Når Enhedslisten i Fredericia stiller op med listeopstilling, er det ikke vælgerne, der bestemmer – det er partiet. Kort sagt: Partiet afgør, hvem der får pladserne – ikke vælgerne. Det betyder en med 100 stemmer ikke kommer ind, hvis han er 3’er selvom han har flere stemmer end 2’eren. Så meget for vælgernes respekt. Det er den gamle russiske model i ny indpakning: topstyring, kollektiv loyalitet og meget lidt plads til individualister.
Derfor er det næsten komisk, når Carsten O. Jørgensen står på scenen i Ældresagens debataften, tager offerkortet og siger: “I behøver ikke stemme på mig – bare stem på Cecilie”, ja, det er ét fedt – for rækkefølgen er jo allerede bestemt med dig som 2’r.
Der findes to måder at stille op på i et kommunalvalg: Sideordnet opstilling – hvor vælgerne bestemmer. – Listeopstilling – hvor partiet bestemmer.
Liberal Alliance bruger den sideordnede model, fordi vi tror på borgernes dømmekraft og på, at den, der gør den største indsats, fortjener vælgernes tillid. Enhedslisten foretrækker listeopstilling – for så slipper vælgerne for at bestemme for meget.
De gamle russiske kooperativer var også bygget på smukke ord om fællesskab og lighed. Men i praksis blev det en sovset model, hvor ingen havde incitament til at yde mere end gennemsnittet. Resultatet var lav produktivitet, manglende innovation – og et system, der kun overlevede på støtte og propaganda.
Når man ser på Enhedslisten i Fredericia, ligner opskriften desværre den samme: man opstiller kandidater efter ideologisk renhed frem for evner. Dem, der tænker selv, risikerer at blive skubbet ud i kulden, mens resten flyder med strømmen og deler æren i fællesskabets navn.
Liberal Alliance tror på individets kraft. Enhedslisten tror stadig på kollektivets kontrol. De trorhvis man bare maler virkeligheden rød nok – ja, så opdager ingen, at marken stadig ligger brak. Forhåbentlig kan vælgerne gennemskue, det røde trick.
Jeg hedder Bent Troelsen, er 61 år og bor i Sanddal, Fredericia. Til dagligt er jeg ansat ved Trekant Brand som beredskabsassistent, hvor jeg kører bus og hjælper borgere med særligt behov til og fra institutioner og behandlinger på sundhedshuset og lægepraksisser. Jeg er tillidsrepræsentant for mine kollegaer i busafdelingen. Sidder på 4. år i hegnssynet ved Fredericia kommune som plantesagkyndig, da jeg oprindeligt er uddannet gartner.
Jeg stiller op som kandidat for venstre og brænder for at Fredericia kan blive den kommune som rigtig mange tilvælger, både på boligsiden og også som erhverv. Fredericia har en enestående placering midt i landet med rigtig god logistik til og fra området. Fredericia har også en stolt historie, som fæstningsby og garnisonsby. Stærke kultur og idrætsfællesskaber og nogle flotte serværdigheder, som gør byen til noget enestående midt i kongeriget.
Da politikken bestemmer og former, hvorledes vores hverdag kommer til at forme sig fra vugge til grav. Så er det vigtigt med politisk ledelse, der konstant tilpasser sig de forandringer, der konstant påvirker os. Især med den ustabile verden der omgiver os. Vi skal stå vagt om vores frihed, folkestyre og nationale værdier.
Høj beskæftigelse er vigtigt for kommunens økonomi. Det er derfor vigtigt, at få borgere der har været igennem et sygdomsforløb eller en ledighedsperiode, hurtigt kan få den rigtige hjælp til at vende tilbage til arbejdsfællesskabet og et liv med stærke netværk. Det handler ikke om at sende masser af ansøgninger, men at jobkonsulenterne, skaber de rigtige jobmatch mellem ansøger og virksomheden. Det skal også være den samme sagsbehandler borgeren møder hele vejen igennem forløbet. Det gælder i særlig grad også de borgere som er kommet hertil med anden etniske ophav ind dansk. Jeg tror på at man hurtigere bliver integreret, hvis man hverdag, møder ind på et job, sammen med danske kollegaer. Alt dette kræver et godt og solidt samarbejde med virksomhederne.
Den 12. maj i år valgte Økonomi- og erhvervsudvalgets forligskreds at nedenstående områder skulle udvælges til at finde besparelser på 5 mio.
Det drejer sig om entreprenørgården, dele af hjælpemiddeldepotet, tøjvask, genoptræning samt hjemtagelse eller konkurrenceudsættelse af befordring og øvrige sideaktiviteter ved Trekant Brand. I forlængelse heraf fremsendte jeg et høringssvar den 20. maj, hvor jeg tog afstand fra hjemtagelse eller konkurrenceudsættelse vedrørende befordring af svage og sårbare borgere i kommunen. Nogle få politikker reagerede men ellers der ikke sket noget.
Man skal være opmærksom på, at det er kommunen der visiterer borgeren til kørsel og i høringssvaret er der anskueliggjort, hvor der evt. kunne hentes en besparelse. Som det er i dag har vi et velfungerende kørselskontor, et værksted der assistere os, samt 18 motiverede chauffør som yder en ekstraordinær god service, overfor de borger vi betjener. Vi skal blot kigge til nabokommunen for at se hvilket alternativ, man kan komme til at stå med, 292 klager på 5 måneder.
Det handler om kernevelfærd overfor vores svage og sårbare borgere, derfor anbefaler jeg at denne befordring fortsættes i nuværende form og ikke konkurrenceudsættes.
Håber at rigtig mange benytter jeres valgret den 18. november
Enhedslisten går ind i de sidste uger før kommunalvalget 18. november med et erklæret mål: mere indflydelse i Fredericia. Holdet er større, mere sammensat – og ifølge spidskandidat Cecilie Roed Schultz bedre rustet end før til at omsætte partiets mærkesager til konkrete resultater.
»Det er et super stærkt hold. Et meget divers hold med alle mulige forskellige erfaringer, aldre og baggrunde. Uanset hvor mange der bliver valgt ind, har vi en baggrundsgruppe, der støtter de valgte,« siger hun. Ifølge Roed Schultz kan Enhedslisten dække flere udvalg og få større gennemslagskraft, hvis prognoserne holder, og partiet napper et mandat mere. »Det kommer til at betyde helt vildt meget, at vi har dobbelt så meget indflydelse i byrådet… to stemmer i stedet for én giver nogle helt andre spilmuligheder.«
Holdet beskrives af kandidaterne som en fasttømret gruppe, der har arbejdet tæt sammen under de seneste års budgetforlig. Erfaringen og den indbyrdes forståelse gør, at Enhedslisten står stærkt, både organisatorisk og politisk. »Vi har kørt parløb i flere år, og vi kender hinandens styrker og svagheder. Det giver os et solidt udgangspunkt for at fortsætte samarbejdet inde i byrådet,« siger Roed Schultz.
Medkandidat Andreas Tobiassen peger på den praktiske effekt: »Meget politik bliver lavet i udvalgene. Får vi et mandat mere, kan endnu flere af vores holdninger komme i spil dér.«
Et samarbejdsklima under pres
De seneste 12–14 måneder har samarbejdet på Rådhuset været anspændt, særligt mellem Socialdemokratiet og de partier, der før var en del af brede aftaler. Enhedslisten melder, at partiet ikke længere lader sig »tage for givet«.
»Det er et samarbejde, hvor kompetencer betyder noget, jeg ønsker,« siger Cecilie Roed Schultz. »Ikke vennetjenester. Vi har i perioder støttet Socialdemokratiet af mange grunde, men når man ikke får noget igen – og aftaler ikke bliver holdt – så må man spørge: Hvem skylder egentlig hvem?«
Ifølge Roed Schultz kulminerede frustrationen under sidste års budgetforhandlinger: »Vi kom velforberedte, med finansiering krone for krone. Vi fik knap lov at fremlægge, blev præsenteret for et udspil, som ‘ikke kunne pilles ved’, og efter tre kvarter blev vi bedt om at gå. Det er ikke samarbejde.«
Andreas Tobiassen reagerer på borgmesterens karakteristik af oppositionelle samarbejder som »kartel«: »Karteldannelse er ulovlig. Politisk samarbejde er ikke. At kalde det kartel er en ufine måde at anskue demokrati på.«
Henning Hartmeyer formulerer den mere jordbundne kommunalvinkel: »I kommunalpolitik handler det om, hvad vi reelt får igennem. Jeg er ligeglad med, hvem jeg arbejder sammen med, hvis det gavner byen og borgerne.«
Mærkesager før poster
Enhedslisten gør det klart, at forhandlingerne efter valget handler om indhold – ikke titler. »Indflydelsen er langt vigtigere end, hvad den, der klipper snore, kalder sig,« siger Cecilie Roed Schultz. »Hvis én side kan give os 25 procent af vores politik, og den anden 15, så er det en no-brainer – med mindre resten indeholder ting, vi ikke kan spise. Vi har røde linjer, og nedskæringer på velfærd er én af dem.«
Marc Hast Knudsen supplerer: »Det handler ikke om at få poster, men om at få vores mærkesager igennem.«Partiet har samtidig åbnet for forhandlinger bredere end den traditionelle venstrefløj. Tobiassen peger på, at Enhedslisten allerede har opnået indflydelse i samarbejde med Venstre, Konservative, SF, Dansk Folkeparti og løsgængere, når det har givet mest politik for pengene. »Vi giver ikke op, når vi bliver hældt ned ad brættet. Vi forhandler videre,« siger Roed Schultz.
Den personlige pris
Samarbejdsklimaet har også haft en menneskelig side. På et byrådsmøde blev Roed Schultz kritiseret for ikke at møde op til et udvalgsmøde – en kritik, hun afviser som urimelig. »Jeg var i psykiatrien med min datter til et vigtigt møde. At stå og antyde, at jeg ikke passer mit arbejde, når jeg har et af de laveste fravær, var ufint. Værst var, at årsagen var kendt.«
Tobiassen kalder episoden »at kaste Cecilie under bussen« og efterlyser en mere anstændig tone: »Man kan ikke brande sig som familieparti og samtidig insinuere, at forældre ikke passer deres arbejde, hvis de prioriterer et lægebesøg for deres barn.«
»Det er sårbart at blive udleveret,« siger Roed Schultz. »Byrådsmøder bliver streamet og kan findes online. Valget stod mellem at lade insinuationerne stå – eller forklare, hvorfor jeg ikke var der.«
Sidste udkald til S
Selv om der igen er møder med Socialdemokratiet, efterlyser Enhedslisten konkrete tilbud. »Jeg har bedt om noget konkret og har ikke fået det endnu. Vi stemmer om to uger, så det er ved at være sidste udkald, hvis de skal ind i vores loop,« siger Roed Schultz.
Konklusionen fra bordet er klar: Enhedslisten går til valget med løftet om at maksimere indflydelsen for partiets vælgere – også hvis det kræver nye allianceveje. »Vi repræsenterer mennesker, der har stemt på os. Vores opgave er at få mest mulig enhedslistet politik igennem. Vi giver ikke op,« siger Cecilie Roed Schultz.
Fredericia Svømmeklub – en del af EGIF, kunne rejse hjem fra de danske mesterskaber for juniorer i Gladsaxe med store smil og stærke resultater. I dagene fra den 30. oktober til 2. november deltog klubben med syv svømmere, og det blev til en weekend, der bød på både finaler, klubrekord og en stribe personlige rekorder.
De fredericianske svømmere kvalificerede sig til hele 15 finaler fordelt på Mathilde Søe, Oliver Søe, Frederik Billesø Beck, Mathias Møller Madsen og Simon Germansen. Det viser både bredden og det høje niveau i truppen, der fortsætter med at markere sig blandt landets bedste juniorer.
Der var især grund til at glæde sig over, at drengene formåede at slå klubbens rekord i 4×200 meter fri. Samtidig blev der leveret markante individuelle forbedringer, hvor flere af svømmerne viste, at de er i rivende udvikling.
Benjamin Illum Evers stod for en af weekendens mest imponerende præstationer, da han forbedrede sin personlige rekord på 200 meter fri med hele 10 sekunder. Han satte samtidig nye personlige rekorder i sine øvrige løb. Også Julius Jakobsfeld svømmede sig til toppræstationer og satte personlig rekord i samtlige løb, han deltog i.
Fredericia Svømmeklub en del af EGIF fremhæver den store opbakning fra forældre og frivillige, som har hjulpet med planlægning, forplejning og støtte under mesterskaberne. Ifølge klubben er det engagement, der findes uden for bassinet, en vigtig del af fundamentet bag de sportslige resultater.
Med 15 finaler, en klubrekord og flere store personlige forbedringer kan Fredericia Svømmeklub se tilbage på en weekend, der bekræfter, at klubbens unge svømmere har både talentet, holdånden og potentialet til at nå endnu længere.
Han er 67 år, udlært smed og har arbejdet med jern, svejsning og stålkonstruktioner i mere end fire årtier. Nu vil Dennis Nielsen fra Socialdemokratiet smede løsninger i en anden retning – på rådhuset. Som byrådskandidat går han til valg på tre klare mærkesager: at styrke ældreplejen, sikre rent drikkevand og tiltrække flere virksomheder, der skaber reelle arbejdspladser i Fredericia.
»Jeg har haft et langt arbejdsliv som smed og kender både erhvervslivet og de mennesker, der får hjulene til at dreje. I dag arbejder jeg som stationsbetjent ved DSB, og jeg nyder det. Det holder mig i gang – jeg kalder mig selv en aktiv pensionist,« siger han med et smil.
For Dennis Nielsen er ældreområdet ikke blot en politisk prioritet, men en hjertesag, der udspringer af hans egne erfaringer og livsfase.
»Jeg er selv kommet i den alder, hvor man tænker lidt mere over, hvordan vi tager os af vores ældre. Der skal investeres mere i ældreplejen, så man bliver mødt af omsorg, tid og respekt. Det handler om værdighed. Det skal ikke være teknologi som robotstøvsugere, der bærer velfærden. Det skal være mennesker,« siger han.
Han peger samtidig på, at kommunen bør prioritere både de ældre og de unge højere.
»Vi skal have fokus på de mennesker, der har brug for fællesskabet – både i begyndelsen og slutningen af livet. Derfor mener jeg, at vi skal bruge flere penge på skoler, på de unge og på ældreområdet. Det er her, fremtid og erfaring mødes,« siger Dennis Nielsen.
En anden mærkesag er naturen og det grundlæggende behov for rent drikkevand.
»Det er en af de ting, man ikke må tage for givet. Jeg ønsker, at vi passer på naturen og på vores vand. Det er noget af det vigtigste, vi kan give videre,« siger han.
Han mener, at miljøhensyn og erhvervsudvikling ikke behøver at være hinandens modsætninger. Tværtimod.
»Vi skal udvikle os på en måde, hvor der både er plads til mennesker, natur og virksomheder. Det er balancen, der tæller. Og jeg synes, Fredericia har potentialet til netop det.«
Dennis Nielsen har selv arbejdet i det private erhvervsliv hele sit liv, og det har givet ham et klart blik for, hvad der skaber værdi og arbejdspladser.
»Jeg synes, vi har fået nok af de store lagerhaller ude i Taulov. Det har været godt for væksten, og det er et eksempel på, at det kan lade sig gøre. Men nu skal vi videre. Vi skal tiltrække virksomheder, der skaber lokale arbejdspladser og bidrager til byen på en anden måde. Det er sådan, vi sikrer en sund udvikling,« siger han.
Han peger på, at Fredericia rummer en stærk erhvervstradition og en god infrastruktur, der kan tiltrække nye brancher og mindre produktionsvirksomheder.
»Vi skal have flere gode, små arbejdspladser. De betyder meget for sammenhængskraften i byen. Og så skal vi tænke erhverv og byliv sammen – udvikle bymidten, få torvet bundet sammen med Rådhuspladsen og skabe et Fredericia, man har lyst til at være i.«
Spørger man Dennis Nielsen, hvad der er Fredericias største udfordring lige nu, falder svaret hurtigt: det politiske klima.
»Jeg synes, vi har haft alt for mange år med uro og stridigheder. Der bliver brugt for meget energi på interne kampe og for lidt på at samarbejde. Fredericia har fået et dårligt ry, og det skal vi have rettet op på. Det kræver, at vi får nogle politikere ind, som kan finde ud af at tale ordentligt til hinanden,« siger han.
Han mener, at der er behov for et generationsskifte – ikke nødvendigvis i alder, men i tilgang.
»Vi trænger til politikere, der tør være politikere. Som tør tage en beslutning selv, i stedet for bare at blive styret af embedsværket. Jeg savner, at nogen står ved, hvad de mener – også når det er svært. Det er sådan, man får respekt, og det er sådan, man skaber resultater,« siger Dennis Nielsen.
Som mange andre kandidater peger han på, at kommunen må finde besparelser, men at de skal findes på de rigtige steder.
»Jeg tror, vi har for mange ledelseslag og for meget administration i kommunen. Det går igennem alt for mange hænder, før noget bliver besluttet. Der kunne man godt luge lidt ud, så tingene blev mere effektive. Det handler ikke om at fyre folk, men om at bruge ressourcerne bedre,« siger han.
Han mener, at pengene i stedet skal kanaliseres ud, hvor de gør en reel forskel – til borgere og frontmedarbejdere.
»Når man ser på, hvor mange der løber stærkt ude i hjemmeplejen, på skolerne og i institutionerne, så skal vi være sikre på, at pengene bliver brugt dér, hvor de gør gavn – ikke i unødige ledelseslag,« siger han.
Når Dennis Nielsen taler om fremtidens Fredericia, er det med rolig stemme og jordnær overbevisning.
»Jeg ser for mig en by, hvor vi igen kan være stolte af samarbejdet og fællesskabet. Hvor vi kan tale ordentligt sammen, også selv om vi er uenige. Det handler ikke om at vinde debatter, men om at løse problemer,« siger han.
Han peger på, at den næste valgperiode skal bruges på at skabe stabilitet og genopbygge tillid.
»Vi skal udvikle Fredericia med omtanke. Skabe nye arbejdspladser, sikre bedre service og passe på vores ældre. Det er ikke raketvidenskab. Det er sund fornuft, og det er dét, jeg står for,« slutter Dennis Nielsen.
Kort om Dennis Nielsen
67 år
Udlært smed – har arbejdet over 40 år i faget
Arbejder i dag som stationsbetjent ved DSB
Byrådskandidat for Socialdemokratiet i Fredericia
Fokusområder: ældrepleje, rent drikkevand, lokale virksomheder og bedre samarbejdskultur i byrådet
Ventetiden for at komme til speciallæge i Region Syddanmark er for mange patienter blevet en prøvelse i tålmodighed. Hvor ventetiden til behandling på sygehusene nu er tilbage på niveauet før corona med et gennemsnit på 32 dage, er billedet et andet uden for hospitalernes mure. Her må patienter i gennemsnit vente 21 uger for at komme til øjenlæge, 16 uger for at komme til hudlæge – og i psykiatrien kan ventetiden strække sig helt op til 155 uger.
For Venstre i Region Syddanmark er det ikke godt nok. Derfor foreslår partiet nu en markant udvidelse af kapaciteten med 25 nye speciallægepraksisser over de næste fire år. Et initiativ, der skal fordeles på de fagområder, hvor ventetiderne er længst – og som ifølge regionsrådsmedlem Pernelle Jensen (V), formand for Børn- og Uddannelsesudvalget, også skal være geografisk spredt, så alle dele af regionen får gavn af indsatsen.
»Vi har allerede gjort meget for at nedbringe ventetiderne, men det går for langsomt. I denne valgperiode har vi udvidet kapaciteten med 14 nye ydernumre, og i nogle specialer ser vi nu, at ventetiden begynder at falde. Men vi vil have, at det går hurtigere – og derfor skruer vi op for det, vi ved virker,« siger Bo Libergren (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark.
Ventetider, der spænder ben
De nye tal for ventetider hos speciallægerne viser, at presset er størst i psykiatrien. For voksne patienter er ventetiden på at komme til en praktiserende psykiater i gennemsnit 155 uger, mens den i børne- og ungepsykiatrien ligger på 96 uger. Det er ventetider, som Venstre betegner som »helt uacceptable«.
»Der er ingen tvivl om, at psykiatrien er det område, hvor udfordringen er størst. Vi har allerede oprettet otte nye ydernumre inden for psykiatrien, og vi har fjernet de økonomiske begrænsninger for speciallægerne, så de kan tage flere patienter. Men der skal gøres mere, for vi er stadig alt for langt fra et niveau, der er rimeligt for patienterne,« siger Pernelle Jensen.
Hun peger samtidig på andre specialer, hvor ventetiderne fortsat er høje.
»For eksempel har neurologerne en ventetid på omkring 25 uger, og for plastikkirurgerne ligger den på cirka 31 uger. Det er også områder, hvor flere patienter venter på behandling, blandt andet fordi der er flere, der bliver diagnosticeret med modermærkekræft. Derfor har vi lige oprettet et nyt ydernummer inden for plastikkirurgien, som træder i kraft i det nye år,« fortæller hun.
En investering i sundhed – og i tryghed
Det nye initiativ vil ifølge Venstre koste omkring 125 millioner kroner, men pengene er ifølge partiet givet godt ud.
»Det handler ikke kun om at reducere ventetider – det handler om tryghed. Når man har brug for at komme til en specialist, skal man ikke vente i måneder eller år. Det slider på både livskvalitet og tillid til systemet. Derfor er det vigtigt, at vi investerer i at udvide kapaciteten og gøre det lettere at komme til,« siger Pernelle Jensen.
Hun understreger, at den geografiske fordeling også spiller en væsentlig rolle.
»Vi skal sikre, at der ikke er borgere, der skal køre halve og hele timer for at komme til en specialist. Det er ikke rimeligt, at man bor et sted, hvor der slet ikke er en øjenlæge eller psykiater i nærheden. Derfor skal vi tænke de nye ydernumre strategisk og sørge for, at de bliver placeret dér, hvor behovet er størst.«
Nye ydernumre – et af de mest effektive redskaber
Oprettelsen af nye ydernumre – den autorisation, som giver læger ret til at praktisere under sygesikringen – er et af de mest håndgribelige redskaber, regionen har for at øge kapaciteten i sundhedssystemet. De seneste år er der i Region Syddanmark oprettet 14 nye ydernumre fordelt på forskellige specialer, hvoraf otte er i psykiatrien.
»Når vi udvider antallet af ydernumre, udvider vi i praksis kapaciteten. Det betyder, at flere patienter kan få behandling inden for det offentlige system, frem for at blive henvist til privathospitaler eller gå i stå i ventetidssystemet,« forklarer Jensen.
Hun peger samtidig på, at Venstre har fjernet økonomiske begrænsninger for speciallæger – især inden for psykiatrien – så de kan tage flere patienter uden at ramme loftet for deres aktivitetsloft.
»Det skal kunne betale sig at hjælpe flere, og der må ikke være økonomiske barrierer, der forhindrer speciallæger i at gøre netop det,« siger hun.
Et sundhedsvæsen med to udfordringer
Mens de fysiske sygdomme i dag bliver behandlet hurtigere end under pandemien, halter systemet på andre områder.
»Der har været et stærkt fokus på sygehusenes ventetider, og det har båret frugt. I dag ligger ventetiden på 32 dage for fysiske sygdomme, hvilket er tilbage på niveauet fra før corona. Men samtidig har speciallægeområdet haltet bagefter. Der har simpelthen ikke været nok hænder og kapacitet til at følge med,« siger Jensen.
Hun anerkender, at udfordringen er kompleks. Det tager tid at uddanne speciallæger, og efterspørgslen på deres ydelser er stigende – både fordi flere danskere lever længere, og fordi flere sygdomme opdages tidligere.
»Det her er ikke noget, vi kan løse med et snuptag. Men vi kan skabe rammerne for, at flere får adgang til behandling. Derfor skal vi bruge de redskaber, vi har, og det er netop at udvide antallet af praksisser og sikre, at de bliver brugt effektivt,« siger hun.
Et skridt på vejen
Venstre ser de 25 nye speciallægepraksisser som et vigtigt skridt, men ikke som en endelig løsning.
»Vi skal løbende evaluere, hvordan det går. Hvis ventetiderne ikke falder, må vi se på, hvad der mere skal til. Det vigtigste er, at patienterne mærker en reel forskel,« siger Pernelle Jensen.
Hun håber samtidig, at initiativet kan være med til at genskabe noget af den tillid, som mange patienter har mistet, når de har ventet i månedsvis – eller år – på behandling.
»Vi kan ikke have et sundhedsvæsen, hvor man mister håbet, før man får en tid. Det er menneskeligt urimeligt, og det vil vi ændre på. Vi skal have et system, hvor man som patient kan føle sig tryg i, at hjælpen faktisk er til at få,« siger hun.
Med de nye 25 ydernumre og en investering på 125 millioner kroner tager Venstre i Region Syddanmark endnu et skridt i retning af et mere tilgængeligt og effektivt sundhedsvæsen.
»Det her handler i sidste ende om mennesker. Om dem, der venter, og om at give dem håb og hurtigere behandling. Det skylder vi dem,« siger Pernelle Jensen.
Der var ikke et ledigt sæde tilbage, da 44 grundejerforeninger mandag aften mødtes på Brewpub i Gothersgade for at diskutere Fredericia Kommunes beslutning om at nedklassificere en række offentlige veje til private fællesveje. Stedet summede af engagement, og efterhånden som flere borgere dukkede op, måtte arrangørerne finde ekstra stole frem.
Bag mødet stod Uffe Steiner fra Grundejerforeningen Lunddalvej, der også åbnede debatten. På første række sad ni lokale politikere – klar til at lytte og svare på spørgsmål fra et både veloplyst og tålmodigt, men tydeligt frustreret publikum.
»Der var fuldt hus og gang i debatten. Folk havde et reelt behov for at blive hørt og få klarhed. Vi havde aftalt, at det skulle være en ordentlig og konstruktiv debat – og det lykkedes faktisk, selvom mange er dybt frustrerede over situationen,« fortæller Uffe Steiner.
45 år gammel aftale underkendt
Foreningen på Lunddalvej har, som mange andre, oplevet, at en gammel aftale med kommunen pludselig er blevet erklæret ugyldig.
»Vi lavede selv vej og fortov tilbage i 1979, og dengang indgik vi en aftale med Fredericia Kommune om, at de fremover skulle stå for vedligeholdelsen. Den aftale har fungeret i mere end 40 år, men nu får vi at vide, at den er ulovlig – og dermed ikke længere gælder. Det betyder, at kommunen ikke må reparere vejene, selvom de tidligere har gjort det,« siger Uffe Steiner.
Han fortæller, at vejfolkene faktisk gik i gang med arbejdet for et par år siden.
»De lavede fortovet ned langs Lunddalvej og sagde, at resten ville blive taget året efter. Men inden da fik vi besked om, at kommunen ikke kunne fortsætte arbejdet, fordi aftalen ikke længere var gyldig. Vi står nu med en vej, der trænger til reparation, men uden nogen ansvarlig til at tage sig af det,« siger han.
En sag med mange ligheder
Ifølge Uffe Steiner er der omkring 40 andre grundejerforeninger i Fredericia, der står i en tilsvarende situation.
»Det her handler ikke kun om én vej. Det handler om et princip. Kan man som borger stole på de aftaler, man indgår med kommunen, hvis de pludselig kan erklæres ulovlige efter fire årtier?« spørger han.
Samtidig har kommunen besluttet at nedklassificere en række offentlige veje til private fællesveje, så ansvaret for vedligeholdelse, snerydning og drift overgår til grundejerne selv.
»Det skaber stor usikkerhed. Mange spørger sig selv, i hvilken stand vejene bliver afleveret, når kommunen trækker sig. Og hvordan skal grundejerne pludselig betale for noget, de troede, var kommunens ansvar?« siger Steiner.
Ni politikere mødte op
Panelet var bredt sammensat, og blandt deltagerne var:
John Nyborg (Socialdemokratiet), byrådsmedlem og formand for Teknisk Udvalg.
Tommy Rachlitz Nielsen (Det Konservative Folkeparti), byrådsmedlem.
De ni deltog aktivt i debatten, hvor flere blev mødt af spørgsmål fra borgere, der krævede klare svar på, hvordan kommunen agter at håndtere overgangen fra offentlige til private veje.
»Det var et veloplagt og velforberedt publikum. Men mange af svarene kredsede om, at kommunen blot følger lovgivningen. Det forstår folk jo godt, men det ændrer ikke på, at de oplever at stå tilbage med et problem, de ikke selv har skabt,« siger Uffe Steiner.
Fra byrådssal til bryghus
Spørgsmålet om kommunens veje har været behandlet flere gange i byrådssalen, men mødet på Brewpub blev noget andet – tættere på borgerne, og med mere direkte dialog.
»Vi ville væk fra talerstolene og de formelle rammer. På Brewpub kunne folk stille spørgsmål direkte til politikerne. Det gav en ærlighed og en energi, man sjældent ser i de officielle møder. Det var tydeligt, at borgerne var velforberedte – og det blev til en reel samtale,« siger Steiner.
Han fortæller, at stemningen, trods frustrationerne, forblev respektfuld.
»Folk kom for at få svar, ikke for at skælde ud. Vi sørgede for, at tonen var god, og jeg synes, det lykkedes. Politikerne skal have ros for at møde op og lytte. Det betyder noget, når man som borger føler, at man bliver taget alvorligt,« siger han.
Et spørgsmål om tillid
Mange deltagere brugte aftenen til at udtrykke bekymring for, hvad de ser som et tillidsbrud.
»Det er jo ikke kun et spørgsmål om asfalt. Det handler om, at vi som borgere har levet op til vores del af aftalen. Vi har passet vores huse, betalt vores skat og regnet med, at kommunen ville tage sig af vejene. Nu får vi at vide, at aftalen aldrig har været lovlig. Det føles uretfærdigt,« siger Uffe Steiner.
Han håber, at kommunen nu tager borgernes bekymringer alvorligt – og at sagen bliver undersøgt grundigt.
»Vi forventer, at der bliver kigget på det her til bunds. Der må findes en løsning, der er rimelig for alle parter. Det er ikke nok bare at sige, at loven siger sådan og sådan. Der må også være plads til sund fornuft,« siger han.
Dialogen fortsætter
Mødet på Brewpub varede to timer, og mange blev hængende bagefter for at fortsætte samtalen over en kop kaffe eller en øl.
»Det viser, at engagementet er stort. Folk er bekymrede, men også konstruktive. De vil gerne samarbejde med kommunen – de vil bare have klare svar og en fair behandling,« siger Steiner.
Han håber, at mødet markerer begyndelsen på en ny fase i debatten, hvor politikere og borgere arbejder sammen om at finde løsninger.
»Vi har fået sat emnet på dagsordenen på en ny måde. Nu må vi håbe, at det ikke bare bliver ved snakken. Politikerne har hørt os – nu skal vi se, hvem der handler. For det her handler i sidste ende om tillid, og den skal bygges op igen,« siger han.
I går mødte jeg en ung mand. Vi kom i snak og han fortalte mig, at han og hans familie var ved at flytte ind i en lejlighed her i nabolaget, men han regnede nu ikke med at blive boende her længe. Han fortalte, at det var deres plan at bo her 1 til 2 år og så flytte tilbage til Syrien.
Jeg udbrød: ”Det er da ikke så godt hvis alle I syrere flytter tilbage til Syrien, så kommer Danmark til at mangle arbejdskraft!”. Han smilede bare.
Ja, tænk hvis alle syrerne og alle ukrainerne flytter, flytter tilbage til deres hjemlande. Så kommer vi nemlig til at mangle arbejdskraft.
I øjeblikket arbejder mange folk fra disse lande i plejesektoren, som stuepiger på vores hoteller, som chauffører samt på fabrikker.
De holder hjulene i gang.
De betaler skat til både kommunen og staten.
Det er bl.a. derfor vi har så mange mennesker i beskæftigelse, så mange som vi aldrig har haft før og derfor bugner vores statskasse.
Jeg forstår godt, at de vil hjem til deres hjemland, når og hvis det bliver muligt.
Men mens de er her, yder mange en stor indsats bl.a. inden for ældresektoren, så det kunne måske være en god ide at behandle den udenlandske arbejdskraft, som mange af flygtningene udgør, med respekt.
Birgitte Moos Laursen Kandidat til byrådsvalget for SF
Da Lynggaard & Bødker ApS fra Fredericia mandag blev kåret som Årets Innovative Læreplads 2025, var der ikke kun jubel hos virksomheden selv. Også på EUC Lillebælt, hvor flere af firmaets lærlinge bliver uddannet, var stoltheden tydelig.
Uddannelsesleder John Lyng kalder prisen »en sejr for hele erhvervsuddannelsesområdet« og et klart bevis på, at gode historier stadig findes i en tid, hvor lærlingeuddannelser ofte møder kritik.
»Det er jo helt fantastisk, at en lokal virksomhed går ind og viser vejen for, hvordan man kan arbejde innovativt med lærlinge. Det her betyder meget for os som skole, men endnu mere for eleverne. De får et levende bevis på, at deres idéer og engagement faktisk gør en forskel,« siger han.
John Lyng henviser til de seneste måneders debat om dårlige forhold for lærlinge, som blandt andet har fyldt i DR’s dokumentarudsendelser.
»Vi har hørt meget om de dårlige oplevelser. Og selvfølgelig skal de tages alvorligt. Men her får vi lov til at vise, at der også findes virksomheder, som gør det stik modsatte – som investerer i de unge, tager dem alvorligt og hjælper dem med at udvikle sig. Det er det billede, vi har brug for at få frem,« siger han.
For EUC Lillebælt er samarbejdet med Lynggaard & Bødker et skoleeksempel på, hvordan en virksomhed kan være en aktiv del af uddannelsen.
»Da Bettina Ravnborg – som jo har indstillet virksomheden til prisen – kom til os første gang, sad vi i en skurvogn og skrev kontrakten. Jeg husker hende som en stille og nysgerrig elev. I dag møder jeg hende som en selvsikker og fagligt dygtig lærling, som tør tage initiativ og bringe idéer til bordet. Det er den udvikling, der sker, når man er et sted, hvor man bliver hørt,« siger John Lyng.
Han peger på, at Bettinas rejse fra nybegynder til prisvindende lærling er et tydeligt eksempel på, hvad der sker, når virksomheder tør give ansvar og frihed.
»Man kan simpelthen se, hvordan hun vokser – både som person og som håndværker. Det er det bedste, vi som skole kan ønske os for vores elever,« siger han.
Ifølge uddannelseslederen kan mange virksomheder lære af Lynggaard & Bødkers måde at arbejde med lærlinge på.
»De tør slippe tøjlerne lidt. De tør lade eleverne udvikle sig. Mange steder er man låst fast i, at ‘sådan plejer vi at gøre’, men her har de forstået, at når man giver lærlingene tillid, får man noget langt større igen. De bliver engagerede, kreative og stolte af deres arbejde,« siger John Lyng.
Han mener, at den kultur, virksomheden har opbygget, både løfter lærlingene og virksomheden selv.
»Når man skaber et miljø, hvor eleverne føler sig trygge, tør de også byde ind. Det giver energi og innovation. Og det giver en helt anden dynamik på en byggeplads, hvor idéer kan komme fra alle – ikke kun fra mester,« siger han.
Hos EUC Lillebælt ser man prisen som en vigtig modvægt til de negative fortællinger, der til tider præger erhvervsuddannelserne.
»Det her handler ikke bare om en enkelt virksomhed. Det handler om at vise, at vores område rummer nogle af landets mest engagerede og fremsynede lærepladser. Lynggaard & Bødker har vist, at innovation ikke er forbeholdt de store koncerner – det lever også i håndværksfagene,« siger John Lyng.
Han håber, at prisen kan inspirere flere virksomheder til at tage lærlinge ind – og til at give dem mere end bare en plads i produktionen.
»Der er brug for, at flere ser lærlinge som en ressource, ikke som en udgift. Hvis man viser dem tillid, får man loyalitet, arbejdsglæde og nye idéer tilbage. Det er jo en gevinst for alle,« siger han.
For EUC Lillebælt er prisen også et symbol på, at håndværksfagene er under forandring.
»Faget udvikler sig, og det skal lærepladserne også. Lynggaard & Bødker viser, hvordan man kombinerer gamle dyder med nye perspektiver. De tager bæredygtighed, mangfoldighed og digitalisering alvorligt – og de gør det på en måde, der inspirerer både lærlinge og os på skolen,« siger John Lyng.
Han peger på, at innovation i dag ikke kun handler om teknologi, men om mennesker.
»Det handler om at skabe miljøer, hvor man tør tænke, handle og fejle. Den kultur, som Lynggaard & Bødker har, gør, at de unge tager initiativ og lærer at stå på egne ben. Det er dét, der skaber fremtidens fagfolk,« siger han.
En elev, der blev et forbillede
At en lærling fra EUC Lillebælt som Bettina Ravnborg har indstillet sin egen læreplads og nu står midt i den nationale opmærksomhed, gør John Lyng både rørt og stolt.
»Hun er et forbillede for andre unge. Hun viser, at man godt kan tage ansvar for sin egen uddannelse og være med til at forandre den. Hendes historie fortæller, hvad der sker, når man giver de unge en stemme,« siger han.
For både EUC Lillebælt og Fredericia betyder kåringen, at regionen nu placerer sig på landkortet som et område, der går forrest i udviklingen af fremtidens håndværksfag.
»Vi er stolte af at have virksomheder som denne i vores lokalområde. De er ikke bare dygtige fagligt – de tager et samfundsansvar. Det er virksomheder som Lynggaard & Bødker, der viser, hvordan man skaber bæredygtige lærepladser, hvor mennesker og faglighed går hånd i hånd,« siger John Lyng.
Han håber, at prisen vil inspirere både virksomheder og politikere til at se endnu mere potentiale i erhvervsuddannelserne.
»Det her er den gode historie, vi har brug for. Den viser, at håndværk er fremtid, at lærlinge er værdifulde, og at det kan betale sig at investere i mennesker. Lynggaard & Bødker viser vejen – og vi er stolte af at gå den sammen med dem.«
Det er en stille formiddag i Børge Larsens køkkenalrum i Fredericia. Solen skinner ind gennem vinduet, og duften af kaffe hænger i luften. Han sidder for enden af bordet i sin kørestol, rank og rolig, med et venligt smil og et fast blik. Der er intet særligt anderledes ved situationen — bortset fra, at Børge Larsen i 48 år har levet med et handicap, der bandt ham til stolen og ændrede alt, hvad der før var selvfølgeligt.
»Jeg kom til skade for 48 år siden,« siger han stille. »Jeg var en ung fyr. Jeg arbejdede, stod på vandski, dykkede, sejlede kapsejlads. Jeg elskede at bruge mig selv. Og så — på et splitsekund — ændrede alt sig. Jeg blev lam fra brystkassen og nedefter, delvist lam i armene. De første otte år sad jeg bare og kiggede ud af et vindue. Jeg troede, livet var slut.«
Han holder en kort pause, tager en tår kaffe og smiler. »Men den 8. januar 1988 fik jeg mit liv tilbage. Jeg fik min bil. Den dag fik jeg min frihed.«
Det lyder banalt, men for Børge var bilen symbolet på uafhængighed. Friheden til at bevæge sig uden at skulle bede om hjælp. Friheden til at være sig selv.
»Jeg kunne pludselig komme ud, være alene, bare være mig selv. Det betød alt. Derfra begyndte jeg at arbejde med projektet Byen for Alle, og senere gik jeg ind i politik og blev aktiv i handicapverdenen. Det gav mig følelsen af, at jeg igen kunne bruges til noget.«
En hverdag med åbne døre
At være afhængig af hjælp er for Børge både en nødvendighed og en påmindelse om, hvor tæt systemet kan komme på det private.
»Jeg bestemmer ikke selv, hvem der kommer ind ad døren. Det er hjemmeplejen, der afgør, hvem der skal hjælpe mig. De fleste er søde og rare, men det ændrer ikke på, at mit hjem også er blevet en arbejdsplads,« siger han.
Han griner tørt. »Det bliver man nødt til at acceptere. Jeg har jo brug for deres hjælp, men det betyder også, at mit hjem altid står åbent.«
Men bag humoren ligger alvoren. For Børge har på egen krop oplevet, hvordan systemet reducerer mennesker til sager.
»Jeg er et nummer i systemet. Før i tiden kendte sagsbehandlerne mig. De vidste, hvem jeg var. I dag er alt digitaliseret. Hvis du skal søge hjælp, skal du gøre det på borger.dk. Ingen kender dig længere. Vi er bare felter i et regneark.«
Fanget i en kasse
Systemet, siger han, er skabt med gode intentioner — men har glemt mennesket. Det er blevet et maskineri, der vurderer ud fra standarder, ikke erfaringer.
»Jeg kommer ind i en kasse, fordi jeg sidder i kørestol. Systemet kan ikke acceptere, at jeg føler mig som et ganske normalt menneske. Når vi sidder her og snakker, du på en stol, jeg på en stol — vi er ligeværdige. Men i systemets øjne er jeg bare en sag,« siger han.
Han lægger hovedet en anelse på skrå. »Folk ser mig komme i kørestol og tænker, at han nok ikke kan så meget. Måske er han lidt tabt i hovedet. Men jeg har da læst, jeg er nysgerrig, jeg kan tænke. Jeg er et menneske.«
»Vi glemmer at kigge på mennesket«
Når snakken falder på ældreplejen og samfundets måde at håndtere sårbare borgere på, bliver Børge mere intens. Han taler ikke kun for sig selv, men for mange.
»Vi skal lære at lytte til mennesker. Om du er svært spastisk eller gammel og gangbesværet — du er stadig et menneske. Der er altid noget inde bagved, men vi glemmer at kigge på det. Vi ser det ydre. Tatoveringer, kørestol, alder. Men hvad er der inde bagved?«
Han ryster på hovedet. »Ældre mennesker, der bor på plejehjem, bliver hurtigt reduceret til nogen, der ‘ikke kan noget’. Men de har jo erfaring, de har levet. De har arbejdet hele deres liv. Vi skylder dem respekt.«
For Børge hænger respekten og velfærdssamfundets værdi sammen. »Vi taler meget om, at vi har velfærd i Danmark. Men vi, der er afhængige af systemet, bliver altid underprioriteret. Vi er ikke store bidragsydere, men vi er stadig med til at give samfundet forskellighed.«
Angst for systemet
Det, der gør ham mest bekymret, er den mistillid, der har sneget sig ind i relationen mellem borger og myndighed.
»I dag er systemet blevet mistroisk. Vi bliver betragtet som potentielle snydere, som om vi vil udnytte systemet. Mange får faktisk angst af det,« siger han. »Når e-boksen plinger, tænker man: Hvad nu? Hvad har kommunen nu fundet på?«
Han taler om det, som nogle fagfolk kalder »systemangst« — en form for PTSD-lignende reaktion hos borgere, der konstant skal dokumentere, forklare og forsvare deres behov. »Mange af os har de samme symptomer, som soldater med PTSD. Vi er bange for systemet.«
Medarbejderne – de pressede mellemled
Når snakken falder på hjemmeplejens medarbejdere, bliver tonen mere blid. For Børge skelner skarpt mellem systemet og de mennesker, der arbejder i det.
»Jeg har stor respekt for dem. De gør et kæmpe stykke arbejde. Men de er pressede. Planlægningen halter, og der er alt for lidt tid. Jeg tror, det ville hjælpe, hvis lederne en gang imellem tog med ud og så, hvordan virkeligheden ser ud. Så de kunne se, hvad det betyder at møde et menneske, ikke bare et CPR-nummer.«
Han trækker vejret dybt. »Der er langt fra beslutningerne i toppen til det, der sker ude i den yderste ende af systemet. Intentionerne kan være nok så gode, men de forsvinder på vejen. Det ender sjældent, som politikerne havde tænkt sig.«
Når regler bliver vigtigere end omsorg
En af de ting, der virkelig frustrerer Børge, er den ufleksibilitet, der har sneget sig ind i systemet. »I dag er reglerne vigtigere end plejen,« siger han. »Hvis jeg en morgen hellere vil have et stykke franskbrød med ost i stedet for den grød, der står i min borgerplan, så må de ikke give mig det. Det står jo ikke i planen.«
Han ler kort, men uden glæde. »Eller hvis jeg vil have min vitaminpille, må de ikke række mig den, for det er ‘en pille’. Så skal den doseres fra apoteket. Det er absurd. Det handler jo bare om sund fornuft.«
Et menneske – ikke et systemnummer
Efter næsten et halvt århundrede i kørestol har Børge Larsen oplevet mere af systemet end de fleste. Men han har også lært, at frihed ikke nødvendigvis handler om at kunne gå, men om at blive set som et helt menneske.
»Jeg ved da bedst selv, hvordan jeg har det,« siger han. »Jeg behøver ikke nogen ekspert til at fortælle mig, hvad der fungerer for mig. Jeg er jo eksperten i mit eget liv.«
Han smiler stille og ser ud over køkkenet. »Jeg er ikke et nummer. Jeg er et menneske.«
Vil give de svage en stemme
Og det er netop derfor, Børge Larsen nu stiller op for Dansk Folkeparti. Ikke for egen vindings skyld, men for at kunne gøre en forskel for alle borgere, der har brug for systemet — uanset alder, sygdom eller handicap.
»Jeg vil gerne være den stemme, som mange ikke selv har kræfter til at bruge. Med min erfaring kan jeg være med til at sikre, at flere bliver hørt, og at mennesket igen kommer i centrum. Det handler ikke om partipolitik, men om at skabe et system, hvor vi ser mennesket bag sagen,« siger han.
Med 48 års erfaring i at navigere i velfærdens labyrint, håber Børge Larsen at bringe sin indsigt ind i byrådssalen — for at minde politikerne om, at bag hvert journalnummer sidder et menneske, der bare ønsker at blive mødt med respekt.
