Danmark rammes af storm

0
(Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Fredag står Danmark overfor storm stormen Otto, især den nordlige del af danmark kan forvente vindstød af orkanstyrke og advarer DMI.

Ifølge DMI’s rapport er det især Nordjylland, det nordlige Vestjylland og Norddjurs som vil opleve farligt vejr med orkanagtige vinde. Selv Kattegatøerne kan forvente vindstød af samme styrke. Varslet er gældende fra kl. 15 til kl. 23 fredag.

Andre områder, såsom store dele af Jylland, Nordsjælland og Bornholm vil også blive påvirket af den kraftige vind. I Nordsjælland og på Bornholm vil vinden ramme omkring kl. 18 og aftage omkring kl. 03 natten til lørdag.

Beredskabsstyrelsen opfordre

Hos beredskabet minder om, at det er farligt at bevæge sig udenfor i de påvirkede områder og opfordrer folk til at undgå unødig udendørs aktivitet, da løse og flyvende genstande kan udgøre en fare.

Styrelsen anbefaler også at oplade din telefon og computer og have både lommelygte og stearinlys klar, i tilfælde af at strømmen går. Yderligere opfordrer de til at fastgøre havetrampoliner og lignende og bringe havemøbler indendørs, hvor det er muligt.

Leder af Jazz i Trekanten stopper mens legen er god

0

Ildsjælen Karsten Bech, der har stiftet og drevet Jazz i Trekanten gennem ni år, går på pension i efteråret 2023.

Efter ni år som sekretariatsleder for netværks- og genrespillestedet Jazz i Trekanten, har Karsten Bech besluttet at overdrage faklen til en ny person, der kan drive Jazz i Trekanten videre. Beslutningen er truffet, fordi Karsten til efteråret når pensionsalderen og ønsker at bruge tiden på at engagere sig frivilligt i mere og andet end jazzmusik. Samtidig vil han gerne have mere tid til familien, og til at dyrke den passion, der i sin tid startede Jazz i Trekanten – nu bare som publikum og musiker.

– Det har været en svær beslutning at slippe ansvaret for den drøm, der ikke bare gik i opfyldelse, men gik ud over alle forventninger, udtaler Karsten Bech, der sammen med hustruen Sussie Bech stablede den første festival på benene i 2015 på rent hjerteblod og vilje. Siden da har Jazz i Trekanten arrangeret over tusinde koncerter, vundet priser til bl.a. DMA Jazz, og er i dag en selvejende kulturinstitution, der har sat Kolding på landkortet som et af de mest betydningsfulde steder for jazzmusik i Danmark. Den unge jazzklub – JazzHouse, Jazz for Kids og den årlige jazzfestival er alle eksempler på initiativer, der har skabt unikke musikoplevelser, og som er lykkedes med at opdyrke et helt nyt publikum for jazzmusikken.

– Men man skal også stoppe, mens legen er god, og jeg er overbevist om, at nu er det rette tidspunkt at give Jazz i Trekanten videre til nye kræfter, siger Karsten Bech.

Selvom Karsten Bech stopper som leder af Jazz i Trekanten, vil han stadig stå til rådighed som frivillig og hjælpe til i det omfang, en ny leder mener, at det er gavnligt at trække på de mange års erfaring.

Morten Weeth, der er leder af bestyrelsen for Jazz I Trekanten, synes det er vemodigt at Karsten stopper som leder af sekretariatet.

– Karsten er jo en ildsjæl, der på få år har udviklet Jazz I Trekanten til at være en væsentlig kulturaktør i Kolding, udtaler han.

– Men med solide samarbejdsaftaler med både Statens Kunstfond og Kolding Kommune i bagagen, har vi et godt udgangspunkt for, at en ny leder kan tage over og fortsætte udviklingen af institutionen. Vi har slået stillingen op og planlægger at en ny leder starter 1. juni, så der bliver en passende periode, hvor Karsten kan overdrage den daglige drift.

Faktabox:

Jazz I Trekanten er udpeget af Statens Kunstfond som Netværks- og Genrespillested.

Formålet er at flere får lyst til at lytte til jazz og at jazzlytterne får nye og overraskende jazzoplevelser.

Jazz I Trekanten har udgangspunkt i Kolding Kommune, men har også fokus på de seks øvrige kommuner i Trekantområdet.

Jazz I Trekanten blev startet i 2015 som en festival under Trekantområdets festuge.

Jazz i Trekanten er i dag en selvejende institution med en forretningsorienteret bestyrelse, og den daglige drift varetages af et sekretariat med fire medarbejdere, som har kontor i Nicolai Kultur i Kolding.

I dag afholdes ca. 120 koncerter om året og den årlige omsætning er på ca. 3,2 mio. kr.

Jazz I Trekanten har ikke selv nogen scene, men arrangerer alle koncerter i tæt samarbejde med andre kulturaktører og foreninger.

Jazz I Trekanten har siden 2016 været nomineret til 10 priser ved det årlige Danish Music Award (DMA) Jazz, og er to gange løbet med en pris i hhv. 2018 og 2019.

AP Pensions første boliger i Fredericia er nu klar

0
DCIM101MEDIADJI_0084.JPG

AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, har netop overdraget nøglerne til de kommende beboere i Carolinelunden i Fredericia, hvor selskabets 72 første boliger nu er klar. Boligerne, der alle er svanemærkede, er opført af totalentreprenøren NRE Denmark A/S. I alt opfører AP Ejendomme 143 boliger i området.

I Carolinelunden i Fredericia har AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, fået afleveret de første 72 boliger af totalentreprenøren, NRE Denmark A/S. Dermed er AP Ejendomme begyndt at overdrage nøglerne til de nye beboere, der kommer til at bo i et hjem, der er certificeret med Svanemærket.

I alt opfører AP Ejendomme 143 boliger i Carolinelund, hvor af den første halvdel nu er opført. Opførelsen startede i 2021.

Adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, er glad for, at de første boliger i Carolinelunden nu står klar, og udtrykker samtidig stor tilfredshed med NRE Denmarks arbejde.

– Vi er meget glade for, at vi nu kan overdrage nøglerne til de første beboere i Carolinelunden, som NRE Denmark har formået at opføre efter de visioner og ønsker, som vi og vores arkitekt Arkitema har haft for boligerne. NRE Denmark står også for opførelsen af de øvrige boliger, som vi opfører i Carolinelunden, og vi ser frem til et fortsat godt samarbejde, siger Peter Olsson om boligerne, der er en del af Fredericias nye bydel, Kanalbyen.

Indtil videre er over halvdelen af de opførte boliger udlejet, og det er den adm. direktør i AP Ejendomme tilfreds med.

– Vi er ganske udmærket tilfredse med, at over halvdelen af de første lejemål allerede er udlejet i vores boliger i Carolinelunden. Det bekræfter os i, at det var den rigtige investeringsbeslutning, vi tog, da vi besluttede at opføre boligerne. Det er ofte sådan, at interesserede lejere gerne vil se, at der bor andre i området og fysisk kunne se de færdige boliger. Derfor er vi ganske fortrøstningsfulde i forhold til, at de resterende boliger også bliver udlejet, fortæller Peter Olsson.

Totalentreprenøren NRE Denmark er også ganske tilfreds med at have afleveret de første 72 boliger i Carolinelunden til AP Ejendomme.

– Siden vi sammen med AP Ejendomme tog første spadestik til Carolinelunden, har byggeriet kørt, som det skal. Derfor er vi også meget glade for, at vi nu har afleveret de første 72 boliger til AP Ejendomme. Det er et spændende projekt, som AP Ejendomme opfører i Carolinelunden, og vi arbejder ufortrødent videre med afslutningen af den sidste halvdel af boligerne, siger Jonas Stamp, projektchef i NRE Denmark.

De i alt 143 lejeboliger i Carolinelunden er fordelt på 128 lejligheder, 10 rækkehuse og fem town houses i to etager. Lejlighederne opføres med stor variation i størrelserne fra 45-125 kvadratmeter. Boligerne er fordelt på to byggefelter. Samtlige af boligerne forventes endeligt opført i slutningen af foråret i år.

Jovial sparekassemand på pension efter 46 i Fredericias finanssektor

0

Efter 22 år i Middelfart Sparekasse og i alt 46 år i Fredericias finanssektor går privatkundechef Torben Christensen 17. februar på pension i en alder af 65 år.

Torben Christensens karriere begyndte 1. august 1977, hvor han startede som elev i Provinsbanken, der dengang lå i Vendersgade. Da Provinsbanken senere fusionerede med Danske Bank, fulgte han med og fik job i Danske Banks Centerfilial i Gothersgade i Fredericia.

I 2001 skiftede Torben Christensen til Middelfart Sparekasses beskedne filial på Vesterbrogade, hvor han kom til at bidrage væsentligt til, at afdelingen udviklede sig til i dag at tælle 15 ansatte. Afdelingens vokseværk resulterede i, at den i 2005 rykkede i nye og mere passende lokaler i Prinsessegade, hvor den stadig findes i dag.

Her har Torben Christensen således haft sin daglige gang i 17 år, men nu er det altså slut. 17. februar trækker han stikket og går på pension.

Det betyder imidlertid ikke, at han har tænkt sig at ligge på den lade side, når seniortilværelsens frihed og mange muligheder banker på døren. Spørgsmålet er nærmere, om han overhovedet kan nå alle de ting, han gerne vil, når de daglige gøremål med hus og have er klaret.

– Jeg vil gerne både lære at spille guitar og tale spansk- og måske spille noget skak for at holde hovedet i gang. Og så har vi købt en campingvogn. Vi har holdt en pause fra campinglivet i de seneste 10 år, men det er en dejlig måde at rejse på, så nu vil vi i gang igen, fortæller Torben Christensen.

Hans hustru Birgith Alstrup Christensen er ligeledes på vej på pension, men dog først til september. Når den tid kommer, er planen at køre rundt i Italien, Østrig, Tyskland og Tjekkiet med campingvognen. I mellemtiden må det mobile fritidshjem tage til takke med at blive fragtet rundt til de danske campingpladser på weekendbasis.

I første omgang kan Torben Christensen dog se frem til en tur til Tenerife, hvor han vil nyde sine første dage som pensionist under sydens sol i selskab med fruen.

Sammen har de sønnen Jeppe på 31 år, som er civilingeniør og bor i Hinnerup med sin kæreste, Matilde.

Fuldblods-fredericianer
Torben Christensen er født og opvokset i Fredericia, hvor han på nær en toårig afstikker til Kolding har boet hele sit liv. Det har han i sinde at blive ved med, og ingen kan være i tvivl om, at manden er fredericianer helt ind i knoglerne.

– Fredericia betyder meget for både mig og min hustru. Vi har alt inden for gåafstand, og her er et fantastisk udbud af kultur og natur. Jeg holder meget af Fuglsangskoven og lystbådehavnen og har med stor glæde fulgt med i byens rivende udvikling i de seneste år. Især det liv, der er opstået omkring havnemiljøet. Byen er virkelig blomstret. Jeg har nydt min daglige køretur ned til sparekassen, og selv om jeg ikke kommer til at have min daglige gang der længere, kommer jeg helt sikkert til at bruge byens mange muligheder endnu mere i fremtiden, siger Torben Christensen.

En søskendeflok på fire
Som et lille kuriosum kan det desuden nævnes, at Torben Christensen er en af tre brødre, som alle landede i finanssektoren. Lillebror Allan er ligeledes beskæftiget i Middelfart Sparekasse, og storebror Jørgen var en del af direktionen i Jyske Bank, da han for år tilbage gik på pension. Brødrene har desuden også en storesøster, Hanne, som i dag er pensioneret folkeskolelærer.

– Vores forældre var ikke bankfolk, men vi blev nok hjulpet lidt på vej, fordi vores mor syntes, at finanssektoren var et godt og sikkert sted at arbejde. Og når jeg nu kigger tilbage på et langt og godt arbejdsliv, må man jo sige, at hun fik ret. Jeg kommer i hvert fald til at savne både kunderne, mine dygtige kolleger og det stærke fællesskab i sparekassen, siger Torben Christensen.

Ny privatkundechef allerede på plads
Hans afløser som privatkundechef bliver 35-årige Christian Klint Barslund, der har arbejdet som kunderådgiver i Middelfart Sparekasse i Fredericia siden 2019 og har haft et tæt samarbejde med sin forgænger.

– Med titlen følger en rolle, hvor jeg i højere grad skal være sparringspartner for mine kolleger og videreudvikle vores fantastiske afdeling sammen med dem og afdelingsdirektør Henrik Troelsen. Jeg glæder mig til nye og spændende udfordringer, siger Christian Klint Barslund.

Når danskerne fylder 40 år: 50 procent har ikke alle deres tænder

0

Inflationen har fået mange danskere til at vælge tandlægen fra, og det er særligt dem, der har hårdest brug for tandpleje, som oftest fravælger tandlægebesøget – men også helt raske danskere vælger tandlægen fra eller udskyder behandling. Danske tandlæger advarer decideret mod at droppe tandlægen, da en dårlig mundhygiejne kan medføre alvorlige sygdomme såsom Alzheimers og hjertekarsygdomme samt føre til dyre og smertefulde behandlingsbehov på både kort og lang sigt. 

Flere og flere vælger tandlægen fra, når krisen kradser 

En undersøgelse fra Tandlægeforeningen viser, at 70% af de danske tandlæger i dag oplever en stigning i antallet af patienter, der melder afbud eller udskyder deres behandling – og det skyldes i høj grad den nuværende inflation, der blot gør ondt værre for de patienter, der har mest brug for tandpleje, men ikke har råd til tandlægebesøget. Dette ser de også hos Godt Smil: 

– Vi oplever desværre en trist tendens til, at flere af vores patienter udskyder større behandlinger eller helt aflyser behandlingen, fordi inflationen gør dem nødsaget til at prioritere deres økonomi anderledes. Og desværre er det ofte tænderne, der vælges fra. Men problemet er, at kommer de ikke regelmæssigt til tandlægen, så vi kan tage eventuelle tandproblemer eller -sygdomme i opløbet, kan de i stedet ende i en situation, hvor en stor og dyr behandling bliver nødvendigt. Pludselig kan de ende i en ond spiral, som de får svært ved at komme ud af, fortæller Augusto Arrighi, der er tandlæge hos Godt Smil i Fredericia. 

Manglende tandpleje har ikke kun indflydelse på tænderne, men også helbredet 

En dårlig mundhygiejne medfører ikke blot dårlige tænder, men påvirker også flere aspekter af vores liv. For mange giver dårlige tænder en ringere livskvalitet, lavere selvtillid og påvirker både deres sociale liv og arbejdslivet. En anden konsekvens af en dårlig tandpleje er sygdomme, og undersøgelser viser, at der er en sammenhæng mellem dårlig mundhygiejne og sygdomme som hjertekarsygdomme, diabetes og lungebetændelse. 

Munden er fuld af bakterier, hvoraf mange er skadelige for det almene helbred. I mange tilfælde er en god mundhygiejne nok til at holde bakterierne under kontrol, og derfor er en god og sund mundhygiejne så vigtig. En god tandpleje har til formål at fjerne/formindske bakteriebelægningerne, der opstår på tænderne, hvorved det er muligt at forebygge udviklingen af både caries, tandkødsbetændelse og paradentose. 

Og det er blandt andet betændelsestilstanden i munden, der kan påvirke helbredet og forværre sygdomme som diabetes og hjertekarsygdomme, da bakterierne via de små blodårer i blodet kan føres rundt i resten af kroppen. 

– Derfor er det årlige tandeftersyn så vigtigt, for så kan eventuelle tandproblemer opdages og behandles i tide, inden de udvikler sig til noget værre. Og af den grund er den store ulighed i tandsundhed og økonomi en ærgerlig udvikling, fortæller Stefan Patti, driftsdirektør i Godt Smil. 

Tandlægekæde sætter fokus på uligheden i den danske tandsundhed 

For at flere danskere kan få råd til at komme til tandlæge, har Godt Smil Tandlægerne derfor lanceret en række initiativer, der gerne skulle lette lidt af den økonomiske byrde, som det for mange kan være at gå til tandlæge. 

Foruden et i forvejen lavere prisniveau tilbyder de som de eneste tandlæger i Danmark også prismatch på alle danske tandlæger samt gratis pristjek & faglig vurdering. 

– Derved kan vi tilbyde vores patienter tandbehandling af høj kvalitet til den bedste pris i markedet, uanset hvilken behandling der er tale om – og vores priser er som oftest endnu lavere. Vi synes, at dette er en god tryghed at tilbyde vores patienter. Så de altid kan være sikker på en optimal behandling til den bedst mulige pris. Vores håb er, at dette også kan gøre en forskel for dem, der måske ikke kommer så tit til tandlæge eller helt dropper besøget, fordi de ikke har råd, fortæller Stefan Patti. 

Direktør ser positive tendenser før afgørende kampe

0

FC Fredericias sæson står og falder med, om holdet overlever i NordicBet Ligaen. Direktør Stig Pedersen ser positive tendenser i opstarten, men han har dog ikke helt ro i maven før de 15 kampe, der venter i forårssæsonen.

Den sidste træningskamp er spillet. På søndag starter alvorens time, hvor Hillerød venter i den første af i alt 15 altafgørende kampe. FC Fredericia er med lørdagens uafgjorte resultat mellem Hillerød og Hobro skubbet under nedrykningsstregen med et enkelt point, og det har de nu 15 kampe til at få lavet om på.

Transfervinduet tog afsat i, at det er en tilspidset situation, hvor FC Fredericia for alt i verden vil undgå nedrykning. Allerede i sommeren 2022 blev det annonceret, at holdet ville få tilgang af Daniel Johansen, og derudover er Jesper Juelsgård, Anders Holvad og Nicolai Brock-Madsen kommet til.

Stig Pedersen. Arkivfoto.

Træningskampene har været en blandet landhandel. Det er blevet til uafgjort mod AaB, uafgjort mod Middelfart, nederlag til Randers, uafgjort mod Young Boys, sejr mod Næstved og senest uafgjort mod Vejle og et nederlag til Esbjerg.

– Når jeg ser kampene mod Vejle og Esbjerg, ser vi det vi kunne forvente. Vi spillede mod et tophold i form af VB, og der fik vi scoret et enkelt mål, hvilket er fint. Mod Esbjerg spillede vi fantastisk i de første 20 minutter, men vi manglede at score og det var for dårligt, at det ikke skete. Vi skal blive dygtigere til at score på åbne chancer, men træningskampe er én ting. I sommer præsterede vi også godt i træningskampene, og vi så alle, hvordan det gik i efteråret. Derfor er træningskampene lidt gratis, men nu venter 15 “pokalkampe”, hvor der er noget på spil, siger Stig Pedersen.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Stig Pedersen mener, at holdet står stærkere end i efteråret, og målt på den økonomi, som holdet har brugt i transfervinduet, skulle det også gerne kunne aflæses på resultaterne. Direktøren synes også, at han har set positive tegn fra nyerhvervelserne.

– Juelsgård havde, da han startede op, ikke spillet en turneringskamp siden den 1. november, men han er kommet godt efter det. Anders Holvad har set godt ud, og Nicolai Brock-Madsen har allerede sat et aftryk i de to kampe han har spillet. Det betyder, at vi har andre værktøjer end i efteråret, og i Brock-Madsen har vi fået en helt anden type ind. Det kommer til at kræve hårdt arbejde af os, men jeg synes, at vi er godt stillet, fortæller Stig P.

Hillerød og Hobro tyvstartede på forårssæsonen i lørdags. De havde en udsat kamp fra efteråret, og den endte 2-2. Dermed kravlede Hobro over FC Fredericia, der er nu under nedrykningsstregen.

– I et øjebliksbillede er det fint, at Hobro ikke vandt, men der er 45 point at spille om. Der er ét point op, og det skal vi væk fra. Det gælder om at få point og være svære at slå. Der er mange point at spille om, men selvom man er 2-3 point efter er det én runde. Vi skal væk fra stregen hurtigst muligt, siger Stig Pedersen.

Stig Pedersen og den sportslige ledelse har gjort deres til at sætte rammerne til et forår, hvor alle sejl er sat ind på at sikre sig overlevelse. Selvom Pedersen er fortrøstningsfuld er han ikke helt rolig.

– Jeg ved ikke, om jeg har ro i maven. Der var ro i maven, da vi var i oprykningsspillet, men sådan er fodbold også. Vi skal også kunne håndtere det ikke går vores vej, slutter Stig Pedersen.

Selvom der er positive tendenser at spore i flere af træningskampene, og indkøbene FC Fredericia har foretaget ser lovende ud, er det ikke helt med ro i sindet, at Stig Pedersen venter på forårssæsonen starter op mod Hillerød på søndag. Sikkert er det, at FC Fredericia i det opgør, og resten af foråret, mangler Patrick Egelund, der er skadet.

Tiden er til forandring

0

Verden står ikke stille. Tiden går, verden er i konstant forandring, og vi mennesker har endnu ikke opfundet tidsmaskinen, som kan stoppe tiden. Det er på tide, at vi også indser det i Danmark. Danmark er en del af denne dynamiske og foranderlige verden. Det nytter ikke at være imod forandring. Det nytter kun at være medskabende i og være positive aktivister for de forandringer tiden kalder på – også for det danske samfund. Det handler denne uges artikel om.

Tiden og forandringer

Menneskets bevidsthed om et FØR, et NU og en FREMTID er, når vi taler om forandringer, et tveægget sværd domineret af subjektivitet. Både fordi det gør os i stand til – subjektivt – at tænke tilbage på GODE og DÅRLIGE TIDER, som var, og – igen subjektivt – at tænke over nutiden og forestille os fremtiden.

Det er i det enkelte menneskes egen bevidsthed, at disse tanker og forestillinger om fortiden, nutiden og fremtiden bliver skabt, og vi er stadig ikke særligt gode til det. For selvom vores sanser og de ubevidste dele af vores hjerner er gode til at registrere, hvad der sker omkring os, så filtreres meget fra, inden indtrykkene rammer vores bevidsthed. Det hæmmer og begrænser menneskets evne til at ville og skabe rettidige forandringer, fordi vi ser og mærker ikke verden, som den i virkeligheden er. Vi ser kun vores egen subjektive model af verden. Vores hjerner har filtreret meget nyttig data fra af hensyn til vores trods alt begrænsede hjernekapacitet.

Trods masser af teknologiske fremskridt så viser historien og nutiden os, at vi stadig bliver dybt overraskede over og frygter, hvad dagen i morgen og fremtiden bringer os. Derfor er vi mest trykke ved, det vi har, og modstanden mod forandringer ligger lige under overfladen klar til at fange ”det halmstrå”, som giver mening for at bevare et ”fiktivt” og ”tænkt” status quo, som aldrig vil eksistere, fordi verden omkring os forandrer sig konstant.

De fleste af de menneskeskabte katastrofer i fortiden og nutiden kunne vi have undgået, hvis vi havde været bedre til at håndtere denne modstand om forandringer ved at se tiden som ”TIDEN ER TIL FORANDRING”. 

Modstand mod forandring vil forsvinde, som dug for solen, når vi mennesker ser meningen med en forandring. I samme øjeblik vi ser meningen med en forandring, så er vi klar til den, ikke før. Det er her vores demokratisk valgte ledere kan gøre den forskel, der skal til, for at vi kommer tættere på det samfund, vi ønsker os.

Rollerne som flertalsregering og opposition

Den danske flertalsregering har med regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” skabt et bredt spektret helhedsperspektiv på de nødvendige forandringer, som det danske samfund står overfor. Vi har i tidligere artikler berørt dele af dette omfattende grundlag, som har et politisk flertal bag sig med en opposition, der i større eller mindre grad tilslutter sig det. 

Men det er i dagens Danmark ikke nok, at have et politisk flertal bag sig. I dag skabes forandringer i høj grad af samfundets borgere, ikke kun af den politiske elite. Men borgerne går først for alvor med på de politisk besluttede forandringer, når de kan se meningen med de nødvendige forandringer, ikke før. Corona-krisen er et godt eksempel herpå. 

Derfor kan det undre, at flertalsregeringen ikke bruger mere tid på at sætte regeringsgrundlaget i perspektiv, forklare det langsigtede mål – visionen om man vil. Det kan samtidigt undre os, at regeringen øjensynligt tror, at den danske befolkning i det store og hele har læst og forstået regeringsgrundlaget, når både opposition og pressen øjensynligt ikke har gjort det. Det meget omfattende forandringskatalog kan derfor ikke gentages for tit, både ud fra forskellige perspektiver og vinkler, så det rammer meningsfyldt for alle befolkningsgrupper.

Til yderligere inspiration for hvordan visioner og forandringer virkeliggøres effektivt henviser vi til de 8 artikler, som vi skrev i foråret 2022 og har samlet i ”Visionsbogen – Derfor er visioner vigtige”. Du finder den på dette link (https://www.es-leadership.dk/visionsbogen-derfor-er-visioner-vigtige/).

Oppositionens ageren undrer os også. En flertalsregering kræver en konstruktiv opposition, der fremsætter ægte, realistiske og gennemførlige alternative forslag, der udfordrer og/eller forbedrer flertalsregeringens beslutninger. Det er ikke nok, at ”skyde” flertalsregeringens forslag ned efter ”duer ikke væk” – princippet. Realistiske alternativer må sættes i stedet. Noget som løser de udfordringer, samfundet står overfor. Ellers giver det ikke mening.

Kun en flertalsregering og en opposition, der spiller hinanden gode, giver mening for samfundets borgere. Og det er aldrig for sent at komme i gang.

Pressens og mediernes rolle

Dannelsen af flertalsregeringen og det omfattende regeringsgrundlag skabte et godt fundament for pressens og mediernes muligheder for at gå nye veje, som medskabere af og holdningsaktivister i vores samfund. Væk fra en destruktiv presse- og mediedækning i ”MOL”, henimod en konstruktiv presse- og mediedækning i ”DUR”.

Derfor undrer det os mere og mere, hvor lidt tid, og hvor få kræfter pressen, medierne, kommentatorerne bruger på indhold. Tiden er brugt og bruges stadig på konflikter, processer, taktiske overvejelser, og umulige gætterier om fremtiden.

Hvor bliver de konstruktive og dybdeborende analyser af regeringsgrundlaget, analyser af lovforslag, og analyser af forskningsresultater af? Hvor bliver analyserne af oppositionens tilsvarende forslag af? Vel og mærke analyser, som giver mening for den enkelte samfundsborger.

Vi savner en tidssvarende og forandringsvillig presse, og medier som i højere grad er kritiske MEDSPILLERE i samfundets udvikling.

Afrunding

Næste debataften er til torsdag den 17. marts 2023, kl. 19-21. Du er meget velkommen til at give dine indspark og synspunkter i debatten.  

Embedsværket og spekulanter placerer solcelleparker og vindmøllefarme efter forgodtbefindende

0

Af Karsten Byrgesen, Hjarnøvej 7, 7000 Fredericia, Allan Svendsen, Vestervej 13, 6792 Rømø kommunalbestyrelsen, Tønder kommune, Sabrina Bech Røn, Hjortevej 19, 6715 Esbjerg

Solcelle- og vindmølle spekulanter har tiltvunget sig magt, ved at prædike om energikrise, krig og senfølger af Covid galskaben. Regeringen stemmer med i koret. Lobbyarbejdet har skræmt embedsvældet i en grad, så embedsmænd i Kommuner og Regioner har mistet den nedarvede dømmekraft og kritiske sans.

Politikere tør ikke melde fra, selv om spillet bag det politiske forhæng er åbenlyst. Sådan fungerer det: Embedsværket kontaktes af en spekulant, der med reference til førnævnte energikrise m.m. skriver en ”uvildig” sagsfremstilling, der anbefaler politikerne at udpege arealer til sol- og vindmølleparker.

Standardpolitikeren vælger pr. vane og i ”respekt” for embedsværket, at følge indstillingen. Det er god latin fordi, at stille spørgsmål ved en indstilling opfattes som et angreb på embedsværkets integritet. Hvem bestemmer i virkeligheden landets retning? Lobbyister, embedsværket eller politikerne. Døm selv.

Regionerne har ansvaret for tilladelse til råstofindvinding fra grus- og lergrave. Det er samfundskritiske interesser. Områderne benævnes interesseområder, der er planlagt til indvinding og graveområder, hvor der indvindes råstoffer.

Nye Borgerlige holder fast i, at udlagte områder er urørlige, hvilket er i overensstemmelse med råstof lovgivningen, og så alligevel.  

Spekulanter kaster sig nu over interesse- og graveområder som platform for solceller. De reserverede område anbefales frigivet af embedsværket på trods af lovgivningen, da der jo er ”energikrise”. Nye Borgerlige siger nej og har med den såkaldte STANDNINGSRET krævet sagen i Regionsrådet. Det ene af de berørte områder er beliggende ved Højer i Tønder kommune. Det andet ligger på Sydfyn. Det er bemærkelsesværdigt, at politikerne i Tønder holdes uvidende om denne udvikling, der alene udspiller sig på embedsmandsniveau. Processen skal vendes, således det er folkevalgte politikere der sætter dagsordenen.

Sammen med borgerne, naboer, naturelskere er vi blot tilskuere til udbygning af sol- og vindmølleparker og profit over natur og fornuft.

Forsøgt at købe smøger med falsk pengeseddel

0

To personer forsøgte tirsdag at betale med en falsk 1000 kroneseddel i 7eleven.

Episoden fandt sted tirsdag klokken 09.45, hvor to personer indfandt sig i 7eleven på Fredericia Banegård.

De gik hen til kassen og ville købe cigareter, men da de ville betale med en 1000 kroneseddel opdagede ekspedienten, at sedlen var falsk.

Politiet blev derfor tilkaldt og kom til stedet, hvor de sigtede en 21-årig mand og en 19-årig kvinde for episoden.

Stor julesatstning på markedsdage skal øge turismen

0

Julesetuppet i Fredericia bliver anderledes i år end tidligere. Det sker, når der under temaet “jul i den gamle Fæstningsby” bliver etableret et julemarked i tre weekender i december. I alt kommer der til at blive brugt 1,250 million kroner på julen, hvor de 250.000 kroner er til aktiviteter arrangeret af Fredericia Shopping i november og december.

Tidligere år har juleaktiviteterne i Fredericia samlet set været prioriteret over ca. 40 dage. I Bosætnings- og turismeudvalget er det vedtaget, at der kommer en ny form for oplevelse i Fredericia til jul.  Dette bakkes op af den nye turismeanalyse, som er lavet af Group Nao i forbindelse med turismestrategien. Med en ny strategisk satsning blev det vedtaget , at der skabes et julemarked på Rådhuspladsen, som skal afholdes i de tre weekender i december og bruges aktivt til tiltrækning for at bakke op om Fredericia Shopping, kommunens hoteller og andre serviceerhverv.

Udgangspunktet for arbejdet er Nyborg Kommune, som de seneste år har arbejdet strategisk med deres udvikling af events. Nyborg er en af de kommuner, som Fredericia Kommune bruger til benchmark. Julemarkedet i Nyborg tiltrak helt op mod 30.000 gæster fordelt på to weekender i 2022.

Men denne strategiske satsning vil der samles en lang række aktiviteter i disse weekender – med udgangspunktet i at skabe tre gode weekender. Modsat tidligere år, hvor der har været prioriteret aktiviteter i ca. 40 dage. Det vil også gøre markedsføringen og kommunikationen bedre og skarpere. Satsningen vil forventeligt tage et par år eller tre før, at der ses det fulde udbytte.

– Vi kommer til at lave et klassisk julemarked med boder på Rådhuspladsen. Der bliver savsmuld på jorden og rigtig julestemning, som man kender det fra julelandsbyer rundt omkring, siger formand for Bosætnings- og turismeudvalget, Susanne Eilersen.

I 2022 var julebelysningen slukket. Det er forventningen, at det ikke kommer til at ske i år, selvom man aldrig kan vide, hvad der sker.

– Vi kommer til at pakke rådhuset ind, men når markedet på Rådhushuset er der, så er lyset slukket. I de andre dage, hvor der ikke er marked, er der tændt for lyset. Vi kommer også til at investere i noget nyt julepynt, og skal have sendt det i udbud, da vores kræmmerhuse, der har hængt oppe, er gået i stykker. Vi kommer til at ville have noget, der også vil være pænt, hvis man, imod vores formodning, ikke må tænde julelyset. Der blev vi taget med bukserne nede sidste år, da vi blev bedt om det (at slukke for julelyset, red.). Vi var de eneste, der fulgte anbefalingerne her i området, konstaterer Susanne Eilersen.

Julemarkedet kommer til at være på Rådhuspladsen, men det betyder ikke, at andre dele af bymidten bliver glemt. Eksempelvis tænker man stadig Ryes Plads, J.B. Nielsens Plads og Vendersgade ind i det.

– Vi har tidligere haft Disney-figurer, og det noget lignende vi gerne vil have igen, men vi har ikke uanede med penge at gøre godt med. Hvis vi laver lidt over det hele, så bliver det ikke så massivt som vi vil gøre det til, og det vil ikke få samme effekt. Men har vi råd til det vil vi gerne lave noget andre steder, hvor der ligesom med Disney, bliver mulighed for at tage billeder med børnene, siger Susanne Eilersen.

Dermed kan man i Fredericia komme til at opleve en intensiveret julestemning i byen i weekenderne op til jul frem for en masse mindre aktiviteter spredt ud over en længere periode, som det har været tilfældet i de seneste år.