EGIF Fodbold, MG & BK og Nørre Aaby Idrætsklub har indgået et samarbejde på U16 og U17-årgangen til denne sæson. Samarbejdet over bæltet er værdifuldt, fortæller Erritsø-formanden Mads Hansen.

EGIF Fodbold stod med et større problem i optakten til denne fodboldsæson. Seks spillere mødte op til første træning for U16- og U17. Det er langt fra nok, når man skal være 11 mand på banen. Det fik Jimmi Jensen til at kontakte sin formand Mads Hansen.

– Vi stod til den første træning efter sommerferien med kun seks spillere. Med så få spillere kan man ikke spille seriøs fodbold, så jeg tog kontakt til Mads for at høre, hvilke muligheder vi havde. Vi havde tidligere talt om et samarbejde med Middelfart, så jeg sagde, at jeg gerne ville undersøge det nærmere og være en del af det. Jeg følte, at min karriere som træner ikke var færdig endnu, så jeg kontaktede Middelfart. Vi endte med at starte dette projekt, siger Jimmi og oplyser, at de andre klubber også manglede spillere og at det derfor kunne lade sig gøre.

Det nye holdsamarbejde holder pt. til i Middelfart. De spiller kamp på klubbens træningsbane, hvor de også træner. Foto: Privat

I første omgang har de taget valg om at spille på Middelfarts anlæg på Færøvej, og det er der en særlig grund til.

– Vi træner i øjeblikket ét sted, og kampene spilles så vidt muligt på det ene holds hjemmebane i Middelfart. Det kan være forvirrende for mig at spille en kamp i Middelfart og derefter en i Erritsø, fordi man så nemt mister overblikket over, hvor man skal mødes. Vi har én gang været nødt til at spille en kamp i Erritsø på grund af banemangel i Middelfart, siger Jimmi Jensen, som fortæller, at han i første omgang har lavet en et-årig aftale med Middelfart.

Samarbejdet har allerede en positiv effekt for Erritsøs spillere. Til gengæld er der også enkelte udfordringer.

– Rent sportsligt er vi kommet godt fra start. Nogle af Erritsø-drengene bliver matchet på et højere niveau, da de i Middelfart spiller i en højere række end i Erritsø. Dette har givet dem sportslige og træningsmæssige fordele. Praktisk set har vi dog udfordringer med at håndtere kampene, da vi er for få spillere til tre hold. Det betyder, at nogle spillere får for mange kampe og ikke får tilstrækkelig tid til at restituere inden den næste kamp, fortæller Jimmi Jensen.

Jimmi forklarer, at der formentlig er gået noget galt i kommunikationen om, hvor mange spillere de enkelte hold kom med. Derfor var det ikke afstemt helt ordentlig, men med en hurtig proces, gik det stærkt.

– Det hele blev aftalt på mindre end 24 timer, så det gik hurtigt. Alternativet var, at årgang 2007-08 i Erritsø Fodbold måtte lukke, og så ville der være spillere, som skulle skifte klub eller stoppe med at spille, siger Jimmi Jensen.

U16-holdet i kamp mod Næsby. Foto: Privat

At EGIF nu har indgået et samarbejde med MB & BK og Nørre Aaby betyder imidlertid ikke, at EGIF smækker med nogen døre til samarbejde på tværs af fodboldklubberne i Fredericia.

– Grunden til det samarbejde vi har lavet nu er, fordi vi manglede spillere til den pågældende årgang. Vi er åbne for dialog med Fredericia Fodbold (sammenslutningen af fodboldklubberne i Fredericia hvor EGIF Fodbold ikke er en del af det endnu, red.), men det skulle gå stærkt, da vi stod med et akut problem. Vi har tidligere haft dialog med Middelfart, så det gav mening at henvende sig til dem, siger EGIF Fodbolds formand, Mads Hansen og fortsætter:

– I første omgang kører aftalen med den årgang som Jimmi har lavet aftalen med, og så må vi se, hvad der sker i fremtiden. Det handlede om, at vi havde et tilbud til vores ungdomsspillere om at kunne fortsætte med at spille fodbold.

Med det nye samarbejde på tværs af bæltet, ser fremtiden bedre ud for ungdomsfodbolden i både EGIF Fodbold, MG & BK og Nørre Aaby Idrætsklub. Samarbejdet gælder foreløbig for U17 og U16-drenge, hvor de holdene deltager i Liga 3 i denne efterårssæson. For EGIF’s vedkommende er det én række højere end, hvad deres eget hold lå i inden sammenlægningen,.