Hellestedet på Vester Voldgade i Fredericia har været genstand for ekstra opmærksomhed i den seneste tid, grundet kriminalitet omkring stedet. Senior- og Socialudvalget havde tirsdag Hellestedet oppe at vende som punkt, og de er nu i gang med at se på fremtidens konstruktion, der skal sikre et trygt sted at færdes for de udsatte borgere.

Skal Hellestedet flytte, eller hvad skal der ske? Det spørgsmål er blevet stillet flere gange i debatten. En flytning var ikke på tale under tirsdagens møde. I stedet så man nærmere på indholdet ved Hellestedet, hvor udvalget drøftede den konstruktion, som der er nu.

– Vi drøftede lidt de problemer, der er omkring Hellestedet. Det er vigtigt, at vi fortsat har et sted, hvor byens udsatte borgere kan mødes og samles. Hvis vi ikke tilbyder dem et ordentligt sted at være, finder de selv et, og det har vi ikke styr på på samme måde. Vi er godt klar over, at der er problemer med Hellestedet, der er kommet elementer, der har medført kriminalitet, i og med at der handles med stoffer deroppe. Derfor glæder det os meget, at politiet fører tilsyn med det og forsøger at rydde ud i det. Vi har vores rusmiddelafdeling, repræsentanter fra Solstrålen, der kommer forbi, og den tekniske afdeling rydder op og fjerner uønskede ting – så der er en del tilsyn. Vi vil gerne have tilladelse til at sætte kamera op, da det skaber tryghed og i højere grad giver brugerne et sted at helle. Vi har brugt meget tid på at drøfte, hvilket værested vi vil have – vil vi fortsætte med den eksisterende konstruktion eller flytte det til en anden lokalitet; vi har snakket om at lægge det sammen med Kirkens Korshærs varmestue, så de kan føre tilsyn med det, og der kommer opsyn på en kærlig og omsorgsfuld måde, siger udvalgsformand Søren Larsen (A).

Da det nuværende Hellested blev etableret i 2020, var brugernes ønsker, at det er indenfor voldene, at der er kort afstand til indkøb, der er kort afstand til Misbrugscenteret, man ikke er til gene for andre, og man er væk fra ungdommen. Ud fra de kriterier har det ikke været muligt for Senior- og Socialudvalget at pege på en anden placering. Derfor kigges der nu mere konkret på Hellestedets “indhold” for igen at gøre det tryghedsskabende.

– Vi har kigget på alternative placeringer. Det er vigtigt, det er indenfor voldene, da det ikke nytter at komme ud på landet. Vi kiggede på de placeringer, der var fremme, da man vedtog den nuværende placering oppe i Vester Voldgade, og har kigget på alternative placeringer, der ikke er løsninger til højrebenet, og derfor ser vi på et andet Hellested i en anden konstruktion, siger Søren Larsen.

Larsen understreger vigtigheden af Hellestedet, der hjælper udsatte borgere.

– Det er et samlingssted, hvor byens udsatte borgere kan mødes under fredelige forhold, og de kan være sig selv og samles og have fred og ro. Det er vigtigt, vi har et tilbud, og vi har haft det i mange år, det er desværre i den senere tid med uheldige elementer, der har givet uro og kriminalitet, forklarer Larsen.

Ifølge Søren Larsen er det essentielt, at man har et hellested. Alternativet ville være, at de færdes forskellige steder i byen og var til gene for den almene borger.

– Hvis vi ikke havde et hellested, ville vi risikere, at borgerne samles i parkeringshuset, midtpunktet eller foran din hovedindgang – det kunne være mange forskellige steder rundt i byen. Hvor det ligger nu, eller en tilsvarende placering, kan give ro for byens borgere og også så udsatte har et fredeligt sted at samles, slutter Søren Larsen.

I forbindelse med udvalgsmødet blev det besluttet, at Senior- og Socialudvalget stabler et møde på benene med Udsatterådet i forbindelse med drøftelsen om fremtidens konstruktion af Hellestedet.