Fredericia Håndboldklub overlod intet til tilfældighederne, da de fredag aften spillede sig videre i Santander Cup med en udebanesejr på 44-14 mod Randers HHs 3. divisionshold.

Randers HH spiller til dagligt i 3. division pulje 1. Der er modstanderne eksempelvis Aalborg HK, Tornby IF og Hjallerup IF 2, men for en stund var de sædvanlige hold skiftet ud med noget, som de ikke møder hver dag, nemlig et ligahold.

FHK overlod intet til tilfældighederne. Det meste af det sædvanlige ligahold tog turen til Ulvehøjhallen, hvor kampen fandt sted. Med i truppen var en enkelt debutant i form af U19-spilleren Julius Vind Poulsen, der var med i stedet for Jakob Frederiksen.

Fra start var det et toptændt FHK-mandskab. Thorsten Fries lukkede af i målet, og indkasserede i den første del af kampen kun tre mål. Stillingen var således 14-3 midtvejs i første halvleg, og ved pausen var stillingen udbygget till 25-7.

I anden halvleg buldrede FHK videre. Det var blot et spørgsmål om sejrens størrelse, og det var derfor op til FHK at holde skruen i vandet for at få noget ud af den sidste del af kampen. Emil Tellerup kom på mål, og han var med til at holde Randers fra at score mange mål, og han efter en disciplineret indsats kunne FHK lade sig hylde for en sejr på 44-14 fra de 30 medrejsende fans.

Dermed er FHK videre til 6. runde i pokalturneringen, der er den sidste inden den landsdækkende del af pokalturneringen.