Et byråd er ikke en hyggeklub, det er en professionel bestyrelse og den øverste ledelse af en milliardforretning, med tusindvis af ansatte.

Når kommunalbestyrelsen og dermed byrådet, ikke handler konsekvent overfor svigtende resultater, massive skred i “kundetilfredsheden, og dårlig ledelse på direktionsgangen, er de ganske enkelt ikke deres funktion værdig. 

I en privat virksomhed ville en sådan bestyrelse blive skiftet ud. Dårlige resultater, er bestyrelsens ansvar, og det samme gælder i kommunen. Når byrådet vælger direktører, godkender politikker og retning, bærer de hele det politiske og ledelsesmæssige ansvar for, hvordan kommunen fungerer, både i maskinrummet og bestyrelseslokalet. At spille ofre som øverste ansvarlige i egen organisation, er en uacceptabel ansvarsforflygtigelse og et brud på det tillidsmandat, borgerne har givet dem.

Byrådet klager over de beslutninger de selv har truffet, en ledelse de selv fastholder og forlanger undersøgelse af penge de selv har brugt. De klager over strukturer, som om det var naturkræfter, de ikke har kunne påvirke, i stedet for at handle og bruge deres magt til at standse skaderne og skabe den nødvendige forandring. 

Ved utallige vælger- og debatmøder, tales der igen og igen om fokus på folkeskolen, bedre kernevelfærd, bedre trivsel, bedre styring. Men man kan ikke stå og tale om fokus og forbedringer, som man allerede har haft fire år til at gøre noget ved. Hvis det virkelig var så afgørende, hvorfor er det så ikke sket? 

Tilliden til Fredericias byrådspolitikere kan ligge et meget lille sted, hvilket burde udløse politisk selvransagelse, alarmklokker og klædelig ydmyghed. Men intet tyder på, at erkendelsen overhovedet er trængt ind. Byrådspolitikerne fortsætter ufortrødent i et afkoblet spor, som om vælgernes mistillid ingen rolle spiller.

Borgerne skriger efter forandring, og det er derfor et hån mod kommunens skatteydere, når der ifølge lokale medier, ikke er udsigter til den store ændring efter valget, hverken blandt de siddende politikere eller i den førte politik, uanset hvilken fløj eller partier, der løber med flertallet. Kommunens borgerne behandles som et slags ligegyldigt publikum, der bare skal lade sig nøje med politiske gentagelser og lunkne løfter om at “vi gør det bedre næste gang”.

Fredericia og Fredericias borgere fortjener meget mere end det. 

Så kære borgere, hvis der skal ske en forandring, skal I tage magten tilbage. Stem derfor ikke på kun på partifarve eller spidskandidater på genvalg. Stem personligt på nye kræfter lidt længere nede på listen eller stem på nye partier og deres kandidater.

I bestemmer, hvem der skal sidde i byrådet. I bestemmer, om den politiske kultur skal forandres. I bestemmer, om de næste fire år skal ligne de sidste fire

I bestemmer og I har magten. Grib den!