rejsen til at blive en internationalt konkurrencedygtig frame runner kræver mere end bare talent, stædighed og en god portion vilje. Det kræver også en familie, som træder til, når den daglige træning skal passes, og når cyklen igen skal justeres, repareres eller pakkes i bilen før turen til træning.
Sofies mor Majbrit fortalte med ærlig åbenhed om, hvordan livet som »sportsmor« ser ud, når ens datter har sat sig for at gøre karriere i en sportsgren, der kræver både fysisk styrke og teknisk snilde – og en mor, der kan hjælpe med det praktiske.
»I starten løb jeg med hende for at træne hende op, men jeg kunne simpelthen ikke følge med – jeg fik skader og skader. Nu er jeg blevet chauffør, når vi kører til træning i Odense og Kolding, og så er jeg blevet mekaniker på cyklen, når der skal indstilles noget,« fortalte Majbrit.
Under de praktiske forklaringer ligger også en erkendelse af, at parasport langtfra er en billig affære. Cyklen alene – specialbygget og udstyret med de nødvendige støttefunktioner – koster omkring 30.000 kroner. Derudover kommer rejseomkostninger, ophold og ikke mindst udgifter til hjælperne, som er helt uundværlige i parasportens verden.
»Parasport er generelt bare dyrere, fordi man ofte skal have en hjælper med også. Der får man jo ikke noget tilskud, så vi skal selv betale det hele,« fortæller hun.
Derfor betyder den økonomiske støtte fra Fredericia Idrætsfond også mere, end den umiddelbart ser ud til på papiret. Det var Sofie også helt klar over, og hun lagde ikke skjul på, hvor meget det betød for hende personligt at få den ekstra støtte.
»Det betyder meget for mig. Det hjælper mig rigtig meget. Nu kan jeg lægge mere træning i, og jeg kan få bedre udstyr,« forklarede Sofie glad.
På sidelinjen understregede Keld Vestergaard også, hvorfor en ung frame runner som Sofie fortjener støtten fra Fredericia Idrætsfond. For fonden handler det nemlig ikke kun om resultater her og nu, men også om de store drømme og potentialet, der rækker langt ud i fremtiden – og det ser idrætschefen i den grad hos Sofie.
»Sofie er et stort talent inden for frame running, og fonden støtter unge mennesker, der søger midler til deltagelse i internationale stævner. Derfor var det helt oplagt at støtte Sofie. For fonden har det også været spændende, at hun har en OL-drøm, især fordi frame running nu er kommet på programmet til de Paralympiske Lege. Selv når man er ung, må man gerne drømme stort, og det ved jeg, at Sofie gør,« forklarede Keld Vestergaard og fortsatte:
»Det er også vigtigt for Fredericia og hele vores talentmiljø, at vi har udøvere inden for parasport med så store ambitioner. Det er fantastisk at kunne bakke op om.«
Efter talerne var slut, og den store check var overrakt, stod Sofie stadig med samme brede smil, som hun ankom med. Med donationen fra Fredericia Idrætsfond har hun fået endnu et skub fremad mod sine drømme. Og måske, hvis hun fortsætter med samme målrettede tilgang, kan Fredericia om få år fejre hende på en endnu større scene, med medaljer om halsen og drømme, der ikke længere kun tilhører fremtiden.
LOKALT. Det var en anderledes dag for håndboldherrerne Anders Martinusen, Jonas Kruse og Martin Bisgaard. Vanligvis hjemmevant i Middelfart Sparekasse Arena måtte spillerne i dag bytte halgulvet ud med Fredericias brosten og forsøge at finde marchtakten i et optog gennem byen. Det var ikke nogen let øvelse, men anledningen var heller ikke hvilken som helst. Fredericia Håndboldklub (FHK) var netop blevet hædret af Frederik den III’s Laug som Årets Frederik.
Martin Bisgaard var blandt de første til at beskrive stemningen, og det var bestemt ikke utilfredshed, man kunne spore hos venstrefløjen.
»Jamen, suverænt indtil videre. Virkelig dejligt vejr til at komme ud og gå en lille tur. Der blev spillet lidt musik for os på vejen rundt, og vi fik set lidt af byen. Det var rigtig godt,« lød det fra Bisgaard, som med sit karakteristiske lune smil gjorde det klart, at dagen bestemt var godkendt.
Anders Martinusen, klubbens rutinerede profil, var enig. Især med tanke på, hvordan vejret havde været dagen før:
»Det ville være træls, hvis det var i går, man skulle have gået denne her tur her. Det er noget bedre med i dag, må man sige.«
»Venstre-højre, venstre-højre…« – spillerne fra FHK skulle lige bruge et par ekstra sekunder på at finde rytmen, da paraden satte i bevægelse.
Men selvom vejret passede perfekt til festlighederne, var Årets Frederik måske ikke lige præcis den type hæder, spillerne normalt jagter. Martinusen lagde da heller ikke skjul på, at han først var en smule overrasket over prisen. Alligevel gik det hurtigt op for ham, hvor meget hæderen betød, ikke mindst da han mærkede stemningen på turen gennem byen og oplevede, hvordan folk omkring ham tog prisen til sig som en fejring af både klubben og byen som helhed.
»Jeg skal være ærlig og sige, at man nok ikke har hørt så meget om prisen, når man kommer udefra. Men når man så ser de mennesker, der møder op her, erhvervsfolkene og lauget, så kan man godt fornemme, at det er en speciel pris,« sagde Martinusen og lod blikket glide hen over forsamlingen, inden han fortsatte:
»Jeg tror, den betyder rigtig meget for klubben, og man sætter stor pris på at kunne bidrage til endnu engang at sætte Fredericia lidt på landkortet.«
Ingen tung pokal her – Årets Frederik fik en fin indramning og lette handsker med på vejen.
Ganske vist drømmer spillerne stadig om store pokaler, europæiske triumfer og metalstykker, som vejer lidt tungere. Med hænderne demonstrerede Martinusen størrelsen på de trofæer, spillerne normalt drømmer om. Men dagens hæder handlede alligevel om noget andet. Noget større, som ikke nødvendigvis kan måles i fysisk størrelse eller vægt, men som afspejler en helt særlig værdi for Fredericia Håndboldklub.
»Vi kigger jo gerne på trofæer med lidt størrelse, det ville være sjovere for os. Men for Fredericia Håndbold er det her et kæmpe skulderklap og en pris, man sætter yderst højt på listen,« slog Martinusen fast med et smil.
Bisgaard nikkede ved siden af. Han pegede på, at hæderen ikke bare hylder spillertruppen, men også klubbens bagland, og især de frivillige, som ofte gør en uvurderlig indsats uden at blive set eller fejret.
»Organisationen har måttet arbejde ekstra hårdt hele året, fordi vi pludselig har fået flere europæiske kampe. Frivillige har rejst til Odense for at lægge gulv og sætte reklamer op, og en masse andet. Det er alt sammen noget, man måske ikke tænker over i hverdagen, men det er en enorm støtte til holdet,« forklarede Bisgaard og fortsatte efter en kort pause:
»Som det også blev sagt i talen hernede – vi er jo byens hold. Derfor synes jeg også, at prisen er et stort skulderklap til netop den del af organisationen.«
Fredericia er byens hold, lød det fra den selvbestaltede formand Michael Kristensen, der i sin tale roste klubben for at have sat Fredericia på både land- og europakortet gennem flere år.
At FHK er »byens hold« var et gennemgående tema, som ikke gik nogens næse forbi. Især Jonas Kruse kunne genkende sig selv i ordene. Som både spiller og Fredericia-borger mærker han hver eneste dag, hvordan klubbens betydning strækker sig langt ud over banen og ind i byens identitet.
»Nu er jeg jo en af dem, der bor her i byen, og jeg mærker tydeligt opbakningen, når jeg går ned gennem gaden og møder fansene. De er altid villige til at snakke og har altid et godt smil på. Det er fedt, når vi kommer op i hallen og ser de samme mennesker, som vi omgås med til daglig. Der er ligesom en rød tråd mellem byen og hallen,« sagde Kruse med en overbevisning, der var til at tage og føle på.
Men for Kruse handlede dagen ikke kun om denne ene pris eller om en enkelt festlig begivenhed. Hans perspektiv var lidt bredere, lidt mere langsigtet. Det, som Fredericia Håndboldklub havde opnået, var resultatet af en stille, rolig og vedholdende udvikling. En udvikling, som gennem de seneste år har forvandlet en traditionelt stærk håndboldby til en reel europæisk destination for sporten.
»Det har været bare de sidste tre år, kan man jo sige, hvor vi stille og roligt har bygget os op. Det har ført til bedre og bedre resultater og en Champions League-sæson, hvor vi har fået lov til at spille mod de bedste i hele verden. Så det er selvfølgelig en længere periode og ikke bare et øjeblik,« afsluttede playmakeren.
Det blev altså en anderledes dag for de tre spillere. En dag, hvor de blev hyldet, ikke for ét mål, én kamp eller én sæson, men for deres rolle i det større billede.
SPORT. Lørdag formiddag blev græsplænerne på Kastellet i Fredericia forvandlet til en livlig arena, hvor bueskytter fra hele landet dystede under åben himmel. Arrangementet blev afholdt af Trelde Næs Bueskydning, som hvert år samler både nye talenter og garvede skytter til det traditionsrige fæstningsstævne. Denne weekend markerede ingen undtagelse – tværtimod.
Omkring 100 bueskytter i alle aldre, fra nybegyndere til landsholdskandidater, havde taget turen til Fredericia for at konkurrere, hygge og nyde fællesskabet omkring sporten. Skytterne kom fra hele Danmark – helt fra sjællændere til lokale fredericianere.
Ved Kastellets krudttårn, som dannede stævnets naturlige centrum, var der linet op med friskbagt brød, duftende grillmad og hjemmebagt kage, som både deltagere og tilskuere nød godt af dagen igennem.
Udenfor summede plænen af forventningsfulde deltagere, der varmede op og gjorde sig klar til at kæmpe om medaljer og hæder. I den lune formiddagssol begyndte konkurrencen allerede fra morgenstunden med opvarmningsbanerne, hvor deltagerne fik de sidste detaljer på plads, inden de officielle konkurrencer begyndte klokken 9.
»Vi har 24 mål. De er inddelt i forskellige pindeafstande, som man skyder fra, og så kommer det an på, hvilken aldersklasse man har, og hvilken buetype man skyder med. Det er helt fra nybegyndere til dem, som dyster om en plads på landsholdet. I dag var det faktisk sidste udtagelse, så de sidste finder ud af, om de kommer med eller ej,« fortalte Penille Jensen, der ud over at være kasserer i Trelde Næs Bueskydning også selv er aktiv bueskytte.
Dagen bød på høj intensitet med skarp konkurrence, men også på smil, latter og en tydelig begejstring for sporten. Konkurrencen blev afviklet med medaljer til 1., 2. og 3. pladsen – særlige præmier, der passede til festningsstævnet i Fredericia.
»Der er præmier til 1., 2. og 3. pladsen. Vi har nogle små figurer af soldater til første- og andenpladsen, og en lille kanon til tredjepladsen. Det holder vi ved, fordi det netop er fæstningsstævnet, der foregår her i Fredericia,« forklarede hun.
Treldenæs Bueskydning har stolte rødder i Fredericia og råder over flere faciliteter, som giver klubbens medlemmer mulighed for at dyrke sporten året rundt.
»Vi har vores indendørsbane i halvåret i Bøskovhallen ude i Bøskov. Derudover har vi en udendørs skivebane ude på Dronningepladsen, som er græsbanen bagved stadion, og så har vi en 3D-bane ude i Bøskov. Så vi har lidt af det hele,« fortalte Penille Jensen videre.
Og netop opbakningen til årets stævne var rekordstor – tilmeldingen var faktisk så overvældende, at klubben nåede loftet for, hvad deres tilladelse fra Fredericia Kommune tillader:
»Vi har tilladelsen fra Fredericia Kommune, der kun gælder for 100 mennesker. Den udløber i år, så vi skal ansøge om en ny til næste år. Da jeg skrev, at vi havde 32 pladser tilbage, gik der kun en halv dag, før de var fyldt ud. Vi er fuldstændig booket op i dag,« fortalte hun med begejstring.
Næste år er der ekstra meget at se frem til. Treldenæs Bueskydning markerer nemlig 10-års jubilæum for fæstningsstævnet, og det skal naturligvis fejres med manér.
»Næste år er det simpelthen 10-års jubilæum. Så er det 10. gang, vi har holdt dette stævne. Selv igennem corona holdt vi det også, selvom det var noget værre noget. Næste år gør vi derfor noget rigtig fint ud af det. Vi vil gerne se, om vi kan få helstegt pattegris, nogle større præmier og alt muligt andet. Måske kan vi også få plads til flere end 100 mennesker – vi tror, vi kan få 120 herind,« fortalte Penille Jensen forventningsfuldt.
Efter konkurrencerne sluttede omkring klokken 14, fortsatte hyggen endnu nogle timer, mens frivillige hænder hurtigt pakkede alt ned. Da solen stod lavere over Fredericia, kunne deltagerne vende hjem med oplevelsen af en fantastisk dag med højt humør, intens konkurrence og et unikt fællesskab, der igen og igen trækker folk fra hele landet til Kastellet.
KRIMI. En motorcyklist kom lørdag eftermiddag galt afsted på Follerupvej i Fredericia, da han i en kurve mistede kontrollen over sin motorcykel.
Klokken 17.50 modtog Sydøstjyllands Politi anmeldelsen om uheldet. Ifølge vagtchef Steffen Wolf fra Sydøstjyllands Politi skete uheldet, da motorcyklistens baghjul pludselig gled ud, hvorved føreren mistede herredømmet over køretøet.
»Vi har en enkelt motorcyklist, der i en kurve på stedet mister herredømmet over den angiveligt fordi, at motorcyklens baghjul glider ud,« fortæller vagtchefen.
Motorcyklisten, en 18-årig mand fra lokalområdet, slap heldigvis fra ulykken med mindre knubs og kom altså ikke alvorligt til skade.
»Føreren er ikke kommet alvorligt til skade,« lød det afsluttende fra Steffen Wolf.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing søndag formiddag klokken 10.00.
TRAFIK. De kommunale veje er i elendig forfatning, men ingen har præcist styr på, hvor stort efterslæbet egentlig er. Sådan lyder advarslen fra FDM, der frygter for trafiksikkerheden, hvis ikke kommunerne snart tager problemet alvorligt.
Med dybe huller, revner og slidte belægninger er zigzagkørsel blevet hverdag for tusindvis af danske bilister på landets godt 71.000 kilometer kommunale veje. Men hvor slemt det faktisk står til, ved ingen helt præcist.
Det seneste samlede overblik stammer fra 2017, hvor samarbejdet Samkom vurderede, at der manglede investeringer for hele 3,9 milliarder kroner – svarende til 5,6 milliarder i dagens penge. Flere eksperter vurderer dog, at beløbet reelt kan være vokset til næsten det dobbelte, altså omkring 10 milliarder kroner.
Ifølge FDM’s politiske chef, Torben Lund Kudsk, er situationen helt uholdbar.
»Det er ikke økonomisk klogt og slet ikke ansvarligt at negligere vejområdet, som kommunerne gør. For hvert år den nødvendige vedligeholdelse udskydes, stiger ’vejgælden’, og det vil også få betydning for kommunernes økonomi på andre områder, i årene der kommer. Derfor dur det ikke, at landets kommuner stikker hovedet i busken – det forsvinder problemerne ikke af,« siger han.
Problemerne rammer dog ikke blot økonomien, men udgør også en reel risiko for bilister og cyklisters sikkerhed. En tidligere rapport fra DTU har vist, at der er en direkte sammenhæng mellem vejens tilstand og antallet af trafikulykker.
FDM efterlyser et aktuelt overblik over efterslæbet, men hverken Kommunernes Landsforening eller Vejdirektoratet har planer om at finansiere en ny undersøgelse.
»I FDM finder vi det uholdbart, at ingen kender det reelle efterslæb på vejvedligeholdelsen. Dermed er der risiko for, at problemet får lov til bare at vokse sig større og større. En god og sikker mobilitet har stor betydning for danskernes hverdag, men det forudsætter gode veje,« siger Torben Lund Kudsk.
BUSINESS. Pensionsalderen stiger, og arbejdsmarkedet skal finde måder at fastholde seniorer på. Derfor tog SF’s folketingsmedlem Karina Lorentzen Dehnhardt og partiets spidskandidat ved kommunalvalget i Fredericia, Malene Søgaard-Andersen, på besøg hos rådgivende ingeniørvirksomhed Process Engineering i Fredericia for at høre, hvordan en privat virksomhed med succes fastholder senior medarbejdere.
Karina Lorentzen Dehnhardt er bekymret. Som folketingsmedlem for SF følger hun udviklingen på arbejdsmarkedet tæt, og i takt med at pensionsalderen stiger, oplever hun, at flere og flere seniorer presses ud af arbejdsmarkedet, før de selv ønsker det. Denne problemstilling blev for nylig tydelig for hende, da hun læste en artikel om en mand, der havde søgt omkring 600 job uden held. Det fik hende til at tænke på, hvordan arbejdsmarkedet egentlig fungerer i praksis, når man når en vis alder. Derfor valgte hun at besøge virksomheden Process Engineering i Fredericia sammen med SF’s lokale spidskandidat Malene Søgaard-Andersen. Virksomheden var blevet fremhævet som et godt eksempel på en arbejdsplads, der formår at fastholde senior medarbejdere og udnytte deres kompetencer på en fleksibel og positiv måde.
Karina Lorentzen Dehnhardt fortæller om baggrunden for mødet:
»Grunden til, at jeg bad om dette møde, var, at jeg havde læst en artikel om en person, der havde søgt virkelig mange job uden held. Han havde søgt omkring 600 stillinger, og det syntes jeg var ret vildt. Jeres virksomhed blev fremhævet, fordi I faktisk har medarbejdere, der er oppe i alderen – i det, man kunne kalde deres arbejdsmæssige efterår. Det er vigtigt, især nu hvor pensionsalderen bliver hævet til 70 år. Men følger arbejdspladserne egentlig med? Man hører ofte, at de er meget konservative med, hvem de ansætter.«
For Karina Lorentzen Dehnhardt handler det ikke kun om de private virksomheder. Også det offentlige burde gå foran som en rollemodel, når det gælder om at fastholde medarbejdere med værdifuld erfaring. Men hun oplever, at det offentlige desværre ofte gør det modsatte – og dermed sender et uheldigt signal til resten af arbejdsmarkedet.
Hun fortsætter:
»Vi ser nogle gange, at det offentlige heller ikke er gode til at fastholde seniorer. Jeg har i hvert fald kendskab til offentlige arbejdspladser, der især har afskediget medarbejdere over 60 år. Jeg mener ellers, at det offentlige burde gå foran og vise vejen. Derfor var jeg nysgerrig på, hvordan I arbejder med dette, og om der er noget, vi kan lære af jer. Jeg mener, alle virksomheder burde have en seniorpolitik.«
En virksomhed uden seniorpolitik – med stor succes
Poul Bernstorff Jakobsen, grundlægger, ejer og direktør for Process Engineering, overrasker med sit svar:
»Det har vi faktisk ikke. Hvis vi havde en seniorpolitik, ville vi behandle alle ens, og seniorer skal ikke behandles ens. Det er totalt individuelt. Én vil gerne arbejde tre dage om ugen, en anden vil arbejde, når vi ringer om aftenen, og en tredje vil faktisk helst stoppe tidligere. Alt det skal kunne lade sig gøre.«
Ifølge Poul Bernstorff Jakobsen er seniorerne særligt vigtige for virksomheden, fordi der er mangel på erfarne ingeniører:
»Vi har i en længere periode oplevet mangel på ingeniører – især ingeniører med erfaring. Det er en af grundene til, at vi gør så meget for at fastholde vores seniorer. Vi sælger erfaring. De yngre medarbejdere har måske fordele ved at være hurtigere på computeren og kende nye teknikker fra universitetet. Så et mix er rigtig godt.«
Han illustrerer det med et konkret eksempel:
»Vi har eksempelvis en medarbejder, der startede hos os, da han var 72. Han er nu 81 år. Da han startede, kørte han uden problemer halvandet år fra Skanderborg til Esbjerg hver dag. I dag arbejder han mere fleksibelt, men han holder sig frisk ved at være aktiv, og ingen vil gætte, at han er 81 år.«
En snak med yngre medarbejdere har også vist, at den høje pensionsalder ikke nødvendigvis skræmmer:
»Jeg havde også en interessant samtale med en af vores yngre medarbejdere, der er 32 år. Han havde intet problem med tanken om en pensionsalder på over 70 år, hvis bare der var fleksibilitet.«
Poul Bernstorff Jakobsen understreger vigtigheden af fleksibilitet:
»Personligt mener jeg, at man bør gøre pensionsalderen fleksibel. Lad folk arbejde, så længe de vil, og gør det attraktivt. Det vigtigste for samfundet er jo skatteindtægterne, og dem får staten også, selvom folk er pensionister.«
Inspiration til det offentlige
Malene Søgaard-Andersen (SF), der tidligere har siddet i Folketinget og nu er spidskandidat i Fredericia Kommune, mener, at det offentlige kan lære meget af den private sektor:
»Vi kommer til at stå med en stor mangel på arbejdskraft på centrale områder som social- og sundhedsmedarbejdere, pædagoger og lærere. Der kunne vi lære noget af jer om større fleksibilitet i arbejdslivet.«
Poul Bernstorff Jakobsen tilføjer en personlig erfaring:
»Ved en familiefest sad jeg sammen med fire skolelærere, som alle var gået på pension. De fortalte, at der økonomisk set næsten ingen forskel var på at gå på pension og blive på arbejdsmarkedet. Hvis det er tilfældet, er det svært at argumentere for at fortsætte, hvis ikke man virkelig har lyst.«
Karina Lorentzen Dehnhardt følger op:
»Jeg sagde i min 1. maj-tale, at vi i SF tror på, at der er et liv før døden. Når man kommer op i alderen og egentlig har ret til at gå på pension, kan arbejdet stadig være en værdifuld del af hverdagen. Vi bør finde fleksible løsninger, så alle kan have et værdigt arbejdsliv. Her kan det offentlige lade sig inspirere af fleksibiliteten i private virksomheder.«
Poul Bernstorff Jakobsen supplerer:
»Vi sælger timer, og selvfølgelig kan der være situationer, hvor en medarbejder ikke længere kan løse opgaverne, fordi vedkommende er blevet ældre. Men i al den tid, vi har eksisteret, har det kun været nødvendigt én enkelt gang at tage en snak om det.«
Han uddyber med endnu en positiv erfaring:
»Vi havde en medarbejder, som vi godt vidste kunne finde på at stoppe, hvis han fik børnebørn eller hans kone gik på pension. Så gav vi ham en tredages arbejdsuge, og på den måde fik vi glæde af ham længere.«
Ældre medarbejdere sikrer opgaverne
Poul Bernstorff Jakobsen fortæller, at de ældre medarbejderes erfaring er helt afgørende:
»Alle vores opgaver sælges stort set på referencer og medarbejdernes erfaring. Kommer du nyuddannet direkte fra skolen, er det svært at sælge dig ind. Har du derimod ti års erfaring inden for vores område, kan vi sælge opgaver alene på dit CV. Vi vinder simpelthen vores opgaver på erfaring.«
Karina Lorentzen Dehnhardt runder af:
»Når pensionsalderen hæves, skal der være ordninger for dem, der bliver nedslidt. Der er også forskel på, hvor længe man har været på arbejdsmarkedet. Vi ser desværre, at når du fylder 50 år, så daler din værdi på arbejdsmarkedet. Det kender jeg flere eksempler på.«
Hun slutter med en opfordring:
»Jeg mener, vi skal se på virksomheder som jeres og lade os inspirere af, hvordan I formår at fastholde medarbejdere.«
Malene Søgaard-Andersen nikker:
»Vi skal være optaget af at udnytte de kompetencer, som de erfarne medarbejdere har. Det handler både om økonomi, men også om et værdifællesskab og arbejdsfællesskab, som medarbejdere træder ind i hver dag.«
POLITIK. Misbrugsområdet trænger til nye øjne og nytænkning. Det mener Sune Nørgaard Jakobsen, der både er folketingskandidat og misbrugsbehandler, og som ønsker at sætte misbrugsområdet højt på dagsordenen.
»Jeg synes generelt, at det er interessant at se på misbrugsområdet med nye øjne, og se hvordan vi kan løfte det, fordi området har været udsat for massiv besparelse gennem de seneste år,« siger Sune Nørgaard Jakobsen og fortsætter:
»Hvis vi lader stå til, bliver regningen dyr på den lange bane. Hvis vi derimod gør noget nyt, gennemgribende og dokumenteret, sparer vi penge på sigt. Samtidig er der en vigtig gulerod ved, at nogle mennesker får deres livskvalitet tilbage.«
Ambulant behandling er en økonomisk nødløsning
Ifølge Sune Nørgaard Jakobsen er økonomien en af de største udfordringer i den nuværende misbrugsbehandling. Kommunerne vælger ofte ambulante løsninger frem for døgnbehandling på grund af økonomiske begrænsninger.
»Den største udfordring er vel økonomisk. Mange mennesker kommer ikke i døgnbehandling, fordi misbrugscentrene og kommunerne skal spare penge. I stedet vælger man ambulante samtaler én til to gange om ugen,« siger han.
Han advarer om, at den ambulante løsning kan føre til, at man parkerer en gruppe mennesker – især unge – uden reelt at hjælpe dem ud af misbruget.
Nye præparater kan vise vejen frem
Sune Nørgaard Jakobsen deltog for nylig i et møde med repræsentanter fra medicinalindustrien, hvor muligheden for at inddrage nye præparater i misbrugsbehandlingen blev drøftet. Han kender allerede til disse behandlinger fra sit professionelle arbejde som misbrugsbehandler.
»Jeg kender godt til det præparat, som jeg ser som en del af fremtiden, af den nye, moderne tilgang til behandling. Men arrangementet var jo også vigtigt, fordi flere af mine partikolleger fik et bedre indblik i situationen på misbrugsområdet, og hvad vi rent faktisk kan gøre anderledes,« siger han.
Politisk kamp for et styrket misbrugsområde
Sune Nørgaard Jakobsen har klare ambitioner om at styrke misbrugsområdet – både lokalt og nationalt. Han ser det som en politisk opgave at sikre bedre vilkårene for mennesker med misbrugsproblemer.
»Jeg kommer til at blæse til kamp for socialområdet, og et af de helt centrale områder for mig er misbrugsområdet. Med min personlige erfaring, faglige indsigt og politiske overbevisning håber jeg at være med til at løfte og styrke området, ikke alene lokalt i Fredericia, men forhåbentlig også på landsplan,« siger Sune Nørgaard Jakobsen.
VEJRET. Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) advarer nu om risikoen for lokale skybrud og kraftige tordenbyger søndag.
Varslet gælder fra søndag morgen klokken 05:00 og frem til klokken 15:00 samme eftermiddag, hvor især Jylland og Fyn kan blive ramt. Ifølge DMI kan der lokalt falde mellem 15 og 25 mm regn på blot en halv time. Et egentligt skybrud defineres som nedbørsmængder på over 15 mm regn på 30 minutter.
Søndagen byder generelt på regn- og tordenbyger, som starter i den vestlige del af landet. Prognoserne er fortsat usikre, men især områder omkring og øst for den jyske højderyg kan ifølge DMI være ekstra udsatte for kraftige byger.
DMI forklarer samtidig, at bygernes intensitet kan ændre sig hurtigt, hvorfor det er vanskeligt præcist at forudsige, hvilke områder der rammes hårdest.
Samtidig med regn og torden forventes temperaturer i løbet af dagen at stige til mellem 18 og 25 grader, hvor det bliver varmest mod øst.
