Danmarksdemokraterne: Sekterisk eller nyvunden politisk samtale?

0
Foto: AVISEN

Danmarks nyeste parti, Danmarksdemokraterne, var ikke mere end fire måneder gammelt, da der var valg til Folketinget d. 1. november 2022. Men ikke desto mindre fik Inger Støjberg med hendes parti sparket døren ind hos en gruppe, der måske ikke ellers brugte tid på den politiske samtale. Nu melder spørgsmålet sig så bare: Er det tættere på at være en sekt end en positiv nyvunden samtale om politik?

Hun har været i gamet i mange år. Rigtig mange år. Hun har betrådt de bonede gulve. Hun har siddet i de fineste kontorer midt på Slotsholmen i København. Hun har været bannerfører for den liberale ideologi i årtier. Hun har været en indgroet del, af den københavnske elite hun selv taler så meget om. Med en lejlighed tæt ved Skt. Annæ Plads, et godt stenkast fra Kongens Nytorv, kommer man vist ikke meget tættere på de saloner, hun nu foragter så meget.

Inger Støjberg er på mange måder et politisk studie værdigt. Hun har formået at arbejde sig til toppen af dansk politik, inden hun tog et fald fra tinderne. Men inden hun nåede jorden, ja vel faktisk før hun nåede helt til toppen, blev hun som båret af en folkelig medvind, der ikke blot gav hende en faldskærm, men vel nærmere gav hende vinger til at flyve endnu højere og længere.

Hun var minister på et svært område. Et område en efterfølger har beskrevet som ”Mordors ring”, med henvisning til Ringenes Herre, og ringen, der bringer ondskaben frem. Hun strålede, da hun var Udlændinge- og Integrationsminister. Den hårde linje bekom hende vel, og hun fik en hidtil uset platform som minister for Venstre, der ellers hidtil havde været tættere på en slapper-linje.

Men her skete det, der ikke måtte ske. Hun overtrådte sine beføjelser som minister, det har vi Rigsrettens ord for. Men i stedet for, at hun skulle trække sig som minister eller have en næse, holdt et politisk flertal hånden over hende. Det skulle vise sig, at blive rigtig dyrt. For havde man taget konsekvensen dengang, så var Rigsretten aldrig kommet på tale. Det er en ting, der er helt sikkert. Men Rigsretten viste sig ikke at være så skidt for Inger Støjberg, som man kunne forvente.

Hun fik nemlig en helt enorm opbakning. En opbakning fra mennesker, der ikke nødvendigvis deltog i den politiske samtale før. En opbakning, der mest af alt handler om personen, og mindst af alt handler om det politiske indhold. Ganske rigtigt kom de på grund af en politisk sag, men siden er det forduftet og kun mennesket i front er det samme.

Inger fremfor politik

Nogle har tidligere været medlemmer i Dansk Folkeparti. Nogle har været politisk engagerede før. Mange af dem har blot sympatiseret med partiet og dets holdninger, men uden nødvendigvis at være en del af den politiske samtale. Der er en bred følelse af marginalisering. Et fokus på storbyerne fremfor det jævne Danmark. Det er en følelse, der viser sig tydeligt i Danmarks Radios dokumentar om rejsen for Danmarksdemokraterne.

Det er en følelse, som Inger Støjberg taler lige ned i. Hun har tilmed tillagt sig en noget mere jysk dialægt end før. Ja, hun er næsten ikke til at kende, når man hører på hende. Men det er én ting. Noget andet er, at den politik som hun agter at føre nu, står i skærende kontrast til det, hun hidtil har lavet i dansk politik.

Det er her hele kernen kommer ind. Det handler nemlig slet ikke om det politiske indhold. Det handler om personen i front. Det gør det for medlemmerne og tilhængerne i det jyske. Men det gør det også for den store del af folketingsgruppen, der i mange år har været dyb modstander af ting, som de nu end ikke stiller sig kritiske overfor.

Det handler om Inger. Den gæve jyske kvinde, der har kæmpet for, hvad hun har kært. Hun er bogstaveligt talt gået i fængsel for det, hun tror på. Selvom jeg dog ikke tror på, at hun havde truffet de valg hun gjorde, hvis hun kendte konsekvensen. Men det er Inger, det handler om. Det er hendes retoriske evner. Hendes evne til at tale lige ind i sjælen på de danskere, som man fra Christiansborg ellers ikke får ramt. Dem som ikke lader sig smigre af penge, udflyttede uddannelser og lignende.

Det er ikke et problem, at det handler mere om Inger end om det politiske indhold. Ja, faktisk synes jeg, at vi skylder Inger Støjberg en tak. En tak for at brede den politiske samtale ud. En tak for at engagere mennesker, der ellers ikke var engageret. Det hun har gjort, har andre forsøgt sig på i årevis. Uden held. Inger har formået at samle folk. Få dem til at føle sig hørt. Det er hun eminent til.

Men det forplumrer også det politiske billede på Christiansborg. Særligt for de folk vi har været vant til altid stod på en stram udlændingepolitik, en hård retspolitik og deslige. De står nu og stemmer for statsborgerskab, de støtter EU og konventionerne skal også følges. Det er i stor kontrast til det, de kommer fra. Til gengæld har de fået en folkeforfører som formand. En formand man har svært ved at have noget imod, fordi hun er – eller i hvert fald fremstår som – en del af folket som de er flest. Så glemmer vi lejligheden midt i København og hendes politiske fortid. Hun har skiftet ham. Det skal der vel være plads til. Særligt fordi hun har udbredt en politisk samtale. Inger gør meget godt. Men det må gøre ondt på nogle af dem, hun har med sig.

FC Fredericia opfølgning på sejr og opløftende præstation

0
Foto: Mphoto

FC Fredericia er underdogs mod Vejle Boldklub i søndagens lokalopgør, men en overbevisende indsats i seneste hjemmekamp mod HB Køge giver blod på tanden.

FC Fredericia har inden søndagens kampe fire point op til overlevelse. Hobro på tiendepladsen spiller mod Hvidovre, og kigger man på det på papiret ville det naturlige udfald være status quo, når søndag er overstået, men først skal kampene spilles og alt kan ske, selvom både Vejle og Hvidovre er favoritter.

For FC Fredericia betyder kampene mod Vejle noget ekstra. Det er mod storebror fra Nørreskoven, og som man vil kunne sætte en kæp i hjulet på i deres kamp om oprykning, og samtidig selv livsvigtige point i nedrykningskampen. I ti hjemmekampe i NordicBet Ligaen i denne sæson har Vejle vundet de otte, mens det er blevet til nederlag mod HB Køge og Hillerød. Sidstnævnte profiterede af at være i overtal i det sidste kvarter, hvor de scorede to mål, og der er derfor tale om et VB-mandskab, der normalt vis vinder hjemmekampene.

Med spillere som Arbnor Mucolli, Kristian Kirrkegaard og Raul Albentosa har VB markante profiler, der kunne gøre sig i Superligaen. Op til deres pokalkamp mod FCK blev det udtalt af københavneres træner, Jacob Neestrup, at Vejle sagtens kunne være et Superliga-hold med den nuværende trup, og det siger noget om, at det er en stor mundfuld, der venter FC Fredericia.

I stedet for at kigge for meget på Vejle, skal FC Fredericia i stedet fokusere på den præstation, der blev leveret mod HB Køge. Defensiven va bundsolid med Jeppe Brinch i spidsen. Der blev ikke overladt noget til tilfældighederne, hvilket har været tilfældet ved andre lejligheder, og samtidig spillede FC Fredericia mere direkte end de har haft for vane. Det klædte holdet, og kan man finde nogen af de takter frem mod Vejle, er der noget at bygge videre på.

Om det er nok til en sejr, er ikke til at spå om, men uanset hvad vil der være lys for enden af tunellen, og Michael Hansen vil kunne begynde at få et af de bedre “problemer”. Mod HB Køge manglede FC Fredericia forsvarsspillerne Erik Nissen og Jesper Juelsgård, som begge forventes at være til rådighed igen mod Vejle, men spørgsmålet er om de glider direkte ind i startopstillingen efter, at Jeppe Brinch og Jeppe Gertsen leverede en overbevisende indsats mod HB Køge.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Længere fremme på banen lysner det også. Anders Holvad er så småt begyndt at træne med igen, og forventes at kunne få en rolle som indskifter mod Vejle. Samtidig har FC Fredericia i ugens løb testet formen af mod AC Horsens, og der viste blandt andet Jagvir Singh sig godt frem, og kan han ramme formen, kan den tekniske stærke spiller være et alternativ til FC Fredericias offensiv, der senest blomstrede med Nicklas Røjkjær som omdrejningspunktet.

Der er kampstart mellem Vejle og FC Fredericia klokken 15:00.

Ny undersøgelse: Rekord få danskere frygter kriminalitet

0
Foto: AVISEN

Danskernes bekymring for at blive udsat for kriminalitet er rekordlav – den har ikke været lavere de seneste omkring 50 år. Det viser en ny offerundersøgelse, som Justitsministeriet, Rigspolitiet og Det Kriminalpræventive Råd står bag i samarbejde med Københavns Universitet.

En netop offentliggjort offerundersøgelse viser, at danskerne ikke har været mere trygge i årtier. Kun 9 procent er ’ofte’ eller ’næsten hele tiden’ bekymret for personligt at blive udsat for kriminalitet. Tilsvarende er 13 procent af danskerne ’meget’ bekymret for vold og anden kriminalitet i samfundet. Det er det laveste niveau siden de første målinger for omkring 50 år siden.

– Danskerne er meget trygge; ganske få er bekymrede for at blive udsat for kriminalitet. På specifikke steder, fx S-togstationer, stier og udsatte boligområder, er der problemer med utryghed, og det skal vi som samfund tage seriøst og sætte målrettet ind, men det er afgørende, at samfundsdebatten tager afsæt i realiteterne. Trygheden er på et historisk højt niveau, siger Det Kriminalpræventive Råds formand Erik Christensen.

Selvom langt de fleste danskere er trygge, er der udfordringer på specifikke områder. Kvinder bekymrer sig oftere om at blive udsat for kriminalitet end mænd, og unge på 16-24 år er tilsvarende mere bekymrede end ældre aldersgrupper, viser offerundersøgelsen.

– Forholdsvis mange unge kvinder er utrygge efter mørkets frembrud, og der kan derfor være god grund til lokalt at lave målrettede indsatser; fx bedre lys på stier og i parker. Ny viden peger på, at gadelys ikke skal skrues op på fuldt blus for at skabe tryghed – det skal være dæmpet. Der kan også være behov for, at man lokalt undersøger, hvilke steder der skaber utryghed, siger Ingrid Soldal Eriksen, analytiker i Det Kriminalpræventive Råd.

Også i Europa ligger Danmark i top, hvad angår tryghed. Forskning viser, at den danske velfærdsstatsmodel er særlig god til at mindske den utryghed, der kan opstå, hvis man bliver offer for kriminalitet. Det skyldes bl.a., at vi har høj tillid til politi og retsvæsen samt stor lighed økonomisk, socialt og uddannelsesmæssigt.

– Når vi som samfund vil højne trygheden, så handler det ikke kun om at bekæmpe kriminalitet eller fjerne utryghedsskabende personer fra gaden. Der er bl.a. brug for, at vi styrker borgernes tillid til politi og domstole og har fokus på, at fx unge trives, får en god skolegang og kommer med i fællesskabet, fx i foreningslivet, for det øger borgernes tryghed, siger Erik Christensen.

FAKTA
9 pct. af danskerne (16-74 år) er næsten hele tiden eller ofte bekymret for deres personlige risiko for at blive udsat for kriminalitet. Det er det laveste niveau siden de første målinger i 70erne. 13 pct. bekymrer sig meget for vold og anden kriminalitet i samfundet. Det er det laveste niveau siden de første målinger i 80erne.

Kilde: Undersøgelsen ’Udsathed for vold og andre former for kriminalitet, 2005-2021’, som Justitsministeriet, Rigspolitiet og Det Kriminalpræventive Råd står bag i samarbejde med Københavns Universitet.

I 2015 var 28 pct. af 18-29-årige kvinder utrygge ved at færdes ude efter mørkets frembrud. I 2021 var det vokset til 38 %. Samtidig er kvinders frygt for seksuelle overgreb steget fra 8 til 19 pct.

Kilde: TrygFondens tryghedsundersøgelse, 2021

88 pct. af danskerne er trygge i deres nabolag. De utrygge er især utrygge ved stationer og stoppesteder (21,2 pct.) og på stier i nabolaget (20,7 pct.).

Kilde: Tryghedsundersøgelse 2021, Justitsministeriets Forskningskontor

Hvordan øges trygheden – eksempler

– Man kan arrangere tryghedsvandringer i ens boligområde og udpege steder, der kan gøres mere trygge.
– Flere ’beskyttende øjne’ i bylivet (borgere, Natteravne, politi, dørmænd og vagter) kan øge trygheden.
– Byens rum kan indrettes via kriminalpræventive principper, så trygheden øges.

Retsordfører: Det svækker følelsen af retssikkerhed

0
Karina Lorentzen Dehnhardt, SF, Socialistisk Folkeparti (Foto: AVISEN)

Danmarks Radio har efter lang research lavet en podcast, der hedder ”En beklagelig fejl”. Det er en podcast-serie, hvori der fremkommer en række uafhængige historier, der alle har ét til fælles: Administrative fejl i Politiet har gjort, at sagerne aldrig er kommet for retten. Det er ikke godt nok, forklarer retsordfører for SF, Karina Lorentzen Dehnhardt.

Voldtægtssager har i mange år været en udfordring for både politiet, forurettede og domstolene. Det er i mange tilfælde ord mod ord, hvor det kan være svært at bevise nogens skyld eller uskyld. Et flertal i Folketinget har vedtaget en samtykkelovgivning, der skulle gøre det lettere, at finde frem til skyld eller uskyld.

I en podcast-serie fra Danmarks Radio bliver der fortalt en række gribende og rørende fortællinger, om unge kvinder der, ifølge dem selv, har været udsat for overgreb. Og det er netop her problemstillingen opstår. For de har ikke kunnet få rettens ord for, at det de siger er sandt. Ej heller har de anklagede mænd kunnet få rettens ord for, at de har den uskyld de bedyrer. Alt sammen fordi der er sket ”beklagelige fejl” i politiet.

Ordfører: Jeg bliver vred

Karina Lorentzen Dehnhardt kender retsområdet bedre end de fleste. I mange år har hun arbejdet med det på Christiansborg som ordfører og medlem af Folketingets retsudvalg. Det gør hende vred, at Danmarks Radio har kunnet påvise så mange tilfælde af sager, hvor administrative fejl har gjort, at sagerne aldrig har set en dommer.

Hvilke tanker og følelser går gennem dig, når du hører DR’s podcast om ”En beklagelig fejl”?

– Først og fremmest bliver jeg vred. Jeg synes ikke, vi kan være det bekendt over for de ofre, som bliver udsat for det her. Det er ikke dybt beklageligt – det er forfærdeligt og utilgiveligt. Når nu vi taler om, at vi i Danmark har verdens bedste retsstat, så synes jeg, det er frygteligt, at der er så mange kvinder, som står frem i podcastserien, og som er blevet glemt i politiets systemer. Og når de så er blevet fundet, så er det alt for sent. Det er bare ikke godt nok, svarer Karina Lorentzen Dehnhardt.

Da man i sin tid lavede lovgivningen med de nuværende klagefrister var en af overvejelserne, at den anklagede ikke skulle vente for længe med at blive sat foran en dommer. Særligt for anklagede der selv mener, at de er uskyldige, vil et langt spil være ødelæggende for deres liv. Karina Lorentzen Dehnhardt mener godt, at man kan udvide klagefristerne uden at ødelægge retssikkerheden for den anklagede.

Hvad vejer tungest, retssikkerheden for den forurettede eller for den anklagede?

– Jeg synes faktisk, det gælder for begge parter. For den forurettede er en afklaring vejen til at komme videre. Men det også de anklagede skal videre med deres liv, som for begge parter gælder, at de har behov for en afslutning. Det er uholdbart for retssikkerheden, og derfor vejer det mindst ligeså tungt hos gerningsmanden, som risikerer at blive frikendt og have siddet uberettiget fængslet, som hos offeret, svarer Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det er som bekendt Folketinget der vedtaget love i Danmark, og derfor bærer de også et ansvar, når lovgivningen ikke er optimal. Derfor er Karina Lorentzen Dehnhardt klar til at se på reglerne.

Hvordan bør Folketinget forholde sig til, at der i en række tilfælde er sket “fejl” i en sådan grad, at flere voldtægtssager ikke kommer for en dommer?

– Vi har tidligere talt om, at vi skal udvide tidsfristen for at kunne klage over udfaldet af en sag, man har anmeldt. Det tror jeg vil kunne løse lidt af problemet. Og så tror jeg også, at en erstatning for det retstab, man som offer lider på grund af myndighedernes fejl vil virke præventivt i forhold til at holde hus med sagerne. Men grundlæggende handler det jo om igen at få styrket tilliden til politiet for de kvinder, der bliver voldtaget. Hver andet voldtægtsoffer føler sig dårligt behandlet, når de melder deres sag. Det er på alle måder skidt, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Da man i sin tid, for ikke så mange år tilbage, lavede samtykkelovgivningen var det med den baggrund, at flere voldtægtsofre skulle stå frem og at flere voldtægtsforbrydere skulle blive dømt. Men hvordan påvirker en dokumentar som denne befolkningens opfattelse af retssikkerheden? Kræver det egentlig mere psykisk at anmelde en voldtægt end selve voldtægten? Karina Lorentzen Dehnhardt forstå godt, hvis det skaber utryghed.

Med samtykkelovgivningen blev der sat et øget fokus på voldtægt og overgreb. Hvordan tror du, at en sådan dokumentar påvirker de kvinder, der måtte blive udsat for et overgreb?

– Det tærer på tilliden til retsstaten, når den slags sager kommer op. Og det giver jo ikke ligefrem tiltro til, at de sager, man anmelder bliver ordentligt behandlet. I sidste ende kan det være, at nogle opgiver at anmelde, og det er jo ikke i orden, svarer Karina Lorentzen Dehnhardt.

Menneskerettighedsdomstol beder om redegørelse

En af de medvirkende i Danmarks Radios podcast, Emma, har efter udtømte klagemuligheder i Danmark taget sagen skridtet videre. Hun har lagt sag an ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der allerede nu udtrykker bekymring. De har bedt den danske stat om en redegørelse.

Det drejer som om eventuelt brug på fire artikler i menneskerettighedskonventionen. Det er Artikel 3: Om at ingen må underkastes nedværdigende behandling, Artikel 6: Om at enhver har ret til en retfærdig rettergang, Artikel 8: Om at enhver har ret til respekt for sit privatliv, og Artikel 13: Om at enhver, der har fået krænket sine menneskerettigheder, skal have adgang til effektive retsmidler.

Middelfart skuffede i forårspremieren

0

Lørdag gik det igen løs i 3. division, men det var ikke med en særlig stor gensynsglæde til Middelfart Boldklub, der led et nederlag på 2-0 på hjemmebane til Vanløse.

Middelfart har været suværene i denne sæsons 3. division. Inden forårssæsonen havde de kun indkasseret et enkelt nederlag, og det var derfor forventet, at de ville køre videre med samme stil i foråret, men sådan gik det ikke.

I vinterpausen har Middelfart fået tilgang af Jakob Okkels, Oliver Hansen og Valdemar Kwasniak, mens der til gengæld er taget afsked med Anders Hoff, Mads Jørgensen, Mathias Madsen og Mathias Jacobsen. I opstarten har der været positive elementer at spore med blandt andet uafgjort mod FC Fredericia og en sejr mod Esbjergs 2. divisionshold. 

Det var dog ikke til at se mod Vanløse. Skarpheden udeblev offensivt, og de gange, hvor Vanløse kom igennem, så det nemt ud. Første gang var kort tid inde i kampen, da Marco Vinterberg blev spillet fri, og scorede. Det gentog sig efter 18 minutter, da Vinterberg igen fandt vejen til netmaskerne. Begge gange så det let ud for sjællænderne at spille sig igenne Middelfarts defensiv.

Imellemtiden havde Middelfart haft chancen for at udligne. Peter Kristensen på højrekanten havde afdriblet Vanløses back, og smækkede bolden indover, men skarpheden manglede, og det endte med at koste i sidste ende og blive et gennemgående tema i kampen.

Middelfart havde langt det meste af boldbesiddelsen, men de store, åbne chancer udeblev, og derfor var pausestillingen 2-0 til gæsterne.

Vejret spillede et puds flere gange i kampen. Der kom en blanding af sne, hagl og regn, og det kombineret med en drilsk vind på den åbne kunstgræsbane på Færøvej, gjorde at der kom en del fejlafleveringer fra begge hold.

I anden halvleg var det nærmest spil til et mål, men der blev ikke noget at varme sig på i kulden. Middelfart forsøgte flere gange at få bolden ind i feltet til fysisk stærke Lester Hayes III, men skarpheden manglede fra angriberen.

Det kom tættere og tættere for Middelfart, som kampen skred frem. Tættest på at score var forsvareren Marcus Mlynikowski, men Vanløses keeper nåede ned til stolperoden og reddede frisparksforsøget fra den venstrebenede forsvarsspiller.

Trods det massive pres formåede Middelfart ikke at få netmaskerne til at blafre. Dermed endte kampen 2-0 til Vanløse, der med sejren er på fjerdepladsen syv point op til Middelfart på førstepladsen.

Næste gang Middelfart løber på banen er på lørdag på udebane mod VSK Aarhus.

Fredericia KF sigter efter oprykning til 2. division

0

Fredericia KF har i flere år spillet i Kvindeserien, men nu vil holdet mere. Ambitionen for foråret er at rykke op, lyder det fra både trænerteamet og flere af spillerne.

I weekenden den 4.-5. marts finpudsede Fredericia KF formen. De afholdt et træningsstævne, hvor deres Serie 1-hold spillede lørdag og deres Kvindeserie-hold var i kamp søndag, og formen så ud som den skulle.

Serie 1-holdet gjorde rent bord og vandt fire ud af fire kampe, mens det for Kvindeserie-holdet blev til to sejre og en uafgjort. Josefine Due og Katrine Honoré var i ilden søndag for Kvindeserie-holdet og har spillet i Fredericia KF i en del år. Nu vil de være med til at tage et skridt op ad rangstien.

– Vi vil gerne alle rykke op, siger Josefine Due.

Tidligere har Fredericia KF stillet sig tilfredse med top-3, men nu har piben fået en anden lyd.

– Men nu skal det være. Vi har en tro på, at det kan lade sig gøre i år. Nu har vi ligget der længe nok, slår Katrine Honoré fast.

De to spillere forventer ikke, at niveauet er markant højere i 2. division, og derfor vil Fredericia KF godt kunne være med der.

– Det er nyt med 2, division på kvindesiden, så forskellen er ikke så stor, men det er mere hold, der vil spille fodbold frem for meget fysik og lange bolde, siger Josefine Due.

I vinterpausen har Fredericia KF fået flere skadede spillere retur, og flere er kommet til. Det er dét, der giver tro på tingene.

– Vi har været 20-25 til træningerne, så vi har en god bredde og vi har noget at tage af, hvis vi få skader og man derfor ikke skal presses ekstra hvis man er småskadet , fortæller Due.

Holdets træner, Kristian Rasmussen, er ikke i tvivl. Fredericia KF kan rykke op.

– Hvis vi er fri for skader og opbakningen til træningen er stor, så kan vi sagtens, siger han.

Der er dog flere ubekendte faktorer i det for Kristian Rasmussen.

– Vi har, som det ser ud nu, indstillingen og kvaliteten til at rykke op, men vi ved ikke, hvordan de andre hold i rækken ser ud. Vi ved, at FC King George har fået lidt spillere fra Varde, og de ligger 1’er fra start med tre point fra efterårssæsonen. Jeg har også noteret mig, at når vi møder Odense, spiller deres førstehold ikke, og hvem ved om de vil bruge førsteholdsspillere mod os? Men vi skal holde fokus på os selv, siger Rasmussen.

Sidste år rykkede Fredericia KF ind i de nye rammer ved Fredericia Idrætscenter, hvor holdet nu har et klubhus og en kunstgræsbane, som der spilles kamp og trænes på, lige ved siden af. Det gør, at de ikke længere spiller i forskellige steder i Fredericia.

– Vi blev lidt kastet rundt, og nu ved vi, hvor vi hører til.  Så simpel en ting, at vi nu går i bad samme sted og har et klublokale, som vi ikke havde før, betyder meget, fortæller Kristian Rasmussen og peger på et andet aspekt i det:

– Fodbold vindes på banen, men det sociale skal fungere og det kan give point, siger han med henvisning til, at klublokalet er med til at give noget socialt til holdet.

Fredericia KF tager hul på Kvindeserien den 25. marts, hvor de på hjemmebane møder B1913.

Livreddende førstehjælp skal på skoleskemaet

0

I Danmark er det lovpligtigt for skolerne at undervise eleverne i livreddende førstehjælp, men det er kun godt halvdelen af skolerne, som gør det. Derfor vil Dansk Råd for Genoplivning udvikle et nyt undervisningskoncept til eleverne på 6.-8. klassetrin, som skal gøre det nemt for lærerne at undervise eleverne i både livreddende førstehjælp og symptomerne på stroke (blodprop og blødning i hjernen). En bevilling på 7,3 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal gør indsatsen mulig.

Hvis flere træder til ved hjertestop uden for hospital og kender symptomerne på stroke, er håbet, at flere vil kunne overleve hjertestop og stroke til et godt liv. Et nyt undervisningskoncept fra Dansk Råd for Genoplivning skal derfor bidrage til at øge antallet af unge, der forlader folkeskolen med kompetencer til at redde liv og viden om, at de kan gøre en vigtig forskel ved at handle. Ambitionen er, at 60.000 elever årligt vil få undervisning i livreddende førstehjælp.

– Vi vil tilbyde skolerne undervisningsmateriale, som kan bruges i fag som eksempelvis natur- og teknik samt biologi og i forbindelse med temadage. Her kan eleverne lære om både dem selv, deres hjerter og hjerner og samtidig lære at træde til, hvis de er vidner til et hjertestop eller et stroke. Vi håber, at vi derved kan gøre det lettere at få livreddende førstehjælp ind i undervisningen på en naturlig måde og samtidig fjerne de barrierer, som betyder, at mange skoler ikke underviser i livreddende førstehjælp, selvom det er lovpligtigt, siger Stine Strandkjær, sekretariatschef i Dansk Råd for Genoplivning. Hun fortsætter:

– Det har et stort potentiale til at redde flere liv, hvis vi kan aktivere en ny generation til at træde til ved hjertestop og stroke, og derfor er vi meget glade for bevillingen fra A.P. Møller Fonden, som gør dette muligt.

Dansk Råd for Genoplivning vil stille undervisningsforløb og -materialer gratis til rådighed for skolerne, og udvalgte lærere vil blive uddannet i at bruge materialerne, så de kan videreformidle og undervise deres kolleger på skolerne. Konceptet bliver udviklet i 2023 og udbredes i skolerne fra skoleåret 2024/25.

Om hjertestop og stroke

Hjertestop og stroke er blandt de hyppigste dødsårsager i Danmark. Der er cirka 5.0001 årlige hjertestop og 3.3002 årlige dødsfald relateret til stroke. Herudover er stroke den hyppigste årsag til, at voksne får et handicap. For både hjertestop og stroke gælder, at hvert minut tæller, og at det derfor er afgørende, at danskerne hurtigt kan erkende symptomer og ringe til 1-1-2. Der er derfor meget at vinde, hvis en hel generation af unge kender til årsagerne til hjertestop og stroke, samt hvordan man skal reagere, hvis man er vidne til en person, som rammes af hjertestop eller stroke.

Overlevelsen efter hjertestop uden for hospital i Danmark er i dag godt fire gange så høj som for 20 år siden, samtidig med at antallet af danskere, der træder til med hjertelungeredning ved hjertestop uden for hospital, også er firedoblet. Danmarks resultater for overlevelsen efter hjertestop er enestående i sammenligning med andre lande. Det kræver dog en vedvarende indsats at fastholde resultaterne på dette niveau. Stroke er et sygdomsbillede, som er relateret til mange af de samme årsager og forhold som hjertestop. Dansk Råd for Genoplivning arbejder derfor på at overføre de gode erfaringer og resultater fra hjertestopområdet til strokeområdet, herunder erfaringerne med at hjælpe danskerne til hurtigt at erkende symptomerne og alarmere.

Kringsmindes frivillige holdt nytårskur

0

Fredag holdt Kringsmindes frivillige nytårskur, hvor embedsfolk og politikere også var inviteret med. De kunne se tilbage på et 2022, hvor der var et rekord antal besøgende, men først og fremmest handlede nytårskuren om hyggen og fællesskabet.

Parkeringspladsen var propfyldt, og der kunne ikke proppes flere ind i bygningen, hvor Nytårskuren blev holdt. Med håndlavede bordkort var stemningen allerede sat, og den blev endnu bedre af, at der løbende var fællessang, og at der blev spillet musik fra nogle af de frivillige.

Efter at have fået noget mad indenbords tog en af de indbudte gæster ordet. Det var formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Peder Tind (V).

– Jeg er glad for, at vi er her, og jeg vil ikke underholde om fakta, det ved I bedre end mig. Mine børn er kæmpe fan af det her skønne sted. Jeg husker Høstfesten, hvor jeg var her og skulle videre, men mine børn blev her sammen med mine svigerforældre til lukketid  Det er det Kringsminde kan – nemlig skabe en ramme for vores børn. Det er noget jeg ligger mærke til som far og politiker. Jeg har lyst til at sige, at vi ikke tager jer for givet – vi er dybt taknemmelige for det, sagde Tind og fortsatte:

– I gør meget vores vores by og løsere mange opgaver. En ting er, at man ser jer på de dage, hvor der er åbent, men der er mange dage, hvor der ikke er. Alle årets 365 dage betyder det meget for jer. Vi tager jer ikke for givet og er stolte over det I gør .

Udvalgsformanden kom også ind på, at man har talt om at renovere Kringsminde. Det vil Tind tage med ind i budgetforhandlingerne, selvom anlægsloftet et presset.

– Man havde rekord herude i 2022 med besøgsantal. Det kan vi godt være stolte af.  Der har aldrig været så mange her som der var. Det forpligter også forstået på den måde, når vi kigger på det politisk. På listen af ting vi vil investere i er Kringsminde. Når vi skal forhandle til efteråret, og lave et budget, vil jeg løfte det her sted. Vi er bekendte med de planer, der er her. Der er en tretrinsraket her, som vi vil starte, sagde Peder Tind.

Se her flere billeder fra nytårskuren:

HK og DI enige om ny overenskomst for 8.000 ansatte

0

HK Privat og HK Handel har indgået aftale med Dansk Industri om fornyelse af Funktionæroverenskomsten for Handel, Transport og Service. Aftalen giver lønnen et nøk op og styrker den lokale løndannelse fremadrettet.

HK Privat, HK Handel og Dansk Industri (DIO II) har sat underskrifter på en ny overenskomstaftale, der omfatter omkring 8000 ansatte, som blandt andet tæller administrative medarbejdere i speditions- og logistikfirmaer og lageransatte i byggemarkeder.

Formand for HK Privat, Simon Tøgern, glæder sig over aftalen.

– Flere penge på lønsedlen har været det altoverskyggende overenskomstønske fra vores medlemmer, og det er jeg glad for, at vi leverer på. Med aftalen sikrer vi en god bund, og så skal resten hentes ved de lokale lønforhandlinger. Det har vi også sikret nogle bedre rammer for, siger han.

Aftalen sikrer 4 procents lønstigning til alle i overenskomstperioden. I år sker forhøjelsen i form af ændret pension, hvor arbejdsgiver hæver indbetalingen til 10 procent, hvorimod lønmodtagers indbetaling sænkes fra 4 procent til 2 procent.

Til næste år hæves arbejdsgivers indbetaling til fritvalgskontoen fra 7 procent til 9 procent. Med den kan lønmodtagere selv bestemme, om de vil have summen udbetalt, sætte mere ind på pension eller veksle til eksempelvis senior- eller omsorgsdage. Med de 9 procent overstiger summen af arbejdsgiverindbetalt fritvalg hen over et år en månedsløn.

Funktionæroverenskomsten er forhandlet i samarbejde mellem HK Privat og HK Handel. Formand for HK Handel, Mette Høgh, glæder sig også over aftalen.

– Jeg er godt tilfreds med, at vi har skabt en overenskomst, som giver tillidsrepræsentanterne nogle rigtig gode værktøjer, de kan bruge, når de skal hjælpe deres kolleger med at forhandle løn lokalt. Det giver et rigtig godt udgangspunkt for nogle konstruktive lønforhandlinger, siger hun.

Styrkelse af tillidsrepræsentanterne og den lokale løndannelse

Aftalen styrker tillidsrepræsentanterne på flere punkter. Blandt andet sikres de mulighed for at få indblik i virksomhedens økonomi. Det og flere andre tiltag skal give bedre rammer for reelle lønforhandlinger og bedre muligheder for at hjælpe kolleger – uanset om lønforhandlingerne er kollektive eller individuelle.

Valggrundlaget for en tillidsrepræsentant sættes desuden ned til færre medarbejdere, og valg af tillidsrepræsentant kan foregå i arbejdstiden.

Derudover skal HK-tillidsrepræsentanten orienteres, hvis en medarbejder, som er omfattet af Funktionæroverenskomsten for Handel, Transport og Service, bliver skrevet ud af overenskomsten. Formålet er at sikre, at det ikke sker på et forkert grundlag.

Derudover indeholder overenskomsten blandt andet:

  • 4 ugers ekstra barsel med løn. 2 af ugerne er øremærket far/medforælder, og 2 uger kan frit fordeles mellem forældrene. Derudover ændres barselsbestemmelserne til at følge den nye barselslov
  • Lønnen for elever, KVU-studerende og laborantpraktikanter stiger med 4,5 procent pr. 1. marts 2023 og 3,5 procent pr. 1. marts 2024
  • Stigning fra 85 til 100 procents løndækning under selvvalgt uddannelse
  • Ret til at udpege en uddannelsesrepræsentant på arbejdspladsen. Uddannelsesrepræsentanten har til opgave, sammen med virksomheden, at styrke kompetenceudvikling og uddannelse af kollegaerne
  • Skærpede regler for natarbejde, herunder for gravide

Danske VM-guldvindere skifter til Flensburg

0

Både Simon Pytlick og Lukas Jørgensen skifter til sommer GOG ud med Flensburg-Handewitt.

Begge spillere var med til at vinde VM med Danmark tilbage i januar, og særlig Pytlick spillede en stor rolle. Selvom han var slutrundedebutant var han fra start til slut en nøglespiller for Nikolaj Jacobsens mandskab, og det blev også bemærket, da han fik en plads på VM’s All Star-hold.

Siden er interessen blevet endnu større for Simon Pytlick, der i denne sæson også har vist sig frem i Champions League. Nu er Flensburg-Handewitt blevet enige med GOG om en overgangssum, der gør, at Pytlick til sommer skifter GOG ud med en kontrakt med Flensburg-Handewitt gældende frem til sommeren 2027.

Lukas Jørgensens kontrakt gælder frem til sommeren 2026.