EVENT. Hvordan skal Fredericia se ud i 2040? Det spørgsmål stiller Fredericia Bibliotek nu skarpt på, når der op til kommunalvalget inviteres til tre morgenmøder, hvor borgerne kan møde byens politikere til dialog om fremtidens Fredericia.

Med kaffe og rundstykker på bordet skabes rammerne for en åben samtale, hvor borgerne kan byde ind med holdninger, idéer og spørgsmål. Hvert møde har sit eget tema og finder sted fra klokken 9.00-10.30 i Bibliotekssalen.

Program for morgenmøderne

  • Tirsdag 21. oktober: Liv i midtbyen – hvordan skaber vi en levende, indbydende bymidte?
  • Tirsdag 28. oktober: By og opland – hvordan styrker vi sammenhængskraften og udviklingen i hele kommunen?
  • Tirsdag 4. november: En attraktiv by – hvordan bliver Fredericia mere attraktiv for eksempelvis unge og tilflyttere?

Erfarne ordstyrere med lokalt hjerte
Debatterne bliver modereret af Uffe Steiner Jensen og Erik Schwensen. Begge er stærkt forankret i Fredericia – Uffe Steiner Jensen som tidligere borgmester og Erik Schwensen, der i dag er redaktionschef på Fredericia AVISEN.

Praktisk info
Arrangementerne er gratis og kræver ingen tilmelding. Der serveres kaffe og rundstykker fra klokken 9.00, og der er plads til 70 deltagere efter først til mølle-princippet.

Med dette initiativ ønsker biblioteket at skabe rum for nysgerrig dialog, hvor borgere og politikere sammen kan sætte ord på visioner og udfordringer for Fredericia frem mod 2040.