H.K.H. Kronprinsen åbner DM i Skills i Fredericia

0
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Når DM i Skills i Fredericia afholdes den 2. – 4. februar bliver det med H.K.H. Kronprins Frederik i spidsen for åbningen.

Det årlige Danmarksmesterskab for de største unge faglærte talenter skydes i gang torsdag den 2. februar kl. 09.00 i Messe C, Fredericia. Her vil godt 300 unge deltagere præsentere 45 konkurrencefag og 25 demofag ved en indmarch på scenen, og der vil være en række både festlige indslag og taler.

Talerne står Søren Heisel (formand for SkillsDanmark), Steen Wrist (borgmester i Fredericia) og Stephanie Lose (formand for Region Syddanmark) for, men til stede vil også være H.K.H. Kronprins Frederik, der står for den officielle åbning.

Dødsfald Fredericia den 20. januar 2023

0

Margit Møller, 1935 – 2023

https://gardeniablomster.dk/

Røgudvikling i tørretumbler

0

TrekantBrand blev klokken 09:29 kaldt til brand i en lejlighed i Fredericia.

Brandvæsnet kom til stedet med tre slukningskøretøjer og en indsatsleder, og der var også en enkelt politibil på adressen i Norgesgade, hvor der var opstået røgudvikling i en tørretumbler.

Den situation fik de hurtigt styr på, og forlod efter kort tid stedet igen.

Sæt strøm til fødevareindustrien og skær 1 mio. ton af Danmarks CO2-udledning

0

De seneste tre år har 20 danske virksomheder i projektet Elektrificering af fødevareindustrien fået hjælp til omstille deres produktion fra sort til grøn. Erfaringerne herfra viser, at det både teknologisk og økonomisk er inden for rækkevidde at erstatte fossile brændsler med grøn strøm – og dermed skære 1 mio. ton af Danmarks årlige CO2-udledning. Projektets opsigtsvækkende resultater præsenteres på en konference den 24. januar i Industriens Hus i København.

– Forbruget af sort energi i industrien er en forhindring, som skal ryddes af vejen hurtigt, hvis vi i Danmark skal fastholde den direkte kurs mod klimamålene og en grønnere fremtid. Alene fødevarebranchen står samlet setfor en tredjedel af industriens totale energiforbrug, og heraf bliver næsten 70 pct. produceret af naturgas, olie eller kul. Der ligger således en enorm klimagevinst, som vi ikke må gå glip af, siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond, som har finansieret og søsat projektet Elektrificering af fødevareindustrien.

Udover Industriens Fond står også Viegand Maagøe A/S, Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer, DTU Mekanik og Green Power Denmark bag elektrificeringsprojektet. Nu afrundes det med en konference den 24. januar i Industriens Hus. Og elektrificering er ikke blevet mindre aktuelt siden vi startede op i 2020, tværtimod, fastslår Thomas Hofman-Bang.

– Ruslands krig i Ukraine og den aktuelle energi- og inflationskrise har sat endnu en tyk streg under vigtigheden af at gøre sig hurtigt fri af fossil energi og ikke mindst russisk gas, siger han.

En god businesscase

På konferencen præsenterer organisationerne bag projektet og et udsnit af de deltagende virksomheder – Arla Foods, CP Kelco og Royal Unibrew – de vigtigste resultater og erfaringer, som er opsamlet undervejs. Det er fælles for de i alt 20 deltagervirksomheder, at de har grønne ambitioner og hurtigst muligt vil væk fra sort energi og over på grøn strøm. Det store spørgsmål har indtil nu været hvordan. Det giver projektet et klart svar på.

– Vi har dokumenteret, at langt størstedelen af den sorte energi i industrien kan erstattes med eldrevet teknologi såsom varmepumper. Ovenikøbet typisk med en fornuftig tilbagebetalingstid på investeringen, så man får en god businesscase ud af det. Stigende energipriser, nye offentlige tilskudsmuligheder og den kommende CO2-afgift på industrien har på det seneste kun gjort businesscasen yderligere attraktiv, siger Søren Eriksen, adm. direktør i rådgivningsvirksomheden Viegand Maagøe A/S, der har forestået den strategiske og tekniske rådgivning af deltagervirksomhederne.

Vejen mod en grøn førerposition

Leif Nielsen, branchedirektør i DI Fødevarer, pointerer, at det desuden er en vigtig erfaring fra projektet, at de elektrificerede virksomheder, udover at minimere deres CO2-udledning som følge af skiftet til grøn strøm, samtidig skærer ned på energiforbruget.

– Resultatet er, at de sparer yderligere CO2 og billiggør produktionen. Det giver mere bæredygtige produkter, som matcher en stigende efterspørgsel fra forbrugerne, og understøtter en udvikling mod en stærk, grøn førerposition, siger han og opfordrer alle produktionsvirksomheder, som i dag kører på fossil energi, til at afklare mulighederne og som et indledende skridt f.eks. udarbejde en strategi for elektrificering.

Ryd de sidste forhindringer af vejen

Ifølge Flemming Nør-Pedersen, direktør og medlem af direktionen i Landbrug & Fødevarer, blotlægger projektet dog også udfordringer, som kan forsinke elektrificeringens udbredelseshastighed.

– Nogle industrivirksomheder har komplekse produktionsforhold, som gør businesscasen mindre attraktiv end for flertallet. Og for andre indebærer elektrificering større investeringer, end de kan mobilisere. Der er derfor fortsat brug for støtteordninger såsom Erhvervspuljen, der er dedikeret til omstilling fra gas til el, så vi kan få så mange som muligt med over på grøn strøm, siger han og peger desuden på, at omfattende elektrificering vil kræve udbygning af elnettet for at imødekomme behovet, og at høj leveringskvalitet og lave omkostninger skal gå hånd i hånd.Og så skal der skrues op for investeringerne i forskning og udvikling, påpeger han.

– Det er afgørende for, at nye elbaserede teknologier og løsninger til energilagring kan modnes hurtigere og implementeres sikkert. Det vil desuden gavne dansk eksport af teknologi og rådgivning om elektrificering, siger Flemming Nør-Pedersen og opfordrer til, at de sidste forhindringer ryddes af vejen hurtigt, så der kan komme turbo på industriens rejse mod en grønnere fremtid.

Bigballebrand ebber ud

0
Bigballebrand ebber ud, torsdag eftermiddag. Foto: AVISEN

Skærup: Syd for byen ved Hvilestedvej ulmer og ryger det stadig torsdag eftermiddag. Vejle Brandvæsen, har besluttet at lade branden brænde ud i stedet for at bruge flere ressourcer på at slukke den.

En sprøjtevogn og to brandfolk havde været til stede på ved branden siden den blev opdaget. De var blevet afløst regelmæssigt og der var blevet kørt forplejning ud til dem løbende. Torsdag morgen var det blevet besluttet at det ikke længere var nødvendigt at være til stede derude.

Den vurdering beroede på at brandstedet ligger frit ved en lille vej, og der er pløjet i nærheden. Der var altså ikke fare for, at ilden kunne få fat i mere end det, der allerede var i brand.

Vi fangede torsdag eftermiddag ved et tilfælde en brandmand fra Vejle Brandvæsen på stedet, der fortalte at:

– Det nok vil tage endnu et døgn for branden at være helt brændt ud, afbrændingen er kontrolleret og ejeren af halmen fortsat holder øje med udviklingen.

Da branden var på sit højeste kunne den ses mere end 8 kilometer væk.

Bigballer i brand syd for Skærup. Privatfoto.

Er tiden løbet fra stort samarbejde i Trekantområdet?

0

Trekantområdet Danmark er en samarbejdsorganisation mellem syv kommuner i form af Fredericia, Middelfart,  Billund, Haderslev, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle. I dag omfatter samarbejdet erhvervsudviking, arbejdsmarked og uddannelse, kultur og sportevents, kommuneplanlægning, grøn omstilling, fælles branding og interessevaretagelse. Venstre i Fredericia mener, at tiden er løbet fra organisationen og vil have Fredericia meldt ud af samarbejdet, men sådan ser man ikke på det i Middelfart Kommune. 

I årevis har kommunerne samarbejdet i organisationen, men i flere kommuner vil man nu undersøge, hvad de reelt set får ud af samarbejdet. Vejen og Kolding Kommune har i budget 2023 besluttet, at de skal undersøge, hvad de får ud af samarbejdet. I Venstre i Fredericia er man nu villig til at gå så langt, som at de vil have Fredericia Kommune helt ud af samarbejdet. Den sag vil de rejse på byrådsmødet den 6. marts.

– Vi synes i en tid, hvor vi skal spare, skal bruge pengene så smart som muligt. Det givere mening at droppe at have 19 årsværk siddenede i et bureaukrati. Man kan sagtens samarbejde uden at have Trekantområdet, siger Venstres Niels Martin Vind, der vil komme til at tage ordet for Venstre og fremlægge sagen på byrådsmødet.

Niels Martin Vind. Foto: AVISEN

Niels Martin Vind peger blandt andet på, at man i Fredericia har en organisation i Business Fredericia, der løfter mange af de dagsordner, som Trekantområdet gør. Vind sidder som politisk valgt i erhvervsorganisationen, og har på den front hørt historier fra virksomheder, som han nu drager ind i det politiske arbejde med at evaluere Trekantområdet.

– Vi har Danmarks bedste erhvervsorganisation. Det er frusterende for virksomheder, at flere forskellige konsulenter kommer og banker på deres dør, og jeg ved, at de er glade for Business Fredericia, så hvorfor skal der være et ekstra lag? Vi kan bruge kræfterne kommunalt i stedet. Hvis vi har et godt fællesprojekt på tværs af kommunerne kan borgmestrene sagtens tale sammen uden at have det organiseret i en organisation, hvor der er en direktør og 18 DJØF’ere ansat, siger Niels Martin Vind og fortsætter:

– De penge, som vi i Fredericia bruger på at være med i samarbejdet, vil vi kunne bruge bedre på eksempelvis kernevelfærd. Der er alligevel ikke nogen form for samarbejde i helt konkrete cases, hvor kommunerne kører deres eget show. Det er omsonst at bruge 19 årsværk på det.

Peder Tind. Foto: AVISEN

Venstres politiske ordfører i Fredericia, Peder Tind, nævner konkrete eksempler som Politiskolen og ansøgning om uddannelser, som eksempler på, at kommunerne ikke samarbejder.

Det er ikke nogen hemmelighed, at kommunerne først og fremmest vil dem selv, og det kan man heller ikke fortænke dem i. Nu siger vi det som det er: Er tiden løbet fra Trekantområdet? Vi vil gerne samarbejde, hvor det giver mening, men vi synes, at et formelt samarbejde er overflødigt. Tiden er løbet fra det, siger Peder Tind.

Tind mener i det store hele, at Fredericia Kommune godt kan klare sig selv på de områder, som er essensen i samarbejdet i Trekantområdet.

Vi bruger næsten to millioner kroner om året på at være medlem af det. De penge kan bruges mere fornuftigt. Langt henad vejen kan vi selv med Business Fredericia på erhvervsfronten, og på idræts- og kulturområdet har vi også stærke muskler, så jeg ved, hvad vi får ud af samarbejdet. Spørger man den enkelte fredericianer, så kan man spørge, hvad man får for penge? Jeg synes, at spørgsmålet er rimeligt, og så håber jeg på en debat i byrådssalen. Jeg har en fornemmelse af, at andre kommuner også gør sig overvejelser omkring det, forklarer Peder Tind.

En anden af Venstres pointer er effektivisering. Peder Tind peger på, at der er mange møder, som kan undgåes.

– Man skal også have i mente, at der er møder med blandt andet vores kommuner, hvor vores folk skal til møde med Trekantområdet og det trækker også ressourcer. De mange møder kunne omsættes til andre ting, som vi kan bruge tiden på, og derfor er det udover penge, også et ressourcetræk i det, slår han fast.

Johannes Lundsfryd. Foto: AVISEN

Fordel for Middelfart Kommune

Middelfarts borgmester, Johannes Lundsfryd (S), er ikke på linje med Venstre i Fredericia og ser positiv på samarbejdet i Trekantområdet.

– Helt generelt har vi et tæt samarbejde i Trekantområdet, og jeg tænker særligt som en af de kommuner, der ikke er størst, har vi glæde og gavn af at hjælpe hinanden i forskellige sammenhæng. Da SKAT skulle udfylde arbejdspladser, så havde de stor glæde af opbakning fra Trekantområdet så der røg 400 arbejdspladser til Middelfart. Kigger man på kulturområdet med Trekantens Festuge er vi sammen om at hente statslige midler, på arbejdsmarkedsområdet har vi hentet 30 millioner kroner til grøn omstilling, og sådan kunne jeg blive ved, siger Johannes Lundsfryd og fortsætter: 

– Det er ikke nødvendigt, at vi alle har et teater, men samles om det der er. Vi har stået sammen om at lave interessevaretagelse omkring infrastruktur så vi henter store statslige investeringer til vores del af landet. Vi er ikke født med et universitet som mange områder i landet, og vi er ikke nogen hovedstad. Vi arbejder for tingene her hos os, så det har vi stor glæde og gavn af at gøre sammen. Der er mange dagsordner man ikke kan løfte selv. Alle kommuner har glæde af at samarbejde med andre – der er opgaver vi ikke kan løfte hver for sig.

Trekantområdet Danmark har eksisteret siden 1994, men spørgsmålet er, hvad der kommer til at ske nu, når flere kommuner stiller spørgsmålstegn ved, hvad de får ud af samarbejdet.

Danmark glippede sejren mod stærke kroater

0
Foto: DHF

Danmark havde chancen for at vinde til sidst mod Kroatien, men endte med at spille 32-32.

For første gang under VM-slutrunden kom danskerne for alvor under pres. Kroatien kom med fremskudt bryst, og den kroatiske fysik fik nedbrudt den danske defensiv, der slet ikke kunne stå imod trykket. Defensivt fightede kroaterne alt de havde lært, og der blev særlig gået hårdt til Mathias Gidsel, der havde en svær dag på kontoret.

De to hold fulgtes ad til stillingen 8-8, men så fik Kroatien momentum. Fire scoringer i træk bragte Kroatien i front med 12-8, men Nikolaj Jacobsens mandskab viste, hvad de er gjort af. Anført af Simon Pytlick fik danskerne kæmpet sig tilbage i kampen og reduceret til pausestillingen 16-15 til Kroatien.

I anden halvleg var der åben slagudveksling. Danmark fik udlignet til 19-19, og for første gang siden 1-0, kom danskerne foran ved stillingen 22-21. Kroatien var dog ikke sådan lige at ryste af. Den danske defensiv havde det fortsat svært, og manglede fysik til at stå imod det kroatiske tryk.

I slutfasen var der skiftende føringer, men i sidste angreb var det Danmark med muligheden for at snuppe sejren. Danmark havde i slutningen af kampen spillet syv mod seks, men i sidste angreb gik danskerne væk fra det. Det gjorde dog ikke noget, da Mikkel Hansen spillede Emil Jakobsen helt fri med tre sekunder igen. Venstrefløjen greb dog ikke bolden i fri position, og i stedet var kroaterne tæt på at få scoret i allersidste sekund. Det skete dog ikke, og derfor endte kampen 32-32.

Et eventyr blev udvidet med det syv takkede logo

0

Et nationalt transport- og logistik eventyr i Taulov Fredericia nåede i dag et højdepunkt, da første spadestik til et 40.000 m2 lav-emissions lager til til A.P. Møller-Mærsk direkte ud til motorvej E45 og med central placering i Danmarks multimodale og grønne transportknudepunkt, blev taget.

Selvom gravemaskinerne formelt set allerede er i gang i området, så markerer dagens første spadestik på Mærsk’ lav-emissions lager den formelle igangsættelse af den næste store udvidelse af Taulov Dry Port. Det kommende byggeri sætter samtidig også helt nye standarder for udviklingen af lav-emissions lager- og logistikejendomme, idet byggeriet certificeres efter de højeste standarder for lav-emissions logistikbyggeri – den såkaldte europæiske BREEAM Excellent standard.

Det var bidende koldt, mudret og gråt, da første spadestik blev taget klokken 13.00 på den eventyrlige adresse Prinsessens Kvarter 13, Taulov. Spadestikket bliver taget af Birna Odefors, Area Managing Director, Nordics, A.P. Møller – Mærsk, Christian Herskind, Bestyrelsesformand i Taulov Dry Port A/S og Steen Wrist, Borgmester i Fredericia. Fire minutter efter planen havde de gravet og kastet jord fra den bunke, der markerede det historiske samarbejde. Herefter kørte deltagerne til Port House i Vendersgade, hvor talerne skulle afholdes.

Det var med beskidte sko og for nogen også beskidte bukser, at deltagerne i spadestikket i Taulov nåede frem til Kanalbyen i Fredericias centrum. Her var der stillet koldt, frisk og boblende champagne frem, snitter og en lækker Sarah Bernhardt-kage frem. Da gæsterne havde fået et glas præsenterede direktør i Taulov Dry Port, Jesper Gemmers dagens talere. Den første var Birna Odefors, Area Managing Director, Nordics, A.P. Møller – Mærsk.

Birna Odefors taler. Foto: AVISEN

– Det er unikt, at vi står her i Danmark. Det er et unikt samarbejde, vi markerer. 40 millioner containere sejler rundt i verden. 80 procent af verdenstransporten foregår i containere, og her er Taulovs placering en europæisk alfavej i en transportnavle, hvor der er adgang til jernbane, motorvej, lufthavne og dybhavshavne. Det er en stor fordel for os, når vi skal ud i markedet, sagde Birna Odefors og fortsatte:

– Moderne logistik kræver løsninger, der er orkestreret i samme organisme, og det er det her. Det her er, hvad kunderne kræver. Det er en moderne løsning på alle de krav og det giver os den efterspurgte fleksibilitet. Vi er stolte af projektet. Det er ikke bare vægge. Det er en lav-emissionsbygning af høj standard.

Visualisering af projektet.

Birna Odefors kvitterede også for et gyldent samarbejde i Taulov med en investering, der er i tråd med de klimamål, som Mærsk har sat sig for dekarboniseret transport. Klimamål, der er sat for 2040, er i gang, slog hun fast og talte om hjemmebanefordelen.

– Vi kan godt mærke hjemmebanefordelen her, og vi vil også gerne takke for samarbejdet med PFA, ADP og de involverede partnere. Vi er klar, og noget af det næste 2023 byder på er vores første grønne klimaskib, hvor vi vil sejle med grønne brændsler og snart 20 moderskibe flere. Det er vejen, vi går, sagde hun.

– Dette er et vigtigt spadestik for Mærsk. Partnerskabet med Taulov Dry Port om et nyt dansk lager- og logistikcenter er led i, at vi kan lykkes med vores ambition om at tilbyde integrerede logistikløsninger til vores kunder. Vi mærker i stigende grad en efterspørgsel i markedet på ægte logistik-partnerskaber, der kan tilføre langvarige og bæredygtige distributions- og lagerløsninger for kunderne – udover løsninger på kort sigt. Med Taulov tager vi endnu et skridt i den retning, siger Birna Ödefors, Area Managing Director, Nordics, A.P. Møller – Mærsk.

Borgmester i Fredericia Kommune, Steen Wrist (A) og bestyrelsesformand for Taulov Dryport A/S Christian Herskind talte om stoltheden ved, at Mærsk placerer sig i Fredericia med et ambitiøst projekt.

Steen Wrist fortalte først en historie fra sin tid som erhvervsfisker, hvor der gik konkurrence i at have den største fiskekutter på havet, og når der sejlede store norske industrifiskekuttere forbi, blev de lidt bitre, men når det var Mærsk, der sejlede forbi, var det noget andet, den unge fisker og hans kolleger følte: Stolthed.

– Vi holdt op med at være bitre, når vi så logoet på bagenden af et Mærskskib, hvor bagenden alene var større end længden på vores skib. Der ramte den nationale stolthed over et skib og en virksomhed, der repræsenterer Danmark fint i hele verden, sagde borgmesteren.

Borgmesteren gentog glæden fra tidligere taler om det byggeboom, man ser i Fredericia og området DanmarkC, og slog fast, at det viser en optimisme for den positive udvikling og understøtter, og sætter strøm til Fredericias ambitioner om at gøre transport og logistiksektoren grønnere i energimetropolen, Fredericia.

– Fredericia skulle have været en hovedstad, da byen blev grundlagt af Frederik den III, men det blev byen ikke, men vi vil sige, at vi bliver hovedstaden for transport, logistik og grønne løsninger, sagde borgmesteren og takkede for samarbejdet, viljen til at investere fra PFA og sendte roser efter medarbejderne hos ADP A/S. – Vi er stolte af jer, i Gothersgade, sluttede borgmesteren.

Visualisering.

Bestyrelsesformand Herskind var enig i roserne, og ærgrede sig indledningsvist over, at man ikke skulle holde talerne på engelsk alligevel, fordi han bedre kunne lide de engelske ord for en spadestiksbegivenhed.

– Oversat er ord som skelsættende og banebrydende lidt bedre end spadestik, grinte Herskind, og kvitterede for det gode samarbejde og det faktum, at Mærsk er kommet med ombord. Og til selskabet havde han også en særlig oplevelse fra 2006, hvor han var udsendt til Afghanistan.

– Jeg husker, da vi ledte efter Bin Laden i 2006, at vi pludselig i ørkensandet, langt ude, fik øje på en lastbil med en Mærskcontainer på. Det var absolut noget, hvor vi mærkede stoltheden over en dansk erhvervssucces.

Lav-emissionsløsninger i lager- og logistikbyggeriet, elektrificering af infrastrukturen og udnyttelsen af den centrale placering i et knudepunkt med havn, lufthavn, jernbane og motorvejsnettet bliver et stærkt konkurrencemæssigt setupfor A.P. Møller – Mærsk’ kommende europæiske logistikknudepunkt. 

Det 40.000 m2 store lav-emissionsbyggeri opføres ud fra de højeste standarder inden for lav-emissions logistikbyggeri med bl.a. solceller på tagflader, der forsyner bygningen med grøn strøm og samtidig leverer overskudsstrøm til forsyning i nærområdet.  

Med en længde på 350 m og en højde på 14,3 meter bliver bygningen ikke alene et markant vartegn i området med direkte eksponering ud til motorvejsnettet men også et vigtigt knudepunkt i Mærsk’ tilstedeværelse i det nordeuropæiske marked.

– Vores partnerskab med Danmarks største ejendomsinvestor PFA Pension betyder, at vi sammen sætter barren højt for vores lager- og logistikbyggerier – ikke mindst, når det gælder lav-emissions løsninger i både anlægs- og driftsfasen. Markedet efterspørger central beliggenhed, fleksibilitet og løsninger, der kan nedbringe klimaaftrykket på tværs af supply-chain, og det leverer Taulov Dry Port. Vi er begunstiget af en værdifuld kunderelation til A.P. Møller – Mærsk, hvor udviklingen af det kommende byggeri er et sket i tæt samspil med Mærsk. Vi er stolte over i dag at markere begyndelsen på et stort og banebrydende byggeri i Taulov Dry Port, siger Jesper Gemmer, CEO i Taulov Dry Port A/S.

Mærsk’ lav-emissions lager- og logistikcenter finansieres af joint-venture parterne ADP A/S og PFA Pension.

– Mærsk’ nye logistikcenter er endnu et godt eksempel på, at vi i Danmark går forrest inden for grøn omstilling, og at klima og logistik kan gå hånd-i-hånd. Som Danmarks største ejendomsinvestor har vi i PFA sat et ambitiøst mål om at skære 33 procent af udledningerne fra vores danske portefølje inden 2025, og det bliver Mærsk nu en afgørende del af for at skabe langsigtede og bæredygtige afkast til vores 1,3 mio. danske pensionskunder, siger Mikael Fogemann, Ejendomsdirektør i PFA.

Det er DS Flexhal, der er totalentreprenør på projektet, og Anette Storm glædede sig over, at selskabet blev valg til opgaven. Det er ikke første gang, at DS Flexhal bygger i Prinsensse Kvarter, og derfor havde Anette Storm også fundet en række prinsesserekvisitter frem til dagens lejlighed, da hun talte og takkede for opgaven.

Lokalpolitikere: Urimeligt hvis vi ikke fik en lægevagt

0

Region Syddanmark og PLO-Syddanmark har indgået en ny lægevagtaftale. Lokalpolitikere i Fredericia og Middelfart, glæder sig over aftalen, der betyder lægevagten er tilbage i de to byer, men i de seneste par år har den været lukket, og det har givet utryghed, mener de.

Torsdag den 19. janaur er en glædens dag for politikere, der har tilhørsforhold til Region Syddanmark. Lægevagtsaftalen faldt på plads tirsdag aften, og blev præsenteret på et pressemøde på Hindsgavl Slot. Aftalen betyder blandt andet, at lægevagten forbliver i Fredericia og Middelfart.

Susanne Eilersen Foto: AVISEN

– Det er glædeligt at vi nu har fået en afklaring på lægevagten i Fredericia, og det er selvfølgelig også godt, at den fortsætter i Fredericia. Når det er sagt, så burde der hele tiden have været en i vores bys størrelse. Borgerne har krav på der er en lægevagt. Vi har ventet med længsel med syv måneders forhandlinger og to år med covid-19. Vi er glade for for, at PLO og Regionen er kommet overens med en aftale, der gør, at man igen kan tage til lægevagt, siger Susanne Eilersen (DF), der i den forrige periode i Fredericia Byråd, var formand for Sundhedsudvalget.

– Jeg kender til utrygheden i det. Mange borgere har sagt, hvis nu mit barn bliver syg, så skal jeg køre langt om natten og hvis man ikke har bil, eller har flere børn, hvad skal man så gøre? Ventetiderne blev længere og længere. Man har ventet flere timer, og det er ikke holdbart. Det med at være utryg i forhold til at blive syg, er uholdbart. Det er samfundsmæssigt langt nemmere at have en lægevagt tæt på borgerne, fordi en lægevagt kan behandle 60-70 % af henvendelserne, og dem de ikke kan behandle, kan de sende videre. Det med, at man kan søge lægevagten fremfor skadestuerne, vil gøre det nemmere.

Borgmester i Fredericia, Steen Wrist. Foto: AVISEN

Fredericias borgmester Steen Wrist (S) har presset på for en aftale, der ville betyde, at lægevagten genåbnes. Fredericia.

– Jeg ville have fundet det urimeligt, hvis vi ikke havde en i en by som Fredericia, der har 52.000 indbyggere. Der er praktiske forhold, der skal være til stede i konsultationerne. Der vil vi hjælpe regionen, siger Wrist og slår fast:

– Jeg har forståelse for, at man stod i en forhandlingsposition, men jeg har været meget tydelig omkring mine forventninger til aftalen.

Pernelle Jensen (V). Arkivfoto: AVISEN

Pernelle Jensen (Venstre) sidder både i regionsrådet i Region Syddanmark og i Fredericia Byråd, og har derfor været tæt på hele processen.

– Det her var en af grundende til, at jeg ville ind i udvalget for Det Nære Sundhedshedsvæsen. Det er et af de borgernære tilbud, der er vigtigt at bevare. Jeg har syntes, at det vigtigste er at bevare de små steder. Heriblandt lægevagten i Fredericia. Så det ikke kun er hvor der er sygehuse. Jeg synes, når man kigger på den aftale, der er indgået, at vi kan være stolte af den. Ser man på antal konsultationssteder i Region Midt og de tilstande, der er på Sjælland, er det godt gået med aftalen, men jeg har haft min tvivl undervejs i processen om vi kunne nå til enighed, siger Pernelle Jensen.

Johannes Lundsfryd Borgmester i Middelfart Foto: AVISEN

Middelfarts borgmester, Johannes Lundsfryd (S), har slået et slag for kommunen på Vestfyn.

– Det en god aftale for de syddanske kommuner, og også for Middelfart. Vi holder en decentral lægevagtsordning, konstaterer borgmesteren og fortsætter:

– Vi har brugt mange timer på det, og regionen har brugt endnu flere, men det er vigtigt for borgerne, da det giver tryghed at komme til lægevagten, så man ikke kører i halve og hele timer. Sidder man enten selv og er syg eller har et sygt barn, så er det ikke sjovt at sidde i en bil og køre i lang tid, så vil man gerne have den i nærheden, fortæller Johannes Lundsfryd.

Fakta om den nye aftale:

  • Der vil fremover være lægevagtskonsultation i Odense, Esbjerg, Kolding, Aabenraa, Vejle, Sønderborg, Svendborg, Faaborg, Assens, Nyborg, Middelfart, Fredericia, Haderslev, Varde, Brørup, Rudkøbing, Grindsted, Tønder og Ærø.
  • Der indføres en akutknap i den telefoniske visitation til lægevagten, så patienter med akut behov for at komme i kontakt med lægen har mulighed for at trykke sig frem i køen.
  • Med virkning fra 1. februar 2024 overtager Region Syddanmark alle lægevagtens opgaver i tidsrummet kl. 23-08.
  • Lægevagten er forbeholdt patienter med akut opstået eller forværret sygdom. Med aftalen vil der være en god adgang til de praktiserende læger i dagtiden for patienter med behov for hjælp samme dag, så belastningen i lægevagten efter kl. 16.00 nedbringes.

Lægevagten bevares i Fredericia og Middelfart

0

Region Syddanmark og PLO-Syddanmark har på et pressemøde præsenteret en ny lægevagtsaftale, som sikrer syddanskerne et nært og kvalificeret lægevagtstilbud, når de har brug for hjælp uden for lægens åbningstid. Blandt andet betyder aftalen, at lægevagten genåbner i Fredericia og Middelfart Kommune.

Den nye lægevagtsaftale har som mål at sikre borgerne et godt og velfungerende akuttilbud, der skaber tryghed, opleves tilgængeligt og er kendetegnet ved høj sundhedsfaglig kvalitet.

Parterne har forhandlet en ny aftale siden foråret 2022.

Udvalgsformanden for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen, Bo Libergren (V), er glad for, at der efter en lang forhandlingsperiode nu er fundet en god og fremtidssikker løsning:

– Det har stor betydning for borgerne i Syddanmark, at de har et trygt og tilgængeligt lægevagttilbud, når de har brug for det. Derfor er jeg glad for, at vi har indgået en aftale, som tilbyder konsultationer lokalt i regionen og udnytter lægevagtens ressourcer bedst muligt, og at det fortsat er de praktiserende læger, som driver lægevagten.

Ny aftale vækker glæde hos PLO-Syddanmark

Også formanden for PLO-Syddanmark, Birgitte Ries Møller, er glad for den nye aftale:

– Jeg er meget glad for, at det er lykkedes at nå til enighed om en aftale, der moderniserer og fremtidssikrer en lægevagt af høj faglig kvalitet i vores region. Det frigiver vigtige lægeressourcer, at regionen overtager ansvaret for lægevagten om natten, og det, tror jeg, vil komme alle borgere i Region Syddanmark til gavn.

PLO-Syddanmark vil fremover bemande lægevagtskonsultationer i 16 byer:

Odense, Esbjerg, Kolding, Aabenraa, Vejle, Sønderborg, Svendborg, Faaborg, Assens, Nyborg, Middelfart, Fredericia, Haderslev, Varde, Brørup og Rudkøbing.

Derudover bemander Region Syddanmark de to skadeklinikker i Grindsted og Tønder, som fremover inddrages som en del af lægevagten. Region Syddanmark vil desuden bemande konsultationen på Ærø Sygehus som hidtil.

Ny ordning moderniserer lægevagten

Den nye lægevagtsaftale indeholder en række tiltag, som skal sikre, at lægevagtens ressourcer udnyttes bedst muligt. Det betyder bl.a., at Region Syddanmark overtager opgaverne i lægevagten alle dage kl. 23-08.

Derudover stiller Region Syddanmark også en række ydelser til rådighed, som skal aflaste nogle af lægevagtens opgaver, så de kan bruge mest muligt af deres tid på at tilse patienter. Fx vil regionen stille yderligere hjælpepersonale til rådighed for lægevagten. Hjælpepersonalet skal hjælpe lægen med at foretage visse undersøgelser, som fx halspodninger eller urinundersøgelser, rense sår og måle vitale parametre, før patienten kommer ind til lægen.

Hjælpepersonalet skal også hjælpe patienten, fx ved behov for indlæggelse, så patienten oplever et trygt og sammenhængende forløb.

Som en del af aftalen vil der også blive oprettet en akutknap, som gør det muligt for borgere med akut behov for lægehjælp at komme foran i telefonkøen og dermed komme igennem til vagtlægen inden for få minutter.

Lægevagtsaftalen forudsætter endelig godkendelse i regionsrådet

Fakta

  • Der vil fremover være lægevagtskonsultation i Odense, Esbjerg, Kolding, Aabenraa, Vejle, Sønderborg, Svendborg, Faaborg, Assens, Nyborg, Middelfart, Fredericia, Haderslev, Varde, Brørup, Rudkøbing, Grindsted, Tønder og Ærø.
  • Der indføres en akutknap i den telefoniske visitation til lægevagten, så patienter med akut behov for at komme i kontakt med lægen har mulighed for at trykke sig frem i køen.
  • Med virkning fra 1. februar 2024 overtager Region Syddanmark alle lægevagtens opgaver i tidsrummet kl. 23-08.
  • Lægevagten er forbeholdt patienter med akut opstået eller forværret sygdom. Med aftalen vil der være en god adgang til de praktiserende læger i dagtiden for patienter med behov for hjælp samme dag, så belastningen i lægevagten efter kl. 16.00 nedbringes.