På en råkold fredag aften skulle Fredericias håndboldherrer på årets længste udebanetur til Helsinge Hallerne, hvor modstanderne fra Nordsjælland Håndbold ventede. Det var en kamp mellem ligaens nr. 2 og nr. 10 – en kamp Fredericia på papiret skulle vinde. Det blev ikke en flot håndboldkamp, men en stærk start på anden halvleg sikrede FHK en stensikker sejr på 28-33, til trods for at de formøblede fem mål til sidst.

Der var gensynsglæde mellem flere af spillerne på de to mandskaber. Nordsjælland-mandskabet tæller op til flere tidligere Fredericia-spillere, blandt andet Jimmi Andersen, Kristian Olsen og Jonas Raundahl. Da de to hold tørnede sammen i sidste sæson endte det med en uafgjort på udebane i Hillerød og et nederlag på hjemmebane i thansen ARENA. Der var altså en revanche på spil for Fredericia, der ellers har det svært mod de grønklædte nordsjællændere.

Det startede med en tom fornemmelse da de rødblusede løb på banen. På grund af uheld på motorvejen var de ellers mange fans fra HK Ultras forsinkede. Der blev kigget lidt forvirret rundt – og måske savnede de også lidt konfetti. Men lige før kampstart kom de frem og kunne heppe på FHK. Hallen summede af liv, der var mange tilskuere, der skabte en ganske flot stemning for en lille hal på en fredag aften.

Om der var gået black Friday i muligheden for at få et mål eller to på tavlen er uvist, men ganske sikkert er det, at der ikke var mange redninger at hente for Fredericia. Den ellers sædvanligt gode Sebastian Frandsen havde fingrene på det meste, men det lykkedes ham ikke at holde boldene ude af målet.

Det gav et hektisk kampbillede i kampens første minutter. Der blev løbet en del, og målene var der mange af. Men man sad ikke med et billede af en god håndboldkamp. Det var mest af alt lidt rodet. På tavlen var de to hold meget lige, men efter et par tekniske fejl fra hjemmeholdet kunne Fredericia gå i front. En position de holdt resten af første halvleg, selvom Nordsjælland da flere gange nærmede sig hastigt.

Mossestad kunne med en håndfuld sekunder igen sende bolden i kassen til pauseføring for gæsterne på 14-17. Det var en første halvleg hvor Nordsjællands unge keeper, Magnus Petersen, tog fra – blandt andet fire kontrachancer i træk fra Fredericia, der ikke var kyniske nok.

Lyn og torden i anden halvleg

Fredericia HK bragede ud fra pause. Hvad der bliver sagt i pausen vides ikke, men endnu engang kommer FHK ud fra pause med fuld fart frem. De satte farten fra start, og hver en fejl fra hjemmeholdet blev udnyttet. Det gav en udbygget føring ad flere omgange, men det lykkedes FHK at formøble fem mål i kampens sidste fase.

Det var en grim håndboldkamp. Ingen af holdene spillede stort – ja måske lige FHK’s kontrafase undtaget. Det etablerede angrebsspil var ikke noget at råbe hurra for, ligesom de mange tekniske fejl fra hjemmeholdet gjorde, at FHK kunne løbe dem over.

FHK plejer at være stærke på redningerne, men i dagens opgør var det bestemt ikke tilfældet. De havde hænderne på det meste, men det resulterede i flere mål end redninger.

I de døende minutter af kampen, hvor Fredericia var foran med en 10-stykker blev der plads til nogle af de spillere, der ellers ikke ser banen så meget. Jonas Kruse fik en håndfuld minutter, ligesom også Jonas Langerhuus fik spilletid. Sidstnævnte dog uden den store succes, desværre.

Det blev aldrig en køn håndboldkamp, men det blev de to point og en sikker sejr, som FHK kom efter. Kampen endte 28-33 til FHK.