Fredericia Løbeklub har i dag lørdag fejret sit 60-års jubilæum i strålende solskin og god stemning i Fredericia Midtby, hvor klubben har lånt det tidligere Botex-lokale i Danmarksgade. En stor del af klubbens medlemmer var mødt op for at fejre den store begivenhed.

Dagen startede i zen-mode med yoga kl. 09:00. Kl. 10:00 blev der budt formelt velkommen af klubbens formand, Jane Vestergaard. Derpå fik Peder Tind, formanden for Kultur- og Idrætsudvalget, ordet.

– Det er en stor ære at få lov til at komme her og lykønske jer og mange andre gode mennesker med alt det gode, der sker i vores by, sagde Tind.

Peder Tind roste klubben for deres arbejde gennem årene, fra deres grundlæggelse i 1963 som en atletikklub, deres modgang og næsten lukning i 1970’erne, til deres succes med Hannerup Løbet og klubben vækst til 146 medlemmer i 2022.

– Det handler om at være med og være en del af et fællesskab. Det er noget af det, der så fint beskriver jer og det i gør og har gjort igennem så mange år. Stort tillykke med jeres jubilæum, og jeg håber på i får en rigtig god dag – vejret er jo med os, forklarede Tind.

Efter Peder Tind fulgte en af klubbens oprindelige medlemmer, Erling Jensen, som gav et nostalgisk indblik i klubbens historie.

– 1973 der var i klubben næsten lige ved at blive opløst. Heldigvis var vi i besiddelse af en værdifuld ressource, Peter Kondrup. Han generøst tilbød sig at blive formand, og jeg påtog mig rollen som kasserer, huskede Erling og kom ind opstandelsen af Hannerup Løbet:

– Vi ønskede at oprette et rigtigt motionsløb, som endte med at blive det velkendte Hannerup Løbet. Dengang henvendte vi os til redaktør Sivebæk fra ElboBladet, som var positiv over for idéen. Han må have diskuteret det med familien Christiansen, der ejede ElboBladet, for at sikre, at vi kunne skabe et motionsløb, sagde Erling Jensen og roste løbet , der i dag er stadig hedder Hannerup Løbet, og kaldte det for “virkelig godt gået”.

Dagen var præget af stolthed og fællesskab, som begge talere fremhævede. Fredericia Løbeklubs 60-års jubilæum er et levende eksempel på et stærkt, vedholdende og fornyende fællesskab. Solen skinnede ned over klubbens medlemmer, der alle fejrede i godt humør, og skabte en varm og glad atmosfære.