Vil du bygge hus i Fredericia Kommune, behøver du ikke vente længe. I gennemsnit tager det kun 13 dage at få godkendt en byggetilladelse – og det placerer Fredericia blandt de absolut hurtigste kommuner i hele landet.
Det viser nye tal fra DI Byggeri, der hvert år opgør ventetiderne på byggetilladelser i alle landets 98 kommuner. Tallene måler den reelle sagsbehandlingstid fra det tidspunkt, hvor kommunen har modtaget alle nødvendige oplysninger i sagen.
Fredericia har ikke bare klaret sig godt i år. Fra 2024 til 2025 er ventetiden faldet markant fra 22 dage til 13 dage, hvilket svarer til en forbedring på næsten halvdelen. Det er en udvikling, som DI Byggeri fremhæver som en af de mest positive i regionen.
»Vi oplever generelt en god udvikling i kommuner som Fredericia, Aabenraa, Vejen og Haderslev, hvor ventetiderne er blandt de laveste i landet. Det betyder, at byggeprocessen kan komme hurtigere i gang, hvilket er til glæde for både erhvervsliv og private bygherrer,« siger Michael Mathiesen, bestyrelsesleder for DI Byggeri Sydjylland.
Kolding og Vejle ligger begge på et fornuftigt niveau, men ikke i samme liga som Fredericia. I Kolding tager det i gennemsnit 25 dage at få behandlet en byggetilladelse mod 20 dage året før. I Vejle er ventetiden steget fra 30 dage til 34 dage. Begge kommuner er altså gået i den forkerte retning, men holder sig stadig under landsgennemsnittet på 56 dage.
Sydjylland er samlet set den landsdel i Danmark, der er hurtigst til at behandle byggesager med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på blot 26 dage. Til sammenligning tager det på Fyn i gennemsnit 70 dage, og i Sjælland og Lolland-Falster er situationen endnu mere udfordrende.
Fanø skiller sig dog markant ud i det ellers velsmurte sydjyske billede. Her skal man i gennemsnit vente 102 dage på en byggetilladelse – en fordobling fra 56 dage i 2024. Det er den største stigning i regionen og placerer Fanø i en anden kategori end de øvrige sydjyske kommuner.
»Det er tydeligt, at der er store forskelle på ventetiderne i Sydjylland, hvor Fanø skiller sig markant ud i forhold til de øvrige kommuner. Det understreger, at der er potentiale for forbedringer, så ventetiden også på Fanø kan bringes ned på niveau med nabokommunerne,« siger Michael Mathiesen.
Det nationale billede er todelt. For tredje år i træk er den gennemsnitlige ventetid på en byggetilladelse faldet på landsplan, så det i 2025 i gennemsnit tager 56 dage at få behandlet en byggesag. Men faldet dækker over en skæv udvikling: I 60 af landets 98 kommuner er ventetiden faktisk steget fra 2024 til 2025. Det nationale fald skyldes primært drastiske forbedringer i ganske få kommuner – særligt Slagelse, der reducerede sin sagsbehandlingstid med 245 dage på et enkelt år, og Bornholm, der faldt med 108 dage.
Ser man på de absolutte yderpunkter på landsplan, tager det blot to dage at få en byggetilladelse i Vallensbæk Kommune, mens man i Frederikssund Kommune skal vente 200 dage. Der er med andre ord mere end et halvt års forskel på den hurtigste og den langsomste kommune i Danmark.
Fyn er den landsdel, der har haft den mest bekymrende udvikling. Her er den gennemsnitlige ventetid steget fra 59 dage i 2024 til 70 dage i 2025. Middelfart Kommune er gået fra 62 til 92 dage, og Odense Kommune fra 63 til 89 dage. I den positive ende finder man Nordfyns Kommune, der har reduceret sin ventetid fra 126 til 37 dage, og Ærø, der er faldet fra 65 til 31 dage.
Tallene viser også, at det primært er boligbyggeriet, der trækker i den rigtige retning. Antallet af byggesager om enfamiliehuse og etagebyggeri med boliger er steget, og sagsbehandlingstiderne i disse kategorier er faldet. Det tolkes som et tegn på, at boligbyggeriet er ved at komme sig efter en periode med høje renter og byggeomkostninger. Modsat er ventetiden på byggetilladelser til erhvervsbyggeri steget – for industri- og lagerbygninger fra 58 til 61 dage og for erhvervsetagebyggeri fra 65 til 67 dage.
DI Byggeris analyse peger på, at antallet af sager ikke i sig selv forklarer, hvorfor nogle kommuner er langsomme. Der er ingen tydelig sammenhæng mellem sagsmængde og sagsbehandlingstid, hvilket ifølge organisationen tyder på, at de langsomste kommuner har et reelt forbedringspotentiale.
For Fredericia er budskabet i år klart: Kommunen leverer en af landets hurtigste og mest erhvenligsvenlige byggesagsbehandlinger. Det er en konkurrencefordel, når virksomheder og private skal beslutte, hvor de vil bygge.
Kilde: DI Byggeri, marts 2026. Tal er opgjort af Kommunernes Landsforening og beregnet af DI.



















Log ind
Kommentar