Som følge af afsløringerne omkring ADP i 2021 blev det besluttet, at man skulle se på hele strukturen omkring ejerforholdene i havneselskabet, ADP A/S. På Økonomi-og Erhvervsudvalgsmødet mandag var der to punkter angående havneselskabet; Vedtægtsændringer og ændring af aktionærindkomsten for ADP.
AVISEN skrev i august 2021 en afslørende artikel om, hvordan ADP A/S var et havneselskab på første klasse. Bilag viste dyre middage, rejser med ægtefæller, store slagterregninger, luksusarrangementer, billetter til koncerter, Linje 3-show, teaterforestillinger og mange andre frynsegoder, dertil kom en mørklægning af afskedigelse af den daværende havnedirektør. Det kostede millioner af kroner for kommunen og havnen at rydde op i skandalen. Nu er man klar med vedtægtsændringer.
ADP A/S er et kommunalt ejet aktieselskab, og dermed i sidste instans falder ind under kommunalforvaltningens myndighed, og det fik byrådet i Fredericia til at reagere. Den 13. oktober 2021 skrev kommunen i et brev til ADP A/S, at der skulle iværksættes en proces for at sikre et aktivt ejerskab af ADP via ejeraftale (aktionæroverenskomst), ejerpolitik og vedtægter. Den del er nu ved at falde i hak.
– Vi havde en god diskussion omkring det. Det er noget vi havde bedt om for halvandet års tid siden, og har haft skudt det lidt til hjørne. Vi har været i en god dialog med ADP, og da vedtægterne ikke har været ændret i 20 år giver det mening. Vi kommer til at bygge en strategi ovenpå, men der er ikke kommet nogen konklusion endnu, siger Susanne Eilersen (O).
En af dem, der var fremme i skoene omkring havnesagen, og ikke sad i byrådet på daværende tidspunkt var Tommy Rachlitz Nielsen (C). Han ville have mere åbenhed omkring ADP. I dag sidder han i havnens bestyrelse.
– Det er en start. Der var ting, vi drøftede og nu skal vi se, hvor vi havner. Jeg er ikke begejstret endnu. Der er gode tegn, men så håber vi på, at vi kan få lavet noget i fællesskab, siger Rachlitz.
Han vil ikke gå konkret ind i, hvad han vil have med for, at han er helt tilfreds.
– Vi forhandler endnu, så den vil jeg tage den med de politiske partier før jeg går i pressen, forklarer Tommy Rachlitz.
Borgmester Steen Wrist (S) fortæller, at punkterne vedrørende ADP A/S er udsat.
– Punkterne skal til behandling igen, og indtil de er færdigbehandlet har jeg ikke yderligere kommentar, siger Wrist.
Dermed er det ikke afklaret, hvordan Fredericia Kommune kommer til at agere i forhold til aktionæroverenskomsten, ejerpolitikken og vedtægterne med havneselskabet.
Personer med usynlige handicaps, der besøger et af Comwells danske hoteller kan nu trygt bære Solsikken, hvis de ønsker at signalere til medarbejdere og øvrige gæster, at der kan være behov for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp. Comwell Hotels er første danske hotelkæde, som tilslutter sig Solsikkeprogrammet.
At skabe tryghed for og omkring gæster og medarbejdere har i over 50 år været en af hjørnestenene i danskejede Comwell Hotels. Samarbejdet med Solsikkeprogrammet er en vigtig brik i også at skabe tryghed for dem, der har ekstra behov for hjælp og støtte.
– Comwell er en rummelig arbejdsplads med plads til alle, og derfor betyder det meget for os at indgå i Solsikkeprogrammet. Vi ønsker at skabe trygge rammer for både gæster og kollegaer – og i høj grad også for dem, der måtte have et usynligt handicap. Vores gæster skal vide, at hos os vil de blive mødt med forståelse for, hvad det vil sige at bære Solsikkesnoren. De skal hverken forklare sig eller føle sig utrygge, når de træder ind ad hoteldøren, fortæller Mai-Britt Jensen, direktør for HR og Bæredygtighed i Comwell Hotels.
Alle medarbejdere trænes
Alle medarbejdere på Comwells hoteller er blevet trænet i, hvad et usynligt handicap er, hvad det betyder at bære Solsikkesnoren, og hvordan man møder en person, der har valgt at bære den.
– For personer med et usynligt handicap som eksempelvis hjerneskade, ADHD, angst og autisme, kan det være både stressende og belastende at være i ukendte omgivelser med mange mennesker omkring sig, som jo ofte er tilfældet på et hotel. Det kan være en ekstra barriere for overhovedet at komme ud ad døren derhjemme, hvis man samtidig oplever at skulle forklare sine udfordringer for at skabe forståelse. Derfor er vi meget glade for at indgå et samarbejde med Comwell, lyder det fra Kathrine Drastrup, Nordisk Kundeansvarlig i Solsikkeprogrammet.
Solsikkesnoren bæres af personer, der ønsker at synliggøre sit usynlige handicap og udleveres som pin eller nøglesnor uden spørgsmål i receptionen på alle Comwells hoteller. Det er frivilligt for gæster og medarbejdere, om man ønsker at bære den.
Udover træning af medarbejderne, vil Comwells gæster også blive mødt med skiltning på hotellerne, der fortæller, hvordan man som gæst kan hjælpe og støtte en person med Solsikkesnoren. Det skal sikre alle gæster et mere inkluderende hotelbesøg. Gæsterne vil også møde medarbejdere med hvide støttepins, som signalerer, at Comwell støtter op om Solsikkeprogrammet.
Om Solsikkeprogrammet
Solsikkeprogrammet udbreder forståelse og kendskab til usynlige handicaps og sikrer, at personer med usynlige handicaps kan vælge at gøre det usynlige synligt. Virksomheder og organisationer, der er med i Solsikkeprogrammet, træner sine medarbejdere i, hvad det indebærer at bære Solsikkesnoren. Det giver brugere af Solsikken en mere tryg og tilgængelig oplevelse hos de virksomheder, der er med i programmet.
Solsikkeprogrammet er drevet af støttemedlemskaber fra virksomheder, kommuner, foreninger, m.fl. For støtten udvikler Solsikkeprogrammet kampagner rettet mod offentligheden samt træningsvideoer til brug for kompetenceudvikling af medarbejdere og ledere i de virksomheder, der tilslutter sig Solsikkeprogrammet.
GH-Wood, der laver møbler på bestilling, har succes med at lade kunderne besøge deres showroom lige når de har lyst. I det ubemandede showroom kan man se et bredt udvalg af træsorter, herunder platan, genbrugstræ, egetræ og valnød, sidstnævnte er det, de sælger mest af.
Selvom der er færre salg nu end for et år siden, går det stadig godt. GH-wood har fået et ubemandet showroom, så potentielle kunder kan besøge forretningen, selvom der ikke er nogen hjemme.
– Det går fint, vi sælger lidt af hvert; stole, spiseborde, sofaborde og specialopgaver som bordplader til køkkener, hvilket vi lige har lavet her i sidste uge, en bordplade på lidt over fem meter med underlimet håndvask og alting. Vi kører hovedsageligt lidt specielle træsorter men også det traditionelle egetræ. Vi har lidt forskelligt i alle prisklasser, tror det starter på 8.000kr. Vi er stærke i valnød, som klart er det vi sælger mest af.
Det nye ubemandet showroom hjælper til ikke at miste potentielle kunder, som måske kommer forbi butikken, mens den ellers ville være lukket. På samme måde kan kunder bruge lige så lang tid som de har lyst til, når de vælger deres nye møbel, uden at der er en sælger til stede.
Indenfor døren i det ubemandede showroom, mødes man af lyskontakten. Foto: AVISEN
– Grunden til at vi fik det ubemandede showroom, det er at når jeg er ude at arbejde, så kan jeg være i Aarhus, på Sjælland eller, hvad ved jeg, så lige pludselig kan vi have en kunde fra Aalborg, der lige har været i Odense og som vil smutte ind forbi, men der er lukket. Vi har altid kørt lidt på den der med, at tingene sælger sig selv. Hvis kunden kigger på et bord og tænker det her det skal hjem til dem – fint, så er der måske én ting, der kan diskuteres og det er prisen, levering eller noget lignende. Alle de ting kan vi tage hen over telefonen og hvis nogen finder noget, så tager de et billede og sender til mig, skriver hvilket bord de ønsker sig, og så er bordet solgt, uddyber Dennis Granhøj, og fortsætter:
Derfor har jeg bedre mulighed for, at give nogle lidt skarpere priser, for så står jeg heller ikke, og bruger en time pr. kunde, hvor værkstedet også går i stå, men jeg har i stedet bedre mulighed for at sige, fint nok, det var en hurtig handel, du får x antal procenter. Helt generelt så kan jeg mærke og høre fra dem jeg har snakket med, at de godt kan lide det her med, at de bare kan få lov til at gå og kigge i fred og ro. Det man gør er at gå ind på hjemmesiden, udfylder sine oplysninger, hvorefter man får en qr-kode tilsendt, scanner den ved døren, tænder lyset, og så kan man komme ind og kigge på det, som man har lyst til at kigge på. Her kan man kigge i fire minutter eller fire timer, og så slukker man bare lyset, når man gå ud igen – that’s it.
Hvad er det for et system?
Det er noget der hedder ProRoom, med rigtig mange løsninger. Vi er begyndt at bygge lidt på, det kan for eksempel være at der kommer lidt lyd eller en film om et eller andet, når det er at man scanner sig ind. Udover det så kan jeg sidde og holde øje på overvågningen, og hvis folk gerne vil købe noget herinde, om det så er en vase, eller hvad ved jeg, så plejer jeg som regel at sige, at de kan gå hen til kassen, og pege den op imod kameraet og så foregår det ellers bare på mobilepay. på den måde kan kunder sådan set lave en handel selv. Bare af ren sikkerhed, så sidder vi jo altid og tjekker overvågningen, når folk har været inde, fortæller Dennis.
Mens virksomheden kæmper med højere energiregninger og dyrere træpriser, gør de deres bedste for at imødekomme kundernes ønsker og skabe unikke møbler på bestilling. Ejeren siger, at selvom kunderne ikke altid finder, hvad de søger i udstillingen, kan de altid lave det til dem.
– Det kan godt være at kunden måske ikke lige finder det de leder efter i udstillingen, men så kan man sige, at det kan vi altid lave. Det er næsten fysisk umuligt at folk kommer her, og så sige at der ikke er noget her, som de ikke kan bruge, for det kan altid laves. Så er der jo kun det spørgsmål tilbage, om de kunne tænke sig at betale for, at vi laver det. Hvis kunden eksempelvis finder det perfekte bord, men finder ud af, at det er for langt, så kan vi enten tage udstillingsmodellen og tilpasse den til dem. Ellers går vi gerne i gang på værkstedet, siger Dennis med et smil.
Hos GH-Wood leverer de gerne møbler helt efter kundens ønske, hvis ingen af lagervarerne skulle falde i deres smag. Alt selvfølgelig lavet i hånden, på værkstedet bagved showroommet. Foto: AVISEN
GH-Wood, har stor succes med deres ubemandede showroom, de har et bredt udvalg af træsorter og selvom salget er faldet i forhold til sidste år, har GH-Wood formået at fastholde potentielle kunder, der ellers ville have forladt dem og tilbyde dem muligheden for at gennemse deres møbeludvalg uden en sælger til stede.
Dennis Granhøj, påpeger bekvemmeligheden ved det ubemandede showroom både for kunden og ham selv. Som virksomhedsejer kan han tilbyde skarpere priser, fordi han ikke behøver afsætter en time til hver kunde, der kommer ind.
– Vi holder stadig åbent hver søndag, hvis man gerne vil have den personlige betjening, men for de fleste er det faktisk rarest bare at få lov at være her alene, siger Dennis.
Selvom virksomheden står over for udfordringer i form af stigende energiomkostninger og dyrere træpriser, fortsætter GH-Wood med at imødekomme kundernes behov og skabe unikt specialfremstillet møbeldesign. Dennis Granhøj fastslår, at selv hvis en kunde ikke kan finde det, de leder efter i showroomet, vil GH-Wood fremstille det til dem.
Nye Borgerlige valgt for et par uger siden ny formand og næstformand. Siden har særligt næstformand, Henriette Ergemann, gjort sig bemærket, og hun har nu taget konsekvensen af den store omtale og har valgt at trække sig.
Pernille Vermund gik af som formand og Peter Seier som næstformand. Derfor skulle Nye Borgerliges medlemmer vælge en ny formand og næstformand. Valget faldt på Lars Boje og Henriette Ergemann, hvor sidstnævnte var ude i et kampvalg om at blive næstformand. Med 204 ud af 317 stemmer blev Ergemann valgt.
Efter Henriette Ergemanns indtog er gamle Facebook-kommentarer, omkring skeptiske covid-19 holdninger kommet frem i medierne, og det har skabt negativ fokus og megen omtale. Det har hovedpersonen nu taget konsekvensen af. Det oplyser Ergemann på Facebook.
Onsdag den 1. marts 2023 træder Ruth Axø i den nye rolle som erhvervsplaymaker ved Business Fredericia, og skal være med til at binde ungeenheden i Fredericia kommune og virksomhederne i Business Fredericia endnu tættere sammen.
Ruth har de sidste 20 år arbejdet med unge i forskellige stillinger primært i Fredericia, så hun er yderst hjemmevant i arbejdet med ungeindsatsen. Sidst har Ruth siddet som fritidsvejleder ved Fritidspas Fredericia og har tidligere været uddannelsesvejleder ved UU-Fredericia i 10 år. Ruth glæder sig meget 1l at tiltræde den helt nye rolle i Business Fredericia.
– Som fredericianer, med stor indsigt i arbejdet med alt fra unge til voksne, glæder jeg mig meget til at kunne sætte min samlede erfaring i spil til at bygge bro og skabe sammenhæng mellem unge og de lokale virksomheder. Min nye rolle bliver, at være tillidsskabende, lyttende og undersøgende på de behov og fagligheder, som ligger indenfor alle de spændende mennesker og virksomheder jeg skal i berøring med.
Ruth har tidligere arbejdet med bl.a. virksomhedspraktikker, fritidsjobs, lærepladser, praktikforløb, udviklet forløb med skoler og uddannelsesinstutioner.
– Den erhvervsrelateret ungeindsats, med fokus på lokale beskæftigelsesmuligheder, er at fremskaffe kvalificerede jobmatch imellem unge og de lokale virksomheder. Det er et utroligt vigtigt område, for at sikre Fredericias fremtidige udvikling. Derfor er vi meget glade for at kunne byde Ruth velkommen i den nye spændende rolle som erhvervsplaymaker.
Ruth er 47 år gammel og bor med sin familie i Fredericia, hvor hun er født og opvokset. Hun brænder for samskabelse og at understøtte mennesker og systemer. Ruth har igennem årene brugt hendes passion til forskellige typer af frivilligt og foreningsarbejde, sidst som medlem af FOR, Folkeoplysningsrådet.
– Vi glæder os til den store erfaring Ruth bringer til bordet fra børne- og ungeområdet. Ruth kommer til at være et vigtigt bindeled mellem vores unge, virksomhederne, kommunen og andre aktører, udtaler Erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer.
HK Privats sektorbestyrelse har på baggrund af weekendens overenskomstaftale mellem CO Industri og Dansk Industri enstemmigt besluttet at stemme ja til den 2-årige overenskomstaftale for industrien.
HK Privats øverste myndighed, sektorbestyrelsen, har netop besluttet at stemme ja til industriforliget.
– Samlet set står vi med et forlig med afgørende forbedringer på lønsedlen og en markant styrkelse af hele overenskomstsystemet. Det kan vi være rigtig tilfredse med, siger Simon Tøgern, formand for HK Privat.
Særligt de historisk høje forbedringer på henholdsvis pension på to procent fra i år og forhøjelsen af fritvalgskotoen på to procent fra næste år samt en markant styrkelse af tillidsrepræsentanters rolle har gjort udslaget. Derudover ses en række stramninger af bestemmelser om natarbejde som særligt vigtige, og så vækker de historiske forhøjelser af elevlønningerne på 8 procent over to år og en stigning i løndækningen under selvvalgt uddannelse fra 85 til 100 procent stor begejstring.
– Nu skal vi i gang med at forhandle en række andre overenskomster, hvor vi sigter efter at få alle de gode elementer fra industriforliget med, siger Simon Tøgern.
Overenskomstaftalen løber i to år. Med industriforliget er på plads begynder forhandlingerne for HK Privats 24 resterende landsoverenskomster for godt 60.000 erhvervsaktive medlemmer. De består hovedsageligt af administrative medarbejdere, men også laboranter, grafikere, it-medarbejdere, tandklinikassistenter og andre faggrupper.
Dansk Metals hovedbestyrelse har mandag taget stilling til overenskomstforliget på industriens område. Medlemmerne anbefales at stemme ja, når det skal til urafstemning blandt medlemmerne.
De ansatte i industrien kan se frem til at få markant mere i lønposen med den nye 2-årige overenskomstaftale. Det forventes, at lønmodtagerne inden for få år indhenter det, de har mistet ved den høje inflation. Det er historisk, at det er lykkedes at få forhandlet så meget hjem fra de centrale forhandlinger på en minimallønsoverenskomst.
Dansk Metals hovedbestyrelse anbefaler på den baggrund medlemmerne af Dansk Metal at stemme ja ved den kommende urafstemning. Forbedringerne er bl.a.:
Fritvalgskontoen stiger med to procent fra 7 til 9 procent i 2024
Arbejdsgiverne skal betale større andel af pensionen
Fra i år skal arbejdsgiverne betale to procent mere og lønmodtagerne to procent mindre ind til pension. Det bliver en 10-2 ordning i stedet for en 8-4 ordning. Medarbejderne opsparer altså det samme – men det betyder, at de får to procent mere i løn.
Mindstelønnen stiger
Mindstelønnen stiger med 9 kroner i timen. Det er den største stigning i mindstelønnen i al den tid, vi har haft industriens overenskomster. Det er et meget klart signal om, hvor snittet skal lægges, når der skal forhandles løn på virksomhederne. Desuden er der en række andre satser, der stiger, bl.a. genetillæg.
Den danske model bliver styrket
Tillidsrepræsentanterne får bedre muligheder og flere rettigheder for at organisere, og det styrker den danske model. Vores tillidsrepræsentanter får samtidig udvidet værktøjskassen, når de skal forhandle den endelige løn hjem lokalt. Det betyder, at vi har en klar forventning om, at den tilbageholdenhed, vi har set de seneste år med den lokale løndannelse på virksomhederne, nu bliver stoppet.
Mere barsel
Barsel med fuld løn bliver forlænget med fire uger – fordelt på to uger til deling og to uger til den anden forælder.
Ret til uddannelsesrepræsentant
Der bliver fremover ret til at udpege en uddannelsesrepræsentant på arbejdspladsen, der skal bistå tillidsrepræsentantens arbejde med uddannelse.
Fuld løn under selvvalgt uddannelse
Fremover kan medarbejderne få fuld løn under deltagelse i selvvalgt uddannelse. Tidligere var tilskuddet på 85 procent.
Forhøjelser af løn til lærlinge
Timelønnen til lærlinge bliver forhøjet med ekstra 8 procent i overenskomstperioden.
Aftalen genopretter reallønnen
Dansk Metals hovedbestyrelse finder, at et forlig med en overenskomstperiode på to år er fornuftigt, set i lyset af de gode elementer, som forliget rummer, samt den aktuelle økonomiske situation.
Hovedbestyrelsen vurderer, at forliget gør det meget sandsynligt, at reallønnen i industrien kan blive genoprettet inden for få år.
Derfor anbefaler hovedbestyrelsen alle medlemmer at stemme ja til forliget, når det bliver sendt til urafstemning.
Efter et uheld mellem to lastbiler hvoraf den ene efterfølgende brød i brand, på E20 Østjyske Motorvej, Den Nye Lillebæltsbro, er der store trafikale forsinkelser fra Jylland mod Fyn.
Et uheld mellem to lastbiler på Den Nye Lillebæltsbro 12:38 i dag, skaber endnu enorme trafikale problemer på broen motorvejen i begge retninger.
PrivatfotoPrivatfoto
Broen var tidligere spærret i retning mod Fyn i en længere periode, men nu er der ved at være ryddet op på stedet.
– Der var en lastbil med driftsproblemer, der befandt sig delvist ude i nødsporet, hvortil der så var en bagvedkørende lastbil, som påkører den bagfra, siger Torben Wind, Vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.
Begge chauffører slap uskadte fra sammenstødet, men den ene lastbil en autotransporter brød i brand efter uheldet. Den havde flere personbiler på ladet, hvoraf én faldt af og landede på vejbanen. Flere har af den grund troet at der havde været en personbil involveret, det er dog ikke er tilfældet.
Ekstraordinær kødannelse på E20 fra MVX Kolding og MVX Skærup mod Ny Lillebæltsbro. Det skyldes et uheld på broen. Forlænget rejsetid må påregnes #dktrafikinfo
Som følge af færdselsuheldet er det i vestlig retning mod Jylland vragrester, hvorfor der er spærret to vognbaner. Vi arbejder på at få ryddet op, så vis hensyn, følg anvisninger og giv plads til redningskøretøjer. https://t.co/YOorsO9j38
Færdselsuheld på den nye Lillebæltsbro mod Fyn. Der er opstået brand på stedet. Motorvejen spærret i østlig retning mod Fyn – benyt evt. den gamle Lillebæltsbro. Færdsel i vestlig retning kører forsat, men med nedsat hastighed – vis hensyn og følg anvisninger på stedet. politidk#
Færdselsuheld på Ny Lillebæltsbro. Beredskaber på stedet. Østgående spor er spærret. Nedsat hastighed i vestgående retning. Respektér venligst anvisninger og skilte, tak. #politidk
En personbil i Fredericia er blevet udsat for et tyveri og en rudeknusning.
Vicepolitinspektør Finn Ellesgaard oplyser, at mellem fredag klokken 16:00 og lørdag klokken 08:45 har der været tyveri fra en personbiler i Prinsensgade.
Man er kommet ind ved at knuse bagruden, og fra bilen er der stjålet værktøj.