I det danske klima kan man aldrig vide sig sikker på solskin og blå himmel. Men ikke engang grå skyer og blæst kan stoppe en dansker, når trangen til bagværk melder sig. Tidligt om morgenen, selv på vores fridage, traver vi afsted i al slags vejr.

Vi stiller os i kø, indpakket i regnfrakker og med termokoppen i hånden, alt sammen for at sikre os, at vi får det helt rette stykke bagværk med hjem i papirposen. Og vi er ikke bange for at prøve noget nyt. Vi jubler, når vores favoritbagerier kommer med nye twists på vores elskede wienerbrød. Kort sagt, vi kan slet ikke få nok.

Kristian Wendel, indehaver af konditoriet KaCho på Gothersgade i Fredericia, har forstået denne danske passion for bagværk. Selvom han stadig kreerer sine prisvindende konditorkager, har han også indført mere simpelt, men ligeså lækkert bagværk i sortimentet.

Lørdag morgen besluttede vi os for at besøge KaCho. Vi havde hørt, at Kristian ofte er udsolgt allerede op af på dagen, så vi ankom kl. 10.00, netop som Kristian skubbede ”Åben”-skiltet ud foran butikken.

– De fire kasser her med henholdsvis croissanter, pain au chocolat, surdejstykker og de store surdejsbrød, tror jeg, har været med til at sætte rigtig gang i butikken. Potentielt betjener jeg dobbelt så mange på en dag som i dag, som for en måned siden. Jeg bruger selvfølgelig kun de bedste råvarer, og croissanterne er lavet med masser af godt dansk smør, fortæller Kristian, mens han med stolthed præsenterer dagens bagværk.

Det er ingen hemmelighed, at det at lave en lækker croissant kræver sin håndværker. Det tager tid, teknisk kunnen og ikke mindst en stor portion kærlighed at frembringe denne lille butterdejsfavorit. Vi drømmer måske alle om at kunne sidde på en fortovscafé i Paris og nyde vores croissant, men sandheden er, at vi ofte må nøjes med at nyde denne franske delikatesse på dansk jord.

– At bage en croissant er, ligesom med konditoriet generelt, lidt en kunstart, der kræver tålmodighed og præcision. Det handler om at ælte dejen, lade den hvile, lave den perfekte smørpakke og derefter omhyggeligt rulle og folde for at skabe de karakteristiske, luftige lag. Men det er alt arbejdet værd, når man bider ind i en sprød, smøragtig croissant, som bare smager fantastisk, fortæller han.

Kristian Wendel er kendt for at bruge kun de bedste råvarer i sine kreationer. Økologiske bær, frugter og nøje udvalgte chokolader – alt i KaCho er af højeste kvalitet. Derudover er surdej og bæredygtighed grundprincipperne i bageriet, hvilket tydeligt ses i hans populære surdejsbrød.

Kristian gør det til en dyd at kunne servere en udsøgt kop kaffe sammen med bagværket. Han er den første til at indrømme, at han stadig har meget at lære, men hans lidenskab og dedikation skinner tydeligt igennem i hans stræben efter at kaffen er lige så god som bagværket.

– Jeg øver mig stadig på at lave latte art, men jeg synes, at jeg efterhånden har fået styr på kaffen. Bønnerne kommer fra Etiopien og bliver ristet lige ovre på den anden side af Lillebælt hos Holy Bean, fortæller Kristian, mens han laver en espresso til os.

Og priserne er overkommelige for enhver pengepung. En croissant koster 15 kr, et surdejstykke 9 kr, og et helt brød kan blive dit for 35 kr. Kristian Wendel tilbyder derfor ikke blot noget af byens bedste bagværk, men også noget af det mest prisvenlige. Konditoriet KaCho i Fredericia er altså værd at besøge, hvis du vil have en bid af bagværkshimlen – uanset vejret.