Taulov Dry Port får grønt lys til næste udviklingsskridt efter fuld udlejning

0

Udviklingen fortsætter i højt tempo i Taulov. Efter fuld udlejning af samtlige eksisterende lager- og logistikbygninger har bestyrelsen i Taulov Dry Port nu givet grønt lys til næste fase i udviklingen. Det betyder både opførelsen af et nyt generisk byggeri på 32.000 kvadratmeter og etableringen af et samlet servicecenter for tung transport.

Dermed udvides et af Danmarks mest markante logistikknudepunkter yderligere, efter at der på få år er opført og udlejet omkring 300.000 kvadratmeter lager, logistik og domiciler i området.

Ifølge bestyrelsesformand Christian Herskind er beslutningen en direkte konsekvens af den efterspørgsel, der har vist sig i markedet.

»At alle eksisterende faciliteter nu er fuldt udlejet, bekræfter styrken i vores strategi og den tydelige efterspørgsel. Derfor har bestyrelsen givet grønt lys til næste skridt i udviklingen, så vi kan fastholde momentum og fortsætte innovationen,« siger han.

Nyt byggeri udnytter sidste ledige jord i Prinsessens Kvarter

Siden 2019 har Taulov Dry Port opført tre generiske byggerier med de højeste bæredygtighedscertificeringer inden for erhvervsbyggeri. De tre bygninger rummer tilsammen 220.000 kvadratmeter og er designet, så de med mindre tilpasninger kan anvendes af vidt forskellige virksomheder.

Nu tages den sidste ledige jord i Prinsessens Kvarter i brug. Parallelt med Tibnor-bygningen og over for Taulov Dry Ports bygning til Mærsk opføres det nye byggeri, Generisk 4, der kommer til at bestå af otte haller på hver 4.000 kvadratmeter.

Ifølge CEO Jesper Gemmer er efterspørgslen allerede tydelig, selv om byggeriet endnu ikke er sat i gang.

»Før vi går videre med den næste store fase i Hertugens Kvarter, udnytter vi de sidste kvadratmeter i Prinsessens Kvarter. Efterspørgslen er så stor, at vi udnytter hver eneste kvadratmeter for at kunne tilbyde fleksible løsninger,« siger han.

Med Generisk 4 øges det samlede areal i Taulov Dry Port til mere end 330.000 kvadratmeter, inden næste store udvidelse går i gang.

Servicecenter samler funktioner for tung transport

Samtidig med det nye lagerbyggeri etableres et samlet servicecenter for tung transport. Centeret skal rumme både vedligeholdelse, tekniske eftersyn og ladestationer og er målrettet både kunder og chauffører, der i dag benytter området.

Ifølge Taulov Dry Port handler det både om effektivitet og om den grønne omstilling i transportsektoren.

»Vi ønsker at skabe de bedste rammer for vores kunder og deres chauffører. Med servicecenteret kan vi samle servicefunktionerne ét sted og gøre hverdagen mere effektiv,« siger Jesper Gemmer.

Første spadestik til servicecenteret forventes taget i løbet af første kvartal af 2026, og centeret ventes klar til brug ved udgangen af samme år.

Her skal Generisk 4 på 32.000 kvm. og det nye servicecenter ligge.

Et logistisk knudepunkt i fortsat vækst

Ud over de generiske lagerbyggerier har Taulov Dry Port også opført større domiciler for virksomheder som DLG, Mærsk og Otto Schachner. Med den kommende udvidelse i Prinsessens Kvarter er næste skridt allerede i sigte.

I Hertugens Kvarter er der mulighed for at opføre yderligere 220.000 kvadratmeter lager og logistik, og ifølge planerne kan den fase blive sat i gang i slutningen af 2026.

Dermed fortsætter udbygningen af Taulov Dry Port som et centralt knudepunkt for logistik og transport i Trekantområdet og resten af landet – med både kapacitet, fleksibilitet og grøn omstilling som bærende elementer.

.midspar-wrap { position:relative; width:100%; padding-top:56.25%; cursor:pointer; } @media (max-width:600px) { .midspar-wrap { padding-top:100%; } }

Emma glæder sig til fagprøven hos Gardenia Blomster: »Det bliver bare spændende«

0

UDDANNELSE. Der er noget særligt over de dage, hvor et fag samler sig i hænderne på én person. Hvor det ikke længere handler om at øve sig, gentage og lære, men om at vise, at man kan stå på egne ben. At man kan tage ansvar for både håndværket og helheden. For Emma Jakobsen nærmer sådan en dag sig. Eller rettere sagt, sådan nogle uger.

I slutningen af januar går hun nemlig i gang med sin fagprøve som blomsterdekoratør hos Gardenia Blomster i Fredericia. Ikke i et klasselokale og ikke bag lukkede døre, men midt i butikken, blandt kunder, buketter og hverdagens rytme. Det er her, faget leves, og det er her, det skal stå sin prøve. »Det drejer sig om, at jeg snart skal til at gå i gang med den her fagprøve,« fortæller hun, da Fredericia AVISEN taler med hende. »Her i slutningen af januar skal jeg lave lidt i butikken, hvor jeg sætter fokus på at få solgt nogle flere brudebuketter og bordpynt og sådan nogle ting.«

For en blomsterdekoratør er fagprøven den sidste og afgørende prøve på en flere år lang uddannelse. Det er her, man skal vise, at man ikke bare kan binde en buket, men også forstå form, farver, materialer og helhed, og samtidig tænke i kunder, præsentation og salg. Fagprøven er med andre ord ikke kun et spørgsmål om teknik, men om professionel modenhed. For Emma betyder det, at hun i en periode ikke længere blot er elev i butikken, men ansvarlig for sit eget projekt. Et projekt, der skal planlægges, udføres og gennemføres i virkeligheden.

Selve fagprøveforløbet begynder mandag den 19. januar. Her starter arbejdet i butikken, hvor Emma gradvist bygger op mod et mere koncentreret forløb sidst på måneden. Kulminationen kommer over tre dage. »Torsdag den 29., fredag den 30. og lørdag den 31. har jeg lidt mere sådan en slags event i butikken,« forklarer hun. »Der skal jeg have en stor varepræsentation med flere brudebuketter og lidt forskelligt.«

Det er netop kernen i fagprøven, at kunne arbejde med et klart tema – i dette tilfælde brudebinderi og bryllupsdekorationer – og omsætte det til noget, der både er æstetisk gennemført, salgbart og fagligt solidt. Her skal håndværk og forretning gå hånd i hånd. »Det er fagprøven, ja,« siger Emma, da hun bliver spurgt direkte. »Og så skal jeg op og forsvare det i juni.«

Her bliver forløbet også mere teknisk. Selve det praktiske arbejde ligger i januar, mens den formelle bedømmelse og forsvaret først finder sted nogle måneder senere. I praksis betyder det, at Emma allerede nu skal dokumentere sit arbejde og sine valg, og senere kunne forklare og forsvare dem over for en faglig bedømmelse.

Temaet for fagprøven er altså brudebinderi – eller bryllupsbinderi, som hun også kalder det. For kunder i Gardenia Blomster betyder det, at de i slutningen af januar vil kunne opleve et særligt fokus på brudebuketter, borddekorationer og inspiration til bryllupper. Noget vil dukke op løbende i butikken, mens andet især vil være synligt de tre dage, hvor fagprøven kulminerer. »Det kommer man til at kunne finde nede i butikken,« fortæller hun. »Der kommer til at være lidt løbende, og så er der jo en del på de sociale medier. Men der kommer til at være mest der torsdag den 29.«

Når alt samler sig på disken

For Emma har uddannelsen som blomsterdekoratør strakt sig siden august 2024. Næsten to år i lære, hvor hverdagen har været fyldt med gentagelser, forfinelser og gradvist større ansvar. Et forløb, hvor teknikkerne er blevet indøvet, materialerne lært at kende, og hvor butikkens rytme er blevet en naturlig del af arbejdslivet. Nu nærmer afslutningen sig. Men ikke uden de sidste justeringer. »Jeg skal lige have styr på det sidste,« siger hun ærligt om forberedelserne. »Lige de sidste detaljer,« griner hun så.

Hun er ikke helt færdig endnu. Det bliver hun først i august, hvor praktikopholdet formelt slutter. Men fagprøven markerer alligevel et tydeligt skifte. Et punkt, hvor elevrollen langsomt slipper sit tag. »I princippet er jeg færdig i juni,« forklarer hun. Hvad der så skal ske derefter, står endnu åbent. »Det må tiden vise. Efter fagprøven bliver jeg jo her i butikken indtil – og så må vi se, hvad der sker.«

For mange unge faglærte er fagprøven både et punktum og et komma. En afslutning på en uddannelse og begyndelsen på et arbejdsliv, hvor mulighederne er der, men endnu ikke lagt fast. »Det bliver bare spændende,« siger Emma, da hun bliver spurgt, om hun glæder sig.

Og én ting er sikkert. Når dørene åbner hos Gardenia Blomster i slutningen af januar, vil der ikke kun stå buketter på disken. Der vil også stå et svendestykke i blomst.

EUC Lillebælt søger ny direktør efter mere end 30 år med samme mand i spidsen

0

Efter mere end tre årtier på EUC Lillebælt – heraf næsten 20 år som direktør – går Lars Middelboe på pension. Det betyder, at en af de mest markante ledere i det lokale uddannelseslandskab træder tilbage, og at EUC Lillebælt nu officielt har slået stillingen op og søger en ny direktør til at stå i spidsen for erhvervsskolen.

Stillingsopslaget blev offentliggjort på LinkedIn og markerer et tydeligt generationsskifte på skolen, der i dag uddanner både unge og voksne til arbejdsmarkedet lokalt, regionalt og nationalt. Ifølge EUC Lillebælt søger bestyrelsen en tydelig, rolig og tillidsvækkende leder med erfaring fra uddannelsesverdenen, stærk økonomisk forståelse og lyst til at lede gennem forandringer og reformer i tæt samspil med bestyrelse, medarbejdere og samarbejdspartnere.

Dermed sættes punktum for en usædvanlig lang periode med kontinuitet i skolens øverste ledelse.

Lars Middelboe blev ansat på EUC Lillebælt i 1992 som administrationschef, dengang skolen stadig var i sin tidlige fase som selvejende teknisk skole. I 2006 overtog han direktørposten og har siden haft det overordnede ansvar for skolens økonomiske, organisatoriske og strategiske udvikling.

Da Fredericia AVISEN portrætterede ham i april 2019 i avisens daværende serie Ugens Kurt, trådte et billede frem af en leder med en usædvanlig baggrund i forhold til mange andre direktører på erhvervsskoler. Middelboe kom ikke fra et faglært håndværk, men fra bank- og administrationsverdenen.

Han er født den 14. maj 1959 og voksede op i Tarup i Odense. Faderen var tjenestemand i postvæsenet, moderen frisør. I ungdomsårene dyrkede han badminton på eliteniveau og blev både fyns- og danmarksmester, inden interessen i slutningen af teenageårene gled over i musik, dans og andre sider af livet.

Efter realeksamen blev han ansat i Nykredit som arkivmedhjælper og fortsatte senere i mesterlære som bankassistent. Her opbyggede han hurtigt erfaring inden for regnskab, IT og administration og blev allerede i begyndelsen af 20’erne leder af Nykredits regnskabsafdeling. I mere end 20 år arbejdede han med økonomi, ledelse og centralisering i koncernen.

I 1992 skiftede han spor og blev administrationschef på den tekniske skole i Fredericia, som senere blev en del af det, der i dag er EUC Lillebælt. Dengang var skolen lille med omkring 200 årselever og cirka 40 ansatte, og økonomien var presset.

I portrættet fra 2019 beskrev Middelboe, hvordan skolen i 1990’erne gennemgik en markant udvikling, blandt andet ved at satse offensivt på kursusvirksomhed, PC-kørekort og fjernundervisning, som tiltrak tusindvis af kursister fra hele landet. Det bidrog til at stabilisere økonomien og tilbagebetale gæld til ministeriet.

Da Lars Middelboe i 2006 blev direktør, stod EUC Lillebælt over for de samme strukturelle udfordringer, som har præget erhvervsskoleområdet nationalt. Besparelser, reformer, faldende søgning og en vedvarende konkurrence med de gymnasiale uddannelser.

I 2019-portrættet lagde han ikke skjul på, at rollen som direktør også havde indebåret svære beslutninger. Han pegede blandt andet på fyringer som følge af besparelser og på et arbejdsmiljø, hvor medarbejderne i perioder har været pressede af krav om at uddanne flere elever med færre ressourcer. Samtidig fremhævede han, at stram økonomistyring havde gjort det muligt at holde skolen på et solidt økonomisk fundament.

I dag er EUC Lillebælt en markant uddannelsesinstitution med omkring 160 fastansatte, knap 1.000 årselever og tusindvis af kursister årligt. Skolen har opbygget stærke positioner inden for transportområdet og samarbejder med store virksomheder som DSB og Arla, ligesom HTX-uddannelsen er blevet udvidet med egne rammer for at skabe et mere samlet gymnasiemiljø.

At EUC Lillebælt nu søger en ny direktør, er ikke kun en intern sag for skolen. Erhvervsskolen spiller en central rolle i Fredericia og Trekantområdet, hvor manglen på faglært arbejdskraft er et tilbagevendende tema i både erhvervsliv og politik.

I 2019 pegede Lars Middelboe på, at der i mange år havde været et politisk fokus på videregående uddannelser, mens erhvervsuddannelserne i perioder havde været overset. Ifølge ham havde samarbejdet med kommunen dog ændret sig markant i årene op til portrættet, og han beskrev et tættere partnerskab med byrådet og erhvervslivet.

Det er netop i dette spændingsfelt – mellem uddannelse, erhvervsliv og kommunale strategier – at den kommende direktør skal navigere.

For Lars Middelboe markerer stillingsopslaget afslutningen på et langt arbejdsliv på samme institution. Da han i 2019 blev spurgt til at fylde 60 år, beskrev han det som et mærkeligt årti, hvor mange omkring én begynder at gå helt eller delvist på pension.

Nu er tidspunktet kommet.

Med hans afgang står EUC Lillebælt over for et ledelsesskifte, der både rummer kontinuitet og mulighed for ny retning. For Fredericia og Trekantområdet betyder det, at en central aktør i uddannelseslandskabet skal finde en ny stemme i spidsen – på et tidspunkt, hvor behovet for faglærte, tekniske kompetencer og stærke erhvervsuddannelser ikke har været større.

Politiet reagerede på mistænkelig bil: Narkofund i nattens kontrol

0

Tirsdagens døgnrapport fra Sydøstjyllands Politi vidner om et forholdsvis roligt døgn i politikredsen.

Kort efter midnat, klokken 00.20, standsede politiet en bil på 6. Julivej i Fredericia. Føreren, en mand født i 1980 og bosiddende i Vejle, blev sigtet for at føre bil uden gyldig førerret.

Senere på aftenen, klokken 22.45, blev en bil standset på Ullerupdalvej. I bilen sad tre personer, og i forbindelse med kontrollen blev der fundet 2,71 gram skunk. En mand født i 2000 blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

I Kolding har politiet ifølge døgnrapporten ikke haft hændelser af betydning i det seneste døgn.

Oplysningerne stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport og pressebriefing ved vicepolitikommissær Arno Rindal Petersen tirsdag den 13. januar.

20.000 kroner skal gøre Fredericia klar til nyt triatlonstævne: »Uden opbakning kan vi ikke løfte det«

0

SPORT. Fredericia har tidligere haft en markant rolle på triatlonkortet med både store løb og internationale mesterskaber. De store events er ikke længere en del af bybilledet, men et nyt initiativ er nu på vej til at samle trådene igen.

Med støtte på 20.000 kroner fra Sydbank Fonden har Fredericia Triathlon Team taget de første, afgørende skridt mod at etablere Fredericia111 – et nyt, årligt triatlonstævne med lokal forankring og ambitioner om bred deltagelse. Stævnet afvikles første gang den 30. august 2026.

Initiativet udspringer af en simpel, men insisterende tanke hos klubben og klubbens formand, Carsten Olesen. »Jeg sad som formand i Fredericia Triathlon Team og syntes egentlig, det var lidt synd, at vi ikke længere havde de her større triatlonløb i Fredericia. Vi har jo været kendt som triatlonby og haft VM og store events, men de findes ikke rigtig længere her,« forklarer han.

Valget stod ifølge formanden mellem at fortsætte med mindre arrangementer, som klubben har afviklet de seneste år, eller at forsøge at samle kræfterne om noget større. Noget, der både kunne bygge videre på byens tidligere store triatlonevents og samtidig finde sin plads i et nutidigt triatlonlandskab, hvor udbuddet af løb i Danmark allerede er stort. »Hvis man skal komme ind som ny spiller, er man nødt til at tilbyde noget, der er lidt anderledes end alt det andet,« bemærker han.

En distance, der åbner døren

Det »anderledes« blev Fredericia111. En distance, der lægger sig i nærheden af en halv Ironman, men med bevidste justeringer. For ifølge Carsten Olesen er det især svømmedistancen og den lange afsluttende løbedel, der afskrækker mange potentielle deltagere. »En halv Ironman er omkring to kilometer svømning i åbent vand, 90 kilometer på cyklen og derefter en halv maraton. Det er en rigtig lang distance for mange mennesker, og det er fuldt forståeligt,« siger han.

Løsningen blev at gentænke proportionerne. Fredericia111 består af én kilometer svømning, 100 kilometer cykling og 10 kilometer løb. Svømning og løb er halveret i forhold til en klassisk halv Ironman, men cyklingen til gengæld får lov at fylde. »Det lyder måske vanvittigt, men de fleste i rimelig god form kan faktisk cykle 100 kilometer. Det tager tid, ja, men du sidder ned hele vejen. Det er noget andet end at løbe,« siger han med et smil.

Ud over hoveddistancen tilbyder Fredericia111 også halve distancer og sprintdistancer, hvor svømningen er helt ned til 250 meter. Det er et bevidst valg, som skal gøre stævnet mere åbent, og ikke kun for de mest rutinerede triatleter, men også for dem, der er nysgerrige på sporten og gerne vil prøve kræfter med den i et mere overskueligt format. Den tilgang ser allerede ud til at ramme noget rigtigt.

Selv om stævnet først løber af stablen i august 2026, har interessen nemlig allerede vist sig markant. Fredericia111 blev lanceret i sensommeren, og siden er tilmeldingerne kommet støt. »Vi har omkring 170 tilmeldte allerede nu, og det er faktisk over forventning på det her tidspunkt,« fortæller Carsten Olesen.

Mere end en konkurrence

Selv om triatlon på papiret er en individuel sport, spiller fællesskabet en stor rolle i Carsten Olesens fortælling. Det sociale element er en væsentlig del af tanken bag Fredericia111. »Når startskuddet går, er det selvfølgelig konkurrence. Men alt rundt om er der en stor samhørighed. Man hjælper hinanden, også selv om man konkurrerer mod hinanden. Det gælder både internt i klubben og på tværs af klubber,« siger han.

Triatlon består af de tre discipliner svømning, cykling og løb og ifølge formanden er det netop sammensætningen, der gør sporten særlig. »Der er ikke nogen, der er lige gode til det hele. Man kan være udfordret i én disciplin og stærk i en anden og stadig skabe et godt resultat. Det gør sporten mere åben, end mange tror.«

En afgørende støtte

At Fredericia111 nu er rykket fra idé til konkret plan, hænger tæt sammen med støtten fra Sydbank Fonden, som har bidraget med 20.000 kroner. Mandag den 5. januar kiggede Troels Clemmensen fra Sydbank forbi med den, Carsten Olesen kalder en »meget værdsat julegave«.

»Vi er glade for at kunne støtte et stærkt lokalt initiativ, der vil komme mange til gavn,« sagde Troels Clemmensen ved overrækkelsen.

For Fredericia Triathlon Team er støtten ikke bare en håndsrækning, men en forudsætning. Klubben har omkring 200 medlemmer, men kontingentindtægterne går primært til faste udgifter som husleje og bassintid i Fredericia Idrætscenter. »Når vi vil lave events i den her størrelse, er økonomien altafgørende. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre uden opbakning fra fonde, puljer og lokale virksomheder,« siger formanden.

Pengene fra Sydbank Fonden skal blandt andet bruges på sikkerhed langs ruten, herunder afspærringer og hegn, samt på forplejning til de mange frivillige, der er nødvendige for at få et stævne afviklet. Derudover går en del af støtten til markedsføring. »Det er vigtigt for os, at både deltagere og frivillige får en god oplevelse og har lyst til at være med igen. Hvis Fredericia111 skal blive en fast del af byens idrætsliv, skal det fungere hele vejen rundt,« slutter Carsten Olesen.

Med Fredericia111 får byen et nyt triatlonstævne, der bygger på både erfaringer og nye greb. Et løb, hvor fællesskab og tilgængelighed vægtes højt, og hvor Fredericia igen bliver ramme om en større idrætsbegivenhed.

Stille fejring og godt humør: Den lokale erhvervsmand Jesper Bjerrisgaard fyldte 50

0

MENNESKER. I Fredericia har mange stiftet bekendtskab med Jesper Bjerrisgaard gennem arbejde og hverdag. I sidste uge rundede han de 50 år, og det tog han i præcis det tempo, der passer ham bedst.

»Det er jo kun godt – alternativet er jo kun værre, så det dur,« indleder han med et lille grin om det at fylde rundt.

Selve dagen blev markeret uden de store armbevægelser, men med plads til både smil og samvær. Gamle venner kiggede forbi og sang lidt morgensang, medarbejderne lagde vejen forbi til pølsevogn, og om aftenen samledes familien til sushi derhjemme. »Det var helt stille og roligt, sådan som det skulle være. Og så var vejret jo med os,« smiler han.

At træde ind i 50’erne giver ikke anledning til de store bekymringer hos Jesper Bjerrisgaard – tværtimod. »Det er da fantastisk. Det er jo noget, man går og glæder sig til. Så ja, det dur,« siger han. Humøret fejler da heller ikke noget, understreger han, selv om han samtidig erkender, at han næppe har 50 år mere foran sig. »Jeg forventer ikke at blive 100, det må jeg nok sige. Men jeg er i hvert fald klar til fremtiden.«

Ved siden af familielivet fylder arbejdslivet fortsat en stor del for Jesper Bjerrisgaard. Han står bag Tefax ApS, som gennem årene har udviklet sig til en fast del af det lokale erhvervsliv, og den rejse giver også anledning til at samle lidt flere mennesker.

Selv om selve fødselsdagen blev holdt i det små, bliver der derfor alligevel mulighed for at markere begivenheden lidt bredere. Den 20. august holder Jesper Bjerrisgaard reception, hvor både hans 50-års fødselsdag og jubilæet for virksomheden bliver fejret. »Der ligger en dato den 20. august, hvor vi fejrer, at jeg er blevet 50, og at jeg har haft Tefax i mange år,« siger han.

Receptionen bliver holdt hjemme og får karakter af et uformelt eftermiddagsarrangement. »Det bliver bare hygge. Man kan komme forbi, få lidt at spise, der kommer nok nogle madboder, og så er det helt uformelt,« fortæller han. For Jesper Bjerrisgaard handler fejringen i sidste ende om det samme, som gjorde selve fødselsdagen god. »Det er altid hyggeligt at møde venner, familie og bekendte. Og når der er noget at fejre, så er stemningen jo altid lidt bedre,« slutter han.

Ørsted får grønt lys til at genoptage arbejdet med Revolution Wind

0

Ørsted kan igen sætte gang i arbejdet med havvindmølleparken Revolution Wind. Det har en dommer ved en føderal domstol i Washington D.C. afgjort mandag.

Dermed ophæves den midlertidige standsning, som har sat projektet på pause, og energiselskabet får lov til at fortsætte anlægsarbejdet. Domstolen har vurderet, at betingelserne for at holde projektet tilbage ikke længere er opfyldt.

Revolution Wind er et større havvindprojekt ud for USA’s østkyst og indgår som en del af Ørsteds satsning på vedvarende energi i Nordamerika. Projektet har tidligere været udfordret af juridiske indsigelser, men med afgørelsen kan arbejdet nu genoptages.

Ørsted har endnu ikke meldt ud, hvornår arbejdet konkret bliver intensiveret igen, men dommen fjerner en væsentlig usikkerhed omkring projektets videre forløb.

Støtte holder Mad og Musik i gang for Fredericias ældre: »Det er en meget positiv fredag«

0

FREDERICIA. Når der dækkes op til Mad og Musik i Seniorhuset i Fredericia, handler det ikke kun om maden og tonerne fra scenen. Det handler i lige så høj grad om fællesskab, nærvær og om at give Fredericias ældre et sted at høre til.

Det kan nu fortsætte, efter at det lokale repræsentantskab for garanterne i Middelfart Sparekasse i Fredericia har besluttet at støtte arrangementet med 10.000 kroner. Modtageren er Seniorhusets Aktivitetsforening og for formand Bent Bjerre Jørgensen betyder støtten mere, end beløbet alene antyder. »Det betyder rigtig meget. Pengene går direkte til Mad og Musik-projektet oppe i Seniorhuset, som ligger under aktivitetsforeningen. Vi får normalt støtte fra kommunen, men i år har vi ikke fået så meget, som vi havde regnet med. Derfor har vi været nødt til at se os om efter andre, der kunne være med til at bidrage, så vi kan fortsætte projektet,« fortæller han.

En fast fredag med fællesskab

Mad og Musik er et tilbagevendende arrangement, som finder sted hver fjerde fredag i måneden i Seniorhusets café. Her betaler deltagerne selv for mad og drikke, mens aktivitetsforeningen står for rammerne omkring aftenen. »Vi sørger for at hente folk, der er dårligt gående, vi sørger for servering, og vi sørger for, at der er musik og underholdning. Det er dét, vi bruger pengene til,« forklarer Bent Bjerre Jørgensen.

Projektet har været i gang i fem år, og interessen er vokset støt siden begyndelsen. »Da vi startede, var der omkring 50 deltagere. I dag ligger vi typisk mellem 150 og 200,« siger han. Den stigende opbakning hænger ifølge formanden tæt sammen med stemningen til arrangementerne. »Der er sang, musik og god mad, men der er også mennesker, som ikke kommer så meget ud i hverdagen. Dem får vi fat i, og de kommer herop og får del i fællesskabet. Nogle får endda også opbygget et netværk. Så det er en meget positiv fredag,« siger han.

Netop den sociale betydning fylder meget i formandens beskrivelse af projektet. For Mad og Musik er ikke kun en begivenhed, men et fast holdepunkt i mange af Fredericias ældres hverdag.

Mulighed for lidt ekstra

Med de 10.000 kroner fra Middelfart Sparekasse får aktivitetsforeningen nu mulighed for at løfte arrangementerne en smule yderligere. »Det er en dejlig følelse at få den støtte. Både fordi projektet i sig selv betyder noget, og fordi pengene gør, at vi kan hyre lidt mere underholdning end til hverdag. Vi kan simpelthen gå en smule op i niveau,« siger Bent Bjerre Jørgensen.

Han peger samtidig på, at musikken spiller en særlig rolle for deltagerne. »Det betyder rigtig meget for de ældre. Musik er med til at gøre dagen lidt lysere, og fællessang er noget af det, der binder folk sammen,« siger han.

Med støtten i ryggen kan Mad og Musik dermed fortsætte med at skabe rammerne om en fredag, hvor fællesskab, nærvær og genkendelige toner får lov til at fylde, til glæde for mange ældre i Fredericia.

.midspar-wrap { position:relative; width:100%; padding-top:56.25%; cursor:pointer; } @media (max-width:600px) { .midspar-wrap { padding-top:100%; } }

Ny i byrådet og klar til arbejdet: »Jeg er helt vildt spændt«

0

POLITIK. For de nyvalgte byrådsmedlemmer i Fredericia blev det for alvor virkelighed mandag, da det nye byråd var samlet til den fælles introduktionsdag. Her blev visioner, ansvar og økonomiske rammer lagt frem, og for SF’s nyvalgte byrådsmedlem Jan Filbært blev dagen et tydeligt startskud på de næste fire år.

»Det var en meget spændende dag, synes jeg egentlig,« siger han.

Programmet spændte bredt og gav både nye og erfarne byrådsmedlemmer en samlet indføring i opgaven. Fra de politiske visioner for kommunen til de helt konkrete gennemgange af økonomi, forvaltning og byrådets rolle. »Det var jo alt lige fra visioner til de overordnede tal. Til hvad er vores opgave, og hvilke forpligtelser har vi. Så vi kom bredt rundt,« fortæller Jan Filbært.

Introduktionsdagen gav samtidig et mere jordnært indblik i den administrative virkelighed, som det politiske arbejde hviler på, og som i praksis skal bære beslutningerne videre ud i kommunen. »Vi så lidt omkring selve strukturen i forvaltningen, og byrådets opgaver. Det er jo opgaver, der venter os, så det var sådan en bred vifte af alt.«

Men selvom programmet var tæt pakket med gennemgange og information, var der også plads til andet end det formelle. Introduktionsdagen blev samtidig et første fælles møde på tværs af partier, erfaring og politiske forskelle. »Vi fik jo hilst på hinanden også, og det synes jeg var rigtig gavnligt. Der var en fantastisk stemning,« siger han og tilføjer: »Der var plads til smil og grin og pjat og sådan lidt også. Men ellers var det meget seriøst.«

Ifølge Jan Filbært var introduktionsdagen godt tilrettelagt, og både forvaltningen og borgmesteren havde sat en tydelig ramme for programmet. »Det var godt sat sammen med forvaltningen også, og så selvfølgelig af vores borgmester.«

For ham var det især gennemgangen af kommunens økonomi, der gjorde indtryk. Ikke som en overraskelse, men som en konkret påmindelse om det ansvar, der følger med byrådsarbejdet. »Det er jo store tal, man sidder med. Det er jo ikke ens egen husholdning. Vi snakker rigtig mange penge,« siger han og fortsætter: »Og det giver en sådan en overskrift på, at det er en meget seriøs post, man sidder på.« Samtidig pegede gennemgangen på, hvem ansvaret rækker ud til. »Det er jo Fredericias borgeres penge, dem her. Det er skattekroner. Så det sender et signal om, at der skal være en vis respekt omkring det her.«

Selvom Jan Filbært er ny i byrådet, var indholdet i introduktionsdagen i sig selv ikke overraskende. Meget af stoffet havde han sat sig ind i på forhånd, men helheden gav alligevel et mere tydeligt billede af opgavens omfang. »Alt det med rettigheder og forpligtelser, det har man jo læst op på. Så der var ikke noget, der decideret overraskede mig. Når man ser det samlet, så kan der jo altid være noget, der gør indtryk. Det er jo store tal, man sidder med.«

Med introduktionsdagen afsluttet står byrådet nu over for den fase, hvor indsigterne skal omsættes til konkret arbejde. Introduktionsdagen blev dermed ikke kun en gennemgang, men også et naturligt skifte fra valgkamp til hverdag. Fra løfter og ambitioner til det arbejde, der nu skal udføres i praksis. »Det i går var sådan startskuddet til det hele. Nu skal vi i gang med de første udvalgsmøder i løbet af den her måned,« siger han.

Selv er Jan Filbært blevet formand for Paragraf 18-udvalget, og allerede i den kommende uge mødes udvalget for første gang. »Vi starter den 8. med at sætte os ned og hilse på hinanden og finde ud af, hvad er vores opgave. Og så begynder det ellers stille og roligt i løbet af måneden.« I alt er der kommet syv nye medlemmer ind i byrådet, og den sammensætning ser han som en styrke for det videre arbejde. »Det er et godt mix af både gamle byrådsmedlemmer og nye. Det giver et frisk pust, samtidig med at vi kan læne os lidt op ad dem, der har prøvet det før.«

På spørgsmålet om han har ro i maven som nyvalgt byrådsmedlem, er svaret kort og klart. »Ja, helt sikkert. Jeg har været med mange steder før, både på den ene og den anden side af bordet. Selvfølgelig er der noget, man kan lære, men det skræmmer mig ikke.« Det, der fylder mest nu, er snarere forventningen til at komme i gang. »Jeg er helt vildt spændt på at komme i gang for alvor. Der kommer sådan noget adrenalin i kroppen, fordi man gerne vil i gang.« Når Jan Filbært ser frem mod de næste fire år, peger han selv på de områder, han er særligt optaget af. »Det er nogle områder, jeg brænder meget for. Beskæftigelse og socialområdet blandt andet. Så jeg synes, det lover rigtig godt.«

Middelfart Boldklub har fundet ny træner

0

Efter salget af Kim Engstrøm til Vendsyssel FF har Middelfart Boldklub handlet hurtigt. Klubben har hentet Kristoffer Johannsen retur og købt ham fri af kontrakten i FC Roskilde. Dermed er trænersituationen på plads igen, få dage efter salget af Engstrøm.

Kristoffer Johannsen har underskrevet en kontrakt på 2,5 år og vender tilbage til Middelfart blot 12 måneder efter, at han netop blev solgt til FC Roskilde. I sin første periode i Middelfart leverede han markante resultater og skabte et udtryk, der hurtigt vakte interesse fra andre klubber.

Ifølge sportschef Søren Godskesen var der ikke meget tvivl, da beslutningen skulle træffes.

»Da vi først havde fået lavet en samlet liste efter udmeldingen omkring vores trænersituation, var der slet ingen tvivl om, at Kristoffer toppede den liste. Efter godt og åbent samarbejde med FC Roskilde og gode snakke med Kristoffer selv, er vi meget glade for at kunne præsentere denne aftale,« siger han.

Godskesen peger på, at Middelfart ikke blot får en kendt træner tilbage, men en mere erfaren udgave.

»Kristoffer havde en stærk første periode i Middelfart som træner og tiltrak sig ganske naturligt en del interesse. Nu er han tilbage i en endnu dygtigere udgave, så jeg er ikke i tvivl om, at matchet er helt perfekt. Nu er der ro på trænersituationen, og vi kan holde fuld fokus på at gøre os klar til sæsonstarten i Aarhus,« siger sportschefen.

Kristoffer Johannsen lægger ikke skjul på, at han har været glad for opholdet i Roskilde, men at Middelfart fortsat har haft en særlig plads for ham.

»Jeg har været glad for min tid i Roskilde, for klubben og de mange gode mennesker der. Men da jeg fik præsenteret henvendelsen fra Middelfart, var det heller ikke svært at slå til. Jeg var ekstremt glad for klubben i min første periode der, og siden da er det kun fortsat med en positiv udvikling,« siger han.

Han ser frem til hurtigt at komme i gang med arbejdet.

»Jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage til spillerne og resten af staben og til at komme i gang med det arbejde, der ligger foran os i den kommende periode.«

Kristoffer Johannsen er startet i Middelfart med det samme og havde allerede mandag sin første træningsdag med spillerne. Klubben har dermed på kort tid lukket et potentielt åbent spørgsmål og sat retning frem mod den kommende sæson.

Fredes Fede Festival vil samle byen på Axeltorv

0
Der er lagt op til både musik, fællesskab og familiehygge, når »Fredes Fede Festival« løber af stablen på Axeltorv. Bag initiativet står arrangør Poul...