Cafe Blues Corner i Tøjhuset

0

Tøjhuset havde Fredag den 27. januar besøg af H. P. Lange solo. Delta Blues er en genre af bluesmusik, der opstod i Mississippi-deltaregionen i USA i det tidlige 20. århundrede. Den er kendetegnet ved enkle akkorder, slide guitar og en dyb, følelsesladet vokal. Mange berømte bluesmusikere, som Robert Johnson, Muddy Waters og B.B. King, har rødder i Delta Blues-genren, det har H. P. Lange også, da han har rejst i området.

HP er en fantastisk dygtig guitarist og habil vokalist inden for genren. Men det er noget ensformigt, trods hans gode evner.

Fakta er, at nogle kunstnere kan være dygtige og habil inden for en bestemt genre, men alligevel kan deres musik opleves som ensformigt af nogle lyttere, blandt andet denne anmelder. Det er også vigtigt at huske på, at musik er subjektivt, og hvad en person oplever som ensformigt, kan en anden person finde interessant og unikt. 

Det var dejligt igen at se en propfyldt café i Tøjhuset, men også irriterende, at der ikke var ekstra stole. 

Til arrangørerne i Tøjhus Cafeen: Vågn nu op, når arrangementer vokser i popularitet skal resten følge med.

Poul Rand, Musikanmelder Fredericia AVISEN.

62-årig kvinde kørte ulovligt

0
Foto: Niclas Jessen

På Holstensvej i Fredericia blev en 62-årig kvinde lørdag standset i sin bil, da hun var påvirket af alkohol.

Klokken var 00.20, da kvinden blev bragt til standsning cirka 200 meter fra Norgesgade, fortæller vagtchef John Skjødt.

Livet som cafeejer i en hård branche

0

Livet som cafeejer, set gennem øjnene på Jacob Sandberg, der sammen med sin hustru, ejer Stina’s i hjertet af Middelfart. De overtog caféen for to måneder siden og har ingen erfaring. Allerede nu kan de mærke, at det er en hård branche at være i. 

Belysningen er dæmpet på Stina’s, her er stearinlys og en duft af kaffe og hjemmebag. Der er roligt denne mandag formiddag i Middelfart, men alligevel er der liv i caféen. Jacob står i hjørnet og kigger ud af vinduet, han vender sig om og smiler, da vi kommer ind.

Jacob Sandberg bag “baren” på Stina’s i Middelfart.

Han er stadig ikke helt sikker på, hvad det var, der gjorde det, men omkring efterårsferien sidste år skrev de under på overtagelsen af caféen.

– Vi må sige, at gode ideer og tanker hjemme i sofaen, var der masser af, og derfra og så til at komme ud i virkeligheden og arbejde med det sted her. Det er ikke bare er en lille kaffebar, det er en stor café et eller andet sted. Det kan lyder forkert at sige, men det er kommet bag på os, for det kunne vi godt se, men derfra og til, hvor meget det kræver. Hvor meget vareflow, der hele tiden er, som vi bliver ved med at sige, alt er hjemmegjort. Det kræver bare varer på hylderne, og varer til at pigerne hele tiden kan holdes i gang. Vi har ingen erfaring med den branche her, fortæller Sandberg.

Selvom det kan være svært at få det til at hænge sammen med andre jobs ved siden af, så er Jacob og hans partner i gang med at få skabt en rytme i deres hverdag. 

– Det er ligesom om, at december måned var sådan en ‘det skal bare køre – vi skal bare overleve’-måned, med en masse brandslukning. Nu er vi inde i januar, som et eller andet sted heldigvis er lidt mere rolig. Vi kan få sat nogle flueben, og begynde at få den her rytme i vores hverdag, privatliv, almindelige jobs og caféen, det synes jeg begynder at fungere, siger han.

Stemningen var god på Stina’s mandag morgen.

Medarbejdere i caféen er guld værd, og er altid villige til at trække deres del af læsset. 

– Pigerne trækker et kæmpe læs, det er dem der står her. Nu kan man sige, at jeg er lige landet, ellers så er det dem, der holder butikken i gang, siger Jacob, med et let træk på skuldrene.

Jacob ved godt, at selvom han ikke behøver at være i forretningen hele tiden, er det alligevel vigtigt for ham at være tæt på forretningen.

– Min tanke var, at det her kan man godt klare fra sidelinjen, men det kan man ikke, fordi uden at skulle forklejne dem, så er det unge mennesker, vi har ansat. De er fantatiske, når de har rammer at arbejde i, og jeg har sørget for, at der er varer på hylderne, til at de kan producere, og de kender deres opgave, så de er super gode. Når vi så kommer udover det, så skal vi være der, og så kan de ikke køre det selv, naturligvis, fortæller den nylige cafeejer.

Når det kommer til det nye år, så er Jacob og hans hustru spændte på, hvad der vil ske for deres café.

– Vi var meget spændte på 2023, og som jeg hele tiden har sagt, så var december nem nok, for der går folk ude i gaden, og de skal nok komme herind. Det er nu, at vi skal vise, vi har en berettigelse, så vi er noget spændt på det, men jeg synes, når jeg ser omsætningstallene fra sidste år, at så er vi med, selvom vi er nystartede. Også selvom vi taler den ene krise efter den anden og alt muligt andet ukonkret, så synes jeg, at hverdagen er god, og jeg tror vi kan bevare det, siger han.

Alt er hjemmelavet hos Stina’s

Og så kan man spørge, hvad der så skal ske – nu hvor I har lagt godt fra land? 

– Vi havde store tanker om vinbar i weekenderne, og det har folk læst og hørt, og det er ugentlig, at den dukker op: “Hvornår?”. Det skal nok komme, men vi må også sande, at vi lige skal lande i det, inden vi sparker en ny bold op, fortæller Jacob med et smil.

Det en spændende og lærerig oplevelse for de to indehavere. Det viser, at det ikke er umuligt at drive en café, selvom man er nystartede i branchen, uden erfaring, og på trods af kriser og udfordringer undervejs. 

På vej ud af døren fanger Jacob os igen.

– Jeg vil gerne lige sige tak til vores kunder, vi er blevet taget virkelig godt imod. Der kommer rigtig mange stamkunder her, som var spændte, og som synes det var deres sted, de var nervøse for, hvad der nu skulle ske med. De har virkelig taget godt imod os, det er så dejligt.

Livet som caféejer går videre for Jacob Sandberg og hustruen. De stod på bar bund, da købsaftalen blev indgået, og her et par måneder efter overtagelsen, kan de mærke, at det er et hårdt liv, hvor de skal vænne sig til en ny tilværelse.

Læs også.

Gardenia Blomster lukker ikke

0
Gardenia Blomster. Foto: AVISEN

Huset, hvor Gardenia Blomster bor til leje er til salg. Men nu er indehaver af Gardenia Blomster nødt til at slå fast, at man ikke er ved at lukke. Tværtimod har blomsterforretningen rigtig travlt.

Jeg parkerer bilen foran Gardenia Blomster i Erritsø på Gl. Landevej. Man er ikke i tvivl, her ligger en rigtig blomsterhandler.

Når man træder ind ad døren, er det som at se ind i en have fyldt med smukke blomster. Luften er fyldt med søde dufte af blomstrende roser, liljer og tusindfryd. Blomsternes farver er levende og slående, det er umuligt ikke at føle sig opløftet og inspireret, og sådan bliver det ved med at være. Det slår indehaver Lone Eriksen fast.

Lone, Gardenia Blomster. Foto: AVISEN

– Igennem de sidste to år har huset, vi bor til leje i, været til salg. Det seneste år er der kommet billeder af huset med en salgsopstilling hos en lokal ejendomsmægler. Det har fået snakken til at brede sig, indleder Lone Eriksen.

– Det betyder, at folk snakker. Der har været coronakrise og nu taler man om en energi- og økonomisk krise, hvor flere butikker lukker, og så tænker folk: Så lukker Gardenia Blomster også. Men det er ikke sådan, det hænger sammen. Jeg har brug for at slå fast, at vi har åbent og er mange år endnu. Vi lukker ikke, vi er her stadigvæk. Det er rigtigt, at huset er sat til salg med mig som lejer. Jeg har en kontrakt, og det er jeg glad for. Vi er glade for at ligge her, og vores kunder også er glade for huset, så det er udelukkende en ny ejer af bygningen, der er behov for, uddyber Lone med et smil på læben.

Gardenia Blomster. Foto: Avisen

– Nu har vi travlt med foråret og farverne, derudover er det valentinsdag lige om lidt, så vi har travlt, rigtig travlt, når Lone at sige, imens endnu en kunde melder sin entré.

Travlheden er tydelig, når man er på besøg. Klokken fra butiksdøren lyder igen og igen under interviewet, og alle medarbejdere er i gang med at binde og kreere dagens bestillinger.  

Gardenia Blomster. Foto: Avisen

En verden med farver og natur

Imens jeg er på besøg fortæller Lone om den spændende tid, og de produkter, hun elsker at have i hænderne hver dag.

Lone, Gardenia Blomster. Foto: Avisen

– Det går godt. Vi har gang i den på alle fronter – om det er vores hjemmeside, Interflora eller kundestrømmen i butikken, så er vi alle mand og udlærte, der har været her bag disken de sidste mange år. Der er massevis af arbejde til os alle sammen. Det er dejligt, siger Lone Eriksen og fortsætter:

– Lige nu er det løgvækst og grene, der er på programmet, men også naturen og farverne. Der skal farver på alt i dag. Efter alt det vi har været igennem; coronaårene og krisen som kradser nu, så ønsker folk at få noget knald på, få noget glæde ind – det arbejder vi med. Vi arbejder også med at starte nogle kurser op, fordi vi kan mærke, at folk er blevet rigtig glade for selv at være med. Do It Yourselves trender. Det gælder både den ældre og den yngre generation, der har børnene med. Det med at gå i skoven, finde naturelementer – og lignende, det er stadig meget oppe i tiden. For os er det megafedt at bruge naturens materialer. Det kan vi godt lide.

Blomster Trend anno 2023. Foto: AVISEN

Hvad går folk efter i dag?

– Blomster er stadig meget populære. Vi kan godt mærke en tendens til, at flere vælger de grønne eller blomstrende planter til. Omvendt går vi stadig i byen, der er stadig fødselsdage og jubilæer, hvor man giver en buket i gave, der er en lidt ekstraordinær ting at blive forkælet med. 70-75 procent af det, vi sælger i dagligdagen er en buket. Så den del af forretningen har vi stadig et stort flow i, siger Eriksen, der nyder, at farverne er blevet in.

– Personligt elsker jeg farver, men skal jeg sætte ord på, så er det faktisk de stærke farver, der vinder ind lige nu. Pangfarver, men også pastellerne. De stærke grønne farver, stærke orange farver og så videre. Vi arbejder generelt i et farveårshjul, og jeg kan se, at der er blevet mere fokus på farverne år for år. Vi kan se en stigning i kundernes ønsker til pangfarverne, der virkelig bryder et rum, når man ser dem. Vi ser lidt samme tendens med vores tøj. Generelt går blomster og tøj sammen med farverne. Jeg kan godt lide at være utraditionel med farvesammensætningen – og det har jeg nemmere ved at sælge i dag, siger Lone Eriksen, der sammen med sit personale er ved at forberede årets Valentinsdag, der ikke kun byder på røde roser.

Blomster Trend anno 2023. Foto: Avisen

– Valentin er kærlighed, men ikke ubetinget de røde roser længere. Vi er udfordret på, at der ikke er helt så mange producenter på markedet mere, som producerer alle mulige former af afskårne roser som før, derfor går vi andre veje. Vi forsøger i stedet for at få kærligheden frem på andre måder gennem farver og produkter. Lyserød, rød, pink og buketter i alle former og størrelser. Liljer er også in, ligesom vi ser en stigning i bestillingerne af de lidt høje buketetter, men der bliver også plads til chokolade, og andre lækkerier.

Gardenia Blomster åbnede tidligere også en selvbetjeningsbutik til de kunder, der gerne vil købe uden for normalåbningstid, og så er butikken godt i gang med at gøre klar til netop Valentinsdag, så der er absolut ikke slukket for lyset i den lokale blomsterforretning i Erritsø.

Danmark holdt hovedet koldt og er i VM-finalen

0
Foto: DHF

Danmark førte undervejs med fem mål mod i VM-semifinalen mod Spanien, men efter en nervøs anden halvleg blev det tæt. Danmark holdt dog hovedet koldt, og endte med at vinde 26-23.

Ingen nation har nogensinde før vundet VM tre gange i træk. Den mulighed får Danmark nu efter en kamp, som Nikolaj Jacobsens mandskab satte sig på fra start.

I målet var Niklas Landin særdeles veloplagt, og i angrebet sprudlede særligt Simon Pytlick. Danskerne kom i front med 10-6 midtvejs i første halvleg. Danmark spillede med en utrolig høj udnyttelsesprocent angrebsmæssigt, men som kampen skred frem, blev danskerne mere uskarpe i angrebet.

Trods det endte Danmark med at gå til pause foran med 15-10 efter en første halvleg, hvor danskerne havde lukket spanierne fuldstændigt ned angrebsmæssigt.

I anden halvleg lignede det i starten en dansk sejr, der ville blive kørt sikkert hjem, men sådan gik det ikke. Gonzalo de Vargas i Spaniens mål begyndte at lukke fuldstændig ned. Spanien fik reduceret til 21-20 efter en dansk målpause på ti minutter, og faktisk fik spanierne muligheden for at udligne.

Det danske angrebsspil var usikkert, men fire danske scoringer i træk lignede afgørelsen på kampen. Spanien ville det anderledes. Mikkel Hansen fik muligheden for at afgøre kampen på et straffekast med knap et minut igen ved stillingen 25-23. Den danske stjerne misbrugte forsøget, og i stedet endte Niklas Landin med at blive den store helt, da han i det næste spanske angreb pillede et straffekast. Efterfølgende fik danskerne bolden i kassen, og det gjorde, at Danmark vandt kampen og er i VM-finalen, der spilles på søndag.

Genbrugsbutikker har højeste omsætning nogensinde

0

2022 blev året, hvor omsætningen i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker for første gang oversteg 50 millioner kroner.

Sidste år fyldte Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker 50 år, og det blev samtidig året, hvor organisationens butikker for første gang rundede en omsætning på 50 millioner kroner.

– Det er en god nyhed, fordi genbrug kommer så mange mennesker til gavn. Folk har mulighed for at handle billigt og bæredygtigt her i Danmark, samtidig med at overskuddet er med til at redde liv i verdens fattigste lande, siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Mere præcist endte omsætningen på 54,5 millioner kroner fra organisationens 110 genbrugsbutikker, der bliver drevet af mere end 3000 frivillige landet over. Det er ni procent højere end den foreløbige rekordomsætning fra 2019 på 49,9 millioner kroner.

Der er penge at spare

Generalsekretæren ser flere grunde til, at det netop var i 2022, at genbrugssalget i Folkekirkens Nødhjælp har sat rekord.

– Stigende priser har fået mange danskere til at tænke sig ekstra om, når de går på jagt efter nyt til garderoben eller hjemmet. For nyt kan godt være brugt. For eksempel har overtøj og striktrøjer været populære over vinteren, mens mange også køber stof, gardiner og lagner for selv at sy nyt, siger Birgitte Qvist-Sørensen.

At handle genbrug i dag er for mange i høj grad en bæredygtig og klimavenlig livsstil, hvor man samtidig sparer penge. Men da Folkekirkens Nødhjælps første genbrugsbutik åbnede for 50 år siden, var det særligt folk med få ressourcer, der handlede brugt. På grund af den stigende inflation oplever Folkekirkens Nødhjælp, at mange – også nye kunder – nu igen handler i genbrugsbutikker med det primære formål at spare penge.

Genbrug bliver til nødhjælp

Generalsekretæren er ikke i tvivl om, at danskerne i fremtiden vil søge endnu mere i genbrugsbutikker, fordi de ønsker en bæredygtig og klimavenlig livsstil, så vi mindsker trækket på jordens ressourcer.

– Genbrug er kommet for at blive. Det er godt for vores klode, at vi genbruger vores ressourcer. Det er sjovt at gå i genbrug efter unikke fund. Og som vi ser nu, er genbrug nødvendigt for mange mennesker i økonomiske krisetider, siger hun og understreger vigtigheden af det overskud, som bliver generet af genbrugsbutikkerne.

– Der er krig i Ukraine, som har sendt millioner på flugt. Fødevare- og klimakrisen kræver også akut handling, og der er mere end nogensinde brug for hjælp til mennesker i nød. Derfor giver det god mening, at danskernes genbrug bliver til nød- og udviklingshjælp, siger generalsekretæren.

Tusindvis af danske bilister kører kængurukørsel

0

De færreste bilister bryder sig om at få en fartbøde, men alt for ofte fører det til farlige situationer, når bilister forsøger at undgå at blive fanget i en fotofælde. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige.

Fartbøder er både dyre og kan koste klip i kortet, og derfor er mange danske bilister meget opmærksomme på at undgå at blive blitzet under køreturen. Men ofte ender bestræbelserne på ikke at få en fartbøde med at skabe farlige situationer i trafikken, og de kan føre til uheld.

I en ny undersøgelse indrømmer tæt på hver femte danske bilist, at de har bremset hårdt op under kørsel, fordi de blev opmærksomme på en fotofælde, og derfor forsøgte at undgå at blive blitzet. Undersøgelsen er lavet af Kantar Gallup for Gjensidige.

Selvom formålet med de hårde opbremsninger er at undgå en fartbøde, så kan det ende med langt værre konsekvenser end en hilsen i e-Boks fra politiet, lyder advarslen fra Henrik Sagild, der er direktør for skade i Gjensidige.

– Fænomenet med at bremse, hvis man bliver opmærksom på en fotofælde, er også kendt som ‘kængurukørsel’, og selvom det kan lyde uskyldigt, så er det faktisk farligere end mange tror. De hårde nedbremsninger giver nemlig en markant forøget risiko for, at de bagvedkørende ender i påkørsler, og de stiller derfor store krav til den afstand, som ens medtrafikanter holder, siger han.

Den store udbredelse af fænomenet bliver også afspejlet i undersøgelsen, når bilister bliver spurgt, om de har oplevet, at andrehar foretaget en hård opbremsning ved en fotofælde. Det er nemlig hver tredje bilist, der selv har oplevet situationen på de danske veje.

Dog er der en simpel løsning på problemet, så man både kan undgå en fartbøde og skabe potentielt livsfarlige situationer i trafikken, lyder det fra Henrik Sagild, der samtidig opfordrer til, at man kører bil med omtanke.

– Selvom dette er en ærgerlig vane for mange bilister, så har langt de flesteheldigvis knækket koden til at undgå at ende i sådan en situation. Nemlig ved at sørge for at overholde de fartgrænser, der er sat og samtidigt altid sørge for at holde god afstand til de forankørende, uanset om man kører i byen, på landevej eller motorvej, siger han.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.711 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af Kantar Gallup for Gjensidige og i november og december 2022.

Påvirket mand kastede med flasker

0

En fredericiansk mand i trediverne blev i dag anmeldt klokken 13.45, da han på Haderslevvej i Kolding opførte sig højrøstet, og kastede med flasker.

Manden viste sig desuden at være påvirket af alkohol i sådan en grad, at det blev nødvendigt at indbringe manden i politiets varetægt. Manden ligger lige nu til afrusning på politistationen i Kolding, og han vil gå derfra med en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

FHK henter norsk højre fløj

0

Den 29-årig norske højre fløj, Fredrik Mossestad, skifter til sommer til Fredericia Håndboldklub fra IFK Skövde.

I de seneste tre sæsoner har Mossestad spillet i den svenske klub, Skövde, og inden tørnede han ud for den norske klub, Fyllingen. Nu går turen videre i Skandinavien, da Fredrik Mossestad har indgået en aftale med FHK.,

– Med sine 192 cm og 94 kilo har Fredrik en god størrelse som fløjspiller. Han er en sikker afslutter, og forsvarsmæssigt er han god til at læse spillet, bryde angrebsspillet og en af hans helt store forcer er, at han kan dække højre back i forsvaret. Fredriks forsvarsmæssige kompetencer gør, at vi får endnu flere muligheder defensivt, siger administrerende direktør i Fredericia Håndboldklub, Thomas Renneberg-Larsen.

Fredrik Mossestad har erfaring fra europæisk klubhåndbold med både Skövde og Fyllingen, og qua hans nuværende rolle som anfører i Skövde er det en spiller, der vil komme med stor rutine.

– Vi har store forventninger til Fredrik. Han har en god ballast med erfaringen fra Europa, og det at han er anfører i Skövde viser, at han er en lederskikkelse, som vi ser frem til at få ind på vores hold, fortæller Thomas Renneberg-Larsen.

Fløjspilleren selv ser skiftet som et skridt op i karrieren.

– Den danske liga er utrolig stærk, og Fredericias ambitioner on at spille med i toppen og komme ud i Europa, passer med mine egne ambitioner, siger Fredrik Mossestad.

Mossestad har inden, at han skrev under på aftalen med FHK, forhørt sig om klubben.

– Jeg har haft danske holdkammerater i Skövde, og fra min landsmand Lasse Balstad har jeg kun hørt godt om klubben. Jeg ser frem til at spille på den fantastiske hjemmebane, hvor HK Ultras laver en fed stemning, siger Fredrik Mossestad.

Nordmanden flytter i forbindelse med skiftet til Fredericia Håndboldklub til byen, som han har fået et godt indtryk af.

– Jeg glæder mig til at lære byen endnu bedre at kende. Da jeg besøgte byen, kunne jeg se, at der er meget natur med skov og strand tæt på, og så er det nogle hyggelige, lige gader, siger Fredrik Mossestad.

Fredrik Mossestad har indgået en treårig aftale med Fredericia Håndboldklub.

Borgerlige politikere vil samle partier

0

Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er i Fredericia gået sammen om at starte et borgerligt valgforbund frem mod kommunalvalget i 2025 og inviterer alle partier med.

Der hersker i borgerlige kredse et stort ønske om at få et borgerligt flertal i Fredericia byråd, og dermed en borgerlig borgmester ved kommunalvalget i 2025. Det kræver god forberedelse og at aftalerne er på plads.

De tre partier har allerede nu sat sig i førersædet for at samle de borgerlige partier i et valgforbund og håbet er, at valgforbundet bliver så bredt som muligt, skriver partierne i en pressemeddelelse fredag middag.

– Det er vigtigt at understrege, det handler om at undgå borgerligt stemmespild og at forpligte sig til at pege på en borgerlig borgmester, når vi står med et borgerligt flertal efter valget, udtaler gruppeformand for den konservative byrådsgruppe, Tommy Rachlitz Nielsen og uddyber:

– Der ligger ikke andre forpligtelser i det end det, og så ønsker vi at sætte nogle tydelige pejlemærker op for, hvor et borgerligt flertal vil føre Fredericia hen.

Det er de tre partiers håb, at alle partier med borgerligt islæt kan støtte op om valgforbundet. Ved sidste valg lykkedes det ikke at få alle partier om bord, og det håber vi, at vi kan denne gang, ved at gøre det til et fælles projekt.

Susanne Eilersen, gruppeformand for Dansk Folkepartis byrådsgruppe glæder sig over at være med til at samle de borgerlige partier i Fredericia:

– Det er altafgørende for os, at vi undgår stemmespild og sikre vælgerne, at uanset hvem de stemmer på i vores valgforbund, så bliver stemmen ikke spildt. Det er et stærkt signal til vælgerne om, at det borgerlige Fredericia står sammen om at vælte det røde flertal og sikre en ny borgerlig retning. Det der er fælles for de borgerlige partier er, at vi har ambitioner på Fredericias vegne, og at vi har behov for en tydelig borgerlig linje. Det vil vi arbejde målrettet på at bevise op til kommunalvalget og føre ud i livet efter valget.

Poul Rand, lokalforeningsformand for Liberal Alliance i Fredericia er klar i mæglet:

– Vi har betydelig medlemsfremgang i Fredericia og på landsplan og arbejder målrettet for at komme i byrådet. Det er afgørende for os, at vi kan være med til at sikre en langt tydeligere borgerlig-liberal linje. Vi finder et valgforbund blandt de borgerlige partier afgørende, men vil også gøre det klart, at vi ikke vil pege på en borgmester før valgresultatet foreligger.

De tre partier rækker ud til Venstre, Nye Borgerlige, Det Radikale Venstre, Moderaterne og Danmarks Demokraterne og inviterer dem til dialog om valgforbundet, ligesom andre borgerlige lister og partier også er velkommen til kaffe.

AVISEN har inviteret de tre politikere i studiet om dagens melding.