18.5 C
Copenhagen
lørdag 19. juli 2025
Annonce

Nyt tyveri rammer kirke – kun to uger efter omfattende politiaktion

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi har igen modtaget anmeldelse om et tyveri fra en kirke. Denne gang gik det ud over kirken på Kirkely i Bramdrupdam i Kolding, hvor en midlertidig pladeafdækning er blevet brudt op, og hvorfra tyvene slap væk med kabler og håndværktøj.

Indbruddet blev anmeldt onsdag morgen klokken 07.00, og ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd, tyder meget på, at tyveriet har fundet sted, mens kirken er under renovering.

»Der er en midlertidig pladeafdækning ude på stedet, og den er blevet brudt op. Inde fra stedet er der stjålet kabler og håndværktøj,« forklarer Arno Rindahl Petersen.

Det præcise omfang af det stjålne er dog stadig uklart. Vicepolitiinspektøren har på nuværende tidspunkt hverken oplysninger om værdien af det stjålne eller den præcise mængde.

»Der står bare kabler og håndværktøj. Så jeg ved ikke, om det er ti stykker håndværktøj eller blot ét stykke. Det har vi ikke en nærmere angivelse af endnu,« fortæller han.

Efter tyveriet har flere håndværkere og medarbejdere arbejdet på stedet, hvilket har gjort det ekstra vanskeligt for politiet at foretage de nødvendige tekniske undersøgelser. Men politiet er allerede i fuld gang med efterforskningen, og håber blandt andet at kunne finde frem til de stjålne kabler.

»Det kunne være, at vi kunne være heldige at finde frem til kablerne. Nogle gange bliver de afsat hos skrothandlere, så det er vi i gang med at efterforske,« lyder det fra Arno Rindahl Petersen.

Det nye kirketyveri kommer blot to uger efter, at politiet senest anholdt og fremstillede flere personer i grundlovsforhør i forbindelse med en række omfattende kirketyverier rundt om i Jylland og på Fyn. Dengang foretog politiet blandt andet ransagninger og anholdelser på adresser i Fredericia og Kolding.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.

Annonce

En børnehave på hjul skal åbne friskolens verden: »Børnene skal ud, mærke vinden og udvikle sig«

0

BØRN. For fem år siden begyndte idéen at tage form hos Fredericia Friskole. En idé, der både dengang og i lang tid fremover forblev en drøm, pakket væk som en rar tanke, fordi bygningerne bare ikke ville dukke op, og mulighederne udeblev. Gang på gang måtte skolen erkende, at virkeligheden sjældent harmonerer med drømmene, når man søger den perfekte ramme om en børnehave med højt til loftet og plads til fantasien.

Men pludselig en dag var den der. En mulighed så usædvanlig og alligevel så oplagt, at skoleleder Carsten Jensen nærmest måtte knibe sig selv i armen. Han modtog nemlig billeder fra Nordfyn af en ganske særlig bus, der tidligere havde fungeret som naturbørnehave i Lyngby-Taarbæk Kommune gennem flere år. Da Carsten Jensen første gang fik øje på billederne, lød reaktionen præcist så ærlig og umiddelbar, som kun en begejstret skoleleder kan udtrykke det.

»Jeg tænkte, undskyld mit dansk, men det var satans. Det måtte vi da høre noget mere om,« fortæller han med et stort smil.

Skoleleder Carsten Jensen fra Fredericia Friskole præsenterede stolt den nye, mobile naturbørnehave, som skal give børnene kreative og naturrige rammer.

Bussen, der allerede diskret har sneget sig ind i bybilledet og er blevet spottet af flere omkring Treldevej, er grøn med illustrationer af dyr og krybdyr – og den er bestemt ikke en helt almindelig bus. Faktisk er den ombygget til en komplet børnehave, fuldt udstyret med garderobeplads, pusleområde, hyggelige legekroge og plads til hvile.

Dette område i bussen kan eksempelvis både fungere som legeområde, spiseplads og soveplads – alt efter hvad situationen kalder på.

Da vi besøgte Fredericia Friskole for at høre nærmere om den nye, mobile naturbørnehave, blev vi budt velkommen af en blåmejse og små krybdyr, der kravlede rundt på præsentationsskærmen. Naturbørnehaven Skovtrolden stod skrevet med store, grønne bogstaver. Her skal børnene ikke sidde stille dagen lang, men ud at opleve, lære og vokse i naturens store rum.

»Vi er en friskole, og det vil sige, at vi gør tingene anderledes, end de andre, og det vil vi gerne blive ved med. Derfor har vi forsøgt at lave en børnehave, der kan slå an på kreativitet, komme ud i naturen og alle de her ting,« forklarer Carsten Jensen.

Men hvorfor er det så vigtigt at tage børnene med ud under åben himmel i stedet for at holde dem inde bag fire vægge? Svaret er enkelt, hvis man spørger skolelederen. Han mener nemlig, at børnene tidligt nok bliver fanget i traditionelle og ofte lidt snævre rammer, hvor uddannelsessystemet hurtigt viser sin mere firkantede side.

»I en verden, hvor vi hele tiden snakker om, at børnene sidder for meget indenfor, så synes jeg, at vi kommer med et bud, hvor vi siger, at de skal ud i naturen. De skal ud og være kreative, mærke vinden, opleve årstidernes skiften. De står foran et langt uddannelsesliv, der nok skal blive firkantet nok. Lad dem komme ud og udvikle sig i naturen,« påpeger han.

Bussen kommer til at køre mange forskellige steder inden for kommunegrænsen – eksempelvis Trelde Næs. Andre gange er naturen så tæt på, at køreturen næsten er overflødig. Ifølge pædagogen Line bliver børnene typisk på samme sted i en periode, så de når at blive trygge og fortrolige med omgivelserne.

Imens er naturbørnehaven er ikke kun et isoleret projekt. Den er en del af et større puslespil, som Fredericia Friskole længe har drømt om at samle – en vision om, at friskolens værdier skal kunne mærkes allerede fra den første dag, børnene træder ind ad døren. Det handler om sammenhæng, om at plante små frø af forståelse for skolens værdigrundlag tidligt, og om at lade dem vokse, efterhånden som børnene bevæger sig op gennem skoleårene.

Derfor ser skolelederen det som et vigtigt skridt i friskolens udvikling, at forældrene og børnene allerede tidligt mærker, hvad friskolen står for. For ham handler det om at blive valgt til – jo tidligere, desto bedre. Når forældre vælger friskolen og den nye naturbørnehave, vælger de også helt bevidst det værdisæt, som stedet bygger på.

»Vi elsker jo at blive valgt til. Jo yngre vi kan blive valgt til, jo bedre. Det betyder, at forældrene har forholdt sig til, hvad vi gerne vil med skolen,« siger han og understreger, hvordan børnehaven skal skabe stærkere relationer på tværs af generationer og skoletrin.

For lærerne og pædagogerne giver naturbørnehavens etablering også helt særlige pædagogiske muligheder. Allerede tidligt kan børnene møde skolens personale, så de senere føler sig hjemme og velkomne, når de begynder i skolen. Den tryghed er ifølge skolelederen guld værd – både for børnene og de voksne omkring dem.

»Her kunne jeg forestille mig en hverdag, hvor vores indskolingsbørn, der lige har lært at læse, sidder og læser højt for børnehavebørnene de dage, hvor bussen ikke kører. For mig at se, giver det en klokkeklar samlingskraft. Når vi kommer hen mod det sidste år i børnehaven, hvor børnene snart skal starte i skole, bliver de hurtigt trygge. Vores lærere fra skolen kommer herover og hilser på, og børnene fra 0. og 1. klasse, der nu er blevet de store, er selvfølgelig også med i processen. Jeg er helt sikker på, at det vil styrke sammenholdet enormt meget. Og læringsmæssigt giver det også rigtig god mening, at børnene fra skolen får lov at fortælle historier – det fungerer bare virkelig godt,« lyder visionen fra Carsten Jensen. 

For ham er det et billede på den pædagogiske filosofi, som friskolen forsøger at leve efter hver eneste dag.

Ja, der skal selvfølgelig også vaskes hænder og bruges vand, når børnene er ude i naturen. Det har bussen en smart løsning på.

Men han bemærker også, at det kræver mod at realisere sådan en vision. Ikke alene mod hos friskolens personale, men også hos de forældre, der vælger at kaste sig ud i et anderledes koncept som en mobil naturbørnehave nu er. Den modige nysgerrighed kunne han alligevel tydeligt mærke hos de mange forældre, der besøgte bussen for at se, hvad det hele gik ud på.

»Jeg bemærkede mange smil. Mange gode spørgsmål og mange nik. Jeg tror, der er nogle forældre, der tager herfra og er helt trygge ved at kaste sig ud i et nyt koncept. Det kræver mod, men også tro,« siger skolelederen, der allerede nu mærker en god opbakning.

Det handler dog ikke bare om at fylde bussen op. Succeskriteriet er først og fremmest at skabe en børnehave med en hverdag, der fungerer og lever op til friskolens idealer. Når først det lykkes, vil resten komme af sig selv, mener skolelederen.

»På den lange bane handler det også om at skabe et fundament for friskolen.«

Til at føre naturbørnehaven ud i virkeligheden har friskolen for nu ansat pædagogen Line, der med stor entusiasme beskriver, hvordan dagligdagen kommer til at se ud. For hende er naturen ikke bare en kulisse, men selve det sted, børnene skal være og lære. Aktiviteterne følger børnenes egne interesser, og hvis børnene for eksempel har lyst til at lege pirater, vil personalet hurtigt gribe idéen og arrangere lege, der passer ind i dagens tema som krop og bevægelse. Børnene skal kravle, klatre, balancere og opleve naturen helt tæt på. Line understreger, at legen netop er dér, hvor børn udvikler sig allerbedst.

Og med bussen fyldt med nysgerrighed ruller Fredericia Friskole nu ud på en ny rejse den 11. august, der skal give børnene plads til at vokse under åben himmel. 

Annonce

Lokal profil vender hjem: Mathias Foged ny fysisk træner i FC Fredericia

0

SPORT. FC Fredericia har ansat den 29-årige Mathias Foged som ny fysisk træner. Han er en velkendt lokal profil, der nu vender hjem for at være med i klubbens ambitiøse projekt i Superligaen.

Mathias Foged kender FC Fredericia indefra, efter selv at have spillet i klubbens ungdomsafdeling. Han har altid haft en særlig tilknytning til klubben, og da muligheden bød sig, var han ikke i tvivl om at gribe chancen.

»Jeg er jo oprindeligt fra Fredericia og har altid haft en tilknytning til klubben. Derfor var det meget tiltalende for mig at blive en del af projektet, da muligheden opstod. Det føles helt rigtigt at vende hjem og bidrage,« fortæller Mathias Foged.

Foged bliver en central del af trænerstaben med ansvar for, at spillerne er fysisk rustede til Superligaens udfordringer. For ham handler det først og fremmest om at arbejde tæt med spillerne.

»Jeg glæder mig mest til at komme i gang med spillerne. Det er det, jeg brænder for – at hjælpe dem i bedst mulig forfatning. Samspillet med trænerteamet bliver også afgørende for, at vi lykkes som hold,« siger han.

Det er samtidig en helt speciel oplevelse for Foged at være tilbage i barndomsklubben og få muligheden for at deltage i Superligaen.

»Som ung drømte man jo om at spille i Superligaen, dengang hed det 1. division. At være med fra trænersiden nu, det er stort. Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang,« lyder det fra den nye fysiske træner.

Mathias Foged har sin første arbejdsdag tirsdag den 19. juni, når spillertruppen vender tilbage fra sommerferien.

Annonce

Fyn får ny tandlæge- og tandplejeruddannelse

0

POLITIK. Et bredt politisk flertal bestående af regeringen, SF, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har besluttet at etablere nye tandlæge- og tandplejeruddannelser på Syddansk Universitet i Odense. Initiativet sker som led i en omfordeling af midler fra tidligere ikke-realiserede uddannelsesprojekter i aftalen »Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark« fra 2021.

Partierne er enige om at afsætte 125 millioner kroner til etableringen af de to uddannelser, mens der samtidig afsættes 8,8 millioner kroner årligt til drift. Målet er at optage 40 studerende på tandlægeuddannelsen og 50 studerende på tandplejeruddannelsen, med forventet opstart i 2027. Formålet er at styrke rekrutteringen og afhjælpe den nuværende mangel på tandlæger og tandplejere, især i Region Syddanmark.

Udover tanduddannelserne er partierne enige om at støtte en regional forankring af medicinuddannelsen i Nordjylland, hvor Aalborg Universitet tildeles 11,2 millioner kroner til initiativer på Regionshospital Nordjylland i Hjørring. Samtidig afsættes 7,9 millioner kroner til etablering af en kandidatuddannelse i medicin i samarbejde med regionshospitalet i Gødstrup, hvor 30 pladser flyttes fra Aarhus Universitet.

Det Jyske Musikkonservatorium i Holstebro modtager 7,5 millioner kroner, og Professionshøjskolen VIA’s Center for Animation, Visualisering og Grafisk fortælling i Viborg tildeles 10,6 millioner kroner.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund udtrykker tilfredshed med de nye initiativer og fremhæver, at aftalen siden 2021 har medført en væsentlig stigning i antallet af uddannelsesmulheder uden for de største byer.

Socialdemokratiets uddannelsesordfører, Trine Bramsen, betoner betydningen af en geografisk balanceret adgang til uddannelse, mens Venstres Heidi Bank fremhæver den forbedrede geografiske balance med aftalens initiativer.

SF’s Sofie Lippert glæder sig over en mere meningsfuld fordeling af uddannelsesmidler, og Moderaternes Rasmus Lund-Nielsen kalder aftalen en langsigtet investering i fremtidens Danmark. Det Konservative Folkepartis Lise Bertelsen fremhæver den geografiske spredning af uddannelser, og Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen understreger særligt glæden ved de nye tanduddannelser i Odense.

Samlet set bliver omkring 151 millioner kroner i engangsmidler og 8,8 millioner kroner i varige midler omfordelt, og siden aftalens indgåelse i 2021 er der oprettet eller godkendt mere end dobbelt så mange nye uddannelsestilbud uden for de største byer som i byområderne.

Annonce

IT-nedbrud rammer patienttransporten i Region Syddanmark

0

REGION. Onsdag morgen blev Region Syddanmark ramt af et større IT-nedbrud hos FlexTrafik. Nedbruddet påvirker patienttransporten for patienter, der skal transporteres til og fra regionens sygehuse med FynBus og SydTrafik.

Klokken 07.15 gik både trafikselskabernes planlægningssystem og tilhørende hjælpesystemer ned, hvilket medførte en situation med manglende overblik over, hvor patienterne befandt sig, hvor de skulle transporteres hen, og hvor køretøjerne var placeret.

Trafikselskaberne arbejder lige nu intensivt på at løse problemet og forventer, at systemerne er fuldt genoprettet inden dagens udgang. Der bliver sendt ekstra ledige biler ud til sygehusene for at sikre hjemtransport for de patienter, der har størst behov.

Regionen understreger, at nedbruddet vil medføre ekstra ventetid, før transporten kan køre normalt igen. Patienter, som ikke er blevet afhentet til deres planlagte undersøgelse eller behandling, opfordres til at kontakte den relevante sygehusafdeling for at få en ny tid.

Annonce

FHK’s kampprogram er klar: Store TV-brag og klassikere venter

0

SPORT. Fredericia Håndboldklub har nu offentliggjort sit kampprogram for den kommende sæson i Bambuni Herreligaen. Klubben starter sæsonen fredag den 29. august kl. 20.00 hjemme mod Bjerringbro-Silkeborg, og kampen bliver vist på TV2 Sport.

Der er yderligere to store hjemmekampe fastlagt til direkte tv-transmission: Den 27. september kl. 16.00 tager FHK imod de forsvarende pokalmestre fra GOG – en kamp, der sendes direkte på hovedkanalen TV2. Senere, den 7. oktober kl. 20.00, venter et spændende møde med Holstebro Håndbold, som ligeledes vises på TV2 Sport.

Fredericia Håndboldklubs direktør, Thomas Renneberg-Larsen, fortæller, at de tre tv-transmitterede kampe ligger helt fast, mens de øvrige kampe i programmet kan blive flyttet, indtil den endelige plan er på plads den 31. juli.

Med stærke modstandere som BSH, GOG og Holstebro på hjemmebane, kan klubbens fans se frem til en række håndboldbrag i Middelfart Sparekasse ARENA i Fredericia.

Annonce

Bred politisk aftale: Rockere og bandemedlemmer mister førtidspension ved grov kriminalitet

0
Foto: AVISEN

POLITIK. Et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringspartierne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne samt Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har indgået en aftale, der betyder, at rockere, bandemedlemmer, fremmedkrigere og andre personer, som dømmes for grov kriminalitet, fremover vil miste retten til førtidspension, seniorpension eller tidlig pension i fem år. Herefter kan de igen ansøge om ydelserne, hvis de opfylder de gældende krav.

Derudover skærpes den nuværende karantæneordning, så personer dømt for grov kriminalitet også bliver udelukket fra andre offentlige ydelser i fem år mod tidligere tre år.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen udtaler, at aftalen skal gøre op med, at kriminelle udnytter velfærdssystemet:

»Med dagens aftale siger vi klart nej til, at rockere og bandemedlemmer, som er i stand til at bedrive kriminel virksomhed, samtidig kan hæve den højeste forsørgelsesydelse, vi har. I ’Den sorte svane’ så vi en meget mørk side af det danske samfund, hvor dybt kriminelle helt uden skrupler udnytter det velfærdssamfund, vi alle sammen betaler til.«

Venstres beskæftigelsesordfører Kim Valentin peger på behovet for at beskytte velfærdssystemet mod misbrug:

»Hvis man begår alvorlig og organiseret kriminalitet, skal man naturligvis ikke modtage førtidspension. Det undergraver tilliden til vores velfærdssamfund, og det skal derfor mødes med hårde konsekvenser.«

Nanna W. Gotfredsen, beskæftigelsesordfører hos Moderaterne, mener, at førtidspension udelukkende skal gå til borgere med betydeligt reduceret funktionsevne:

»Den skal på ingen måde udgøre fast grundlag for dækning af husleje og andre faste udgifter, mens man – ofte på mere end fuld tid og typisk i berigelsesøjemed – begår omfattende, grov kriminalitet.«

Charlotte Munch, beskæftigelsesordfører for Danmarksdemokraterne, understreger aftalens nødvendighed med henvisning til konkrete eksempler fra dokumentarserien »Den sorte svane«:

»Hvis man kan begå bandekriminalitet, så er man også rask nok til at arbejde. Derfor er vi tilfredse med, at reglerne nu strammes.«

Carl Andersen, bolig-, indenrigs- og kirkeordfører for Liberal Alliance, kalder aftalen et »skridt i den rigtige retning«, men understreger, at partiet ønsker endnu strengere regler mod misbrug af velfærdsydelser.

Det Konservative Folkepartis beskæftigelsesordfører Dina Raabjerg fremhæver også betydningen af bedre samarbejde mellem kommuner og politi, så sager om sociale ydelser til mistænkte bandemedlemmer kan undersøges grundigt:

»Det går ikke, at man kan have en Mercedes i carporten ved villaen og en overførselsindkomst på kontoen til hver den første.«

Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Nick Zimmermann ville gerne have set en endnu strammere aftale, der også omfattede terrorrelaterede forbrydelser og permanent fratagelse af førtidspension, men støtter den aktuelle aftale som et skridt fremad:

»Vi er glade for, at der endelig tages et skridt i den rigtige retning for at sætte ind over for de mange kriminelle udlændinge, der i dag er på førtidspension.«

Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Jens Joel understreger, at aftalen handler om retfærdighed og respekt for hårdtarbejdende lønmodtagere:

»Ingen skal komme her og påstå, de er ude af stand til at arbejde, hvis de har kræfter og evner til at udøve ødelæggende alvorlig kriminalitet. Samtidig er det en hån mod de hårdtarbejdende lønmodtagere, der har kæmpet hårdt for at få en førtidspension, da de blev ramt af sygdom eller en arbejdsskade.«

Annonce

Djøf om statens spareplan: »Vær ærlige om, hvilke opgaver I fjerner«

0

POLITIK. Regeringen har meldt ud, at den vil spare 5,5 milliarder kroner på statens administration frem mod 2030. Men det er ikke godt nok blot at fastlægge et sparemål uden at fortælle, hvilke opgaver man vil droppe, lyder det fra Djøf-formand Sara Vergo.

»Det er for enkelt bare at sætte et sparemål op – uden at sige, hvilke opgaver der så ikke længere skal løses. Vi savner en politisk stillingtagen til, hvor man vil undvære noget. Det er ikke en holdbar strategi at forvente, at medarbejderne bare løber hurtigere,« siger Sara Vergo.

Djøf anerkender dog, at en længere tidshorisont kan gøre processen mere håndterbar.

»Vi kvitterer for, at regeringen har lagt en længere tidshorisont frem mod 2030 for at realisere sparemålet. Det giver de enkelte ministerier bedre mulighed for at lægge en plan for, hvilke opgaver og dermed medarbejdere, der kan undværes. Det åbner også for, at en del af besparelsen kan ske ved naturlig afgang,« siger Sara Vergo.

Alligevel understreger hun, at besparelsen er betydelig og vil få konsekvenser for samfundet.

»Det handler om, at der hver dag bliver løst opgaver, som får vores velfærdssamfund til at hænge sammen. Man kan ikke bare fjerne medarbejdere og tro, at opgaverne bliver løst i samme kvalitet som før.«

Sara Vergo fremhæver også, at det voksende antal ansatte i staten ikke skyldes overforbrug, men flere politiske opgaver og øgede krav til hurtigere sagsbehandling.

»Det er et resultat af politiske beslutninger – og så må der også være politisk ansvarlighed, når man vil ændre på det,« siger hun og fortsætter:

»Vi opfordrer regeringen og Folketinget til at tænke sig om en ekstra gang, inden de sætter nye opgaver i gang. Og til at overveje, hvordan de bruger embedsværket – blandt andet i det daglige arbejde med mange samråd og spørgsmål, der tager tid at besvare.«

Regeringen har også udtrykt store forventninger til kunstig intelligens (AI) som en løsning, men det møder Sara Vergo med skepsis:

»AI vil klart kunne bidrage til opgaveløsningen. Men vi må kraftigt advare mod at skære i medarbejderstaben, før teknologien rent faktisk virker. Sporene skræmmer fra tidligere fejlslagne it-projekter – vi må ikke begå samme fejl igen.«

Djøf følger situationen tæt og er i dialog med tillidsrepræsentanterne i staten.

»Vi står selvfølgelig på de ansattes side og arbejder for, at de bliver behandlet ordentligt i den videre proces,« slutter Sara Vergo.

Annonce

Travl nat hos Sydøstjyllands Politi: Brand i Horsens og flere grundlovsforhør i Kolding

0

KRIMI. Natten til onsdag har været hektisk hos Sydøstjyllands Politi med flere sager på tværs af politikredsen.

I Horsens måtte politi og brandvæsen rykke ud til en brand på Præstemarksvej. Branden førte til kraftig røgudvikling, der drev mod Rødtjørnen. Politiet meldte ud, at beboerne skulle holde døre og vinduer lukket og følge myndighedernes anvisninger. Brandvæsenet fik kontrol med flammerne, men efterslukningsarbejdet fortsatte til langt ud på natten, hvor røgen fortsat kunne genere.

I Kolding-området har politiet også haft travlt. Tirsdag aften blev yderligere to mænd på henholdsvis 50 og 53 år fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. De to mænd er sigtet i forbindelse med et røveri begået den 7. maj 2025 på en privat adresse. Begge mænd er efterfølgende blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Onsdag fortsætter politiets aktiviteter med endnu et grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Klokken 13.00 fremstilles en 43-årig mand fra Vejle Kommune, der er sigtet for flere kontaktbedragerier i Vejle-området. Politiet anmoder om dørlukning ved retsmødet.

Sydøstjyllands Politi understreger, at der på nuværende tidspunkt ikke er grund til yderligere bekymring for borgernes sikkerhed i forbindelse med branden i Horsens, men opfordrer alligevel alle til fortsat opmærksomhed.

Annonce

Ny rapport: Bedre trivsel på Kobbelgården kræver ændringer

0

POLITIK. En ny analyse foretaget af konsulentfirmaet DesignCure peger på konkrete muligheder for at forbedre de fysiske rammer på botilbuddet Kobbelgården. Formålet med analysen, der er en del af arbejdet med Fremtidens Velfærdsløsninger i Fredericia Kommune, har været at identificere indretningsmæssige og strukturelle tiltag, der kan styrke beboernes trivsel og personalets arbejdsmiljø.

Analysen har især fokuseret på botilbuddets dobbelthøje centrale rum samt fællesområderne på både stueplan og første sal. Blandt forslagene er bedre belysning, akustikregulering, mere hjemlige og funktionelle møbler samt brug af planter, farver og materialer, som skaber mere inkluderende og rolige omgivelser.

DesignCure vurderer, at rammerne kan opnå en betydeligt højere kvalitet, hvis de tilpasses beboernes behov med udgangspunkt i de foreslåede ændringer. Rapporten foreslår blandt andet nye sofaer, hvilestole med handicapvenlig højde, fleksible rumopdelinger og bedre skiltning og belysning for at understøtte beboernes trivsel.

Kobbelgården er organiseret som en almen boligafdeling, hvilket betyder, at beslutningen om at gennemføre eventuelle fysiske ændringer ligger hos beboerdemokratiet og ikke hos kommunen. Kommunens rolle vil derfor være rådgivende og koordinerende, mens finansieringen skal ske via huslejestigninger eller lån, som boligafdelingen selv optager.

Fredericia Kommune anbefaler, at medarbejdere og pårørende involveres i dialogen om de foreslåede ændringer. Forvaltningen opfordrer til, at beboerdemokratiet behandler forslaget inden sommerferien 2025, for at sikre fremdrift ogforbedringer for beboere og personale.

Analysen er blevet til på baggrund af kritik, som tidligere er blevet rejst af både tilsynsmyndigheder og eksperter, der har peget på udfordringer ved Kobbelgårdens nuværende rammer. Ifølge rapporten fra DesignCure har disse udfordringer især handlet om, at faciliteterne ikke altid har understøttet beboernes særlige behov godt nok.

»Der er behov for en tilpasning af de fysiske rammer, så de afspejler en mere hjemlig og funktionel karakter. Det vil både øge trivslen for beboerne og forbedre arbejdsmiljøet for personalet,« lyder det blandt andet i analysen fra DesignCure.

På trods af at Fredericia Kommune ikke har beslutningskompetence vedrørende en eventuel ombygning, understreges det, at kommunen er klar til at støtte op om processen med rådgivning og koordinering.

Kommunen opfordrer derfor beboerdemokratiet til hurtigst muligt at tage stilling til anbefalingerne i analysen, så man kan sikre fremdrift i arbejdet og komme i gang med eventuelle forbedringer allerede i løbet af efteråret 2025.

Annonce