Lige om lidt er der kommunalvalg – og jeg stiller op for tredje gang. Denne gang som kandidat nr. 2 på den socialdemokratiske liste.

Verden forandrer sig med lynets hast, og netop derfor håber jeg, at mine mange års erfaring fra arbejdslivet stadig kan bruges til at finde stærke, fornuftige løsninger. Jeg vil være med til at sikre den gode kernevelfærd, som altid har givet fredericianerne tryghed i hverdagen – og det kræver et byråd, der samarbejder og står sammen om de vigtigste opgaver.

Jeg brænder især for, at flere unge får lyst til at vælge de vigtige velfærdsfag. Vi har brug for dem – og de har brug for os. Derfor skal vi blive bedre til at støtte dem under uddannelsen, så de ikke mister modet, når det bliver svært. Det kan for eksempel være ved at tilbyde en støtteperson eller mentor på arbejdspladsen eller uddannelsesstedet, som kan hjælpe dem godt igennem.

Der er også unge, som ikke lige får den bedste start – og dem må vi ikke give op på. De skal have en ekstra håndsrækning, måske gennem et fleksibelt job på op til 18 timer om ugen, hvor der tages hensyn til deres behov og tempo. Vi skal vise dem, at de er velkomne og værdifulde, og at der altid er en ny chance at få.

Jeg vil arbejde for, at vi løfter de unge fra familier, der har det svært, så de får mulighed for at bryde den sociale arv. Det kan være gennem støtte til fritidsjob, hvor de oplever glæden ved at tjene deres egne penge og få ansvar.

Og så skal vores kommende jobcenter have et særligt fokus på de unge – for de er ikke bare vores fremtid, de er vores fælles ansvar.

Socialdemokratisk byrådskandidat nr. 2

Anette Hyre-Jensen