KRIMI. En 49-årig mand fra Vildbjerg fik onsdag Kolding Politi til at rulle øjnene mere end én gang. Først blev han taget på fersk gerning i et indbrud i en lejlighed på Stejlbjergvej, hvor han stjal pantflasker og mad fra køleskabet. Kort efter blev han dårlig, så der måtte tilkaldes en ambulance – men han nægtede at komme med og smadrede i stedet ambulancepersonalets tablet.
Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at anmeldelsen om indbruddet indløb mellem onsdag morgen klokken 05.30 og eftermiddag.
»Ham får vi fat på, og han bliver anholdt på stedet. Han er en 49-årig mand fra 7480 Vildbjerg, som i forvejen kender adressen,« siger Hoffensetz.
Men episoden udviklede sig hurtigt videre. Den anholdte blev dårlig, så der blev sendt en ambulance frem. Her gik det dog galt, da manden kastede med en af ambulancepersonalets tablets, som gik i stykker.
»Det bliver han også sigtet for,« siger Hans Hoffensetz.
Brand i skraldespand midt i natten
Natten bød også på en anden opgave for politiet i Kolding. Klokken 01.16 måtte TrekantBrand rykke ud til en brand i en skraldespand mellem to ejendomme på adresserne 28A og 28B.
Årsagen til branden er endnu ukendt.
»Det kan være en cigaret eller en bevidst handling, det ved vi ikke,« siger Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi.
Der opstod sodskader på murværket, og brandvæsenet måtte med magt åbne døre for at sikre, at der ikke var mennesker inde bag. Politiets indsatsleder var til stede, men der kunne ikke foretages sporsikring.
»Vi tager det ad notam og holder øje med, om det skulle ske igen,« siger Hoffensetz.
Dermed blev det en travl døgnrapport i Kolding, hvor politiet både måtte håndtere ild i natten og en småsulten tyv, der endte med at gøre regningen endnu dyrere for sig selv.
Fredericias DNA er frihed, stolthed og kampånd – fra fæstningsbyens historie til havnens rå styrke og kulturens glans. Jeg mener, at liberal politik er det bedste værktøj til at styrke det DNA, ved atgive plads til borgernes initiativ, holde skatten nede, fjerne bureaukrati og sikre, at byen fortsat kan udvikle sig frit og værdigt.
Jeg vil arbejde for, at Fredericia får mere selvstændighed og handlekraft og sikre, at vi stadig har et stærkt og levende Fredericia om 10 år. En by i udvikling, hvor vi står økonomisk på egne ben, giver plads til initiativ og har modet til at tage beslutninger, der holder i længden.
Mere selvstændighed betyder, at vi står stærkere økonomisk, tager hurtigere beslutninger og giver borgerne frihed til selv at handle. Mere handlekraft betyder, at vi ikke gemmer os bag regler og kommissioner, men leverer løsninger her og nu.
Vi liberale forsvarer frihedsrettighederne, det frie skolevalg og retten til at leve forskelligt. Fredericia skal være en by, hvor mangfoldighed går hånd i hånd med frihed under ansvar. Historien om 6. juli er en styrke. Den skal bruges aktivt til at skabe lokal identitet og samtidig tiltrække kultur- og turismeprojekter, hvor vi kan tjene penge uden at lægge nye byrder på borgerne.
Fredericia er Danmarks midtpunkt. Her skal vi udvikle et erhvervsknudepunkt, hvor ikke-forurenende virksomheder kan vokse. Jeg vil arbejde for at styrke infrastrukturen og give privat initiativ bedre vilkår frem for tunge kommunale løsninger.
Byudvikling og fornyelse ved at Fredericia genopfinder sig selv. Det kræver fleksible rammer for erhvervsliv og byggeri, så investeringer, innovation og iværksætteri får luft, uden at kvæles i regler.
Kulturen og foreningslivet er byens puls. Foreninger og kulturprojekter skal have frihed til at blomstre, båret af engagement og frivillighed – ikke bureaukratisk styring.
Fredericias DNA er en cocktail af kampgejst og kultur. Med liberal politik ryster vi bureaukratiet ud og serverer byen stærk, fri og fuld af fremtid.
BUSINESS. Kaffen damper fra kopperne på skrivebordet, og udsigten over Fredericias indre by ligger som et velkendt kort lige udenfor vinduet i Vendersgade. Her sidder Jens Bilde Jørgensen og smiler det stille smil, der opstår, når man både ved, at man har gjort sit arbejde færdigt, og at man nu må give slip. Snart siger han farvel til den advokatgerning, der har fyldt hans hverdage siden begyndelsen af halvfemserne i Fredericia. Ikke med store armbevægelser. Mere med en rolig konstatering og en imødekommende invitation til at se tilbage sammen.
Vi taler om interviewet, inden vi går i gang. Forberedelse betyder noget. Det ved Jens Bilde Jørgensen. Det er hele jurafagets DNA, så da jeg fortæller, at vi blot skal have en hyggelig samtale, hvor vi sidder og snakker om livet, svarer Jens roligt: « Ja, ja,« og læner sig let tilbage med et smil.
Han er født i Aarhus i efteråret 1958, og han siger det, som om tallene ligger ham så naturligt på tungen, at de næsten selv fortæller historien. »Jamen, jeg er jo født i 58. 19. september. 1958.« Det var midt inde i byen, hvor fødselsstiftelsen lå, men opvæksten var landlig. »Jeg er sådan set opvokset på en gård, 12 kilometer nord for Aarhus Domkirke.« Den kombination af byens nærhed og landets jordnære rytme kommer igen og igen frem, når Jens taler om sit liv. Han kender lyset over marken og tempoet i byen. Han er, med hans egne ord, ikke formet af krav, men af muligheder.
Jens Bilde Jørgensen glæder sig til at mere tid. Foto: AVISEN
»Min far var jo landmand, og min mor, hun var oprindelig sygeplejerske. Det var ikke sådan, at min far sagde, at det skulle vi også være. Jeg skulle ikke være landland, med mindre jeg ville. Det var nemlig mere, hvad vi ville, der lå min far på sinde« fortæller han. Den frihed ligger som en bund under de valg, der fulgte. Og valgene var ikke snorlige. Der var realeksamen og gymnasiet, men også ærlig skoletræthed, et besøg hos rektor og en gymnasieorlov, der skulle give luft. Planen blev et halvt år som udvekslingsstudent i England på en farm og et halvt år i Frankrig. Det endte med England. Og en farm, som skrevet.
»Jeg var på en farm derovre,« siger han og nikker. Det var arbejde, sprog og ansvar. Det var venstrekørsel og et kørekort, der stadig får ham til at grine lidt, når han fortæller om rundkørsler på Malta, hvor den indlærte danske automatik skulle have et lille nøk. Det var også erkendelsen af, at al den praktiske kunnen ikke stod i vejen for bøgerne, men pegede ham tilbage mod dem. Da han vendte hjem, fandt han en anden vej til studenterhuen end det klassiske gymnasium. »Det var så en toårig studenterkursus,« siger han om Aarhus Akademi. Skoletrætheden var forduftet. »Jeg havde ligesom fået nu af, ej, det var sgu ikke det. Jeg var nødt til at have et studentereksamen, for ellers kunne jeg ikke komme videre med noget som helst.«
Vejen mod juraen bød på små tilfældigheder og store skub. En farbror var advokat i Aarhus. Natarbejde på en døgnåben benzinstation gav tider, hvor man bladrede aviserne færdige og begyndte at rode lidt i skufferne. »Så fandt jeg jo nogle juraopgaver. Jeg tænkte, det ser sgu da interessant ud, det her. Så vidste jeg, det var jo det.« I 1979 kom han ind på jura i Aarhus. »Der er jo de traditionelle discipliner,« siger han og remser familieret, arveret og formueret op. »Formueret er jo meget vigtigt inden for jorden. Altså, fordi i den sidste ende, så ender det jo tit noget med penge.« Det lyder nøgternt, men ikke kynisk. Det lyder som én, der har set, hvor menneskers konflikter til sidst lander, og hvordan man folder dem ud med respekt.
Studielivet trak ud. Ikke fordi han ikke læste. Også fordi han levede. »Vi levede livet,« som han formulerer det. Og på et tidspunkt besluttede han, at nu skulle det gøres færdigt. Han skar ned på lønarbejdet og gav den gas. Eksaminerne blev taget, som systemet var dengang, og det bar ham ud i arbejdslivet. Det skulle vise sig, at den juridiske retning, som passede ham, fandt sin form i mødet med byens konkrete sager og retssale, hvor man kigger folk i øjnene.
I 1989 kom han til Fredericia som fuldmægtig hos Palle Viuff. »Jeg kom jo til Palle den 1.april 1989. Det har jeg altid kunne huske.« Planen havde egentlig været at vende tilbage til Aarhus, når han var blevet advokat. Men byen ved Lillebælt gjorde noget ved ham. »Jamen, jeg blev glad for Fredericia. Det gjorde jeg faktisk.« Den sætning får lov at hænge lidt i luften, som om pausen er en del af forklaringen. For hvad er det, man bliver glad for i en by. Det er mennesker, opgaver, ture ud til Trelde, smut til Fyn over den gamle Lillebæltsbro og den fornemmelse af, at tingene forandrer sig på en måde, man kan mærke.
Jens fandt hurtigt rytmen i sagsbunkerne og i den retssalspraksis, der dengang havde et andet omfang. »Vi mødte jo også til retternes forberedelse,« fortæller han. Man stod nede i byretten, afleverede stævninger, fik dem skrevet ind i bogen, og man mødtes til det, der i dag for længst er blevet digitalt. Det var papirets tid, og det var mødernes tid. Samtidig var det en skole i mennesker. »Man lærer meget af at snakke med alle typer mennesker,« siger han og taler om de år, hvor inkassosager fyldte, og hvor det handlede om at være fast og fair. »Der er ingen grund til at genere folk og gå deres ære for nært. Behandl dem nu ordentligt sådan, som man også selv gerne vil behandles.«
Han blev beskikket som advokat i 1991 og blev partner. Navnet stod sidenhen på brevpapiret, og kontoret voksede ind i de opgaver, der fulgte med reformer, digitalisering og et boligmarked, der i perioder eksploderede. »Jeg vil jo sige, at der skete der altså også ting og sager,« siger han om halvfemserne. Priserne på huse i området tog fart, og han og Palle stiftede et lille boligselskab, der med tiden voksede, fordi alt, hvad der blev tjent, blev lagt tilbage og geninvesteret. Han fortæller med et skævt smil om en jul, hvor man bogstaveligt talt proppede kontanter i lommen. Ikke som pral, mere som et billede på en tid, hvor tingene var mere håndgribelige.
Samtidig ændrede advokatgerningen karakter. Systemerne bag ejendomshandlerne blev professionaliseret med tilstandsrapporter og ejerskifteforsikringer, og en stor del af de sager, der før holdt advokater beskæftiget, gled ud af kalenderen. »Det lykkedes jo så også med det system,« konstaterer han nøgternt. Andre områder kom til. Han husker de mange flygtningesager i begyndelsen af halvfemserne. »Hav af sager,« som han siger, og det lyder stadig af lange dage og tæt stof. Familieretten fulgte ham gennem årtierne, ikke mindst samværssager, som alle, der har været i rummet, ved, er blandt de tungeste, fordi de handler om børn, brud og håb. Og så var der retssalene. Mange blev det ikke til de senere år, for det er krævende arbejde. »Når man møder i retten, så er du altså nødt til at være forberedt. Jeg vil faktisk sige, at du skal være bedre forberedt end til et eksamen, for der er kun dig selv, det går ud over. Når du repræsenterer andre mennesker, så er det et ansvar.«
Mellem linjerne ligger der en metode. Vær forberedt. Overvej, hvad du vil spørge om. Spørg ikke, hvis du ikke kan bruge svaret. Vær forudseende, ikke bare skarp. Omkring hæftelsesforhold i anpartssager var han gennem en række sager, hvor praksis og principper skulle lægges til rette. Han fortæller anekdoter med glimt i øjet, som den dag, hvor en landsretssag tog så kort tid, at modpartens advokat kunne nå flyet hjem igen. Ikke fordi noget var ligegyldigt, men fordi hjemmearbejdet var gjort.
Når Jens taler om Fredericia, taler han både om natur og byudvikling. Han ser den smukke by udvikle gennem årene og de bløde bakker, og han ser byens smukke kystlinje i alle årstider. Han har også set byen ændre karakter. Industrien er trukket væk fra midtbyen, og nye lag er kommet til. »Der, hvor jeg synes, det virkelig tog fart, det var da Søren Møller (tidligere direktør på Fredericia Teater red.), han fik gang i teateret dernede. Der kom flere og flere caféer, og med forestillingerne kom der kom folk til byen.« Musicalmiljøet og det nye liv i gaderne flyttede på fortællingen om Fredericia. Jens banker ikke tromme for noget bestemt, han konstaterer. Men glæden over, at en driftig kultur har sat aftryk, er tydelig.
Byen har også givet ham noget helt privat. »Jeg fandt jo øvrigt også drengenes mor i byen «To børn kom ud af det, og i alt er det blevet til fire. »Det er fandme dejligt at have nogle børn,« siger han uden omsvøb. Den ældste kan høre på telefonen, om far er til stede. En lille kærlig reprimande, som forældre med travle jobs kan genkende. I alt har han fire dejlige børn, som han siger, og nu ser han frem til at have mere tid. »Jeg glæder mig til at have mere tid til alting,« siger han. Det handler ikke om store planer. Det handler om roen i samtalerne, pauserne uden dårlig samvittighed, og den enkle mulighed for at være der, når børnene ringer.
For Jens har fritiden ikke været fyldt af klubber og turneringer. »Jeg rendte ikke rundt og spillede golf,« som han siger. Det har været familie og arbejde. Og den balance er han egentlig tilfreds med. Skulle golfen en dag lokke, ligger den som en mulighed. Ikke som en pligt. Man mærker, at samme sans for proportioner har styrt hans arbejdsliv. Gør det ordentligt. Lad være med at lade dig rive rundt af modebølger. Vær til stede for klienten, og vær ordentlig – også når samtalen er svær.
Sammen med sin makker, Palle Viuf og de mange gode kolleger, har han har administreret ejerforeninger, ført sager, forhandlet, forberedt og siddet ved bordende, når beslutninger skulle tages. De seneste år har han trappet ned og givet mere fra sig, men han blev ved, hvor det gav mening. »Der var bare nogle sager, som jeg havde taget nok gange, man kan sige, at det var andres tur, eksempelvis så sagde jeg, at det med at gå i retten, det var ikke mig mere.« Det var et valg. Et udtryk for respekt for det ansvar, en retssag er. Andre opgaver trak mere i ham. Ejendomsadministrationen, møderne, den løbende drift. Og så selvfølgelig relationerne.
Det er også relationerne, der gør, at det ikke føles som et definitivt farvel. »De slipper jo ikke for mig herinde, for jeg kommer selvfølgelig forbi,« siger han med et grin. Han har stadig fælles ejendomsselskab med Palle, og deres makkerskab er en tråd gennem hele fortællingen. »Jeg prøver at tænke på, hvor mange timer, vi har gået op og ned af hinanden. Det er jo et makkerskab,« siger han. Der ligger varme i ordene. En slags kollegial venskab, der er blevet til hverdagsgrund.
Når han taler om at være advokat i Fredericia, taler han også om den særlige tilgængelighed, han har oplevet hos mennesker her. Det er en by med et flow af tilflyttere og pendlere, en by der insisterer på at være arbejdsplads for mange og hjem for endnu flere. Han mener, at det kan mærkes i møderne. »Jeg synes i grunden folk, de var meget tilgængelige på en eller anden måde.« Det er sagt uden sentimentalitet, men med den respekt, der opstår, når man igen og igen sidder overfor mennesker, der har brug for ens rådgivning.
Vi tømmer kopperne en sidste gang, og Jens ser ud over gaden, hvor livet går sin gang. I slutningen af september er der reception for at markere pensionen. Datoen er fast, tidsrummet er lagt, og adressen siger sig selv for alle, der kender stedet. Dørene i Vendersgade åbnes for klienter, samarbejdspartnere og venner af huset, der vil sige tak for indsatsen og ønske alt det bedste på den næste strækning fra klokken 12 til 16 fredag den 26. september på kontoret i Vendersgade 26 E i Fredericia.
Han nikker stille, da ordene falder på plads. Der er intet dramatisk over det. Bare en mand, der har løftet en opgave i mange år, og som nu lægger mapperne i skuffen, så andre kan tage over. Det passer ham fint. »Nu er man ikke travlt, nu skal du ikke nå noget,« som han siger om samtalerne, han glæder sig til at have med sine børn. Tiden føles ikke som et hul, der skal fyldes, men som en gave, der skal bruges.
Inden vi går, vender han tilbage til begyndelsen. Til den unge mand, der blev skoletræt og rejste ud, arbejdede på en farm og fandt ud af, at vejen hjem gik gennem bøgerne. Til den fuldmægtig, der kom til Fredericia og blev hængende, fordi byen og arbejdet gav mening. Til retssalene, hvor man skal være bedre forberedt end til eksamen, og til de møder, hvor man går efter bolden og aldrig efter manden. Til alle de mennesker, der på hver deres måde har været en del af ruten. Til et arbejdsliv, der ikke behøver fanfare for at være betydningsfuldt.
»Være tilfreds,« sagde hans far altid. »Og hvis man skal være pølsemand, så vil man lige så godt være en god pølsemand.« Den sætning har fulgt ham som en stille ledestjerne. At gøre sig umage. Ikke mere højtideligt end det. Når man hører Jens fortælle, virker det også som en ret præcis beskrivelse af, hvorfor han blev hængende i Fredericia. Han fandt sin hylde og stod ved den. Med udsigt over byen, hvor han har været advokat, kollega, administrator, rådgiver, far og meget andet. Nu venter den lange hverdag uden kalenderens kant, men med tidens mildere rytme. Det passer ham glimrende.
Der er reception for Jens Bilde Jørgensen fredag den 26. september fra klokken 12.00 –16.00 på adressen: Vendersgade 26E
Og så er der receptionen. Den bliver, som han selv lægger op til det i dag med kaffekoppen i hånden. En rolig markering med et håndtryk, et smil og en lille historie i døren. Det er som om man allerede kan høre summen af samtaler i lokalet, hvor gamle klienter, kolleger og venner skubber skuldrene sammen og løfter glas på én gang jordnært og festligt. Et langt farvel, som kun de byer kan give, der kender forskellen på at være travl og at være til stede. Fredericia er en af dem. Jens Bilde Jørgensen er en af dem. Og Vendersgade er det naturlige sted at sige på gensyn.
POLITIK. Distriktskolemodellen er til heftig debat i Fredericia, men Det Konservative Folkepartis gruppeformand, Tommy Rachlitz Nielsen, holder fast i, at partiet ikke vil konkludere noget, før en igangværende analyse af hele skoleområdet er afsluttet.
»Holdningen er jo, at vi helt generelt har set, at vi skaber dårlige resultater i Fredericia Kommune i skolerne. Og derfor har vi bedt om at få lavet en analyse af hele skoleområdet. Altså ikke bare på den organisatoriske opbygning, men alt inden for skoleområdet. Fordi vi skal finde ud af, hvor er det, vi fejler sammenlignet med dem, der gør det godt. Måske er distriktsmodellen et problem. Måske skal man have ledelse tættere på. Hvis vi vidste det allerede, var der ingen grund til at bruge penge på at lave en analyse,« siger Tommy Rachlitz Nielsen.
Han understreger, at det giver mening at have ledelse tættere på skolerne, men at det ikke er noget, han som politiker vil fastslå på forhånd. »Ulemper kan man jo sagtens finde nogle af, fordi jeg altid har en følelse af, at jo tættere ledelse er på skolen, desto bedre. Når det er sagt, så er jeg ikke ekspert på skoleområdet. Det har vi dygtige folk til, og vi har hyret eksperter til at lave en analyse. Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at jeg ikke som politiker sidder og kloger mig på, hvad der er bedst, før jeg har fået eksperternes vurdering. Det er derfor, vi hyrer dem – for at få det bedst mulige grundlag til at træffe beslutninger,« siger han.
Ifølge Rachlitz Nielsen er det for tidligt at diskutere en omlægning af skolestrukturen. »Det ville være direkte dumt at bruge penge på en analyse, hvis jeg allerede vidste, hvad vi skulle gøre. Jeg synes også, det er ærgerligt, at så mange er ude og have truffet en fast beslutning om, hvor vi ligger henne. Det skaber uro blandt medarbejderne og usikkerhed i organisationen. Jeg havde håbet, at vi ville lave analysen og derefter sætte os sammen og i fællesskab beslutte, hvad der er bedst for skolevæsenet i Fredericia. Hvordan vi får den bedste folkeskole. For det er jo det, vi alle sammen vil. Men vi bør holde lidt igen med at kloge os, indtil vi har hørt, hvad eksperterne siger, når vi nu har betalt dem for at gøre arbejdet,« siger han.
Han peger samtidig på, at folkeskolen i Fredericia er underfinansieret og kræver flere ressourcer, hvis resultaterne skal forbedres. »Vi må konstatere, at skoleudvalget ikke er lykkedes med opgaven gennem flere valgperioder. Det kan vi tydeligt se på karaktererne. Derfor har vi sagt, at vi har brug for hjælp til at løfte den her opgave. Det er derfor, vi har afsat visionsmidler til folkeskolen. Vi skal have fundet ud af, hvordan vi gør det bedst, og jeg tror ærligt talt, det kommer til at koste flere penge. Folkeskolen i Fredericia er temmelig udpint økonomisk,« siger han.
Han peger også på udfordringerne med, at specialområdet trækker penge væk fra de almindelige klasser. »Specialområdet sluger midler fra det almindelige område på grund af den tildelingsmodel, vi har nu. Derfor vil vi lave en ny model, så det ikke rammer den almindelige folkeskole, når specialområdet bliver dyrere. Så vi har gang i nogle tiltag, vi har gang i en analyse – men lad os nu få alle oplysninger, før vi begynder at træffe beslutninger og sende signaler ud, der kan skabe unødig uro,« siger Tommy Rachlitz Nielsen.
I de kommende dage spørger AVISEN byens byrådspolitikere og spidskandidater om modellen for at gøre fredericianerne klogere på, hvad de mener; én for én.
Så gik valgkampen rigtigt i gang i Fredericia med 2 måneder til krydset skal sættes, da spidskandidaterne var samlet i dag i valgstudiet hos DR P4-trekanten – programmet sendes senere.
Det varmeste emne var arealer til solceller i Herslev, og desværre var tonen mellem borgmesterkandidaterne fra Socialdemokraterne og Venstre igen uforsonlig. Jeg tror personligt, at de begge taber på det – og håber for alles skyld, at vi får en bedre valgkamp end starten her tyder på.
Mere overraskende var det, at selv de røde og grønne partier på venstrefløjen, ikke tør sige at vi SKAL have mere produktion af vedvarende energi, selvom at grøn omstilling koster.
Det koster både penge til udvikling og investeringer, men det koster også på landskabsmiljøer, når der skal skaffes arealer til energiproduktion i stedet for blot at afbrænde olie, gas og flis.
Sagen er bare, at det er uomgængeligt at vi skal have omlagt energiproduktionen. Ellers bliver det blot endnu dyrere at afbøde følgerne af ikke at gøre noget – så det er reelt ikke en option.
Så derfor en opfordring herfra til de partier der siger de vil grøn omstilling. Fortæl nu til vælgerne at det kommer med omkostninger. For I ved det jo godt selv, og vælgerne kan godt tåle at høre sandheden -også dem i Herslev.
Det bør også siges at arealer med solceller giver langt mere biodiversitet, end endeløse marker med raps eller fodermajs. Så det er blot endnu en grund til at sikre arealer til lokal energiproduktion.
ANMELDELSE. Teater Malstrøm indbyder til Rock ’n’ Glam i Tavlehallen, Kongensgade 111. Når man træder ind i den tidligere værkstedshal, mødes man med synet af et trommesæt, hvor kedlerne er omringet af et arsenal af bækkener. På hver sin side et line-up af diverse guitarer. Man fornemmer det. Der er dømt fuld spade: ROCK.
Enhver har – alt efter musikmag – en række af musikalske vidensspor til livet. Minder vil – uanset alder – poppe op i hovedet, når man overværer denne rejse i rockens memory lane.
Det yderst kompetente og velspillende band, der vil forkæle, er:
Sebastian Philip Rafn Møller – guitar Asbjørn Boes – Bas Stefan Rungstrøm – trommer Frederik Studsgaard – guitar, kapelmester
De træder ind iført camouflagetøj. Så er den musikalske nationalgarde indsat til at styre de ni omrejsende eksistenser, der med hver sit sære og obskure udseende – men alle med sorte støvler (!) – okkuperer scenen. Kun koret – tre sødmefyldte, naive ”præmiebørn” – skiller sig ud.
Med Guns N’ Roses’ ”Welcome To The Jungle” er vi da virkelig kommet i gang. I alt 35 numre venter, hvor sigøjnerne m.v. vil føre os igennem musikken udtrykkende forskellige stemninger og følelser i en serie af velkendte rockhits. Især er der plads til Guns ’N’ Roses, David Bowie, Bon Jovi og ko-rocken fra D-A-D. Men mange fede enkeltnumre fra Skunk Anansies ”Weak”, The Cranberries ”Zombie” til War Pigs fra Black Sabbath venter.
Den flagermusgnaskende Ozzy – whereever he may be – fryder sig givetvis over denne teaterkoncert leveret af Teater Malstrøm.
Live
ROCK ’N’ GLAM, med de 15 glimrende optrædende på scenen, er ægte musikalsk performance. Her er ikke snydt – muligvis lige brug af et par tracks – men der spilles og synges live. Og det udføres velspillet og velsunget, energisk, velagerende og sveddryppende.
Kostumer
Det er bemærkelsesværdigt, at den internationalt berømte designer, Nicolas Nybro, har designet kostumerne. Specielt og tankevækkende. Her er der undervejs fri leg med fantasien.
Fra Pakhuset til Tavlehallen
Tillykke til Malstrøm med det nye spillested! Det intime, charmerende og atmosfærefyldte pakhus var skønt, men i Tavlehallen er der mere plads til både scene og publikum og ingen generende stolper. Muligheder for større fremtidige oplevelser her er forbedret.
Malstrøm spiller ROCK ’N’ GLAM frem til 11. oktober. Det bør opleves!
Hvad tager man med hjem?
Man rejser tilbage – bliver ung igen. Husker da en guitarsolo fik lov at udfolde sig og ikke bare var en parentes. Mindes da man købte army-tøj fra militærets overskudslager og gik rundt i Dr. Martensstøvler.
Men ikke mindst da vi drenge på en lejrskole, hvis man var først oppe om morgenen satte ”Iron Man” af Black Sabbath på rejsegrammofonen. Så kunne alle da vågne!
Alle har hver især sine egne minder, referencer og historier!
Jeg må hellere de kommende dage genhøre en del fra den beskidte rock!
Fredericia har valgt. Vi vil have en kulturkaserne, et stærkt fællesskab, blomstrende liv, kunst, kultur, musik, hygge, frivillighed og gode oplevelser. Det er en mærkesag for Borgernes Liste.
Det kræver plads at få alle vores kulturelle ønsker opfyldt. I ren iver og jagt på kulturen kunne vi jo spørge borgerne i fæstningsbyen, hvordan vi kommer videre med det spændende projekt. Der er 52000 borgere i Fredericia, 4500 ansatte på kommunen og vi er 21 politikere.
Det er mange borgere og hos os gemmer der sig både videnviden og virkelyst og en trang til at komme videre med kulturen i 7000.
Derfor undrer det Borgernes Liste, at et nedsat politisk ”lejlighedsudvalg” (paragraf 17 stk. 4 udvalg) vælger at betale og spørge et udenbys firma om, hvad vi skal gøre med vores stolte kulturkaserne – som om vi ikke selv ved det. Nu er hele balladen, at vi skal beslutte os i forhold til hvad et par friske udenbys gutter mener vi skal gøre. Det giver jo ingen mening og det er ikke sund fornuft.
Svaret fra firmaet lyder (frit tolket) ”lav kasernen om til et stort hotel med 80-100 værelser og 100 parkeringspladserog en restaurant der serverer morgenmad”. Altså Fredericia, få en hotelkæde til at smide penge i projektet og lad dem betale så meget for herlighederne, at vi som borgere får ”det hele gratis”. Eller rettere sagt, når der er trukket plads fra til 80-100 hotelværelser og alle parkeringspladser er fyldt op af hotelgæster, er der så lidt plads tilbage til kulturen, at valget reelt er, om vi vil have et stort hotel eller en kultur kaserne.
Sandheden er, at der ikke er plads til begge dele. Særligt ikke når hele finansieringsmodellen er afhængig af, at der indgår en høj og vedvarende indtægt fra en hoteldrift, der beslaglægger en så stor del af kasernen, at der ikke er plads til kulturen.
Det store spørgsmål er, om det dels er rentabelt at totalombygge kasernen til hotel og om det er lovligt og muligt at ændre facaderne, vinduerne og eventuelt taget.Hertil et behov for 100 parkeringspladser til ansatte og hotelgæster.
For Borgernes Liste angiver rapporten nogle løsningsmodeller der er højest risikable, for dyre og reelt peger i en retning som vi ikke kan anbefale. Borgernes Liste ønsker at bevare og udvikle kulturen i Fredericia. Det må ikke ske på baggrund af hoteldrømmerier, der reelt hører til i Kanalbyen. Fingrene væk fra kulturkasernen. Det er vores fælles ejendom.
SPORT. FC Fredericia har sikret sig en markant forstærkning til bagkæden. Klubben præsenterer nemlig 31-årige Kristian Pedersen, der skifter til klubben på en fri transfer efter senest at have spillet i Swansea City.
Pedersen har et CV, som kun få spillere i 3F Superligaen kan matche. Med mere end 300 seniorkampe på højeste niveau har han både prøvet kræfter med 2. Bundesliga i Union Berlin, seks sæsoner i engelsk Championship for Birmingham City, en periode i Bundesligaen med 1. FC Köln samt kampe i de traditionsrige klubber Swansea City og Sheffield Wednesday.
Han har desuden en fortid på det danske landshold, hvor han debuterede i 4-0-sejren over Færøerne.
Med sine 189 cm og stærke venstrefod kan Pedersen spille på alle pladser i bagkæden, og han bringer dermed både fysik, erfaring og fleksibilitet til Fredericia-truppen.
»Ikke hver dag, man kan tilføje en spiller med så stærk en baggrund«
Direktør og sportslig ansvarlig i FC Fredericia, Stig Pedersen, lægger ikke skjul på sin begejstring over at have sikret aftalen:
»Der opstod en mulighed for at hente Kristian ind efter transfervinduets lukning, og vi er meget glade for, at det er lykkedes. Han har trænet med os i en periode og gjort et rigtig stærkt indtryk både på og uden for banen, og det glæder os, at vi har fået papir på hinanden for resten af sæsonen. Kristian kommer med et imponerende CV og har spillet hundredvis af kampe på højt niveau i både Tyskland og England. Det er ikke hver dag, man kan tilføje en spiller med så stærk en baggrund til en trup i 3F Superliga,« siger direktøren.
»Jeg glæder mig til at mærke fansene«
Kristian Pedersen har allerede haft sin første arbejdsdag i klubben og kan potentielt få debut, når FC Fredericia møder OB fredag.
»Jeg er virkelig glad for at have skrevet under med FC Fredericia og glæder mig til den nye udfordring. Det har været en god prøvetræning, hvor jeg har fået et rigtig fint indtryk af både truppen og klubben, som jeg glæder mig rigtig meget til at blive en fast del af. Jeg oplevede også opbakningen fra fansene mandag aften mod Vejle, og det gjorde et stort indtryk. Den slags støtte betyder meget for os spillere, og jeg glæder mig til selv at mærke det på banen,« siger den nye forsvarsspiller.
Med tilgangen af Pedersen tilføjer FC Fredericia både international erfaring og rutine til truppen, inden holdet fredag løber på banen mod OB.
POLITI. Sydøstjyllands Politi har beslaglagt et massivt parti ulovligt importerede puff bars under en ransagning i Fredericia. En 32-årig mand er sigtet i sagen, der kan vise sig at være en af de større på området.
Ifølge politiet fandt betjentene frem til adressen efter en anmeldelse tirsdag den 16. september. Ved ransagningen stødte de på paller fyldt med kasser. I alt stod der 112 kasser, hver med 16 æsker, og i hver æske 10 puff bars. Det gav et samlet beslag på præcis 17.920 styk. Derudover lå der et større antal tomme æsker, og derfor vurderer politiet, at sagen i alt handler om op mod 20.000 puff bars.
Dennis Wittus, fungerende politikommissær ved Sydøstjyllands Politi, understreger alvoren:
»Vi har i denne sag beslaglagt 17.920 puff bars med forskellige smagsvarianter og fundet tom emballage, der også har indeholdt puff bars. Vi mistænker, at de beslaglagte puff bars var på vej ud på det sorte marked, men heldigvis er de nu fjernet, inden de kunne blive solgt videre. Ulovlige puff bars som disse kan indeholde meget store mængder nikotin, som udgør en sundhedsrisiko. Vi har et klart fokus på at forhindre, at den slags produkter når ud til forbrugerne, og vi vil fortsætte vores målrettede indsats mod denne ulovlige handel,« siger han.
Politiet arbejder nu på at kortlægge, hvordan varerne er blevet importeret, og hvem der står bag distributionen. Den 32-årige mand er sigtet for overtrædelse af tobaks- og e-cigaretlovgivningen.
Puff bars – farlige og ulovlige
Puff bars er engangsvapes, der ligner små, farverige chokoladebarer. De indeholder nikotinholdig væske, som opvarmes og inhaleres. I Danmark er det kun tilladt at sælge e-cigaretter med højst 20 mg nikotin pr. milliliter og kun i smagsvarianter som mentol eller nikotin. Smage som cola eller frugt er ulovlige, men netop den type produkter bliver smuglet ind i store mængder.
Ud over det høje nikotinindhold kan væsken i puff bars også indeholde kemikalier som propylenglykol, glycerin og små mængder tungmetaller og formalin, der kan være sundhedsskadelige.
Med den aktuelle sag i Fredericia er endnu et stort parti nu fjernet fra markedet, inden det kunne nå ud til forbrugerne.
POLITIK. Fredericia ligger en anelse over landsgennemsnittet når det gælder tilfredsheden med hjemmehjælp. Det viser den nye landsdækkende undersøgelse fra Ældreministeriet, som for første gang kortlægger de ældres oplevelser af hjælpen i hele landet. For formand for Social- og Sundhedsudvalget i Fredericia, David Gulløv (S), er det et resultat der både glæder og forpligter.
»Det er rigtig dejligt at så mange er tilfredse. Men vi hviler os ikke på laurbærrene. Der er altid noget, vi skal arbejde med,« siger han og tilføjer at undersøgelsen først og fremmest skal bruges som et redskab til udvikling.
Undersøgelsen viser at 81 procent af borgerne i Fredericia er tilfredse eller meget tilfredse med hjemmehjælpen, mens den gennemsnitlige tilfredshed lander på 4,1 ud af 5. Det er en smule højere end landsgennemsnittet. Men for David Gulløv handler det ikke om at sammenligne sig med andre kommuner.
»Jeg synes det er interessant at se, hvordan vi udvikler os næste gang undersøgelsen kommer. Hvad har vi rettet op på. Og hvad kan vi lære af de kommuner, der måske rykker sig mest. Det er jo et arbejdsredskab mere end det er en konkurrence,« siger han.
Han peger på medarbejdernes indsats som en af de store styrker. »Vi har et rigtig godt personale, der knokler hver dag for, at borgerne oplever en god pleje. Det er dér, vi lykkes,« siger han.
Men tallene rummer også klare advarselslamper. Den største utilfredshed ligger på rengøringsområdet, hvor 16 procent af de adspurgte er utilfredse. »Der ligger noget i forhold til hvilke hjælpemidler vi har og hvordan vi bruger dem på en måde, hvor borgerne føler sig inddraget. Hvis vi kan have borgerne med os får vi også bedre resultater,« forklarer Gulløv.
Et andet område hvor rapporten viser udfordringer er kontinuiteten i hjælpen. Kun 41 procent oplever i høj grad, at de møder de samme medarbejdere. Det kan skabe utryghed og frustration blandt borgere, der i forvejen er afhængige af støtte i hverdagen. »Det handler om, hvordan vi planlægger og organiserer tingene. Vi har fokus på det, men samtidig viser rapporten også, at borgerne føler sig set og mødt, og det er en styrke vi skal holde fast i,« siger han.
Samtidig viser undersøgelsen, at hver femte borger har lav eller ingen tillid til, at de vil kunne få mere hjælp, hvis behovet vokser. For Gulløv er det en påmindelse om at kommunikationen med borgerne er afgørende. »Det er en pointe, vi tager alvorligt. Det hænger sammen med visitation og dialogen med borgerne, når der skal tildeles hjælp. Her kan vi altid blive bedre,« siger han.
Også på informationsniveau er der plads til forbedring. Hele 28 procent af de ældre oplever, at de ikke har tilstrækkelig viden om hvilken hjælp de kan få. »Det er et af de punkter vi skal have forbedret så borgerne både ved, hvilken hjælp de kan få og hvorfor de får den hjælp de gør,« siger Gulløv.
Rapporten viser desuden, at kun 44 procent oplever, at pårørende bliver godt inddraget i beslutninger om ændringer i hjælpen. For Gulløv er det en balance, der kræver stor opmærksomhed.
»Man skal respektere, at borgeren er en selvstændig person med sit privatliv, men samtidig skal de pårørende have indsigt i, hvad der foregår. Det er en svær, men vigtig balance,« siger han og fortæller at spørgsmålet netop var oppe at vende i udvalget.
Livskvalitet er også et tema hvor undersøgelsen udfordrer. Ti procent af de ældre i Fredericia vurderer deres livskvalitet som dårlig eller meget dårlig. Her er kommunens rolle ikke kun at levere praktisk hjælp, men også at skabe rammer for fællesskab og værdighed.
»Vi skal møde borgerne med respekt og værdighed. Men livskvalitet er forskelligt fra person til person. Derfor handler det også om at synliggøre de muligheder, der findes. Vi har for eksempel et fantastisk seniorhus, hvor fællesskaber kan være med til at højne livskvaliteten. Det er ikke løsningen for alle, men for mange,« siger Gulløv.
Alt i alt giver undersøgelsen et billede af en kommune, der står stærkt, men som også har tydelige opgaver foran sig. For David Gulløv er konklusionen klar. »Der er altid ting, vi kan udvikle på, og det gælder os alle sammen. Men vi har medarbejdere, der hver eneste dag giver den hele armen og gør alt, hvad de kan for at møde borgerne. De gør et hammergodt arbejde, og det er der, vi lykkes,« siger han.
