Med vanlig tæft og indsigtsfuld sans for aktualitet leverer Fredericia Musicalteater atter engang en vinteroplevelse – for dejlige børn, forældre og bedsteforældre mv. – som jo kun kan begejstre alle. Den gamle historie (Disney 1933) kender vi jo nok alle. Her med den vinkel at de tre ”grislinger” ser tilbage på, hvordan de blev verdensstjerner. De skal ud i verden og stå på egne klove, men den store stygge sure sultne dumme grimme ulv, der puster, vil gerne nyde en dejlig flæskesteg og derfor æde de tre små søde grise. Det er da rent haram!

Men hvem ender egentlig som helten?

I Fredericia Musicalteaters forrygende familieforestilling ”De tre små grise” leveres dyrebar musikalsk optræden af de fem performere, der alle er uddannede fra DDSKS  Musicalakademiet Fredericia. Med en god solid uddannelse og stor sceneerfaring i rygsækken borges der for kvaliteten. Thor Vestergaard (Schwein), Laura Wildt (Nee), Jacob Damsgaard Ditlev (Stig), Christina Elisabeth Mørkøre (Mor Gris/sælger) og ikke mindst Lars Mølsted (Den Store Stygge Ulv) synger og spiller os gennem den 55 minutter lange musical med tolv musikalske indslag.  

De Tre Små Grise (”The Three Little Pigs”) rummer flere iørefaldende sange af komponisten George Stiles og en morsom libretto af Anthony Drewe. Men atter engang har Mads ÆbeløeNielsen udført en genial oversættelse krydret med dansk humor.

De levende musikere Thomas Møller (kapelmester & keys), Jens Kokholm (guitar), Lars Daugaard (trommer) og Allan Nagel (bas) akkompagnerer forbilledligt, og vokalarbejdet er som sædvanligt i top.

Hele musicalen er vældig pædagogisk og lærerig – næsten opdragende! Vi skal være venner og hjælpe hinanden, og det er meget fornuftigt at læse bøger! Så børnene i salen er underlagt en medvirken til PGO (Pisse God Opdragelse).

Der interageres flere gange med publikum, så børnene (og de voksne) kan råbe og fortælle, hvad de forskellige dyreunger hedder. Den Store Stygge Ulv spørger også om hjælp, og selv om han jo umiddelbart er den onde, hjælper børnene overraskende ham. Hvad sker der lige her?

Børnenes sympati for ulven

Jo, Lars Mølsted som Store Stygge Ulv er så uhørt sympatisk.

Ligegyldigt, hvordan den mand puster – , åndes der livgivende glæde, musikalitet og overdrevet energi og sympatisk menneskelighed ind i enhver rolle!

Derfor, selv om han har skurkerollen, er han måske helten og der, hvor sympatien ender, fordi han er så meget på.

Mit kære barnebarn, Viggo, som havde glædet sig længe til at komme til Fredericia igen, udtrykte til slut: ”Ja, de ”gode” vinder jo altid til sidst” – et uartikuleret men blafrede i luften! Den meget nærværende og storgrinende dreng ville nok have haft en lidt mere skæv udgang. Gad vide, hvor hans sympati jo egentlig endte? 

De voksnes afsky eller sympati for ulven

Overordnet er det jo en aktuel politisk diskussion, hvad vores forhold til ulvens tilstedeværelse i den danske natur er. I diversiteten hellige navn har den sin plads. Fordomsfuldt kunne man jo tilføje, at det synes de speltgnavende der ovre på djævleøen. Dejligt med mangfoldighed for mennesker og dyr – bare ikke i min prydhave… Og hvad med dræbersneglen…

De frygter vel kun ulve, når FCM (Ulvene) kommer på besøg, og som sandsynligvis vil overtage løvens territorium. 

Fåreløbig (!) FÅR vi bondejyder jo lov til at bygge hegn eller skyde med et guitarlignende luftgevær.

Bedømmelse

Forestillinger for børn må nok ikke være for lange. Men med dejlig sang, musik, sjov og ballade ville man gerne have haft mere med De Tre Små Grise.

Store Stygge Ulv får jo senere en sød søn, Vaks (hvem moderen hertil så end er. Disney har nogle sære uklare familierelationer indbygget i sit univers.). Vaks bliver jo nær ven med de tre svinebasser fra Schwein-Nee-Stigen. Dette venskab kunne jo så engang i fremtiden udfylde et 2. akt.

Trods den korte spilletid løftes til seks stjerner på grund af den altid høje kunstneriske kvalitet.

Spiller i Fredericia frem til 15. februar for derefter at besøge en svinesti i Aalborg (21.-22. februar) og Aarhus (27.-28. februar og 1. marts) og igen hjemme i Fredericias mudder 7.-8. marts.

Log ind

Bliv medlem (kommer snart)
Få adgang til eksklusivt indhold og funktioner

Kommentar

Ingen kommentarer endnu