Forleden kunne vi i pressen læse om en borger med udviklingshandicap, som formodes (det er ikke bevist) at have fået delt et filmklip, på et socialtmedie. Et filmklip som skal være optaget i en yderst intim og privat situation. At en medarbejder ansat til at drage omsorg for beboeren antagelig vælger i smug at optage denne må være en handling, som de fleste vel vil mene er yderst krænkende og ulovlig. Hvad er det så der gør, at ledelsen da den får kendskab ikke ikke politianmelder, men i stedet drøfter hvilket ledelseslag, som skal vurdere sagen og beslutte reaktionen på handlingen? Hvad hvis en lignende episode havde fundet sted på et sygehus? hvor patienten havde været ude af stand til opdage at blive filmet og hvor vedkommende ligeledes havde fået delt en film på et socialt medie. Mon kollegaer og ledelse når de havde fået kendskab så havde handlet anderledes? Hvordan mon borgeren fra Kobbelgården og hans pårørende har det nu? Hvordan ville du have det?
Der har været en del episoder gennem tiden på det nævnte botilbud. Beboerne her skal leve med perioder med støj, uforudseelige og sommetider voldsommere hændelser i deres hjem. I forbindelse med presseomtalen vedr. de seneste hændelser omtaler en politikker beboerne på Kobbelgården, som værende meget syge! En sådan udtalelse virker stærkt bekymrende på mig og jeg bliver i tvivl om man overhovedet har sat sig ind i, hvad det er for handicap disse beboere har. Er der på det politiske niveau tilstrækkelig indsigt i hvilke kompenserende foranstaltninger og rammer der er brug for, for at beboerne kan trives og udvikle sig. Burde man som politikker ikke overveje, hvordan det kan være, at mennesker med udviklingshandicap, som ofte kan have svært ved at gennemskue andres intentioner, skal formå at leve sammen med 38 andre borgere. 38 borgere som ligeledes har yderst svært ved at vise hensyn. Hvorfor er det vi tillader, at mennesker med mentale udviklingshandicap skal kunne tåle mere end alle os andre?
Havde en lignende episode fundet sted på et lokalt plejehjem, havde seniorrådet og ældresagen sandsynlig vis demonstreret på Rådhuspladsen – og godt for det! Den opbakning og solidaritet oplever borgere med udviklingshandicap desværre ikke her i byen.
Det kan vi godt gøre bedre!
Connie Maybrith Jørgensen
Byrådsmedlem for SF Fredericia