Morning Stars står bag et nyt bemærkelsesværdigt byggeri, Projekt F7, der skal sætte Fredericia på landkortet og samtidig bidrage til områdets udvikling. Med tre imponerende tårne, der hver får deres egen funktion, er målet at skabe et vartegn for byen. For Susanne Eilersen, formand for bosætnings- og turismeudvalget, er det et skridt i den rigtige retning for Fredericia, som har kæmpet med at imødekomme efterspørgslen på hotelværelser.

Mangel på hotelkapacitet

Fredericia har i flere år været udfordret på hotelkapaciteten, især i forbindelse med større events. Når begivenheder som MCC og andre store arrangementer finder sted i byen, har manglen på tilstrækkelige hotelværelser været et vedvarende problem.

– Det er en fantastisk dag, fordi vi virkelig har brug for mere hotelkapacitet, hvis vi skal øge både turismen og erhvervsturismen i Fredericia. Hver gang vi arrangerer større events, eller når MCC og andre arrangører laver større begivenheder, støder vi igen og igen på det samme problem – mangel på hotelværelser. Så det, at vi nu får et nyt hotel, er en kæmpe lettelse. Det er en rigtig god nyhed, siger Eilersen.

Med Projekt F7 får Fredericia ikke kun et hotel, men også en betydelig opgradering af byens infrastruktur, der skal imødekomme både erhvervslivets og turisternes behov. For Eilersen er dette hotel første skridt mod en mere kapacitetsstærk by.

– Jeg håber, at dette kun er det første skridt, for vi har brug for flere værelser. Experience Fredericia har virkelig haft problemer med at finde tilstrækkelig indkvartering, så det her hotel er forhåbentlig bare starten på flere, der kommer til byen, fortæller hun.

Tæt samarbejde mellem hotellerne skal skabe synergi i Fredericia

Når det første hotel er oppe at køre, forventes det hurtigt at blive fyldt op. For at maksimere potentialet og skabe synergi mellem de eksisterende hoteller i byen, er det ifølge formanden vigtigt, at både Experience Fredericia og andre aktører arbejder tæt sammen med det nye hotel.

– Når det første hotel er oppe at køre, kan vi også se, hvordan det hurtigt bliver fyldt op. Derfor er det vigtigt, at Experience Fredericia og andre relevante aktører arbejder tæt sammen med hotellet, så det bliver en del af det eksisterende netværk. På den måde kan de også se fordelene ved at være en del af fællesskabet med de andre hoteller. Jeg tror, det vil skabe en god synergi, og måske vil det endda øge interessen blandt andre, der overvejer at åbne et hotel i Fredericia, siger Eilersen.

Hun ser dette som et potentiale for at skabe et stærkere netværk af hoteller i byen, hvilket kan åbne dørene for flere investeringer på området.

‘Det er ikke kommet hurtigt eller pludseligt’

Til sidst vil hun gerne bemærke, at bag projektet ligger mange års hårdt arbejde fra både Experience Fredericia og Business Fredericia, som har arbejdet aktivt på at gøre hotellejere og kæder opmærksomme på Fredericias potentiale.

– Ja, det er noget, som både Experience Fredericia og Business Fredericia har arbejdet hårdt på i flere år. Det er ikke noget, der er kommet hurtigt eller pludseligt. Der har været en langvarig dialog for at få dette hotelprojekt på plads. Der er virkelig gjort en stor indsats både fra Business og fra forvaltningen for at imødekomme de krav og ønsker, som hotelkæderne har haft, afslutter Eilersen.

Læs også

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer