I alt er idrætsforeningerne i Fredericia Kommune gået frem med 633 medlemmer i 2023 i forhold til 2022, og det betyder, at kommunen nu har 20.474 medlemmer i idrætslivet. Det viser en opgørelse foretaget af Dansk Idrætsforbund og DGI.

Et nærmere dyk ned i tallene viser, at der er stor procentmæssig fremgang inden for bordtennis, kick- og thaiboksning, krolf og volleyball. På den anden side er der tilbagegang i eksempelvis løb, svømning, samt surf og SUP.

– Det er en god nyhed for Fredericia. Der er omkring 600 flere medlemmer i foreningerne, og det betyder, at den indsats, der bliver gjort, gør en forskel. Eksempelvis har vi afholdt Idrættens Topmøde flere gange, hvor foreningerne mødes og udveksler erfaring. Det er godt at se, at vi stiger efter det var svært omkring covid-19, siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Peder Tind (V).

Tind fremhæver tiltag i de seneste par år, der har været med til at hjælpe foreningerne på vej. Eksempelvis at man har fået fejringen af de frivillige tilbage, og at man hylder medaljevindere i de forskellige idrætsgrene. Dertil kommer et større fokus på at tiltrække idrætsevent til Fredericia.

– Det sætter sundhed på dagsordenen. Vi havde Wings for Life for første gang sidste år, og i år har vi Wings for Life igen og Royal Run. Det er eksempelvis med til at aktivere løbeklubben, som på den måde er blevet synlig. Der kommer flere events over de kommende år, der kommer til at tale ind i, at vi vil have en stærk sundhedsprofil i Fredericia Kommune, forklarer Peder Tind.

Selvom Peder Tind noterer sig, at det går fremad med medlemstallet i foreningslivet på det generelle plan, betyder det ikke, at det ikke kan blive endnu bedre.

– Vi kommer ikke til at ligge på den lade side. Vi vil have endnu flere til at melde sig ind i vores foreninger. Nu har jeg selv haft fornøjelsen af at følge EGIF Rugbys succes på ungdomssiden, og alle de tiltag, som de laver derude. Det er imponerende at følge i en af de sportsgrene, som man ikke hører så ofte om. På samme måde, da jeg var ude i golfklubben en kold hverdagsaften, hvor der alligevel var troppet 100 mennesker op til en indvielse. Den frivillighed, som er med til at gøre det muligt, skal vi ikke tage for givet. Derfor er vi politisk også med til at understøtte foreningslivet så meget vi kan. Vi er stolte over det store stykke arbejde, der bliver gjort derude i hverdagen, slutter Peder Tind.

På landsplan er medlemstallet også steget i idrætsforeningerne. I alt har DIF og DGI fået yderligere 85.261 medlemmer, og det samlede medlemstal er nu oppe på 2.424.915.