For 19-årige Maria Kristiansen fra Fredericia har rejsen i flagfootball været et eventyr. Hun tog sine første skridt i sporten med Aarhus Tigers’ kvindehold i amerikansk fodbold, hvor hun øjeblikkeligt følge sig hjemme. Nu står hun på tærsklen til at repræsentere Danmark ved VM i flagfootball i 2023. 

– Jeg søgte nye udfordringer, og det betød også i sport. Jeg besøgte utrolig mange steder, og til sidst besøgte jeg Aarhus Tigers’ kvindehold i amerikansk fodbold, og med den måde de tog imod mig på, var jeg solgt fra starten, fortæller Maria.

Marias passion voksede hurtigt, og efter at være blevet inviteret til en flagfootball-camp var hun fast besluttet på, at sporten var noget for hende.

– Jeg ændrede min mentalitet og satte mig for, at jeg ville være en af de bedste i sporten.

Forberedelse til VM

Landstræner Martin Rambusch Jakobsen beskriver på DAFF’s officielle hjemmeside, hvordan holdet har forberedt sig til VM.

– Vi går selvfølgelig efter at vinde alle kampe. Vi har en god blanding af erfarne og nye spillere. Stemningen er god, men vi har ikke haft så mange samlinger, som vi gerne ville have haft, siger landstræneren til hjemmesiden.

Flere spillere har også deltaget med Copenhagen Raptors i den svenske liga, hvilket har lagt et stramt kampprogram. Alligevel beskriver Jakobsen et dedikeret team, der arbejder hårdt både sammen og individuelt.

– Selvom mange spiller flagfootball på hobbyplan, så er spillere og coaches virkelig dedikerede og har høje forventninger til sig selv og til holdet. Vi dør med støvlerne på, siger landstræneren, der deler mantraet med Maria.

Maria ser også positivt på situationen:

– At vi ikke kender hinanden så godt som håbet, gør, at vi må have tro på hinanden.

Marias rolle i sporten

Som en af de tre “rookies” på holdet, er Maria ivrig efter at lære af de mere erfarne spillere. Hun planlægger at bidrage med “ny energi” og en “anden angrebsmentalitet,” takket være hendes baggrund i amerikansk fodbold.

Hendes erfaring med Aarhus Tigers har forberedt hende godt til landsholdet.

– Jeg spiller til dagligt på et mix-hold, så til hver træning bliver jeg matchet på mit niveau og kommer altid hjem fra træning med en følelse af at blive bedre.

Maria understreger også fællesskabets betydning, både i sin klub og inden for sporten som helhed. Sammenholdet og dynamikken er noget, hun værdsætter meget. Hun opfordrer unge piger, der overvejer at begynde på flagfootball, til at “springe ud i det.”

– Det er et af de bedste valg, som jeg har taget, siger Maria, og hendes råd lyder også:

– Hvis man er til korte sekvenser med høj intensitet, så kan jeg kun sige, at man skal springe ud i det.

Udfordringer og mål

Udover at være en livlig spiller på banen, håndterer Maria også balancen mellem sit personlige liv og sporten.

– Rigtig meget af mit personlige liv foregår gennem træning, men jeg tager mig stadig tid til at være sammen med mine venner, deler hun.

Maria og hendes hold har en klar målsætning for VM 2023. De ønsker at vinde alle kampene, selvom de ikke betragtes som favoritter. Stemningen inden for holdet er positiv, og forhåbningerne er store. Også repræsentationen af Danmark betyder alt for Maria.

– Jeg tror, at de fleste, der har dyrket en sport, har haft en lille drøm om at trække i en landsholdstrøje. At drømmen nu går i opfyldelse er helt fantastisk, og vi glæder os til at komme afsted i de røde og hvide farver, slutter Maria.

Hvad er flagfootball?

Flag football er en gren der udspringer af amerikansk fodbold, som er ændret til at være en kamp med 5 mod 5 på banen, hvor det fysiske element af at tackle hinanden er fjernet. Sporten er non-contact, ligesom det er kendt fra basketball. Læs mere på Flagfootball.dk